Et vintereventyr båret af brevduevinger

i Kulturhistorie/Liv & Mennesker/Rejse af

Nogle gange begynder store eventyr ret undseeligt. Og begyndelsen på dette vintereventyr lignede da også ved første øjekast et lidt forjaget øjeblik af den slags, hvor man en gråmeleret november tirsdag nørkler med cykelnøglerne ved et temmelig trafikeret gadehjørne.

Men midt i alt det grå skimtede jeg pludselig en herre, der gennem de seneste år virkelig har støttet min veninde Helle Solvang og mig i vores virke. Og da vi faldt i snak, slog det mig, at Helle og jeg i det travle efterår slet ikke havde fået fulgt ordentligt op på, at han i sommers henover en fornem middag havde ansporet os til løfte en vigtig livsopgave.

Og pludselig hørte jeg mig selv sige: ”Det lyder nok lidt skørt det her… Men Helle og jeg skal på lidt af et vintereventyr i julen, hvor vi den 24. december skal køre op til Norges ældste højfjeldshotel – og bliver der helt til den 31., hvor vi skal køre hjem igen. Så vi kommer til at have rigtig god tid til at tale sammen og få tænkt store spørgsmål godt igennem på vejen. Og det ville være helt fantastisk at have et spørgsmål med fra dig, som vi kan vende godt og grundigt, mens vi kører.”

Det er længe siden, jeg har glædet mig så meget til at åbne min postkasse, som jeg gjorde i december 2018

Det ville han gerne. Faktisk var der allerede ved at forme sig et spørgsmål, fortalte han, da vi skiltes. Da jeg cyklede hjem, forekom verden mig at være blevet markant mindre grå. Jeg glædede mig allerede til at se, hvad han mon fandt på at spørge os om, jeg glædede mig til at udforske spørgsmålet sammen med Helle – og jeg glædede mig til at overraske hende med det hemmelige spørgsmål.

Om aftenen var idéen begyndt at sitre så meget indeni, at jeg fik lyst til at spørge et par stykker til, om ikke de også ville sende os et spørgsmål. Og så begyndte det at gribe om sig. For efterhånden som folk svarede virkelig begejstret tilbage, blev jeg inspireret til at skrive til endnu flere af vores fælles venner og samarbejdspartnere, at jeg havde en lidt pudsig forespørgsel…

Det er længe siden, jeg har glædet mig så meget til at åbne min postkasse, som jeg gjorde i december 2018. Hver dag gemte den flotte kuverter i mange farver, faconer og fantasifulde frimærker. Det var rørende igen at se så mange vidt forskellige håndskrifter, og tankevækkende, hvor få jeg genkendte, selvom jeg har kendt afsenderen i årevis.

Kun de færreste stolede på, at postvæsnet ville bringe deres breve frem i tide.

Så langt de fleste breve blev håndbåret til Nørrebro. Flere af brevduerne fik jeg en hyggelig passiar med i opgangen. En havde tilfældigt sit brev med i tasken, da jeg – ved endnu et lykketræf – mødte hende på et andet gråt gadehjørne, der pludselig blev lyst op. En anden afsender, der selv bor langt borte, bad sin mor overbringe mig sit brev på vores fælles stamcafe. Et brev blev leveret i min fars postkasse, da afsenderen er hans næsten-nabo.

Min far bragte det så med til december-hygge hos min bror, hvor jeg så fik det overdraget. Som en dejlig bonus skabte brevdue-leverancerne gode anledninger til lige at få drukket en kop kaffe eller spist en frokost, når nu der alligevel skulle overdrages en kuvert. Flere af brevduerne mødte jeg tilfældigt i opgangen, når de svingede forbi for at aflevere deres breve.

Trods det omsiggribende alternative distributionsnet, brevduerne efterhånden havde skabt, stod det alligevel klart, at en del spørgsmål ikke ville kunne nå frem, med mindre de blev sendt som mail. Og her meldte min assistent sig straks på banen. ”Det går jo ikke, hvis du kommer til at smuglæse spørgsmålene,” sagde han og tilbød at printe og kuvertere dem, så alle spørgsmål til det sidste forblev en overraskelse også for mig.

Fuldmånen hang lavt over Kongens København, da vi trillede gennem de juletyste gader

Lillejuleaften kunne jeg samle over 30 kuverter i en stor æske, som jeg bandt en kæmpe sløjfe på. Og så var vi klar til afgang – brevene og jeg.

Da jeg hentede Helle tidligt om morgenen den 24. december stod æsken på hendes plads i bilen. Og hun fik besked på, at hun først måtte åbne den på den anden side af broen. Fuldmånen hang lavt over Kongens København, da vi trillede gennem de juletyste gader.

Det var stadig mørkt, da vi ankom til Sverige, så Helle måtte have en lygte frem for at kunne se, hvad der gemte sig i æsken. Stemningen, der spredte sig i bilen, da hun slog flapperne op, føltes som den diametrale modsætning til åbningen af Pandoras æske. For ud af vores æske strømmede al den kærlighed vores venner havde lagt i deres spørgsmål med en voldsom kraft.

Helle løftede berørt og benovet den ene kuvert op efter den anden og udbrød: ”Ååååh wauw. Hvor fint. Hvor dejligt”, hver gang hun læste et nyt navn udenpå en af kuverterne. Det var som at have arrangeret et surprise party for hende, hvor gæsterne var til stede i form af kuverter og spørgsmål. Herfra var det ekstra gode, at kuverternes indhold stadig var en overraskelse for os begge to. Hver gang vi åbnede en kuvert, anede ingen af os, hvad den ville rumme. Hvilke indre sneskred den ville sætte i gang. Hvor spørgsmålet ville bringe os hen.

Det første spørgsmål ansporede os til at udforske, hvad det i grunden vil sige at være et menneske – og hvilke særlige menneskelige kvaliteter, der adskiller sig fra kunstig intelligens. Det nåede at blive højlys dag, før vi var klar til den næste kuvert. Her havde afsenderen indtalt et eventyr til, som vi skulle lytte koncentreret til, inden vi læste spørgsmålet.

Det handlede om mod. Om at træde i karakter og kæmpe for alt, hvad man har kært. Det næste spørgsmål handlede om kærlighed – og især om, hvordan og hvornår man som modne mennesker oplever forelskelser. Så fulgte et spørgsmål, der opfordrede os til hver især at formulere tre personlige klimatiltag.

Og så var vi faktisk allerede fremme. Langt hurtigere, end vi havde forestillet os. Tiden var bogstaveligt talt fløjet af sted. Som var vi blevet båret til højfjeldet på brevduevinger

Da vi trængte til et afbræk i den intensive tanke- og talestrøm, lyttede vi til Bachs juleoratorium. Og pludselig befandt vi os midt i de smukkeste snelandskaber. Træerne strunke af rimfrost. Pudrede fjelde. Bundfrosne søer.

Og så var vi faktisk allerede fremme. Langt hurtigere, end vi havde forestillet os. Tiden var bogstaveligt talt fløjet af sted. Som var vi blevet båret til højfjeldet på brevduevinger.

Egentlig var brevene tænkt som adspredelse på de lange køreture jule- og nytårsaften. Men efter at have åbnet de første par kuverter stod det klart, at hver kuvert indeholdt så mange spørgsmål og så meget stof til eftertanke, at vi talte om dem i timevis. Så vi endte med at lade spørgsmålene flette sig ind mellem højfjeldshotellets mange lyksaligheder. Trak typisk et sidst på eftermiddagen. Tog et med op i spisesalen, som vi vendte henover middagen. Trak et, inden vi skulle sove… og endte med at ligge i mørket og vende det den halve nat.

Vi trak spørgsmålene i helt tilfældig rækkefølge. Og så meget desto mere begejstrede blev vi, hver gang der opstod poetiske tilfældigheder. Som da vi lige var kommet hjem fra en stjernevandring i den tindrende frost og havde talt længe om søens månespejl, og vi så trak et spørgsmål, der med udgangspunkt i månen spurgte ind til vores feminine kraft.

Indimellem blev vi triste. Overvældede af klimaudfordringer, flygtningekriser og absurde mediestrømme mistede vores stemmer deres ellers så karakteristiske opadgående klang. Men netop fordi vi indimellem også talte ud fra en meget trist klangbund, fik det så meget desto større kraft, hver gang vi trods alt genfandt troen på, at det nytter.

Udover de mange samtaler mellem os, satte spørgsmålene selvfølgelig også en masse tanker i gang hos os hver især. Et af dem, jeg selv endte med at tænke mest over i ugens løb, lød: ”Hvilken af jeres drømme for det kommende år kræver den længste udflugt udenfor komfortzonen?”

For sagen var, at Helles og mit fælles vintereventyr for mig rummede et ekstra eventyr: Jeg har nemlig sjældent befundet mig så langt udenfor min komfortzone, som jeg gjorde på denne tur. For ikke alene kan jeg ikke stå på ski. Jeg er også i så dårlig grundform og så grundlæggende kropsklodset, at jeg som udgangspunkt slet ikke synes, det er sjovt at kaste mig ud i den slags.

Det er vigtigt, at man som voksen tør være nybegynder igen. Strækker sig. Gør sig umage. Udfordrer sig selv. Sprænger sin horisont. Ser, hvad der pibler frem af nye perspektiver, når man befinder sig på udebane

Helle derimod er i fin form og har stået på ski hele sit liv. Så min umiddelbare reaktion, da hun spurgte, om ikke jeg ville med til højfjeldet for at besøge hendes søn, der arbejdede deroppe i et par måneder, var, at hun hellere skulle stikke på skiferie med en anden. Og så kunne hun og jeg finde på noget andet snart.

Men helt så enkelt er det desværre ikke at være mig. For som rektor for Samtidens Akademi prædiker jeg jævnligt om, hvor vigtigt det er, at man som voksen tør være nybegynder igen. Strækker sig. Gør sig umage. Udfordrer sig selv. Sprænger sin horisont. Ser, hvad der pibler frem af nye perspektiver, når man befinder sig på udebane.

Og den slags synes jeg jo ikke rigtigt, jeg kan tillade mig at prædike, hvis ikke jeg sørger for at efterleve det selv og med jævne mellemrum kaster mig ud på det meget dybe.

Det har gennem årene bragt mig på lange udflugter udenfor komfortzonen. Og blandt meget andet har jeg gået til billedskole for voksne på Statens Museum for Kunst, improvisationsteater hos Skuespillerforbundet og boet to måneder i Havanna for at lære at danse salsa.

Så selvom det mest bekvemme uden tvivl var at takke nej, kunne jeg godt mærke, at det eneste rigtige var at takke ja.

Allerede inden afgang affødte den beslutning en lang række førstegangs- og aha-oplevelser.

For det viste sig, at jeg, der i livets løb er ankommet midt om natten i Ghana uden at ane, hvor jeg skulle overnatte… Jeg, der rejste alene rundt i Indien i månedsvis uden at forstå, hvorfor andre omtalte det som et hårdt rejseland… Jeg, der med åben pande mødte risikoen for at blive smidt af den transsibiriske jernbane på grænsen mellem Mongoliet og Rusland, da der var knas med mit visum… Og jeg, der i øvrigt elsker at være på langfart og har kørt til Norge masser af gange for at besøge min norske familie… JEG blev overraskende bekymret over, om det nu også var helt forsvarligt at skulle på langfart i min mikrobil på de to af årets nætter, hvor alle kranbiler og benzintanke måtte forventes at være minimalt bemandet.

Jeg afslog at fejre åbningen med en gratis hotdog, men fik 20 procent på alt og gratis levering

Det afstedkom en længere snak med værkstedet om snekædestørrelser og frost-foranstaltninger. Og derpå mit glorværdige jomfrubesøg hos T. Hansen: Da jeg klokken 9.05 trådte over dørtærsklen til den filial, jeg havde googlet mig frem til lå mest behændigt for dagens ærinder, viste det sig, at butikken var åbnet selvsamme morgen. Hvis jeg ikke ligefrem går over i historien som kunde nummer 1, var jeg i hvert fald blandt de 5 første. Aldrig har jeg fået så omfattende og tålmodig service, som jeg fik af den unge herre, der endnu ikke havde andre kunder at tage sig af.

Jeg afslog at fejre åbningen med en gratis hotdog, men fik 20 procent på alt og gratis levering. Udefra må det have set ud som om, jeg i dagevis havde siddet med mit lille kalenderlys og talt ned til åbningsdagen. Men reelt var det bogstaveligt talt nybegynderheld.

Det befandt sig også et vist stykke udenfor komfortzonen, da Helle og jeg et par dage senere i bidende kulde, kravlede rundt på fortovet midt på indre Nørrebro for at træne snekæde-påsætning. Men det føltes også som om vi satte mange point ind på vores handy-og-voksen-point-konti, da det trods alt lykkedes relativt hurtigt.

Men den største udflugt udenfor komfortzonen var uden tvivl den smukke frostklare dag, hvor jeg spændte skiene på første gang.

Her levede jeg igen højt på en herlig form for begynderheld. For ganske vist havde vi glædet os til at hænge ud med en af vores fælles bekendte, der er skiinstruktør på Fefor. Men jeg anede ikke på forhånd, at hendes 20-årige søn var deroppe samtidig med os, og at han lige havde taget instruktør-certifikat. Så han havde lige så meget brug for at prøve kræfter med en skrækslagen nybegynder, som jeg havde brug for eneundervisning fra en ekstremt tålmodig instruktør.

Han var dygtig, og god til at håndtere alle mine kvababbelser. Så selvom jeg ikke nåede langt ud i terrænet, var jeg dog oprejst længe nok ad gangen til, at det satte en masse tanker i gang.

Mens jeg gled frem og tilbage i de fint præparerede spor, tænkte jeg især over, hvor meget det helt grundlæggende strider imod mit temperament at følge et spor andre har lagt ud for mig. Alene begrebet ”præpareret spor” giver mig en lille smule kuldegydninger. For jeg befinder mig bedst, når jeg vælger mine egne veje. Tiltrækkes især af den hemmelige sti. Elsker det ubetrådte. Det gælder både helt konkret, når jeg er på eventyr: Jeg forsager GPS’er og synes, der ligger store livskvaliteter i at fare lidt vild engang imellem. Men det gælder også i forhold til mit professionelle virke, hvor jeg som seriel iværksætter stort set altid befinder mig ”off piste”. Og rent livsfilosofisk mener jeg også, det er for enden af svinkeærinderne alt det, der gør livet værd at leve, gemmer sig.

Som svar på spørgsmålet om, hvilken af mine drømme for det nye år, der kræver den længste udflugt udenfor komfortzonen, fik langrendsporene mig til at tænke virkelig meget over, hvor meget tid og energi jeg gennem livet har brugt på at udforske – og skabe – mine egne vegne

Men mens jeg langrendte – eller i hvert fald gjorde mit bedste for at prøve på det – var det virkelig en aha-oplevelse, hvor meget nemmere det hele gled, så længe jeg fulgte sporet. Faktisk sank jeg jo bogstaveligt talt dybt, så snart jeg trådte få centimeter ved siden af løjpen.

Så som svar på spørgsmålet om, hvilken af mine drømme for det nye år, der kræver den længste udflugt udenfor komfortzonen, fik langrendsporene mig til at tænke virkelig meget over, hvor meget tid og energi jeg gennem livet har brugt på at udforske – og skabe – mine egne vegne. Og hvor meget det givetvis har været på bekostning af alt muligt andet, jeg i stedet kunne have nået at mestre.

Det fortryder jeg ikke, og jeg tror stadig, at jeg primært vil udforske livets ubetrådte stier. Men som tankeeksperiment er det interessant at lege med muligheden for at udleve nogle af det kommende års store drømme ved ind imellem at tillade mig selv at følge et præpareret spor. Lade mig glide lidt med. Give mig hen. Unde mig selv glæden ved det ukomplicerede. Nyde udsigten… og se, hvilke andre kræfter det sætter fri, hvilke muligheder, der så åbner sig, hvilke nye horisonter, jeg måske så får overskud til at skue frem imod.

Om morgenen den 31. december påbegyndte vi så nedstigningen ad det sneklædte fjeld. Hele vejen hjem trak vi spørgsmål på spørgsmål kun afbrudt af Dronningens nytårstale. Aldrig har jeg i mit voksne liv været så ædru hele nytårsaften. Samtidig har jeg sjældent været så høj på livet, venskaber og gode samtaler, som jeg var, da vi svingede fra motorvejen for at tanke op på både benzin og nytårsproviant.

Den unge mand bag skranken havde snart fri og skulle hjem til sin lille hund, der ikke var så glad for fyrværkeri. Vi hvirvlede videre

Hvis vi en dag skulle få fingre i filmen fra benzintankens overvågningskamera, er jeg sikker på, at vi begge ser temmelig plørede ud. Helle med sin rævevest på slæb som en anden Gitte Grå, der opfordrede personalet til lige at skrue meget højt op for musikken et øjeblik. Mig der slet ikke kunne holde op med at grine igen, da jeg i spejlbilledet på toilettet opdagede, at jeg stadig havde solbriller i håret, selvom det havde været bælgmørkt i flere timer. Den unge mand bag skranken havde snart fri og skulle hjem til sin lille hund, der ikke var så glad for fyrværkeri. Vi hvirvlede videre.

Undervejs kørte vi lange stræk, hvor vi ikke så en eneste anden bil. Men egentlig var det overraskende, at der overhovedet var andre biler på vejene nytårsaften. ”Hvem fanden er de andre?”, spurgte jeg et par gange undervejs og begyndte at opdigte alle mulige årsager til, at folk befandt sig på motorvejen, mens verden omkring dem festede. For en ting var, at vi havde undfanget den excentriske plan om at køre netop på disse to højtidsdage. Men hvem fanden var de andre?

Aldrig har ankomsten til Helsingør taget sig så smukt ud med raketterne henover Kronborg og ned langs kysten, som den gjorde, da vi nytårsaften stod i stævnen på Helsingør-Helsingborg-færgen med kurs mod 2019. Det var vi tilsyneladende de eneste passagerer, der rigtigt tog notits af. Resten af passagererne sejlede frem og tilbage over sundet til nytårsfest. De var netop nået til kaffen – og kiggende ikke længere ud ad vinduerne.

Det sidste stræk tog vi hjem langs Strandvejen for at se så mange raketter som muligt undervejs, og vi nåede lige at parkere i tide til at hive en lille midnatssouper ud af fryseren og ind i ovnen og lade champagnepropperne springe, da rådhusklokkerne slog 12.

Epilog

Vi har stadig 10 uåbnede kuverter tilbage, og det føles som en forunderlig gave til 2019, at 10 små eventyr og vigtige spørgsmål kalder på os i den kommende tid.

Jeg er utroligt taknemmelig over, at så mange fantastiske mennesker så ivrigt hjalp mig med at føre mit spørgsmålseksperiment ud i livet.

Jeg er vildt inspireret af de mange forskellige måder, de valgte at tolke opgaven på. Nogle med ufatteligt kortfattede præcise spørgsmål. Andre med henvisninger til lydfiler, videoer og telefonopkald. En med ti små på hinanden følgende opgaver, der drev os dybere og dybere ind i sindet. En med et langt brev skrevet på luftpostpapir. Nogle garneret med lidt slik. Andre med noder og højskolesange.

Jeg er imponeret over, hvor ufatteligt vidt omkring de mange spørgsmål har bragt Helle og jeg undervejs i samtalerne – og hvor dybt de samtidig fik os til at grave. Det var som om spørgsmålene forstærkede hinanden for hver kuvert vi åbnende. At nye spørgsmål bragte nye aspekter frem i de spørgsmål, vi allerede havde udforsket. Konstant opdagede vi nye mønstre, flere facetter og overraskende dybder i emner, man ikke skulle have troet, vi kunne have vredet mere ud af

Tænk hvilke dannelsesrejser, vi kan sende hinanden på alene i kraft af gode, vigtige spørgsmål.

Men det, der har vist sig at være nok så spændende ved breveksperimentet er, at mange af brevskriverne sidenhen har fortalt, at det i sig selv satte en masse gode tanker i gang hos dem at skulle formulere et spørgsmål til os. Opgaven fik dem til at stille sig selv en masse spørgsmål, de ikke havde tænkt over længe. Måske aldrig nogensinde før. Og det havde sat gang i nogle vigtige samtaler med deres nærmeste.

Tænk hvor meget kraft, så enkel en ide viste sig at rumme. Tænk hvor meget glæde sådan en æske ville kunne bringe på et sygeleje, hvis alle de pårørende sendte et vigtigt spørgsmål, man kunne glæde sig over at modtage, tænke over og vende med sine gæster. Tænk hvor gode samtaler, man kunne få på plejehjemmene, hvis beboerne fik spørgsmål fra deres efterkommere, der inspirerende dem til at fortælle nye historier fra deres lange liv. Tænk hvilken bryllupsgave det ville være at få en æske fuld af spørgsmål med på bryllupsrejse.

Tænk hvilke dannelsesrejser, vi kan sende hinanden på alene i kraft af gode, vigtige spørgsmål.

Idéen er hermed givet videre. Og jeg håber, den vil afføde mange vigtige samtaler og sprede ligeså meget glæde, poesi, mening og eftertanke derude for alle, der har fået lyst til at brodere videre på den.


Alle fotos af skribenten 

Nadja Pass er opflasket på eventyr og champagne, stikker sin nysgerrige næse i alt, elsker at blive overrasket, overhører uforskammet ofte andre folks samtaler og river med jævne mellemrum et par måneder ud af kalenderen for at bo et nyt sted og lære noget, hun aldrig har prøvet før.

I april 2017 åbnede hun Samtidens Akademi, en helt ny form for læreanstalt og selvbestaltet instans, hvor vi som borgere kan samles for at bibringe vores samtid alt det, vi længes efter.

Hun står også bag Samfundslaboratoriet Borgerlyst, der prøver at gøre det nemmere, sjovere og mere spontant at bruge sin handlekraft i hverdagen. Borgerlyst har gennem tiden sat et hav af eksperimenter i søen. Det mest kendte er ”Samtalesaloner”. Forskellige samtaleøvelser og små skub, der får folk, der ikke kender hinanden i forvejen til at falde i snak. Ideen har efterhånden spredt sig over hele landet, og Borgerlyst videreudvikler hele tiden nye samtaleeksperimenter.

Alt Nadjas arbejde med Samtidens Akademi, Borgerlyst og Samtalesaloner er baseret på frivilligt arbejde. Smørret på brødet har hun som selvstændig konsulent gennem 15 år tjent som foredragsholder, magasinudvikler og facilitator. 

Nadja stod i sin tid bag det eksperimenterende magasin Reflexioner, der mixede videnskabsformidling med kunst og eksperimenterende skrivegenrer. Og hun har stadig et blødt punkt for trykte medier, selvom hun også gennem mange år har skrevet ivrigt om og på sociale medier. 

På POV skriver Nadja især om dannelse, nye fællesskaber, retorisk medborgerskab, samtalekultur, borgerlyst og socialt iværksætteri - men hun kan også finde på at lade tankerne flyde og kredse om alt fra sommerhusliv til puslespil og fluer. Intet er for stort og intet for småt.  

Du kan støtte Nadjas artikler på POV via MobilePay 29499696

Seneste artikler om Kulturhistorie