CORONAKULTUR // KLUMME – Intet bliver det samme på den anden side af coronaen, siger de. Det har vi efterhånden hørt på i det seneste halve år, og på visse områder kan man håbe, at profetien ender med at gå i opfyldelse. Har du fx tænkt dig at blive hjemme fra arbejde, hvis du har lidt kriller i halsen?
For at være ærlig, så tør jeg dårligt nok tænke på, hvor mange mennesker, jeg har smittet med en forkølelse eller det, der er værre, gennem mine år på diverse arbejdspladser og kontorer.
Taget i betragtning, hvor mange gange jeg selv har slæbt sygdomme med hjem fra en arbejdsdag, må tallet nærmest være astronomisk.
Hvor mange gange har man ikke nyst ned i hånden, for så at trykke på kaffemaskinen, tage i et dørhåndtag eller ved et trappegelænder? Lad hellere være med at tænke for længe over det
Det er ikke noget, jeg er synderligt stolt af, men mon ikke det derimod er et faktum, at jeg har smittet både den ene og den anden uden at ane det. Det har du, kære læser, med sikkerhed også.
Hvor mange gange har man ikke nyst ned i hånden, for så at trykke på kaffemaskinen, tage i et dørhåndtag eller ved et trappegelænder? Lad hellere være med at tænke for længe over det.
Kontorets helt
Selvom det måske kunne lyde sådan, så er jeg næppe et hverken værre eller bedre tilfælde end så mange andre mennesker på det danske arbejdsmarked. Og med det i mente, er forandringer og nye kulturer som følge af coronaen formentlig en ting, der er mere for det gode end det onde.
Én af de ting, man med fordel kunne sætte sig som mål at luge ud i, er antallet af hverdagens helte på de danske arbejdspladser. Alle dem, hvis arbejde er så uendeligt vigtigt, at de bare ikke kan klare det ved at logge ind hjemmefra. Alle dem der føler, det nærmest er pjækkeri at melde sig syg, når termometeret kun viser 38.7.
For mit eget vedkommende har jeg utallige gange oplevet gode og velmenende kolleger, der har hostet og harket, snottet og nyst sig gennem en hel arbejdsuge, fordi: “Det er ikke så slemt, at jeg behøver ligge derhjemme”. Alt imens vi andre kan observere, hvordan forkølelsen langsomt spreder sig mellem øerne og etagerne på arbejdspladsen.
Den gængse tilgang til at melde sig syg har handlet alt for meget om, hvorvidt jeg kan klare at møde op på arbejde min sygdom til trods – og for lidt om, hvor mange af mine kolleger, der må melde sig syge i dagene efter
På mange måder har vi en arbejdskultur, hvor man til tider skal grave dybt i posen med gode forklaringer på, hvorfor man arbejder hjemmefra en dag eller to, mens en lurende sygdom beslutter sig for at komme eller gå. I virkeligheden burde det modsatte være tilfældet: at når man mærker en sygdom være under optræk, finder de gode forklaringer for at møde op på jobbet og udsætter deres kolleger for smittefare.
Med coronaen i ryggen har vi netop fået bekræftet, at rigtig mange af os kontornussere uden større problemer kan arbejde hjemme fra køkkenbordet i korte eller lange perioder, hvis der er behov for det. Det er mindre kollegialt, ja, og kantineforholdene er sikkert også mere spartanske, men den potentielle smittefare bliver også indenfor hjemmets fire vægge.
For mig at se har den gængse tilgang til at melde sig syg handlet alt for meget om, hvorvidt jeg kan klare at møde op på arbejde min sygdom til trods – og for lidt om, hvor mange af mine kolleger, der må melde sig syge i dagene efter.
Et spørgsmål om kontrol
En helt personlig holdning til spørgsmålet om, hvorvidt det fremover vil blive mere acceptabelt at arbejde hjemmefra, når man føler lidt kriller i halsen, er, at det bliver en kamp uden lige at få indført på langt de fleste arbejdspladser.
For mange er de chefer og mellemledere, for hvem der ligger en indgroet følelse af kontroltab over deres ansatte, når de ikke trofast sidder på deres plads fra 8-16. For hvordan kan jeg som chef vide, at mine ansatte ikke ligger på sofaen med computeren på maven og formiddags-tv’et kørende, når de arbejder hjemmefra?
En kakofoni af kontorstøj i hvilken man skal koncentrere sig om sit arbejde. Er man som jeg, er hjemmekontoret sgu ofte at foretrække
Svaret er, at det kan du ikke vide – og det kommer i sidste ende heller ikke dig som leder ved, hvordan dine ansatte får deres arbejde fra hånden, så længe det bliver gjort godt og tilfredsstillende, de dage det foregår fra hjemmekontoret.
Er de ansatte som jeg, så finder de det til tider umuligt at arbejde og koncentrere sig på de storrumskontorer, som de fleste af os skal tvinges ind i. Med ringende telefoner, med evigt snakkende kolleger, med klaprende tastaturer og, ja, hvad ved jeg. En kakofoni af kontorstøj i hvilken man skal koncentrere sig om sit arbejde. Er man som jeg, er hjemmekontoret sgu ofte at foretrække.
Måske på tide
Man kan til tider undre sig over, at noget så grundlæggende simpelt som smittespredning i den grad har taget hele verden med bukserne nede. At mase flere hundrede mennesker ind i et storrumskontor, i et tog eller en biograf, ja, det har potentialet til at udvikle sig til et virusparadis ala børnepølen i Lalandia på få minutter.
På min tidligere arbejdsplads var vi vel 5-600 mennesker under samme tag. Vi spiste alle i den samme kantine, trykkede på de samme elevatorknapper og tastede alle vores lille kode på det samme tastatur ved sluseindgangen. Overvej engang, om du med din nyfundne coronaviden overhovedet ville overveje om at trykke på en knap, som måske tre hundrede mennesker havde trykket på, siden rengøringsdamen sidst gav den et sprøjt sprit. Nej, vi ville sgu hellere tage trappen de par etager.
Samtidig er jeg bevidst om, at det værste ved at skabe nye kulturer på en arbejdsplads, eller noget andet sted er, at tingene dermed laves om fra det, man kender i forvejen. Og jeg ved godt, at disciplinen omkring nye tiltag hurtigt daler og bliver til irritationsmomenter og regelrytteri.
Jeg håber, at jeg overgiver mig til min snotnæse og min hosten, og bliver hjemme på sofaen – men jeg ved også godt, at jeg højst sandsynligt kommer til at have en længere debat med mig selv, om det nu også er så slemt endda
Og netop irritationerne handler i sidste ende også om kulturen på arbejdspladsen og alle andre steder i samfundet. Jeg plejer heller ikke at spritte hænderne af ni gange, når jeg er ude at handle, men det er jeg tvunget til nu, som tiderne er. Og så gør jeg det. Ikke for min egen skyld, påstår jeg, men svinger mig helt op til rent faktisk at påstå, at det er for alle andres skyld.
Det samme regelsæt burde jeg tage med mig, næste gang jeg vurderer, hvorvidt jeg rent faktisk har feber nok til at melde mig syg til et eller andet.
Jeg håber, at jeg overgiver mig til min snotnæse og min hosten og bliver hjemme på sofaen – men jeg ved også godt, at jeg højst sandsynligt kommer til at have en længere debat med mig selv, om det nu også er så slemt endda.
Jeg er jo næppe så syg, at jeg ikke kan få en god aften.
Illustration: Pikist.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
