Rejsebrev fra London #3: På opdagelse langs Londons livsnerve

i Europa/Kulturhistorie/Rejse af

REJSEBREV – Journalist og forfatter Poul Arnedal inviterer os med på en tur op ad Themsen, som i to tusinde år har været Londons livsnerve og guider os rundt på nogle af de strækninger, hvor historien nærmest har stået stille, og hvor kunstnere og andet godtfolk har fundet deres jordiske paradis langs flodens bredder.       

Hvis det ikke var for Themsen, så havde der aldrig væren noget London. Det var romerne, der grundlagde byen ved floden i år 43 og gav den navnet Londinium. Lige siden (eller i hvert fald indtil for cirka 40 år siden) har den været Londons hovedpulsåre med direkte adgang til verdenshavene og bifloder, der rakte dybt ind i det omkringliggende engelske landskab.

Det er her ved Themsens bred, den politiske og gejstlige magt har lagt sine magtcentre, og industrien har slået sig ned for at være tæt på floden som transportvej, kølevandsleverandør og spildevandsopsamler. Kunstnerne er flokkedes her for at blive inspireret af dens lys og illusion af frihed. Både borgeskabet og den jævne londoner er søgt ned til dens bredder for at slippe væk fra den beklumrede storbys tætte gader.

Udsigten fra Waterloo Bridge

Allerede i min pure ungdom følte jeg det som en befrielse efter en lang dags arbejde i en kælder under et supermarked i Nordlondon at tage Northern Linetil Embankment Station, stige op fra undergrundsbanen for at benytte fodgængerbroen Hungerford Bridge tværs over floden. Her var der højt til himlen.

Aftensolens stråler spillede i vandoverfladen. Der var udsigt til St Paul’s Cathedral, kulturkomplekset South Bank Center og andre af byens pejlemærker. Efter at have indsuget den friske luft og klaret hovedet med indtrykkene af millionbyens mangfoldighed, var jeg klar til at dykke ned i The National Film Theatre under Waterloo Bridge og se film af Jean-Luc Godard, Roman Polansky, Agnes Varda, Bo Wiederberg, Werner Hertzog, Orson Wells, Nicholas Ray, eller hvem der nu ellers var på plakaten.

Med The Kinks  i ørene

Selvom det var lidt af en omvej, yndede jeg på tilbagevejen at gå over Waterloo Bridge og forestille mig, at jeg mødte Vivien Leigh og Robert Taylor i filmklassikeren af samme navn som broen, mens The Kinks hit fra året før, Waterloo Sunsetlød på min indre transistorradio:

Dirty old river, must you keep rolling, rolling into the night
People so busy, make me feel dizzy, taxi light shines so bright
But I don’t, need no friends
As long as I gaze on Waterloo Sunset, I am in paradise

Cheyne Walk, som den så ud, da Turner boede der. Foto: Royal Borough og Kensington and Chelsea

Et paradis ud til floden

Kinks-forsangeren Ray Davis og jeg er ikke de eneste, som the dirty old river har fået til at føle, at de var hensat til paradis.

De sidste tredive år af sit liv fandt en af Englands største landsskabsmalere, den nyskabende og impressionistiske J.M.W. Turner, sit hjem i et hus, som lå direkte ud til Themsen på Cheyne Walk i Chelsea cirka 5 km vest for Waterloo Bridge. Her døde han som 76-årig i 1851.

Han havde stadig sin lejlighed inde i centrum nær The Royal Academy, hvor han var professor. Men han var træt af kunstverdens ævl og kævl og lejede sig ind hos Mrs. Booth, som ejede huset i nr. 119. Absolut ingen af hans kolleger eller naboer på Cheyne Walk kendte til hans dobbelttilværelse. For at opretholde sin anonymitet tog han sin værtindes navn og blev Mr. Boot, når han var ved floden i Chelsea, mens han stadig var Mr. Turner inde i byen.

Maleren Dante Gabriel Rossetti (tv.) sammen med sin mor, svigerinde og bror ved huset i Cheyne Walk. Foto: Royal Borough of Kensington and Chelsea.

Påfugle i baghaven

Mindre anonym var maleren Dante Gabriel Rossetti, som var frontløberen i kunstbevægelsen Det Præ-Rafaelittiske Broderskab. Han flyttede ind 16 Cheyne Walk i 1862, efter at hans kone var død af en overdosis af opiumspræparatet laudanum. Rossettis hus blev hurtigt centrum for en livlig boheme-tilværelse med kolleger, der flyttede ud og ind og eksotiske dyr i haven.

På et tidspunkt fik han forbud mod at holde påfugle, fordi naboerne klagede over, at de larmede for meget. En hyppig gæst var bl.a. forfatteren til Alice i Eventyrland, Lewis Carroll. Både Turners og Rossettis billeder er righoldigt repræsenteret på kunstmuseet Tate Britain, som ligger lidt længere nede af floden.

16 Cheyne Walk i dag. Bortset fra den blå mindeplade på muren har det stort set ikke ændret sig siden Rossetti boede der. Foto: Wikimedia Commons.

Hovedfærdselsåre i forhaven

Da Dante Gabriel flyttede ud kort før sin død i 1882, var storbyens modernitet og effektivitet allerede rykket helt ind på Cheyne Walk. Hvor der tidligere blot havde været en bred sti mellem husrækken og floden, var der nu dukket en hovedfærdselsåre op ude i selve flodbredden.

Denne inddæmning af floden var begyndt længere østpå i området omkring Waterloo Bridge allerede i 1869 med anlæggelsen af Victoria Embankment. Den blev hurtigt efterfulgt foran Tate og videre vestpå af Millbank og Chelsea Embankment. Dengang blev vejene her på kanten af floden anlagt til hestevognskørsel. Havde man kunnet forudse, hvordan biltrafikken ville udvikle sig over hundrede år senere, havde man måske planlagt anderledes?

Det skal dog i retfærdighedens navn siges, at inddæmningen også omfattede et kloaksystem, som fjernede spildevandet fra det centrale London, og i stedet lukkede det ud i Themsen ved den østlige bydel Beckton.

Den nye vej havde dog ikke fjernet idyllen mere end at bl.a. forfatterne Henry James og Bram Stoker (Dracula) og filosoffen Bertrand Russel flyttede ind i Cheyne Walk. Siden fulgte i kortere eller længere perioder Rolling Stones’ Mick Jagger, Keith Richards og Ronnie Wood. I dag tæller beboerne forfatteren Ken Follet (Jordens Søjler) samt Chelsea FC-ejeren Roman Abramovich, så det er stadig en attraktiv (og dyr) adresse.

London set fra vandsiden

Vil man imidlertid opleve, hvordan det har været – og stadig er – at bo helt ud til floden uden generende trafik i forhaven, skal vi længere op ad Themsen til Strand-on-the-Green i Chiswick. Og hvorfor ikke tage søvejen?

Thames River Boats’ gamle floddampere sejler i sommerhalvåret fra Westminster Bridge og hele vejen ned til Henrik den 8.’s slot, Hampton Court. Vi står dog af godt halvvejs, men undervejs får man et helt anderledes indtryk af London set fra flodsiden, som f.eks. den imposante art deco-inspirerede Battersea Power Station, der er et højt, massive bygningsværk med fire karakteristiske hvide skorstene ragende op mod himlen.

Da det stod færdigt i 1929, var det ikke alene Europas største kulfyrede elektricitetsværk, men også den største murstensbygning i Europa. Da produktionen stoppede i 1983, anede man ikke, hvad man skulle stille op med den flotte, fredede monstrum. Først inden for de seneste år er man gået i gang med at omdanne værket til dyre, attraktive ejerlejligheder.

‘Springflod’ på Strand-on-the-Green. Foto: Wikimedia Commons.

Vandstanden svinger med næsten 8 meter

Efter halvanden times sejltur, hvor vi har passeret under 12 broer og oplevet både det gamle London og de nye, dyre futuristiske ejendomskomplekser, som har rejst sig langs flodbredden, lægger vi til lands ved Kew Bridge lige neden for Kew Gardens.

Jeg har sejlet denne tur flere gange, og det har hver gang været en ny oplevelse. Ved den seneste lejlighed var vandstanden i Themsen så lav, at båden på visse strækninger måtte navigere på en smal sejlbar rute ude midt i floden, og da vi lagde til ved Kew Pier, kunne man både mærke og høre, hvordan kølen skrabede mod flodbunden.

Tidevandet har nemlig en kolossal indflydelse på vandstanden i Themsen, som kan svinge næsten op til otte meter mellem flod og ebbe. Det kan man opleve på den nordlige bred, hvor Strand-on-the-Green ligger direkte ud til floden, lige så snart vi har krydset Kew Bridge.

Strand-on-the-Green. Foto: Wikimedia Commons.

300 år gammel husrække lige ud til floden

Her er det, som om tiden har fået lov at stå stille i et par hundrede år.

Mellem en kraftig betonsætning ud mod floden og en temmelig uens sammenbygget lav husrække fortrinsvis fra 1700-tallet med karnapper, småsprossede vinduer, dekorative døre og enkelte steder diminutive forhaver, går en blot to meter bred og knap en kilometer lang spadseresti. Ved højvande står vandspejlet næsten helt op til stien, mens der ved ebbe er en sumpet flodbred neden for betonsætningen, hvor vadefugle går og finder føde.

Men de få gange om året, hvor man kan opleve en ekstra høj springflod, hvilket oftest sker omkring forårs- og efterårsjævndøgn, er vandstanden så høj, at den går ind over stien og rammer husene. Af samme årsag er mange af husenes døre hævet en meter over stiens niveau og forsynet med en særlig armering, som kan monteres og forhindre vandets indtrængen i husene.

Sådan har det været, siden de første huse blev rejst i 1600-tallet. Det gælder også de tre pubber, The Bell & Crown, The City Barge og The Bull’s Head, som alle serverer anbefalelsesværdig mad og øl, hvor man kan sidde tørskoet indendøre og opleve, hvordan det så ud langs det meste af Themsen, inden der blev etableret et massivt vej- og kloakanlæg i J.M.W Turners og Gabriel Dante Rosettis forhaver på Cheyne Walk.

Strand-on-the-Green set fra Kew bridge. Ude til høje kan man lige ane Olivers Island. Foto: Wikimedia Commons.

The Beatles og Oliver Cromwell

Samtidig kan man også skue ud til den grønne eoyt (en gammelt angelsaksisk ord for en ø), Oliver’s Island, hvor Oliver Cromvellnår han ikke holdt krigsråd med sine medsammensvorne inde på The Bull’s Head, gemte sig, inden han tog magten i England og henrettede kong Charles I.

I øvrigt blev en række scener i den temmelig syrede Beatles-film Help! fra 1965 optaget på Strand-on-the-Green og inde på The City Barge, hvorfra man kan spadsere – og det meste af vejen langs floden – tilbage til Hammersmith.

Det er en smuk tur på små to kilometer, og fra Hammersmith kan man tage toget tilbage til det centrale London, men det vender vi tilbage til i et senere rejsebrev.


POV International har ingen betalingsmur, og skribenterne skriver af lyst.
Men selv den største lyst skal holdes i live, så du er meget velkommen til at støtte skribenten af denne artikel
ved at indbetale et frivilligt beløb på MobilePay: 6141 6505


Topfoto: Strand-on-the-Green set fra Kew Bridge, Wikimedia Commons

Poul Arnedal er født i 1947 og har arbejdet med journalistik stort set hele sit voksne liv.
Som freelancejournalist har han beskæftiget sig med de fleste discipliner og sagsområder inden for journalistikken – både som skrivende journalist, tv-tilrettelægger og forfatter. Han har skrevet til alle de landsdækkende aviser og en lang række fagblade, magasiner og ugeblade. Arbejdet for DRTV, TV2, TV3 og Nordisk Film.
Som 20-årig flyttede han til London, og kærligheden til den engelske hovedstad og interessen for britisk kultur og politik har været dybt forankret i hans DNA lige siden og resulteret i lange og talrige London-ophold.
Han er indtil videre forfatter og medforfatter til ti bøger, som strækker sig fra en bog om Rom sammen med fotografen Søren Rud over klima og natur til krimien, 'Liget i Horsekæret', der foregår i Tisvilde – og London.
Poul Arnedal bor i Tisvilde og slapper allerbedst af, når han kokkererer.
Kan du lide, det han skriver, er du meget velkommen til at indbetale et beløb til ham på Mobile Pay: +45 61416505

Seneste artikler om Europa