DANMARK-GRØNLAND // ANALYSE II – Hvor det før kun var vesterlændinge, der bar civilisationen, er de nu de eneste bærere af undertrykkelse og imperialisme. Selv landingsbaner og dybvandshavne er i sidste ende betalinger for en ubetalt regning fra fortiden, ikke investeringer i en fælles fremtid, skriver Ask Foldspang Neve i denne artikelserie i to dele om kolonialisme og nationalisme i de dansk-grønlandske relationer.
Den danske hjælpepakke kommer først nu, efter et stigende demokratisk pres, ikke kun i Grønland, men også i Danmark, og på et tidspunkt hvor international politik gør det langt sværere for den danske regering at kalde den grønlandske regerings bluff.
I praksis var det Donald Trump, der gav Grønland en troværdig udenlandsk mulighed, som landet ikke havde haft før. Hidtil havde regeringen kunnet regne med, at begge parter udmærket vidste – og vidste, at modparten vidste – at der ikke fandtes et alternativ.
Selvom Trumps tilbud ikke var attraktivt i rationelle termer, blev alle pludselig bange for et Brexit-øjeblik, hvor noget, der måske ikke er det strategisk optimale langsigtede valg, alligevel er tilstrækkeligt tillokkende af umiddelbare følelsesmæssige og politiske grunde, og som, når det først er gennemført, ikke kan gøres om.
Fra grønlandsk side er kynismen lige så håndgribelig. I sidste ende handler det altid om, hvorvidt der er flere penge på vej. Der er konstant moralsk harme mod Danmark og fortidens relation mellem Danmark og Grønland, men det viser sig, at det i hvert eneste tilfælde ender med kravet om flere penge.
Grønlænderne ønsker noget, der er dobbelt umuligt.
Den første umulighed er finansiel: at leve med samme niveau af institutionel styring — juridisk, medicinsk, politisk og teknisk ekspertise — som Danmark og bruge Danmarks eksperter til netop dette formål, men uden på nogen måde at blive påvirket af de samme eksperter.
Grønlændere er frustrerede over, hvad de oplever som et lavere niveau af sundhed og ydelser på det sociale, medicinske og juridiske område, samtidig med at de udtrykker harme over den såkaldte importerede arbejdskraft — et kodeord for danske læger, jurister og embedsmænd, som frivilligt tager stillinger, ofte til lav løn, i Grønland for en begrænset periode for at besætte poster, der ellers ville stå ubesatte.
Uanset hvor motoriseret det er blevet, kan man aldrig skabe nok overskud fra en jæger-samler-økonomi til bare i nærheden at finansiere moderne sundhedsvæsen, helikoptertransport, et moderne retssystem, dagpenge, børnehaver osv.
Grønlændere dimitterer stadig, efter årtiers fri adgang til danske universiteter, i et så forstemmende lavt antal, at det bliver en avisværdig historie, når en lille gruppe sygeplejersker eller andre ikke-akademiske uddannelser bliver færdige.
Den anden umulighed er filosofisk: Den nuværende nationale mytologi i Grønland, skabt i 1970’erne, går ud på, at grønlændere er — og bør forblive — et folk i tæt kontakt med naturen, men samtidig ønsker at være en uafhængig, moderne, udviklet nation.
Politiske partier smykker sig stadig med førmoderne symboler som tegn på, hvad de stræber efter – traditionelle, pelsklædte kajakker med sælfangere, bevæbnet med neolitiske redskaber – hvor realiteten er, at de faktiske fangere sejler ud i motorbåde af det danske mærke Poca, massivt subsidieret af den grønlandske stat, med midler, der i sidste ende kommer fra Danmark.
Selv da kan man, uanset hvor motoriseret det er blevet, aldrig skabe nok overskud fra en jæger-samler-økonomi til bare i nærheden at finansiere moderne sundhedsvæsen, helikoptertransport, et moderne retssystem, dagpenge, børnehaver osv.
Nationalismens evige genkomst
Ironien her er, at denne type romantisering af fortiden, løsrevet fra nutiden og dens materielle ønsker for fremtiden, i sig selv – ikke mindst – er en europæisk opfindelse: Det er nationalromantikken, som den udviklede sig i Europa, især i de tysktalende områder fra 1805, som svar på den borgerlige, ateistiske republikanisme under den franske revolution.
I høj grad er ironien, at Grønland nu bruger den samme romantiserede Blut-und-Boden-antirationelle nationalisme til at imødegå, hvad landets politiske og kulturelle eliter ser som uretfærdigt dansk herredømme.
Set med danske øjne er dette intet nyt: Nationalismen, som Fichte, Schelling, Müller og alle de andre tidlige tyske romantikere formede, var både revolutionær og, per design, kontrarevolutionær.
Den allierede sig på én gang med de folkelige og demokratiske idealer fra den franske revolution (og de senere revolutioner i 1800-tallet) og stod som bolværk imod dem: Det var ikke en nationalisme ”de l’Homme et du citoyen”, men solidt den tysktalende, jordbundne teutonske bonde og håndværkers nationalisme.
Og som de germanske stater stod under fransk pres indtil samlingen under Bismarck og reagerede på det, kopierede dansk nationalisme engros den tyske romantiske nationalisme, som i sig selv truede med at opsluge og overtage dansk statsdannelse.
Og i høj grad er ironien, at Grønland nu bruger den samme romantiserede Blut-und-Boden-antirationelle nationalisme til at imødegå, hvad landets politiske og kulturelle eliter ser som uretfærdigt dansk herredømme.
Grønlandsk nationalisme
I den forstand er Grønland blot den fjerde dominobrik i en kæde, der rækker tilbage til begyndelsen af 1800-tallet: Med hver ny nationalisme, der ser sig selv som frigørende og modstandsdygtig, følger en ny nationalisme fra dem, der kommer under den fremvoksende magts tommelfinger – hvis den bliver succesfuld – og det fører til en videreførelse af cyklussen af nationale mytologier om undertrykkelse og en gylden fortid, der bør genvindes.
I Grønlands tilfælde er den sære ironi, at den nationalistiske bevægelse først for alvor blev tændt i begyndelsen af 1970’erne, da nogle få betingelser var til stede. Mange vil sige, at Sumés første plade Sumut, udgivet i 1973, var det kulturelle startskud. En plade, der blev købt af hver femte grønlænder og på coveret afbilder en grønlandsk fanger, der har slået en nordbo ihjel.
De dansk-grønlandske moderniseringsprogrammer havde skabt det overskud, der var nødvendigt for væksten af en tilstrækkelig stor grønlandsk-dansk elite – selv hvis den kun talte nogle få hundrede personer – som kunne identificere sig som inuit, så en nationalistisk kultur kunne opstå.
For det andet havde de samme programmer de samme store skyggesider, som modernisering har overalt: Med materiel velstand fulgte individualisering og fremmedgørelse, som udløste massive psykologiske kriser og de tilhørende forsvarsmekanismer, herunder meget udbredt alkoholmisbrug.
For det tredje skabte ungdoms- og modkulturen både de antiautoritære idéer og den kulturelle kløft mellem, på den ene side, de lige dele ambitiøse og naive reformatorer fra de forrige generationer, og på den anden, de unge kohorter, der voksede op i 1960’erne og 1970’erne.
I de grønlandske fremlæggelser af historien i dag skal skyldens kainsmærke være tydeligt, og det skal være dansk
Her benyttede protesterne ikke blot den internationale modkulturs sprog, men vendte sig også mod deres egne ældre, efterkrigstidens inuit-elite, som for det meste var ivrige tilhængere af Grønlands modernisering og industrialisering.
Denne elite støttede fx hurtig urbanisering, overgangen fra individuel kystnær fangst til industrielt fiskeri og udbygningen af hele velfærdsstatens servicespektrum.
Denne sidste del af fortællingen er dog næsten altid væk i de grønlandske fremlæggelser af historien i dag: Skyldens kainsmærke skal være tydeligt, og det skal være dansk.
Og endelig, som fjerde kriterium, gødede den danske stats reelle autoritære instinkter og handlinger jorden for fortællingen om urgammel undertrykkelse og et folk, der længes efter at være frit.
Fødestedskriteriet og tvangsflytningen fra Thule var i mange år de symbolsk vigtigste eksempler på uretfærdig forskelsbehandling. Senere kom også de mange fortællinger om autoritær behandling af inuitter til, herunder senest spiralsagen.
Både inuit og etniske danskere var underlagt en stærkt social-autoritær stat
Hvad der manglede i denne historie, var i høj grad, at den danske stat undertrykte danskere med endnu større iver: Fra 1929 til 1967 tvangssteriliserede den danske stat ca. 13.000 af etniske danskere med mentale eller fysiske handicap eller dem, der blev betragtet som ”moralsk defekte”, herunder kvinder, der blev anset for upassende promiskuøse; og et ukendt antal blev enten presset eller måske direkte tvunget til at få foretaget aborter.
I princippet var en del af indgrebene ”frivillige”, men i praksis var mange institutionaliserede og reelt tvungne; nogle var indespærret, indtil de gik med til operationen. På øen Sprogø blev unge og fattige kvinder anset for ”moralsk defekte” anbragt på ubestemt tid og skulle lade sig sterilisere for at blive løsladt.
Måske var hovedhistorien ikke primært den om en brutal kolonimagts frie overgreb på en uskyldsren, indfødt befolkning, men snarere én om forholdet mellem borgere og politisk magt under den højmoderne velfærdsstats ekspansion
Tilsvarende fandtes der en institution for mænd på Livø i Limfjorden. Den samme moraliserende, paternalistiske logik, som senere blev fordømt i koloniale sammenhænge, var altså allerede anvendt internt på danskere selv. Ingen af disse mere vidtgående redskaber blev brugt i Grønland.
Intet af det ophæver dansk undertrykkelse af grønlændere, men fortæller en anden historie end dén, man ser igennem den nationalistiske prisme. Måske var hovedhistorien ikke primært den om en brutal kolonimagts frie overgreb på en uskyldsren, indfødt befolkning, men snarere én om forholdet mellem borgere og politisk magt under den højmoderne velfærdsstats ekspansion.
Både inuit og etniske danskere var underlagt en stærkt social-autoritær stat, der fra K.K. Steinckes embedsperiode som socialminister fra 1929 til ungdomsoprørets opgør med autoriteterne i 1960’erne var stærkt fokuseret på at styre livets udfoldelse i sin befolkning.
Det bemærkelsesværdige i det danske tilfælde er både, hvor tidligt det socialautoritære eksperiment startede, og hvor længe det fortsatte. Danske eugeniske bevægelser var ikke bare en inspiration for det langt mere vidtgående eugeniske styre i Nazityskland, men vedblev også med sine indgreb efter Anden Verdenskrig, hvor netop nazisternes forbrydelser havde givet dén slags et særligt dårligt navn i det meste af resten af verden.
Faktaresistent fortælling
Samtidig er det selvfølgelig ikke tilfældigt, at det ikke er den socialpolitiske, men den nationalistiske vinkel, som grønlandske politikere har valgt.
For det første er nationale projekters store fordel, at de er intuitive at identificere sig med.
Uanset hvad der er fakta, kan man genkende dem, der ligner én, som taler samme sprog, og som man på den baggrund forestiller sig har gennemlevet de samme glæder og sorger som én selv.
Der er også det særlige ved den nationale fortælling, at den på grund af denne identifikation er stærkt faktaresistent. Det kender Europa alt til: Allerede fra nationalismens fremkomst blev det tydeligt, at alle befolkningsgrupperne, der nu så sig selv som urgamle folkefællesskaber med dyb kontakt til et bestemt, spirituelt arnested ikke kunne få opfyldt deres drømme om et selvstændigt territorium i dét omfang, de ønskede sig det.
De nationale bevægelser var godt nok ens i anskuelse, men det var en anskuelse, der næsten mere end noget andet satte dem op mod andre nationale bevægelser.
Hvor ungarerne så deres frigørelsesprojekt fra det østrigske imperium som tilbagevenden til en naturlig orden, så det anderledes ud fra alle de mindretal-i-mindretallet af polakker, slovener, slovakker, ukrainere og tyskere, som nu pludselig boede i en for dem kulturelt fjendtligt indstillet ungariserende stat. Derfor skabte de deres egne nationale bevægelser, og så frem ad nær-infinitum.
Som bekendt brugte både Stalins Sovjetunion og Nazityskland Polens deltagelse i delingen af Tjekkiet via München-aftalen i 1938 som en del af forklaringen på, at polakkerne selv udgjorde en imperialistisk magt.
De grønlandsk-danske relationer er hjemsøgt
Det er derfor både taktisk forståeligt, men også ironisk og måske tragisk, at antikoloniale bevægelser ikke bare i 1970’erne, men fortsat i dag, har overtaget en så lidenskabelig national retorik og dermed videreført, hvad der for længst var blevet et højreorienteret projekt i Vesten.
Det udspringer af den fejlagtige tro, at det i det væsentlige kun er vesterlændinge, der kan agere historiens subjekter, en tro, som i sig selv ligger helt på linje med den koloniale retorik, man påstår at ville imødegå.
Meget af den nutidige antikoloniale retorik er bygget på dette dogme: Hvor det før kun var vesterlændinge, der bar civilisationen, er de nu de eneste bærere af undertrykkelse og imperialisme. Begge dele ligger på den samme idéakse, blot med modsat fortegn.
Hvor det før kun var vesterlændinge, der bar civilisationen, er de nu de eneste bærere af undertrykkelse og imperialisme
I dette perspektiv bliver imperialisme og kolonialisme opfundet af ”Vesten”, som om imperier ikke opstod i civilisationernes vugger længe, før europæere levede i relativt uciviliserede subsistensbaserede småsamfund. Og som om de osmanniske, abbasidiske, safavidiske, mogulske, qing-, etiopiske, aztekiske, inkaiske eller ghanesiske imperier repræsenterede nogen mildere form for dominans eller udbytning end noget europæisk imperium.
Ligesom med vestlig triumfalisme virker den specifikke modfortælling mere kortsynet end noget andet: om 100 år, når Vesten sandsynligvis ikke er noget særligt, og andre er på niveau med eller for længst har overhalet de europæiske lande, vil det hele forekomme gammeldags.
Det vil høre til samme kategori som de jødiske klagesange over babylonisk fangenskab, som kun giver mening for den læser, der kender samtidens magtforhold mellem stærke og svage, mens alt, der er tilbage af de engang så mægtige herskere, er en bunke lertavler og rester af nogle få ruinerede paladser.
Og det store spørgsmål – og de dilemmaer, der følger af den nationalromantiske idé om folkelig suverænitet – forsvinder ikke: Hvis folket er frit, hvem er folket så, helt præcist?
Det er også det, der hjemsøger de grønlandsk-danske relationer i dag. Ingen mængde gratis landingsbaner, gunstige behandlingsordninger eller universitetspladser uden studieafgifter vil kunne løse det.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og