LITTERATUR – To afsnit i Henrik Stangerups roman Vejen til Lagoa Santa har kastet lys over vor tids mørke: Det hensynsløse forhold til naturen. Aktualiseret gennem romanens beskrivelser af det Brasilien og dets skove, der nu igen skånselsløst hugges om for at skaffe landbrugsjord. Jakob Brønnum skriver kulturklumme om naturens menneskelige forfald.
Jeg begyndte at læse Henrik Stangerups roman Vejen til Lagoa Santa i august måned i Tórshavn, men afbrød og gik over til noget andet. Jeg er en meget sjusket læser og læser mange bøger samtidig. For nylig, da vi var i troperne på Hawaii kom jeg frem til den igen, men noget var forandret. Dengang var det let og sprudlende, men nu er det blevet tungt og melankolsk. Hvad er der sket? Brasilien har fået en ny præsident, det er, hvad der er sket.
Vejen til Lagoa Santa blev belønnet med kritikerprisen i 1981, og det er stadig en fremragende roman. Den handler om naturvidenskabsmanden P. W. Lund, der arbejdede som botaniker, zoolog og geolog i Brasilien i lange perioder over de godt halvtreds år fra 1828 til 1880. Han gjorde en lang række interessante naturvidenskabelige og arkæologiske opdagelser, som man i øvrigt kan læse udførligt beskrevet i den engelske Wikipedia.
Det intellektuelle miljø i København
Romanen er fremragende researchet af Stangerup og fremstiller samtidig det intellektuelle miljø i København omkring vennerne, den senere biskop P. C. Kierkegaard og romanforfatteren Carsten Hauch. Vi går rundt med dem i gaderne i Indre By og får et fremragende billede af de åndsstrømninger, der er på færde. I periferien møder vi Søren Kierkegaard – P. C.’s bror – og H. C. Ørsted.
Bogen er skrevet i en farverig nutidstone, som her en del år efter minder mig om den svenske romanforfatter Sven Delblanc, der skrev samtidig. P. W. Lund er fremstillet som et åndsmenneske, men som én, der ikke behøver religionen, netop fordi han er et åndsmenneske. Men man kan se det hele i naturen, mener han. Jeg har – som antydet – ikke læst bogen færdig, men noget tyder på, at P. W. Lund senere kommer ud i religiøse kvababbelser efter nogle storslåede fund, der ændrer hans forhold til naturen som gudsskabt.
Her har vi det moderne menneskes materialistiske, egocentriske fallit
Det skete alt sammen i de år, hvor naturvidenskaben gik fra Newtons opfattelse af at aflure Gud den måde, han holder verden oppe på, til at forstå, at den holdes oppe af sine egne love. Det har f. eks. populærvidenskabsforfatteren Bill Bryson beskrevet meget læsværdigt i A Short History of Nearly Everything.
En tidlig morgen på Blegdamsvejen
Det var let for mig at læse Vejen til Lagoa Santa i begyndelsen, men nu er det blevet tungt. Jeg opdagede det, da jeg læste et afsnit, som jeg måtte læse flere gange. Jeg læser bogen elektronisk, og min lille iPhone-skærm snød mig ved at dele afsnittet op på en måde, der gjorde, at jeg ikke opdagede, hvor bevidst gennemkomponeret, det var. Senere på en større skærm så jeg det:
“Dr. Lund er stadig stolt over sin definition af mennesket i svaret til Hauch, og nogle linier, skrevet en tidlig morgen på Blegdamsvejen mens den overvældende fuglesang og officerernes eksercerråb fra Fælleden kom ind gennem det åbne vindue, vender ofte tilbage i hans erindring når han går hjem til det lille, lejede hus i Engenho velho, forbi negerkvinder der falbyder tykmælk i kræmmerhuse af grønne blade fra de firkantede kasser med glasruder i de bærer over nakken mens tyve-tredive arbejdsslaver med jævne mellemrum overhaler ham i småtrav, hver med sin kaffesæk på hovedet og med forsangeren der med marimbaen i hånden akkompagnerer deres klagende sang: ‘Vi have saaledes set hvorledes Naturen med hvert Skridt kom sit Maal nærmere, at løsrive Individet fra Jorden. Mennesket, Frugten af denne sidste Anstrengelse, er frit; vi træde ind i Frihedens Rige … for første Gang høres paa Jordens Overflade Lyden: Jeg, og med dette Ord er Separationsprocessen mellem Individet og Omverdenen underskrevet og forseglet.’
Jeg! Stenene forstår ham, jaloux. Træerne nikker melankolsk til ham og strækker længselsfuldt deres grene efter ham. Hundene der løber omkring, med pelsen fuld af lopper, ser ham og aner i et glimt, hvor i udviklingsfølgen de standsede, og enkelte giver sig til at hyle med halen mellem benene. Skyerne hilser ham, som er han næsten deres ligemand. Solen varmer ham kammeratligt på hans frie færd på Jorden, mens de usle vejplanter med smerte forstår, at han har gennemskuet deres inderste hemmelighed, når han omhyggeligt presser dem i herbarium og med stålpennen beskriver dem i en grundig afhandling til Schouw og Hornemann. Med anerkendelse vil de omtale den i København, lidet anende omfanget af det værk, den er den spæde begyndelse til.
Jeg! Ingen lufttomme spekulationer, ingen Peter Christian Kierkegaardske spring i argumentationen, alt hænger sammen, logisk: Det er her i Brasilien …”
Der er ikke noget nyt i det her, det er heller ikke naturligt, det er bare besynderligt.
Frihed og fornuft
Det er ordet jeg, der er omdrejningspunktet for teksten. I et afsnit umiddelbart inden definerer P. W. Lund dette jeg som frihedens sted og fornuftens stemme:
“I svaret til Hauch skitserede han sit syn på udviklingen, og for hver dag der går, om han så blot finder en undselig vejplante han ikke før har lagt mærke til mens det rammer ham som et stik i øjeæblet når solen reflekteres i en lille, metalholdig sten, bliver han mere og mere sikker i sin sag: at alt i naturen søger imod individualitet, fra krystallen der i et enkelt, lykkeligt øjeblik blev løst fra sin lydighed imod tyngdens love og fremfor at stræbe mod Jordens midtpunkt ordnede sig om et nyt og opadstræbende, til planten, udviklingens andet trin hvor krystallivet er gentaget i en første, sejrrig kamp mod omverdenen, og til dyret der gentager de to lavere trin, krystallivet og plantelivet, og hvis blodsystem svarer til plantens rødder og stængler, men som desuden, igennem følelsen og viljen, frigør sig fra jordbunden og dermed når den højeste form for individualitet inden sidste trin – der hvor målet nås: i Frihedens og Fornuftens rige. Menneskets.”
Jeg tænkte fem ting, i nogenlunde langsomt fremadskridende rækkefølge:
1) Her har vi et Oplysningstids-tema. Mennesket har fået et jeg, som det ejer selv. Det havde det ikke tidligere under Middelalderens religiøse og totalitære regime. Om lidt vil det også begynder at bede om rettigheder, og til sidst har vi de menneskerettigheder som uforstandige og historieløse politikere for tiden arbejder for at underminere eller ophæve dele af.
2) Her har vi Romantikken i en nøddeskal. Jeg’et i forbindelse med den store sammenhæng i livet. En strømning af sammenhæng med det universelle, som forlader den kristne, sakramentale metafysik og går over i en naturmystik, der har rødder tilbage til senantikken, til Platon i antikken og før ham den pythagoræiske mystik.
3) Her har vi det moderne naturvidenskabelige verdensbillede i et blik. Det evolutionistiske, der definerer alt, hvad vi opfatter som sandheden ved naturen. Udviklingen fra det primitive, det stumme, til det komplekse, der samtidig påstår at rumme frihed og som altid ser frem til at den indfinder sig.
4) Hov, hvornår er det her, tænkte jeg. Hvornår finder det sted? Laver Stangerup en fejl og kommer til at lade P. W. Lund være darwinist før Darwin? Nej, det viser sig, at det foregår umiddelbart inden Darwin, og at Darwin modtog P. W. Lunds iagttagelser med entusiasme. Det er uvist, om de mødtes, selvom Darwin var i Brasilien i samme periode.
5) Satans også, tænkte jeg. Her har vi det moderne menneskes materialistiske, egocentriske fallit. Det, der får mig til at opleve, at bogen er tungere at læse nu, end da jeg begyndte på den i sommer i Tórshavn, hvor alting emmer af vind og poesi.
For det jeg, der står som centrum for al bevægelse og al udvikling i Stangerups fabulerende beskrivelse af P. W. Lunds oplevelse i den brasilianske regnskov, det er det jeg, der nu forlanger at have magten til at nedbryde den selvsamme natur efter forgodtbefindende.
Til at fræse så meget af den regnskov, forskere i mellemtiden er kommet til at kalde ”jordens lunger” ned, man har lyst til, for at dyrke soyabønner på bar mark. Det er ikke nødvendigt her at opridse alle konsekvenserne for den gamle regnskovsbefolkning, de ukendte stammer, der bor derinde, for arternes mangfoldighed i naturen og jorden som økosystem. Det er nok at sige, at den nytiltrådte brasilianske præsident Jair Bolsanaro har udtalt, at den oprindelige befolkning er plantet der af fremmede stormagter for at underminere den brasilianske stat.
Det er det jeg, der forlanger retten til at gå et skridt videre i evolutionen og i blinde dyrke palmeolie-palmer, hvor Borneo tidligere havde regnskov, så vi andre skal slås med flimrende filmstumper af hjemløse og lidende orangutanger, hvis habitater bliver formindsket på grund af mangel på forståelse for dette jegs sammenhæng med og påvirkning på alt andet i livet.
Det er det jeg, der udtaler, som en tidligere dansk miljøminister, at det er ok, at børnene tisser lidt sprøjtemidler, hvis det kan gøre landbruget mere rentabelt.
I samme båd
Der er ikke noget nyt i det her, det er heller ikke naturligt, det er bare besynderligt. De fleste af os lever stadig som om råvarerne er noget, man henter i kolonierne, uden tanke på omkostninger og miljøeffekt.
På Hawaii mødte vi nogle brasilianere på en båd, hvor vi sammen skulle snorkle i koralrev og se på hvaler, ikke helt med samme pionerånd som P. W. Lund, men alligevel. Hawaii synes at være noget af et miljøparadis og både havskildpadder og pukkelhvaler er taget af listen over udrydningstruede dyr (sig det ikke til neoliberale erhvervs- eller industrifolk, de får bare idéer). Jeg har ved selvsyn konstateret, at koralrevene vokser lystigt ud for kysten.
Det er ikke en frihed til hvad som helst. Det er en frihed, der forstår, at frihed altid foregår i sammenhæng med noget andet
Vi undskyldte nærmest overfor disse brasilianere og forsøgte at antyde, at skammen ved den nye kvaksalver, der er søn af en tandlæge, der flyttede hele hans barndom, hver gang det blev opdaget, at han ikke havde licens, ikke påvirkede vores oplevelse af dem, eller hvordan man nu virkelig klodset kan få sagt nogle forblommede bemærkninger. De forstod ikke, hvad vi talte om.
De var aldeles ikke utilfreds med Bolsanaro. De mente, at han var særdeles gavnlig for den voksende brasilianske middelklasse. Det med regnskoven, det var altså ikke noget, de kunne påvirke. Vi spurgte dem ikke, hvad de mente om en af hans medarbejderes slogan, at kønsforvirringen skal ophøre, og drenge skal være blå og piger lyserøde, og derfor fik vi heller ikke deres syn på det fysiske magteregime, der ligger under en sådan holdning til kønnene.
Den vingeskudte fugls morale
Kort efter afsnittet om jeget og udviklingen i Vejen til Lagoa Santa står en passage, der forklarer hele dette tab af menneskelig sammenhængsfølelse med naturen, og mekanismerne i det. P. W. Lund og hans følge af forskere og hjælpere er ude i vildnisset og selv må skaffe sig føden: “Endnu har han ikke vingeskudt en fugl eller – det værste – været tvunget til i timer at følge et anskudt dyrs blodige spor ind i urskoven eller ud mellem højslettens buske og tornede træer.”
Hvorfor ville han være tvunget til det? Selvom P. W. Lund som oplysningstidsmenneske og romantisk naturvidenskabsmand ser friheden som det yderste mål for mennesket, er det ikke en frihed til hvad som helst. Det er en frihed, der forstår, at frihed altid foregår i sammenhæng med noget andet.
Han ville være nødt til at følge det vingeskudte dyr, fordi han deler livet med det. Det er hans moralske ansvar. Det er det, det liberale erhvervsmenneske – og for den sags skyld de totalitært antiliberale regimer, der er opstået og faldet igen i den forløbne tid – har glemt eller overset. At enhver handling er moralsk, ikke kun på egne vegne men også på alle andres.
Foto: P. W. Lund på arbejde ved Lappa do Mosquito Lagoa Santa. Illustration af den norske maler P. A. Brandt, der deltog i ekspeditionen
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her