KRISTENDOM // ESSAY – “Selv om tro er og bliver tro og vitterlig kan forekomme at være en luftig størrelse, så tilbyder kristendommen mig ikke desto mindre et sprog, som gør det muligt at tale om kærlighed og fællesskab på en nuanceret og også konfliktbevidst måde”, skriver Steen Beck, der er i dette tredje og sidste essay om kristendommen stiller skarpt på den kristne kærlighedstanke, som er et absolut originalt bidrag til religionshistorien og måden at tænke etik og fællesskab på i et land som Danmark.
For mange mennesker er kristendommens vigtigste budskab knyttet til kærlighed og næstekærlighed. Det er ikke mindst Paulus, der er ophavsmand til denne tanke. I en berømt passage i Korintherbrevet skriver han: ”Så bliver da tro, håb, kærlighed, disse tre. Men størst af dem er kærligheden”. Men hvad er det for en kærlighed, han taler om – og hvad taler vi i det hele taget om, når vi taler om kærlighed?
The Beatles havde deres bud på sagen. Da de i 1967 indspillede hittet ”All you need is love”, var den vestlige verden godt på vej ind i hippietiden, hvor en ny form for kærlighed var på alles læber. Det var en kærlighed, der i kølvandet på tidens kulturelle frisættelse handlede om nye former for eksperimenterende sex og brug af bevidsthedsudvidende stoffer.
For John Lennon, ophavsmanden til sangen, handlede det om kærligheden til selvudfoldelse inden for en kulturelt frisat ungdomskultur. For Paulus handlede det om en anden slags kærlighed, som har fået navnet agape. Agape er den kærlighed, der udgår fra Gud og fordringen om, at vi skal være der for hinanden, også når der ikke er nogen umiddelbar gevinst forbundet hermed, altså den uselviske kærlighed.
Det forekommer mig evident og hævet over diskussion, at min næste ikke kun er det menneske, jeg møder på min vej, men også det menneske, som jeg deler planet med
Kærlighedsfilosofien har en historie, der er endnu ældre end Paulus. Inden for græsk tænkning, ikke mindst hos Platon, er kærlighed knyttet til begrebet eros. Eros er den kærlighedsevne, der udgår fra individet og retter sig mod et objekt. I sin urform er eros ofte forbundet med begær, lyst, besiddelsestrang, og når Freud brugte erosbegrebet, var det for at pege på det aspekt af den menneskelige libido, som får os til at søge nydelse og udfoldelse sammen med andre.
Hos Platon føres tanken om eros ind i den åndelige sfære som selve længslen efter sandhed, og således bliver eros hos den store græske tænker forbundet med de højeste åndelige værdier.
Paulus var fremmed overfor den græske erosfilosofi, for hos ham konfronteres den menneskelige længsel efter sandhed og den rette livsførelse med en anden slags kærlighed, nemlig den, der udgår fra Gud til mennesket, og som er mistroisk overfor den menneskelige evne til selv at finde ud af det hele. Hvor kærligheden hos grækerne bevæger sig nedefra og op, bevæger den sig hos Paulus oppefra og ned.
Den svenske teolog Anders Nygren skrev i 1930 den læseværdige idehistoriske bog Den kristne kærlighedstanke; hans tese var, at forestillingen om agape, dvs. Guds kærlighed til mennesket og fordringen om det enkelte menneskes uselviske kærlighed til andre simpelthen er kristendommens originale grundforestilling.
Når Paulus i sin berømte formulering i Korintherbrevet skriver om tro, håb og kærlighed, men størst af alt kærligheden, er det agape, han forholder sig til. Tro og håb er komponenter i et menneskes liv, men de kan let stivne i rethaveriskhed og urimelige fordringer til tilværelsen, hvis ikke de understøttes af kærlighed. Den kærlighed, der udgår fra Gud til mennesket, transformerer tro og håb til noget andet og mere, fordi den medtænker, at vi er skabte væsener i en verden, der i kærlighedens navn kræver noget af os.
En af Nygrens mange pointer er, at Friedrich Nietzsche, som foragtede kristendommen havde ret, når han erklærede, at kristendommen med sin nye forestilling om kærlighedens fordring omvurderede den græske oldtids værdier, hvor herremoral og beundring i forhold til magt var i centrum.
Nietzsche selv var begejstret for selvsamme herremoral, men spørgsmålet er, om ikke kristendommens omvurdering af værdierne i det lange løb var et gode. Er det fx muligt at forestille sig begreber som solidaritet, velfærdstænkning og evnen til at kigge ud over sin egen egocentriske næsetip uden den kristne omvurdering af værdierne?
Luther og Erasmus
Martin Luther havde en endog meget skeptisk tilgang til det enkelte menneskes evne til at elske næsten. Hos ham sidder vi alle sammen så fast i arvesyndens dynd, at vi ikke på nogen måde har mulighed for at gøre os fortjent til frelsen. Den menneskelige vilje er, som han skrev i et svar til den katolske reformteolog Erasmus af Rotterdam, trælbundet. Enten overgiver man sig til Gud og hans kærlighed, eller også er man fortabt.
Erasmus fandt mange af Luthers bestræbelser på at reformere kirken sympatiske, men han kunne ikke begribe, hvad der er tilbage af tro og etisk selvbesindelse, hvis mennesket som udgangspunkt fratages enhver evne til at tænke selv. Erasmus definerede den frie vilje som et element i den menneskelige eksistensform, som gør os i stand til at vende os mod den evige frelse eller vende os bort derfra. Han var sådan set enig med Luther i, at Guds nåde spiller den største rolle med hensyn til frelsen, men menneskets bestræbelse på at leve et liv i sandhed betyder også noget.
Jeg er mere enig med Erasmus end med Luther: Hvad enten vi mennesker tror på det ene eller andet eller slet ikke tror, ejer vi evnen til at leve et liv, hvor brugen af etisk dømmekraft er mulig. Agape er for mig at se ikke, sådan som Luther synes at mene, kun noget, der tilhører Gud, for da Gud er skaberen af en verden, hvor vi skal lære at leve i fællesskab med hinanden, angår agape også i høj grad vores forhold til hinanden.
Du skal elske din næste
I min barndomsverden var det dobbelte kærlighedsbud måske det allermest centrale, og jeg kunne det nærmest udenad: ”Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind. Og det andet der står lige med det: Du skal elske din næste som dig selv. På de to bud hviler hele loven og profeterne”.
Jeg husker også, at jeg syntes – og sådan har jeg det egentlig stadig – at fordringen om at elske næsten som mig selv er sværere at realisere end den, der omhandlede kærligheden til Gud, Gud vidste jeg nok, hvordan jeg skulle elske: Jeg skulle opføre mig ordentligt, gå i kirke med jævne mellemrum og bede mit fadervor. Men hvad betød det, at jeg skulle elske min næste som mig selv og altså gøre det jeg ønskede, andre ville gøre for mig?
I ungdomsårene stiftede jeg bekendtskab med teologen K.E. Løgstrup, og han har siden været en støtte, når kristendommen skal omsættes i etisk refleksion. I Den etiske fordring præsenterer Løgstrup en uovertruffen analyse af, hvad det vil sige at leve i en virkelighed, hvor det enkelte menneske holder det andet menneskes liv i sine hænder og altså har et ansvar i forhold til dette menneske.
I Opgør med Kierkegaard supplerer Løgstrup sin forståelse med det i dag nok så kendte begreb ”suveræne livsytringer’, og her er pointen, at vores tilværelse simpelthen er sådan indrettet, at vi ikke bare har pligt til at forholde os til næsten, men i vores måde at være mennesker på dagligt erfarer vigtigheden af at være der for hinanden.
Løgstrup taler ikke om politik, men for mig at se er det svært ikke at forbinde hans tanker med vores måde at lave samfund sammen og ikke mindst at tale om vores fælles verden på. Når han fx taler om, at tilværelsen er skabt og værdifuld, men gennem mennesket trivialiseres, fordi vi kun har blik for os selv, så beder han mig om se nærmere på, om en accelererende kapitalisme og profithunger med dertil hørende destruktion af naturgrundlaget kan forenes med de opgaver, vi som skabte væsener med ansvar for bl.a. naturgrundlaget står overfor.
Løgstrup interesserede sig da også i sit sene forfatterskab for menneskets forhold til naturen, og flere teologer, heriblandt Ole Jensen, har brugt Løgstrups tænkning til at formulere en kristendomsforståelse, som bryder med ideen om mennesket – ikke mindst det europæiske menneske – som klodens retmæssige hersker, som også er en del af kristenhedens historie. Man kan ikke just sige, at en sådan forståelse er blevet mindre aktuel i disse år.
Men hvem er min næste?
Let er det ikke at holde den etiske fane højt, for jeg bliver konfronteret med den etiske fordring på forskellige niveauer. Min næste kan være mine allernærmeste i familiens inderkreds, min næste kan være mennesker, som jeg kender, men som selv har deres allernærmeste, der ikke er mig; min næste kan også være mennesker, jeg overhovedet ikke kender, og som beder mig om penge eller ser ud til at fryse og gerne vil have tøj; min næste kan også bo i fremmede lande, hvor hungersnød og krig er godt i gang med at slå dem ihjel, hvis ikke jeg donerer penge til dem.
Det forekommer mig evident og hævet over diskussion, at min næste ikke kun er det menneske, jeg møder på min vej, men også det menneske, som jeg deler planet med.
Psykologisk talt gør dette mildt sagt ikke den etiske fordring og en udlevelse af et liv i overensstemmelse med de suveræne livsytringer mindre kompliceret. Mine affektive investeringer i andre mennesker er helt umiddelbart sådan skruet sammen, at jo tættere såvel familiemæssigt som geografisk andre mennesker er på mig, jo lettere er det for mig at føle ansvar, og jo længere væk de er, jo mere abstrakt og ansigtsløs er min relation til dem.
Jeg – og alle andre – kan handle selvisk og uselvisk. Vi kan finde på dårlige undskyldninger for ikke at gøre det rigtige eller tænke os om.
Vi er ikke helt udelukket fra at tænke og handle uselvisk, men øvelsen fordrer tro, håb og kærlighed og hertil en vis portion selvindsigt. Alt dette kræver som minimum, at vi har et nuanceret sprog til at tale om kærlighedens og begærets veje og vildveje.
Den kristne grundforestilling tilbyder lige netop sådan et sprog. Den peger på en tæt sammenhæng mellem a) ideen om verden som skabt og med visse indbyggede fordringer (alt dette kan vi for min skyld godt kalde Gud), b) ideen om planeten som et fællesskab mellem mennesker (og andre levende arter) og c) ideen om at vi godt kan kræve noget af andre, men skal huske, at det samme må vi kræve af os selv.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og