ANALYSE – Lov og orden er en højrefløjsfetich – men burde alle demokratisk sindede borgere i en retsstat ikke bakke op om ordensmagten? Og bør lovens lange arm ikke forfægte netop loven? Det hersker der uenighed om i Catalonien, hvor militante separatister er tørnet sammen med regionalpolitiet, som ellers var deres bedste ven under løsrivelsesforsøget sidste år, skriver Sara Høyrup
BARCELONA – Er man tilstrækkeligt langt ude til højre, står man last og brast med politi og militær, uagtet hvilket regime de repræsenterer. Er man tilstrækkeligt langt ude til venstre, er man imod.
Gaderne i Barcelonas indre by var i dag bagtæppe for sammenstød mellem militante moddemonstranter og det regionalpoliti, der havde til opgave at beskytte rigspolitiets og gendarmenes demonstration for ligeløn. Policía Nacional og Guardia Civil får nemlig langt mindre i hyre end deres kolleger i Mossos d’Esquadra i Catalonien og Ertzaintza i Baskerlandet. Ingen kan forklare hvorfor.
Før dagen var omme, var regionalpolitiet i midten smurt ind i maling fra top til tå og måtte slå visiret op for overhovedet at se noget
Kulørte Klat vender tilbage
Det begyndte tidligt, men sløvt. En time før officiel starttid var både demonstration og moddemonstration i gang for hver sin ende af den lange hovedfærdselsåre Via Laietana, hvor man til daglig kan køre for fuld fart ned fra Plaça Urquinaona til havnen.
Antagonisterne blev holdt adskilt af regionalpolitiet Mossos d’Esquadra, som tillod de militante at hindre den egentlige demonstration i at nå sit mål: Plaça Sant Jaume, som huser både rådhuset og regionens regeringssæde.
De lokale politifolk var mødt talstærk frem og havde for manges del trukket tildækning godt op over ansigtet. Sådan gør man nemlig her på egnen for at undgå chikane uden for arbejdstid. Disse fredsbevarende styrker fra els Mossos stod som en lus mellem to negle med kollegaer fra de andre korps mod vest og kampivrige separatister mod øst.
I lang tid skete der ingen verdens ting, og alle tiltag til chanten om, at spansk politi er fascister, og no pasarán og alt det dér løb ud i sandet. Men før dagen var omme, var regionalpolitiet i midten smurt ind i maling fra top til tå og måtte slå visiret op for overhovedet at se noget.
Nye brudflader
Den unionistiske blog Dolça Catalunya er begejstret: Endelig står de forskellige politikorps på samme side, nemlig på lovens side. Endelig sker der et maskefald, og også regionalpolitiet ser sig presset til at udøve magtmonopolet, hvad de da også ofte nok har gjort i tidligere sammenstød med venstreradikale. Og endelig står den separatistiske side splittet, så det vilde venstre ikke længere vil holde i hånd med det pæne højre.
Bedsteborgernes højreparti i hele demokratiets tid har ikke blot skiftet navn og form… Det er også blevet til et radikaliseret parti, der vil blæse lov og orden en hatfuld
I forvejen er separatismens to store partier ikke på god fod, efter at daværende regionschef Carles Puigdemont forduftede uden at informere sine samarbejdspartnere, som havnede i varetægtsfængsel blandt andet med henvisning til den flugtrisiko, den undvegne president havde tydeliggjort.
Transmogriffet panorama
Utænkelige forvandlinger har fundet sted i året, der gak. Bedsteborgernes højreparti i hele demokratiets tid har ikke blot skiftet navn og form oftere, end nogen kan følge med: fra det gammelkendte Convergència over PdeCat og videre via valgforbundet Junts pel Si til Junts pel Cat og derfra til la Crida Nacional, telematisk anført fra Waterloo af Puigdemont.
Det er også blevet til et radikaliseret parti, der vil blæse lov og orden en hatfuld. Deres alliancepartnere har igennem et år været anarkisterne i det lille, altafgørende CUP, de radikaliserede nationalistforeninger ANC og Òmnium og de militante i CRD og Arran, som ikke lader Baskerlandets fordums Batasuna meget efter.
De har simpelthen overhalet det gamle separatistparti Esquerra Republicana Catalana venstre om og kørt for fuld hammer med bind for øjnene ud i morgendagen med los antisistema som bagsædechauffør.
Det er bare for sjov
Imens er ERC pludselig vågnet op til realiteternes verden og vil ikke være med længere. Alt det der med den frie republik må vente til en anden gang.
Det var ellers netop disse ”venstrerepublikanere” (der ikke ligger så langt til venstre, at det gør noget), der pressede Puigdemont til at gå planken ud ultimo oktober i fjor. 27.10.17 kunne den øverste chef for lokalstaten have afblæst paladsrevolutionen. I stedet udråbte han republikken, som varede lige så lang tid, det tog ham at sige, at han ikke mente det alvorligt.
Men skaden var sket, og centralregeringen intervenerede det catalanske hjemmestyre.
Den politisk indsatte regionsminister for uddannelse, Clara Ponsati, har til sit ”forsvar” udtalt, at det hele var bluff. ”Vi spillede poker og tabte”
En moderat unionist som professor Jordi Gracia fra Universitat de Barcelona fortalte dengang, at Puigdemont havde været til sinds at slå bak. Ikke mindst efter at have konsulteret sin forgænger og udpeger, Artur Mas, som i sin tid kom for skade at sætte hele balladen i gang uden at kunne overskue konsekvenserne.
Det franske dagblad Le Monde’s korrespondent Sandrine Morel beskriver i sin bog om løsrivelsesprocessen, hvordan erhvervslivets mand Mas glad og gerne fortalte om, at meningen med det hele bare var at presse skattefordele ud af centralstaten. Den politisk indsatte regionsminister for uddannelse, Clara Ponsati, har til sit ”forsvar” udtalt, at det hele var bluff. ”Vi spillede poker og tabte.”
Hvem tør træde på bremsen?
Både Morel og den lokale presse har længe talt om, at når processen lever videre – lige så meget den så også vånder sig og næsten ikke orker mere – så skyldes det, at ingen tør træde på bremsen. Alle er bange for at blive udnævnt til forræder og overløber.
I dag valgte regionspolitiet side for den retsstat, de har til opgave at håndhæve og forsvare. Det gør dem til renegater i rabiate race-chauvinisters øjne. Og det giver håb for demokratiet.
Det demokrati, der er for alle og fungerer med en behørig magtdeling. Det demokrati, som er noget mere komplekst end folkeafstemninger udråbt af hvem som helst om hvad som helst afgjort ved simpelt flertal efter en hasteprocedure.
Det unge spanske demokrati med masser af plads til forbedring og rigelig vilje vil forandring.
Topillustration: Sara Høyrup – alle fotos i artiklen er private.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
