COLOMBIA // ANALYSE – Da indbyggerne i Colombia valgte en venstreorienteret præsident, blev der skrevet historie, og han har forsøgt at skrive mere historie med en ambitiøs plan for fred med den vildtvoksende skov af væbnede grupper, der findes i landet. Men nogle af de væbnede grupper har deres egne planer.
For godt to år siden skete der noget historisk i Colombia. Her fik landet sin første venstreorienterede præsident, Gustavo Petro.
Øverst på hans dagsorden stod Paz Total – total fred. Med det mente han, at der skulle sluttes endelig fred med ikke bare landets væbnede guerillagrupper, men også med de mindst lige så tungt bevæbnede narkokarteller.
Hans plan var i første omgang at indgå våbenhvile med alle de ulovlige væbnede grupper hurtigst muligt. Men nu, godt to år senere, har det vist sig, at fredsprocessen er meget mere kompleks, end han havde forventet.
Frustrationerne er store i regeringen og hos indbyggerne i konfliktområderne
Flagskibet i planen er fredsforhandlingerne med ELN (Ejército de Liberación Nacional – Den Nationale Befrielseshær), som er Latinamerikas ældste guerillaorganisation. Planen er ikke sunket helt i grus, men den begynder at smuldre.
Forhandlingerne har ligget stille i månedsvis. Det er trist, fordi der netop for første gang nogensinde var udsigt til resultater, der kunne føre til en definitiv fredsaftale.
Trods de mange delaftaler indgået i de forløbne to år mellem regeringen og ELN-delegationen er det nu næsten et halvt år siden, parterne har mødtes ved forhandlingsbordet. Frustrationerne er store i regeringen og hos indbyggerne i konfliktområderne, hvor ELN er til stede. Og de er lige så store blandt de internationale aktører, som finansierer flere af fredsinitiativerne.
Våbenhvilen mellem regeringen og ELN udløb i august, og den er ikke blevet forlænget. Det har resulteret i en genopblussen af de væbnede aktioner i flere af landets regioner – i flere tilfælde med civile ofre til følge.
Den seneste delaftale, der blev indgået i Venezuelas hovedstad Caracas i maj, om civilsamfundets deltagelse i fredsprocessen, blev betegnet som historisk. Men den omfattende proces, der har kørt i næsten et år – med flere tusinde deltagere fra civilsamfundet på stormøder rundt om i landet for at definere civilsamfundets deltagelse i fredsprocessen – er nu sat på standby.
Det er uforståeligt for mange, at ELN ikke bare indgår en fredsaftale med den demokratisk valgte centrum-venstreregering, som har fjernet både juridiske og politiske barrierer for forhandlinger med alle de ulovlige væbnede grupper.
I den højreorienterede oppositions øjne er Gustavo Petro gået alt for vidt over for ELN, og den anklager regeringen for at have et ansvar for ELN’s ekspansion på det seneste. Oppositionen mener, at staten, som da højrefløjen selv var ved magten, udelukkende skal bekæmpe guerillaorganisationerne med militær magt. Det var dog aldrig den store succes.
Ifølge den overordnede aftale om fredsforhandlingerne skal alle de aftaler – store som små – som parterne indgår, føres ud i livet med det samme og ikke afvente en endelig fredsaftale. Men i ELN’s optik har regeringen ikke opfyldt de delaftaler, som indtil videre er blevet indgået.
Samtidig med forhandlingerne med ELN har regeringen iværksat forhandlinger med en række andre væbnede organisationer og kriminelle grupper, som ofte er involveret i eller forbundet med landets omfattende kokainproduktion. Det er også et led i regeringens plan om ”total fred”.
I alt er der sat gang i otte dialogfora, som for tiden befinder sig i meget forskellige faser.
Der er således opstartet forhandlinger med to grupper, der er brudt ud af den tidligere guerillagruppe FARC, som tidligere var landets største guerillagruppe, og som der blev indgået en fredsaftale med i slutningen af 2016. Der forhandles også med to paramilitære grupper, der lever af narkohandel, samt flere kriminelle bander fra byerne.
Men det er nogle ganske komplekse processer, som går frem og tilbage. Mange af grupperne, både dem, som har en mere politisk baggrund, og dem, som har rødder i narkohandel og andre kriminelle aktiviteter, ønsker ikke uden videre at lade sig afvæbne. For gør de det, mister de deres magtpositioner i den kriminelle verden og deres indtægter i millionklassen.
De væbnede grupper har flere slags varer på hylderne
Petro-regeringen har sat narkobekæmpelse højt på dagsordenen – både med et selvstændigt fokus og som en del af Paz Total-politikken.
Krydsfeltet mellem narkohandlen og de væbnede grupper har dybe rødder og spiller en central rolle i Colombias langvarige borgerkrigslignende virvar af konflikter. De væbnede grupper har i årtier i forskellige grader været involveret i narkoproduktion og -handel.
Denne forbindelse har bidraget til finansieringen af deres aktiviteter og udstyr og har gjort dem i stand til at holde flere tusinde medlemmer under våben samt opretholde kontrol over områder rundtomkring i landet.
I dag har de væbnede grupper suppleret indtjeningen fra narkohandlen med indtjening fra ulovlig minedrift, særligt guld. Et kilo guld koster for tiden fire gange så meget som et kilo kokain og har været stærkt stigende de senere år.
Ifølge FN er 70 procent af Colombias guldminedrift ulovlig. Den ulovlige minedrift er altså blevet en vigtig brik i de multikriminelle netværk, der opererer i Colombia.
I årtier har bekæmpelsen af kokainproducenterne stort set været en militær operation – med stærk støtte fra USA. Men under Gustavo Petro er det blevet anderledes.
I dag er tilgangen bredere og omfatter eksempelvis støtte til de tusinder af fattige kokabønder i fjerne dele af Colombia for at få dem til at gå over til lovlige afgrøder – og støtte til retsforfølgelse af de ansvarlige bag de transnationale multikriminelle netværk, der står for kokainproduktionen, -handlen og hvidvask af indtjening derfra.
Ifølge tal fra FN’s kontor for narkotika og kriminalitet har den samlede størrelse på kokaplantagerne aldrig været større, end den er nu. Fra 204.000 hektar i 2021 til 253.000 hektar i 2023. Det svarer til en produktion på 1.738 tons kokain.
Det er vigtigt at holde sig for øje, at kokainproduktionen og -transporten ikke kun handler om ulovlig økonomi. Det medfører også massiv vold og andre former for kriminalitet, som har voldsomme konsekvenser for indbyggerne i de berørte områder.
Colombia er fortsat langt den største kokainproducent i verden, på trods af at der i årevis er blevet pumpet milliarder i narkobekæmpelsen.
I sidste ende er omfanget af kokainproduktionen i vid udstrækning bestemt af den fortsatte efterspørgsel på kokain på markederne i USA og Europa
Den måske vigtigste indsats mod narkotikaindustrien, som Colombia nogensinde har haft andel i, er fredsaftalen med FARC fra november 2016. Men selv her er implementeringen ikke lykkedes.
Særligt støtten til fattige kokabønder og omlægning af deres produktion og deres indlemmelse i den lovlige økonomi er ikke lykkedes – i hvert fald ikke endnu.
Det skyldes en række faktorer, eksempelvis at kokaen ofte dyrkes i landets fjerne egne, hvor den colombianske stat historisk har været både administrativt og militært fraværende. Det har gjort det let for de illegale væbnede grupper at tage styringen og magten i disse områder.
Dermed har grupperne også fået social og økonomisk kontrol, og det gør det yderst vanskeligt for kokabønderne at finde alternative veje, hvis de vil forblive på deres jorde.
De skiftende regeringer i Colombia har siden 2016 mødt stigende kritik fra blandt andre FN’s Verifikationsmission for fredsaftalen med FARC for at have overladt store dele af de områder, som FARC tidligere kontrollerede, til andre væbnede grupper, som dermed kontrollerer et større område.
I sidste ende er omfanget af kokainproduktionen i vid udstrækning bestemt af den fortsatte efterspørgsel på kokain på markederne i USA og Europa. Så længe det ikke lykkes at reducere forbruget her, er det vanskeligt at forestille sig en væsentlig reduktion af produktionen.
Det ser ud til, at et sådant fald i forbruget har lidt lange udsigter. Tværtimod meldes der om stigende forbrug, både generelt på det europæiske marked og på det danske marked, hvor kokainforbruget er fordoblet i de sidste fem år.
Et kompliceret naboskab
Den politiske krise i nabolandet Venezuela, som kun er blevet værre siden valget i slutningen af juli, påvirker på flere områder udviklingen i Colombia. Der er næsten tre millioner flygtninge og migranter fra Venezuela i Colombia.
Undertrykkelsen af oppositionen og udsigterne til en forværring af den økonomiske situation for en stor del af befolkningen vil utvivlsomt få endnu flere venezuelanere til at søge mod Colombia, hvilket er en stor praktisk og økonomisk udfordring for landet.
Flere af de colombianske guerillaorganisationer har brugt uvejsomme områder i Venezuela som fristeder, hvor de kan skjule sig for de colombianske myndigheder og militærstyrker. Her har de i ro og mag kunnet træne og drive deres narkoforretninger, hvilket blandt andre ELN har gjort.
Det er baggrunden for, at Venezuela er et af de lande, som indgår i de komplekse fredsforhandlinger i Colombia.
Forholdet mellem de to lande er kompliceret – især efter sommerens valg i Venezuela. Gustavo Petro har ikke anerkendt Venezuelas autoritære præsident Nicolás Maduros valgsejr, men Petro og Colombia har brug for Venezuelas hjælp til at presse ELN og andre guerillagrupper til at fortsætte forhandlingerne og til at begrænse gruppernes aktiviteter.
Fredsdialog har givet de væbnede grupper arbejdsro
I de områder, hvor kokaen og den ulovlige økonomi blomstrer – især de ulovlige guldminer – er mange sociale ledere blevet dræbt. FN’s Verifikationsmission fremhæver denne udvikling i sin nylige kvartalsrapport til FN’s Sikkerhedsråd.
Det drejer sig især om sociale ledere på lokalt niveau, flere af dem fra de oprindelige folk, der forsøger at forsvare de lokale befolkningers interesser. Under Petro-regeringen er dette problem ikke blevet mindre.
I august indrømmede forsvarsminister Iván Velásquez, at sikkerhedssituationen er forværret i flere af landets regioner, og at flere af de væbnede grupper er vokset i medlemsantal. Han indrømmede også, at de væbnede grupper kontrollerer større territorier end tidligere, og at landets væbnede styrker har lidt tilbageslag i kampen om kontrollen med flere områder af landet.
Siden Gustavo Petro kom til magten, har han forsøgt at implementere en strategi, der kombinerer dialog med de illegale væbnede grupper og en mere integreret tilgang til fred.
Noget tyder på, at der ikke er samklang mellem de mange dialogprocesser og de væbnede styrkers indsatser i konfliktområderne. I hvert fald er det tydeligt, at de forskellige foranstaltninger ikke har været tilstrækkelige til at bremse de illegale aktører. Og det er lige så tydeligt, at den forværrede sikkerhedssituation fremhæver de iboende spændinger i politikken om at skabe total fred.
Paz Total-politikken har endnu ikke skabt fred i landet, og flere iagttagere peger på, at nogle af de væbnede grupper, som regeringen forsøger at opnå fred med, faktisk har udnyttet tiden, hvor de har været i dialog med regeringen, og de våbenhvileaftaler, der er blevet indgået, til at konsolidere deres magt i flere regioner og derved deres kapacitet til at operere den illegale økonomi.
Denne artikel er oprindeligt udgivet af Globalnyt og bringes her efter aftale med Globalnyt og skribenten. Globalnyt er Danmarks førende nyhedstjeneste om verden i udvikling og Danmarks internationale engagement.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
