En prisstigning på 25 øre fik bægeret til at flyde over i Chile

af i Politik & Samfund/Syd- og Latinamerika

SAMFUND // CHILE – Prisen på offentlig transport steg med 25 øre. Godt én måned senere ser Chile tilbage på omfattende uroligheder, 21 dødsfald, en præsident der udtalte, at landet var i krig med en magtfuld fjende, en demonstration med 1,2 millioner deltagere, en annullering af prisstigningen i metroen, fyringen af otte ministre, aflysningen af COP25 og fremsættelse af en ny social pakke fra regeringen. Hvordan kunne konsekvenserne af så lille en ændring være så store?

Søndag d. 6. oktober blev prisen for en billet i myldretiden i metroen i det lange sydamerikanske lands hovedstad, Santiago de Chile, sat op med knapt fire procent fra 800 pesos til 830 chilenske pesos. En ændring der omregnet svarer til en stigning fra 7,25 til 7,50 kroner.

Protesterne startede d. 7. oktober, hvor studerende iværksatte ”kør-gratis-aktioner” i metroen i Santiago de Chile. Protesterne bredte sig i de følgende dage, og d. 18. oktober kom det til større sammenstød mellem politiet og demonstranter. Samme dag blev metrosystemet lukket ned, og om aftenen blev flere stationer udsat for hærværk og brandattentater.

Regeringen reagerede ved at indføre undtagelsestilstand og natligt udgangsforbud i dele af landet. Det var første gang siden Pinochets diktatur, at der blev erklæret undtagelsestilstand på grund af sociale protester. Protesterne fortsatte imidlertid og eskalerede til også at omfatte plyndringer og afbrændinger af bygninger. Regeringen svarede igen ved at optrappe repressionen og satte ved flere lejligheder militæret ind.

Når man ser, hvad der er sket i Chile i den sidste måned, er der især én ting, som springer i øjnene: Den enorme reaktion på noget, der kun lignede en mindre ændring i hverdagen

Samtidig med de voldelige optøjer blev der organiseret fredelige demonstrationer mod regeringen. Demonstrationerne drejede sig ikke længere kun om priserne på metrobilletter, men omfattede nu en lang række krav på det sociale område.

Demonstrationerne kulminerede d. 25. oktober, hvor 1,2 millioner deltog i en demonstration i Santiago. Denne gang var regeringens reaktion at foreslå en række sociale tiltag i et forsøg på at komme kravene i møde.

Selvom protesterne fortsætter, blev undtagelsestilstanden ophævet d. 28. oktober, og samme dag fyrede præsidenten Sebatian Piñera otte af sine ministre.

En foreløbig opgørelse viser, at næsten 700 butikker og lignende blev udsat for tyveri, ødelæggelser eller brand. Derudover blev 79 metrostationer udsat for ødelæggelser. 21 personer er døde under forskellige omstændigheder, og cirka 2.500 personer er såret, blandt andet på grund af politiets og militærets brug af gummikugler og haglgeværer. Derudover er politiet og militæret blev indberettet for utallige overtrædelser af menneskerettighederne.

Den udløsende faktor

Når man ser, hvad der er sket i Chile i den sidste måned, er der især én ting, som springer i øjnene: Den enorme reaktion på noget, der kun lignede en mindre ændring i hverdagen. Reaktionen ville være mere forståelig, hvis den udløsende faktor havde været et større politisk tiltag eller en drastisk og pludselig udhuling af levevilkårene.

Reguleringen af priserne i metroen i Santiago de Chile er imidlertid ikke et nyt politisk tiltag. Det er derimod en tilbagevendende triviel administrativ rutine, som har eksisteret siden 2009. Processen er, at en gruppe eksperter hvert kvartal justerer billetpriserne i forhold til to faktorer. For det første tager man højde for ændringer i prisen på en række varer som dæk og diesel, ændringer  i lønniveauet og forbrugerpriserne, og sidst men ikke mindst kurserne på dollar og euro.

For det andet skal eksperterne sikre, at indtægterne dækker udgifterne til driften, fratrukket statslige subsidier. Det sidste punkt var den primære grund til, at billetprisen blev sat op i oktober. Embedsmændenes forslag skal godkendes af ministeren, og i alle tilfælde må en prisstigning ikke være på mere end fem% per måned.

Man kan heller ikke sige, at en fireprocents forhøjelse af billetprisen er en drastisk eller pludselig udhuling af levevilkårene. Prisen var ganske vist allerede steget med 20 pesos – svarende til 2,5%  i januar, så den samlede forhøjelse i 2019 var på 50 pesos. Men stigningen skal ses i en større sammenhæng. Det vender vi tilbage til.

Præsident Piñeras reaktion

Piñera og regeringen har tydeligvis ikke vidst, hvilket ben de skulle stå på overfor de massive protester. I første omgang slog man hårdt ned med indsættelse af politiet og militæret og indførte undtagelsestilstand. Men den strategi var ikke holdbar i længden på grund af protesternes omfang og vedholdenhed. I et interview med BBC d. 4. november gjorde Sebastian Piñera derfor et stort nummer ud af at skelne mellem, hvad han betegnede som et voldeligt mindretal og det store flertal, som har fremsat legitime krav.

Den chilenske præsident
Chiles præsident, Sebastian Piñera.

Den skelnen er åbenlyst ikke nået ud i alle rækker i politiet og militæret, som har været ganske hårdhændede. I den sammenhæng var Piñera synligt presset og irriteret over journalistens vedholdende spørgsmål om politiets og militærets voldelige fremfærd overfor fredelige demonstranter.

Piñera har som nævnt også forsøgt at lægge en dæmper på utilfredsheden ved at fremsætte en hastigt sammensat ”Ny social dagsorden”. Her foreslår regeringen en række tiltag inden for blandt andet pension, sundhed og medicinering, minimumsløn, elektricitetspriser, skat, og genopbygning af ting, som er blevet ødelagt under urolighederne.

Nogle af de konkrete forslag er en forhøjelse af folkepensionen med 20%, en øvre grænse for hvor meget en familie kan betale for medicin, en minimumsløn på knapt 3.200 kroner for folk i fuldtidsarbejde, annullering af den seneste prisforhøjelse på elektricitet, en marginalskat på 40% for indtægter over 72.000 kroner om måneden og en kommunal udligningsordning.

Spørgsmålet er, om disse tiltag er tilstrækkelige til at stille et flertal i befolkningen tilfreds. På den ene side adresserer de nogle af de punkter, som har været i fokus under demonstrationerne. På den anden side er der kun tale om isolerede tiltag, som ikke ændrer ved de grundlæggende strukturer i det chilenske samfund.

Det Sociale Termometer

En helt ny rapport, ”Det Sociale Termometer” – El Termómetro Social – fra november 2019 giver et muligt svar på, om præsident Piñeras nye sociale dagsorden vil stille chilenerne tilfredse. Samtidig giver den også et godt indblik i, hvad protesterne skyldes.

Rapporten er lavet af forskere fra Økonomisk Institut på Universidad de Chile sammen med forskningscenteret El Núcleo Milenio en Desarrollo Social, som er finansieret af Økonomiministeriet. Rapporten er baseret på interviews med et repræsentativt udsnit af befolkningen, som blev gennemført mellem d. 29. oktober og d. 1. november.

Prisstigningen på metrobilletter var derfor nok mere dråben, der fik bægeret til at flyde over end det primære problem

Den viser, at de sociale protester er en massebevægelse, der nyder stor opbakning i befolkningen. Den største demonstration i Santiago samlede omkring 1,2 millioner mennesker, og undersøgelsen understøtter, at befolkningen har været meget aktiv i protesterne. Over halvdelen svarede således, at de har deltaget i demonstrationer, cacerolazos – det vil sige optog, hvor man banker på gryder og grydelåg – eller været aktive på sociale medier.

Protesterne har også opbakning fra mange af dem, som ikke har været direkte aktive. I alt er det ikke mindre end 86 procent af befolkningen, som er enige med den sociale bevægelse.

Befolkningens syn på problemerne

Deltagerne i undersøgelsen blev bedt om at svare på vigtigheden af en række sociale krav, som var kommet frem i den seneste måned. Vigtigheden skulle angives på en skala fra 1-10, hvor 10 var det højeste. Her svarede cirka 90% af befolkningen, at vigtigheden var ”10” inden for områderne pensioner og sundhed, og 85% svarede, at vigtigheden var ”10” inden for uddannelse.

70% mener, at præsident Piñera og parlamentet ikke engang anerkender de sociale konflikter og problemer

På et lidt lavere niveau svarede cirka 80% af befolkningen, at vigtigheden var ”10” inden for fattigdom, korruption, leveomkostninger og lønniveau. Det blev efterfulgt at kriminalitet, retsvæsenet, menneskerettigheder, klima og boligforhold, hvor 70-75% gav det vigtigheden ”10”. De to områder, der scorer lavest, var offentlig transport og immigration, hvor henholdsvis 62% og 40% angav vigtigheden til at være ”10”.

Det resultat er egentlig lidt mudret, for det peger på, at ”alt” er meget vigtigt. Billedet blev dog mere klart, da deltagerne i undersøgelsen prioriterede det emne, som de syntes, var det vigtigste. Her var de tre topscorere pensioner (49%), sundhed (23%) og uddannelse (10%). Først på 15. pladsen finder man offentlig transport, som 0,3% syntes var det vigtigste problem. Prisstigningen på metrobilletter var derfor nok mere dråben, der fik bægeret til at flyde over, end det primære problem.

Ringe tillid til politikerne

Undersøgelsen viser altså, at befolkningen har en ret klar holdning til, hvilke problemer de ser om de vigtigste. Men befolkningen tror ikke, at politikerne har forståelse for eller vilje og evne til løse problemerne. 70% mener, at præsident Piñera og parlamentet ikke engang anerkender de sociale konflikter og problemer. Det er derfor heller ikke overraskende, at cirka to tredjedele af befolkningen mener, at Piñera og parlamentet ikke er villige til at tage initiativer, som løser konflikterne og de underliggende krav.

Denne negative forventning afspejler sig også i en udbredt mistillid til en lang række institutioner, partier og medier. Deltagerne i undersøgelsen blev bedt om at angive, hvor stor tillid de har til forskellige aktører. På en skala fra 1-10, hvor 10 er høj tillid, scorede præsidenten, ministrene, parlamentet og de politiske partier alle under tre. Det er derfor heller ikke overraskende, at næsten ni ud af ti mener, at de seneste regeringsændringer ikke løser de aktuelle problemer.

85 pct. af befolkningen mener, at løsningen er, at regeringen indkalder til møder, hvor befolkningen kan komme med forslag til, hvordan man kommer videre

Med hensyn til tilliden går det lidt bedre for politiet, hæren, forretningsfolk, domstolene og religiøse institutioner, som alle scorede mellem tre og fire. Universiteterne, hospitaler, naboråd og NGO’er klarer sig bedre med en vurdering fra seks til godt syv, mens brandvæsenet scorer højest med over ni.

Medierne klarer sig også dårligt i undersøgelsen. Værst er det med tilliden til nyheder i TV, som scorer under fire. Tilliden til nyheder fra radio og sociale medier klarer sig bedre med en score på knapt seks, mens tillid til nyheder fra venner og naboer er højest med knapt syv.

Alternativer til det etablerede politiske system

Undersøgelsen viser således, at der er en stor mistillid i det chilenske samfund til det etablerede politiske system, samtidig med at befolkningen har mobiliseret sig i stor stil. Befolkningen er derfor begyndt at kigge andre veje efter løsninger.

Der er dels et mindretal, som efterspørger en totalitær løsning. 14 pct. mener således, at demokratiet ikke er den bedste styreform, og yderligere 12% er hverken for eller imod demokrati.

Men heroverfor står et stort flertal, som ønsker mere borgerindflydelse. 85 pct. af befolkningen mener, at løsningen er, at regeringen indkalder til møder, hvor befolkningen kan komme med forslag til, hvordan man kommer videre.

Chile har det højeste bruttonationalprodukt per indbygger i Latinamerika, når det beregnes efter købekraftsparitet

Stort set det samme antal mener, at regeringen skal udskrive en folkeafstemning, hvor befolkningen kan vælge mellem forskellige løsningsforslag. To ud af tre chilenere siger da også, at demokratiet er den bedste styreform, selvom der kan være problemer.

Chile lignede en succeshistorie

De omfattende protester og ”Det Sociale Termometer”-rapporten viser, at der er store spændinger i det chilenske samfund. Det står i skarp kontrast til, at Chile på mange måder ellers har fremstået som en succeshistorie, siden demokratiets genindførsel i 1990.

Den økonomiske vækst har i en årrække været højere end i andre store latinamerikanske lande som Argentina, Brasilien og Mexico. Ifølge den Internationale Valutafond (IMF) betyder det, at Chile har det højeste bruttonationalprodukt per indbygger i Latinamerika, når det beregnes efter købekraftsparitet.

Denne fremgang er anerkendt i en række internationale sammenhænge. I 2010 blev Chile således medlem af OECD, som det første land i Sydamerika. Tre år senere flyttede Verdensbanken landet fra gruppen af ”mellemindkomstlande” til ”højindkomstlande”.

Resultatet af den økonomiske vækst er nærmest personificeret i præsident Sebastian Piñera, som kom til magten i 2018. Piñera stammer fra en meget indflydelsesrig familie i Chile med mange grene inden for forretningslivet og politik.

Piñera selv var således præsident førte gang fra 2010 til 2014. Samtidig er han en af de mest velhavende personer i Chile, og Forbes anslår hans formue til intet mindre end 2,8 milliarder dollar. Med til historien om Piñeras omfattende formue hører, at det i 2017 kom frem, at en stor del ser ud til at være skjult i skattely.

Fattigdommen er også reduceret, men den er fortsat udbredt, især blandt unge, yngre voksne og børnefamilier

Det chilenske medie CIPER afslørede således, at forskellen mellem Piñeras officielle formue på 600 millioner dollar og estimatet fra Forbes, kan henføres til en række skuffeselskaber på De Britiske Jomfruøer i Caribien.

Et andet eksempel på Piñera-familiens indflydelse er Sebastians bror, José. Som minister under Pinochet var han en af de amerikansk uddannede økonomer – de såkaldte ”Chicago Boys” – som gennemførte omfattende liberaliseringer af den chilenske økonomi. José Piñera var her ansvarlig for privatiseringen af pensionssystemet, og muligheden for at private firmaer igen kunne få koncession på minedrift i Chile.

En tredje familiemedlem er Andrés Chatwik, som er fætter til Sebastian og José Piñera. Fra 2011 til 2014 var Andrés Chatwick indenrigsminister i Sebastian Piñeras første regering, og han fik samme post igen i 2018. Som politisk ansvarlig for politiets og militærets hårdhændede aktioner mod protesterne i oktober var han imidlertid en af de otte ministre, som blev fyret for nylig.

De tre nære familiemedlemmer symboliserer således en væsentlig del af Chiles nyere historie, som omfatter gennemgribende privatiseringer under Pinochet, økonomisk vækst, en efterfølgende akkumulation af rigdomme hos en magtfuld elite og en til tider hårdhændet repression.

Afhængigheden af minedrift

Men der er også en bagside af medaljen, og det er ikke kun de sociale protester, der hiver den frem i lyset. Således identificerede OECD en række problemer i det chilenske samfund i en rapport fra februar 2018.

På det overordnede plan pegede OECD på, at Chiles økonomi fortsat er meget afhængig af minedrift. Det er især kobber, som er vigtig, og landet står for cirka en tredjedel af den globale produktion.

Det betød ganske vist, at Chile nød godt af en periode med gode råvarepriser fra 2010 til 2014. I 2014 begyndte råvarepriserne imidlertid at falde, og det førte til en reduktion i landets økonomiske vækst. Chile blev dog mindre ramt end for eksempel Brasilien og især Argentina, der gennemlever en egentlig recession.

Stor ulighed i indkomst

I sin rapport peger OECD også på fire specifikke sociale problemer i det chilenske samfund.

Det første er, at indkomstuligheden fortsat er høj. Det er tilfældet på trods af, at uligheden er faldet betydeligt i de seneste årtier, og endda er mindre end mange andre lande i regionen. Fattigdommen er også reduceret, men den er fortsat udbredt, især blandt unge, yngre voksne og børnefamilier. OECD siger desuden, at der er en stærk social arv, og at fattigdommen derfor ofte nedarves fra generation til generation.

Uligheden skyldes blandt andet, at staten i ringe grad foretager omfordeling mellem chilenerne

Demonstranter på gaden i Chiles hovedstad, Santiago de Chile.

Konkret viser uligheden sig ved, at de 10% af befolkningen, som har den højeste indtægt, har syv gange så høj en disponibel indkomst, som de 10% af befolkningen, der har den laveste indtægt. Det er en mindre forskel end i både Mexico og Brasilien, men forskellen er stadig meget høj i forhold til andre OECD-lande.

Uligheden skyldes blandt andet, at staten i ringe grad foretager omfordeling mellem chilenerne. Cirka 75% af befolkningen betaler ikke indkomstskat, fordi de tjener for lidt. Staten har derfor kun få ressourcer at fordele til den fattigere del af befolkningen.

OECD så igen på problemet om ulighed i en rapport fra starten af 2019. Her viste det sig, at Gini-koefficienten i Chile (et mål for graden af ulighed i en fordeling) er 45,4, hvilket er meget tæt på medianen for, hvad OECD kalder for ”emerging economies”. Til gengæld er den både ret langt fra medianen for ”advanced economies”, som er på 29,7 og fra det uvægtede gennemsnit for OECD-landene, som er på 31,7.

I 2018 anbefalede OECD, at der burde ske en større omfordeling mellem rige og fattige. Dette skulle finansieres ved at flere betaler skat, og at der samtidig sker en forøgelse af progressionen i skattebetalingen.

Pensionister er socialt udsatte

Undersøgelsen ”Det Sociale Termometer” viste, at chilenerne højeste prioritet var at ændre pensionssystemet. Det afspejles i, at pensionister ifølge OECD er nogle af dem, som er hårdest ramt af fattigdom og social ulighed i Chile.

I den sammenhæng påpeger OECD også, at det private pensionssystem gør for lidt for at begrænse uligheden. Problemet rammer især kvinder, hvis erhvervsfrekvens er lav, og personer der har været ramt af arbejdsløshed og/eller har arbejdet i landets uformelle sektor. I alle tre tilfælde har de ikke indbetalt ret meget til pensionssystemet og oplever derfor ”alderdomsfattigdom”.

selvom arbejdsløsheden er relativt lav, er der også mange chilenere, som har en perifer tilknytning til arbejdsmarkedet

Pensionssystemet omfatter ganske vist også en ”folkepension” – la Pensión Básica Solidaria – som bliver udbetalt til alle. Men ifølge OECD, er det ikke tilstrækkeligt til at løse problemet. OECD anbefaler derfor både at forøge indbetalingerne til pension, at forhøje den skattefinansierede folkepension, og at lave en midlertidig indsats for at løse akutte problemer.

Livet i periferien af arbejdsmarkedet

Ifølge OECD er det imidlertid ikke kun pensionister, som er socialt udsatte. Organisationen peger nemlig på, at selvom arbejdsløsheden er relativt lav, er der også mange chilenere, som har en perifer tilknytning til arbejdsmarkedet. Kvinderne har for eksempel en lav erhvervsfrekvens, hvilket blandt andet skyldes, at børnepasningsmulighederne er få og dyre. Unge, lavt-uddannede og folk af indiansk oprindelse er ofte helt eller delvist udenfor arbejdsmarkedet og/eller ansat i midlertidige stillinger.

Op mod halvdelen af folk ansat i midlertidige stillinger har det problem, at de ikke kan nå at optjene ret til sociale ydelser i løbet af kontraktperioden. De er derfor ilde stedt, når kontrakten udløber, hvis de ikke har et nyt job på hånden.

En anden udsat gruppe er folk, som arbejder ”selvstændigt”. Det er for eksempel Uber-chauffører, pizza-bude og andre, som ikke har en fast time- eller månedsløn, men kun får penge, for det de kører ind. De samme problemer gælder selvfølgelig også folk på det uformelle arbejdsmarked, som løser forefaldende opgaver, gadesælgere eller lignende.

Uddannelsessystemet er dermed med til at reproducere de sociale problemer fra generation til generation

OECD opgjorde, at en tredjedel af arbejdsstyrken udgøres af personer med et uformelt arbejde eller et arbejde uden pensionsindbetalinger. Denne andel har været nogenlunde konstant siden 2006, og den økonomiske vækst har dermed ikke løftet gruppen ud af deres svære situation. Hvis forholdene ikke forbedrer sig, så vil denne gruppe på sigt lande i gruppen af fattige pensionister.

OECD foreslår, at man kan komme problemerne til livs ved at forbedre det sociale sikkerhedsnet samt øge muligheden for, at kvinderne kan få en højere erhvervsfrekvens.

Ulighed i uddannelsessystemet

Uddannelsessektoren er det sidste store område, som OECD peger på. Her siger organisationen, at uddannelsessystemet er utilstrækkeligt. Den fattigere del af befolkningen mangler både adgang til et godt skolesystem og til efteruddannelse som voksne. Uddannelsessystemet er dermed med til at reproducere de sociale problemer fra generation til generation.

Ifølge OECD er der derfor rigeligt at tage fat på i Chile, da landet er ramt af grundlæggende strukturelle problemer. Det fastholder store dele af befolkningen i absolut og relativ fattigdom.

OECD, de sociale protester og regeringen

Alt i alt er der et meget stort sammenfald mellem på den ene side konklusionerne fra OECDs rapport fra 2018, og på den anden side det, som den chilenske befolkning har protesteret imod, og som kommer frem i rapporten ”Det Sociale Termometer”.

Men der er også en nævneværdig forskel. Sundhedssystemet var ikke i fokus hos OECD, mens ”Det Sociale Termometer” viser, at for befolkningen er problemerne inden for sundhedssystemet det næstvigtigste område efter de lave pensioner.

Piñera siger, at han med sin ”Nye sociale dagsorden” har lyttet til befolkningens legitime krav. Men selvom forslagene på den korte bane vil forbedre vilkårene for nogle af de mest socialt udsatte, ændrer de ikke ved de underliggende strukturer i det chilenske samfund

At der også er behov for og krav om en forbedring af sundhedssystemet gør det imidlertid ikke nemmere at løse de strukturelle problemer, der er i det chilenske samfund.

Det stiller præsident Piñera og hans regering overfor en vanskelig opgave.

Piñera siger, at han med sin ”Nye sociale dagsorden” har lyttet til befolkningens legitime krav. Men selvom forslagene på den korte bane vil forbedre vilkårene for nogle af de mest socialt udsatte, ændrer de ikke ved de underliggende strukturer i det chilenske samfund.

Det er derfor sandsynligt, at befolkningen vil opfatte Piñeras forslag som kosmetiske frem for nogle, som løser de grundlæggende problemer, som det i alle tilfælde vil være et langt sejt træk at få gennemført.

Samtidig er der både en udbredt opbakning til den sociale bevægelse, og en stor mistillid til det politiske system som sådan. Det er derfor langtfra givet, at protesterne stilner af i den nærmeste fremtid.


Foto: Wikimedia

HD(O) i Strategisk Ledelse og Forretningsudvikling, Copenhagen Business School
PhD i Økonomisk historie, London School of Economics and Political Science
Cand. Comm. med historie, Roskilde Universitet.

Bopæl: Sao Paulo. Hjemmeside: www.thomaschristiansen.net

Seneste artikler om Politik & Samfund