USA // VALG – Det kom som et chok for mange danskere, at over halvdelen af de amerikanske vælgere stemte på Trump ved præsidentvalget 4. november. Forfatter og journalist Thomas Thurah mødte i dagene efter valget 13 Trump-vælgere fra Virginia og North Carolina, der lever helt almindelige liv med familie, arbejde, kærlighed, sorger og glæder – og håb for fremtiden.
Gordon
Han og hans kone har seks børn og 12 børnebørn. Forleden ringede en af sønnerne og fortalte, at nummer 13 er på vej.
Gordon er oprindeligt fra Franklin County, North Carolina. Han er 63 år og leverer udstyr til landbruget, specielt til mælkeproduktion. Firmaets slogan: ”Det eneste, vi ikke leverer, er koen.”
Gordon venter på sin pizza et sted på Highway 29 syd for Lynchburg, Virginia. Han er en ”Diet Coke-mand” og drikker under ingen omstændigheder Pepsi, siger han og nikker mod den Cola Zero, jeg står med i hånden.
Der var tre grunde til, at Trump fik hans stemme: inflation, immigration, ”og så det der transgender-noget.” Hvis folk har lyst, skal de bare gøre det, siger han, ”men de skal lade være med at presse det ned over hovedet på andre, især ned over hovedet på børnene”.
Valgresultatet? Han kniber øjnene sammen og smiler. Ord og rim er lidt tid om at falde på plads. Det er længe siden, han læste versene for sine børn, forklarer han.
”Humpty Dumpty sat on a wall/ Humpty Dumpty had a great fall/ All the king’s horses and all the king’s men/ couldn’t put Humpty together again.”
Lille pause, et bredere smil.
”Men det kunne det amerikanske folk!”
Når Gordon ikke arbejder, går han på jagt eller fisker. Han har en tredje stor interesse, som han kalder ”lidt mærkelig”. Han peger på butikkerne på den modsatte side af vejen: ”antikviteter”.
Hans pizza er klar.
”Hvad ellers, Gordon?” spørger jeg.
”Mig og min kone,” svarer han.
Om nogle måneder har de været gift i 45 år. Da de var på deres første date, gik de begge i gymnasiet. De blev gift en uge efter, at hun var fyldt 18, og en uge før han fyldte 19. Der har været ”ups and downs”, men især har det været ”sweet”.
Vi siger farvel på parkeringspladsen.
”Jeg ved godt, at det ikke kommer til at ske, men jeg ville ønske, vi kunne få 45 år mere.”
Så tager vi igen afsked, denne gang ved at vinke.
Walter og Danny
Walter er 46 år gammel, Danny er 43. De bor begge i Nelson County i Virginia.
Walter og Danny anlægger veje, flytter enorme mængder jord, sand og grus med kæmpestore maskiner. De graver også septiktanke ned, lægger drænrør og planerer jorde, der skal bygges på.
Når de ikke arbejder, går de indimellem på jagt sammen. Sæsonen er lige begyndt. Danny siger om Walter, at ”han er kendt for at ramme”. Walter smiler til Danny på en måde, der siger mig, at det er Danny også.
De har kendt hinanden i 26 år.
Jeg står på trinbrættet på deres Kenworth, et par meter over jorden, med hovedet ind ad vinduet i Dannys side. Solen hænger lavt over træerne; det er allerede halvmørkt inde, hvor de sidder.
Ingen af dem stemte ved valget, siger de med en hovedrysten, da jeg spørger.
”Det kan ikke betale sig,” siger Danny.
”De får det alligevel, som de vil have det,” fortsætter Walter.
”Hvem er de?” spørger jeg.
”Big money,” svarer Walter. ”De arbejder ikke syv dage om ugen, men de rager alligevel til sig med begge hænder.”
Først er det Danny, der siger mest. Han taler om at ”arbejde, til du bliver blå i hovedet” og om skatten, de betaler.
”Think about it!”
Så er det mere og mere Walter. Kort og skarpt, for eksempel: ”The more you make, the more they take.”
Både Walter og Danny har to søskende. Walter har Sharie og Jacoby. Danny har Darriann og Mariah. De stemte til gengæld. Sharie stemte på Harris, Jacoby på Trump. Darriann på Trump, Mariah på Harris.
Det er blevet mørkt i løbet af den korte tid, vi har snakket med hinanden. Hvis jeg skal have et billede af dem foran lastbilen, skal det være nu, siger jeg til dem.
F.
F. er 87 år gammel og bor i Franklin County, North Carolina. Hendes mand døde i januar for snart tre år siden. Han arbejdede som konduktør på jernbanen og kørte mest på ruten Rocky Mount-Florence, en tur på lidt over tre timer. Hun gik hjemme.
Hun spiser, mens hun fortæller, og tørrer sig efter hver sætning om munden. De tomme poser og papiret om burgeren drejer hun en omgang, inden hun lægger det fra sig på bakken.
F.s familie ejede en stor farm, hvor de dyrkede tobak, da hun var lille. Tobak er det slut med, men jorden ejer de stadig.
Hendes søn er 61 og revisor.
Hun vil ikke have sit navn med; jeg må nøjes med forbogstavet. Hun vil heller ikke fotograferes, men jeg må gerne tage et billede af hendes frokostbakke.
Hun giver bakken et lille puf, så den flytter sig lidt ind på bordet, og lægger hånden tilbage i skødet.
Debra
Debra har fuld fart på. Det har hele familien. Det er som en hvirvelvind; så er hendes søn tilbage bag rattet, og hendes børnebørn plantet på bagsædet. Var de to eller tre? Sønnen troede jeg først var hendes mand, men det skulle jeg ikke tænke på, sagde hun og gjorde en hurtig bevægelse med hånden.
Øjeblikket efter har hun dem begge løftet over hovedet, med en kop balancerende i den ene hånd. Jeg har spurgt til valget.
”Elon Musk er et geni,” siger hun. ”Trump er en god forretningsmand.”
Der kommer ikke mere.
Hun smiler og tilføjer så alligevel noget: ”Nu er det slut med alt det ’anything goes’.”
”Hvad betyder det?” spørger jeg, selvom jeg tror, jeg ved, hvad hun mener.
”At drenge kan være piger, og piger drenge.”
Debra er constructor, fortæller hun. ”Vi bygger.”
Jeg læser navnet på siden af bilen. Firmaet er familieejet og lokalt, forklarer hun, med adresse i Charlottesville, Virginia. Hun er ejer og chef, men hendes søn, som venter i bilen, er også med.
Jeg får lov at fotografere hende foran bilen. Da jeg er bange for, at genskinnet fra en reklame skal ødelægge billedet, indvilger hun smilende i at vende sig om, så jeg kan tage et fra den modsatte side.
”Hvad laver du, når du ikke arbejder?” spørger jeg.
Hun bliver stille for første gang.
”Jeg arbejder for det meste, men jeg kan godt lide at fiske.”
Så vender hun sig mod bilen.
Jeg har blok og kuglepen i den ene hånd, telefonen i den anden. Men bilnøglerne, som jeg stod med for et øjeblik siden, er væk. Jeg bliver forfjamsket.
”Mine bilnøgler!”
Jeg råber det.
Debra er halvvejs inde i bilen. Hun drejer hovedet og peger bagud.
”I græsset, du tabte dem før.”
Carle
Carle virkede bedre tilpas, da han før stod på en stol inde i køkkenet og tørrede en skabslåge af, end nu, hvor han står med et skridts afstand til disken og taler med mig. Han tripper og vil tilsyneladende gerne tilbage i en fart.
Vi er i en McDonald’s i Lovingston på Highway 29 mellem Lynchburg og Charlottesville, Virginia. Det er den ene af to burgerrestauranter, hvor Carle gør rent, rydder af og slæber varer fra lageret til restauranten. Han løfter hånden og peger tværs gennem lokalet.
”Den anden ligger i den retning,” siger han.
Han stemte på Trump, fordi Trump har lovet at ”lukke grænserne”.
Carle er 66 år gammel. Da jeg spørger, om han er gift, svarer han, at ”så dum” er han ikke. Men engang var han faktisk gift, i 13½ år.
Jeg kan ikke blive klog på, hvorfor ægteskabet sluttede. Enten må Carle og hans kone være blevet skilt, eller også døde hun. Min forvirring skyldes en sproglig forbistring, som jeg opgiver at udrede, fordi det gør mig forlegen at blive ved med at prøve. Carle mistede en datter, da datteren var 23 år gammel. Hun fik en alvorlig sygdom, som lægerne ikke kunne stille noget op overfor. I mine ører bliver den ”hun”, som optræder i Carles historie, snart til hans afdøde datter og snart til hans tidligere kone. Snart løber de to sammen.
Jeg glæder mig i stedet over, at Carle stadig har to døtre. Den ene er lærer og bor i Chesterfield, et par timers kørsel fra Lovingston. Den anden er ansat ved en fagforening og bor også stadig i Virginia.
Carle vil ikke fotograferes. Ikke ansigtet. Men da jeg spørger, om jeg må tage et billede af hans hænder, får jeg lov.
Nathan
Nathan væddede hundrede dollars med en kammerat om, hvem der ville vinde valget. Nathan holdt på Kamala Harris. Vennen på Trump.
”Så ville jeg blive glad under alle omstændigheder.”
Nathan – eller Nate – er 24 år gammel og har i to år arbejdet på en Apple Market i Campbell County i det sydlige Virginia. Han har arbejdet sig op, og i dag er han night manager.
Hans familie er fra Michigan, her er han både født og opvokset. Han peger på det gule mærke på sin hue. Michigan Wolverines, byens berømte football team.
Faren havde to døtre med fra et tidligere forhold, da han mødte Nathans mor. Indtil for et par år siden boede Nathan med begge sine forældre i hjembyen som eneste dreng i en søskendeflok på seks.
”Fem søstre!” udbryder jeg.
Nathan smiler, nikker. Så forklarer han sagligt:
En søster døde for nogle år siden af covid. Hun blev smittet, så kom der ”komplikationer”.
Vi er de eneste i butikken. Udenfor er alting næsten sort, biler kommer i en lang, glimtende strøm og lyder som en tand, der gør ondt.
Når han ikke arbejder, kan han godt lide at fiske, svarer han, da jeg spørger. Den ene af de to floder, hvor han kommer mest, hedder Staunton River, som hans venner i Campbell County udtaler på én måde, og Nathan selv på en anden.
Vi skal begge to videre. Vi støder næverne sammen over disken og ønsker hinanden en god dag.
Så beder han mig vente et øjeblik og kommer tilbage med en pizza.
Vi siger farvel en gang mere. Sætningerne vælter over hinanden, som de gør, når man tager afsked.
”Måske vender jeg tilbage til Michigan en dag,” hører jeg ham sige.
Vickie
Vickie er 74 år gammel og arbejder i en antikvitetsbutik i Spring Hope, Virginia. Ved siden af jobbet som ekspedient har hun sin egen netbutik, og så afholder hun auktioner. Teddy, hendes mand, arbejder med boligudlejning.
Vickie vil ”ikke bare sidde derhjemme og vente på at dø,” siger hun.
Hendes liv har ført hende vidt omkring. Først Montana, så Californien. Så Oklahoma. Så et par steder mere og så endelig Bunn, Franklin County, hvor hun og Teddy nu bor.
De stemte begge to på Trump. Hun svarer, før jeg spørger.
”Regeringen hjælper dem, der kommer over grænsen, mens vores egne må sove på gaden.”
Det, og hvad Vickie ellers ikke bryder sig om, har hun to ord for: ”Crazy crap”.
Hun fik sit første barn, da hun var 15. I dag har hun og Teddy fire voksne børn, 18 børnebørn og 16 oldebørn. Den største sorg var drabet på en af hendes døtre. Datterens mand skød hende, men blev aldrig dømt. Det er snart tredive år siden, man lærer at leve med det, siger hun.
”Yndlingsretter?”
”Steak og pizza.”
”Tror du på Gud, Vickie?” spørger jeg, inden jeg beder om lov til at fotografere hende og nogle af tingene i butikken, og inden hun griner og roder op i håret.
”Åh, ikke på den måde.”
James
James er veteran fra den amerikanske flåde og tjente i Vietnam 1966-67. Hans opgave var blandt andet at opsamle amerikanske piloter, som var blevet skudt ned over havet.
Han er 78 år gammel og bor med sin kone, Joanne, i den lille by Castalia i Nash County, North Carolina.
Da han var 17, stak han af hjemmefra. Stedfaren stillede ham over for et ultimatum: skolen eller militæret. Han er stolt af sin karriere og skibene, han har sejlet på. For eksempel USS Enterprise, verdens første atomdrevne hangarskib, søsat i 1960 med hjemsted i Norfolk, Virginia. Andre skibe, han har været på, beskriver han som ”en flydende bunke lort”.
Værste oplevelse som soldat: den dag, han og hans gruppe blev beordret til at komme et fly til undsætning, som havde 36 soldater ombord. Da de nåede frem, fandt de vragrester fra flyet og 36 døde kroppe i havet.
Joanne venter i bilen. Jeg vil gerne høre mere, og James vil gerne fortælle. Han vil også gerne vise billeder af et hangarskib, han engang var på. Skibet kom under angreb og blev ramt.
Han bladrer på telefonen, men finder kun billeder af sig selv taget forud for den operation for hudcancer, han for nylig var igennem. Ryg, bryst og ”her”, siger han og peger på et sted under øret.
Det ene tager det andet.
Han og Joanne har været gift i 57 år. Efter tiden i militæret begyndte James at køre lastbil, det gjorde han i 20 år, ”Californien, Texas, Montreal”. 1789, det var det år, James’ forfædre udvandrede fra Irland og kom til byen New Bern, som dengang var hovedstad i North Carolina.
65 år, det var den alder, James havde, da han i en såkaldt cowboy church et sted i bjergene lod sig omvende og begyndte at tro på Gud.
Logan
Logan er bygningsarbejder, 36 år og fra Wake County, Virginia. Rørlægningen i det store nybyggeri, der ligger i et tykt bånd rundt om den Wendy’s, hvor jeg møder ham, har han og hans kolleger stået for. Han kan lide at fiske og at gå på jagt, ikke den almindelige jagt, men med sortkrudt, det vil sige med gamle skydevåben som for eksempel flintlåsmusketerer.
De senere år er det blevet dyrt at leve, ikke mindst for en familie som hans med to voksne og tre børn på to, seks og ti. Det var den vigtigste grund til, at Logan stemte på Trump. Og så er der pengene, som landet sender til krige i udlandet i stedet for at bruge dem på folk derhjemme.
”Se ikke på, hvad Trump skriver på sociale medier, se på hans politik,” siger Logan.
Han drømmer om en dag at komme en tur til Tyskland. Hans søsters mand er special force, udstationeret derovre og taler godt om landet. Og om maden, alting er friskt, har svogeren fortalt.
Logan nikker mod posen med burgeren, som står på bordet foran os.
”Maden, vi spiser her, er virkelig dårlig. Den er så usund, at den ville være forbudt i mange lande.”
Da Logan og hans kone begyndte at læse om emnet og sætte sig ind i tingene, ryddede de spisekammeret. De vil vide, hvor tingene kommer fra, at dyrene er sunde og fødevarerne friske. Ligesom i Tyskland.
Rhonda og Travis
Rhonda og Travis er fra Durham, North Carolina og er begge i slutningen af fyrrerne. De har to børn og tre børnebørn. Hun arbejder i kundeservice i supermarkedskæden Food Lion, han bygger huse, lægger tag og monterer tagrender.
Ingen af dem fik stemt til valget denne gang. Ved valget i 2016 stemte Travis på Hillary Clinton, Rhonda har tidligere stemt på Trump.
Hun er standset ved tanken for at få fyldt kaffe i sit termokrus. Han venter i bilen.
Rhonda mistede sin far, da hun var 12. Faren var mere end tyve år ældre end Rhondas mor, alligevel kom det som et chok. Moren døde i 2012.
”I Durham er vi stille og rolige. Nede på jorden. Og vi holder sammen,” svarer hun, da jeg spørger til byen, hun er vokset op i.
Rhondas største hobby er madlavning. Fettuccine, stuvet kål, hamburgers med sovs, kartoffelmos. Travis kan lide at spille Xbox. Sammen ser de en masse tv. *Law & Order* er en af hendes yndlingsserier.
Største fremtidshåb? spørger jeg Rhonda.
”At børnene får det liv, de gerne vil have. Lige meget hvad det er.”
Travis er lige blevet udskrevet fra hospitalet, fortæller han, da jeg stikker hovedet ind i bilen. Og så er det hans fødselsdag.
Joseph
Joseph er 72 år gammel og pensioneret. Han arbejdede tidligere som bygningsarbejder med speciale i metalkonstruktioner. Han bor med sin kone, Gerda, i Knightdale, North Carolina.
I 1970’erne var han udstationeret som soldat i Vesttyskland som del af 3rd Armored Division. Det var her, han mødte Gerda. Hendes familie var fra Østrig og havde i gamle dage ejet en stor gård. Den tog nazisterne.
I dag er Joseph mest optaget af at ”prøve at holde sig i live”. Han er for ikke så længe siden blevet opereret i nakken og ryggen og skal ikke så gerne falde. Derfor går han ingen steder uden stokken. Joseph stemte på Trump, Gerda stemte ikke, hun har de senere år haft Alzheimer.
Joseph elskede Tyskland, og hvis det havde været muligt, ville han godt være blevet derovre. Gerda havde to søstre og en bror derovre, da hun rejste med Joseph til USA.
Andrew
Andrew er 58 år og arbejder i AutoZone i den lille by Spring Hope i North Carolina. For nogle år siden fik han konstateret diabetes og forhøjet blodtryk og ”alt det, der nu følger med”. Han var sygemeldt i to år og egentlig gået på pension, da AutoZone åbnede den nye afdeling i april i år. Så valgte han at tage en tur mere.
Det har han ikke fortrudt, siger han. Han ville også have svært ved at undvære pengene, tilføjer han.
Jeg har bedt om hans hjælp til noget på bilen. Den lækker.
”Din airconditioning,” siger han. Han behøver ikke engang at kigge på den. Så griner han, vistnok ikke af mig, men af min lettelse.
Andrews kone hedder Becky, de har været gift i 23 år, har fire børn sammen og har boet i Spring Hope i 19 år. Hans families forhold til biler går endnu længere tilbage, Andrew er fjerde generation.
Han går på jagt. Helst hjortejagt. De er ikke nemme at få ram på, fortæller han. Det er tre eller fire år siden, han sidst fik ram på en. Men måske i år, fortsætter han, da vi går tilbage mod butikken.
Alice
Alice fylder snart 70, hun er enke, hjemløs og hører dårligt. Hun har ikke stemt, for hun har ikke noget id, men havde overvejet at stemme på Trump, hvis hun kunne.
Hun står ved tilkørslen fra en hovedvej med ansigtet vendt mod bilerne, der bevæger sig langsomt fremad. På overkroppen har hun en grøn vest med reflekser, om halsen bærer hun et skilt, hvor der står, at hun er enke og har brug for hjælp. Nogle poser og en lille taske med tøj har hun stillet om bag et skilt.
Hun var sekretær som ung og meget aktiv, fortæller hun. Hun holdt af at skrive digte, de bedste skrev hun, når hun var nedtrykt. Hendes yndlingsdigtere er Edgar Allen Poe og Elizabeth Barrett Browning.
Alice har født en datter, mere vil hun ikke sige om det.
I lommen har hun en lille Jesusfigur, som hun engang fik af en bilist. Hun går altid med den. I hendes taske ligger en bibel, som hun indimellem forsøger at læse i, men med årene er det blevet sværere og sværere for hende. I stedet taler hun med Gud ”hele tiden”. Hun bebrejder ham ikke noget, siger hun.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og