STATSRET // KOMMENTAR – Det er ikke længere en kabinetssekretær men en kontorchef, der skal bistå og rådgive kongen i juridiske parlamentariske spørgsmål og stå overfor ministeriernes departementschefer. Det er tydeligt, at de to hold af rådgivere slet ikke er på omgangshøjde med hinanden, men meget ulige i charge. Man sætter ikke en løjtnant eller major at give ordre til eller at forhandle med en general på det modsatte hold, skriver Erik Matzen.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Da ledelsen i Kongehusets administration sammen med Statsministeriets departement i 2023 gjorde deres forberedelser til regentskiftet 14. januar 2024, tog de en uklog beslutning om at afskaffe stillingen som kabinetssekretær.
I dag må det siges, at den administrative ledelse ikke vidste, hvad den havde med at gøre, da den accepterede egne ønsker og forslag fra centraladministrationen om at omstrukturere kongehusets organisation. Desværre røg derved barnet ud med badevandet.
For omstruktureringen blotlagde, at hverken ledelsen eller centraladministrationens topembedsmænd vidste, hvad de gjorde. Det ville de have vidst, hvis den nødvendige historiske viden og bevidsthed havde været til stede på Amalienborg og på Slotsholmen. Hvis man havde usket de allervæsentligste hændelser i fortiden og taget ved lære af dens fejlgreb.
For med kongehusets omstrukturering gældende fra 14. januar 2024 blev stillingen som kabinetssekretær, hvor denne i det tidligere organisationsdiagram under H.M. Dronning Margrethe d. 2. havde samme charge (rang) som hofmarskallen, afskaffet.
I stedet blev kabinetssekretærens arbejdsområde og charge ført over på hofmarskal Christian Schønau, der nu er chef for dette område.
Men hofmarskallen var i forvejen chef for hele Kongehusets forvaltning med ca. 120 ansatte og havde dermed i forvejen nok at bestille.
Hofmarskallen kan kun meget dårligt samtidig følge detaljeret med i Folketingets debatter og lovgivningsproces og i regeringens arbejde. Så mange timer er der ikke i døgnet
Kabinetssekretærens opgaver under Dronning Margrethe var at være hendes nærmeste rådgiver i Kongehuset omkring regeringsdannelsen. Hjælpe dronningen med at sikre, at hun ikke blev indblandet i partipolitisk strid, sikre hende, at regeringsdannelsen i Danmark går lovligt og rigtigt til, at grundlovens regler overholdes i ånd og bogstav og efter statsrettens skrevne og uskrevne regler.
Den stilling er nu nedlagt, og arbejdsområdet er overdraget til hofmarskallen, der samtidig har meget andet at gøre som kongehusets forvaltningschef.
Han kan kun meget dårligt samtidig følge detaljeret med i Folketingets debatter og lovgivningsproces og i regeringens arbejde. Så mange timer er der ikke i døgnet.
Når man nu går ind på kongehusets hjemmeside, kongehuset.dk, og derpå klikker på ”Hoffet”, konstateres det i organisationsdiagrammet, at hofmarskallen er placeret lige under Kongen og Dronningen og er chef for hele kongehusets forvaltning – i modsætning til organisationen under Dronning Margrethe har hofmarskallen ingen ved siden af sig.
Kabinetssekretæren er erstattet af en kontorchef
Under sig har Schønau nu fem afdelinger med hver deres chef.
I juridisk afdeling sidder en kontorchef, der sammen med en juridisk fuldmægtig skal bistå og rådgive Kongen i varetagelse af funktionen som statsoverhoved.
Kongehuset skriver herom på hjemmesiden: ”Juridisk afdeling fungerer således som bindeleddet mellem regeringen og Kongehuset og varetager navnlig opgaver relateret til lovgivningsprocessen, herunder forberedelsen og afviklingen af statsråd, regeringsdannelse og – omdannelse (rokader)”.
Diagrammet fortæller, at der med omstruktureringen i kongehuset er sket en markant og afgørende ændring.
Tidligere var kabinetssekretæren placeret på lige fod med hofmarskallen. Og dermed havde samme charge som departementschefen i Statsministeriet. De to var lige i rang og belastning over for hinanden.
Man sætter ikke en løjtnant eller major at give ordre til eller at forhandle med en general på det modsatte hold
Nu er det via omstruktureringen en underordnet kontorchef, der skal bistå og rådgive Kongen i forhold til den rådgivning, som Statsministeriets departementschef og ministeriets kommitteret i juridiske spørgsmål giver til statsministeren.
Det er tydeligt, at de to hold af rådgivere slet ikke er på omgangshøjde med hinanden, men meget ulige i charge. Man sætter ikke en løjtnant eller major at give ordre til eller at forhandle med en general på det modsatte hold.
Og dermed kan kongehusets kontorchef i juridisk afdeling ikke være den modvægt til den rådgivning, som departementschefen og den kommitterede giver til statsministeren, lige før statsministeren kører til Amalienborg for at være Kongens nærmeste rådgiver, ikke mindst når der skal dannes en regering med en ny statsminister.
Kabinetssekretæren har spillet en central rolle
Da den daværende kabinetssekretær Niels Eilschou Holm den 14. januar 1993 ca. kl. 17.35 ringede til Statsministeriet, var det ikke en underordnet fuldmægtig eller den kommitterede, han ville tale med, men selveste Statsministeriets chef, departementschef Peter Wiese, som på det tidspunkt var travlt optaget af at forberede statsminister Poul Schlüter til det TV-transmitterede pressemøde, der skulle holdes kl. 18.00.
Naturligvis kom Peter Wiese straks ud til telefonen i Statsministeriets ministersekretariat, da Dronningens kabinetssekretær ringede. Wiese kunne så fortælle ham, at Poul Schlüter (K) ville sige på pressemødet, at han ville gå af som statsminister næste dag, og at udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen (V) skulle konstitueres som statsminister i nogle dage, indtil finansminister Henning Dyremose (K) var klar med sit ministerhold og regeringsprogram, og derpå udnævnes til ny statsminister.
En plan, som Statsministeriets departement forinden havde godkendt som værende i overensstemmelse med grundlov og statsret.
”Når kabinetssekretæren siger sådan, så kan modellen ikke bruges. Jeg vil ikke have vrøvl med kabinetssekretæren”. Schlüters og Ellemanns aftale var faldet på gulvet
Det er nu kendt, at kabinetssekretæren straks protesterede mod Schlüters plan, idet han fortalte Wiese, at den var grundlovsstridig, fordi Ellemann ikke lovligt kunne konstitueres som statsminister, sådan at Danmark i en kort periode havde to statsministre samtidig, Schlüter og Ellemann.
Desuden var Eilschou særdeles opmærksom på, at der højst sandsynligt ville være et flertal i Folketinget, som ville fælde enten Ellemann eller Dyremose med et vedtaget mistillidsvotum, straks når den nye borgerlige regering præsenterede sig i Folketingssalen. Så siger statsretten, at den nye statsminister overhovedet ikke må udnævnes.
Eilschou Holm havde endda i dagene forinden skrevet et juridisk notat på fire sider, hvori han klargjorde disse regler med henvisning til en lang række juridiske kapaciteters lærebøger.
Da Schlüter kort efter hørte, hvad kabinetssekretæren havde sagt i telefonen, reagerede han på følgende måde: ”Når kabinetssekretæren siger sådan, så kan modellen ikke bruges. Jeg vil ikke have vrøvl med kabinetssekretæren”. Schlüters og Ellemanns aftale var faldet på gulvet.
Hvilket gjorde Uffe Ellemann vred, fordi han mente, at Schlüter dermed kastede magten fra sig. Ellemann fastholdt resten af sit liv, at hvis Schlüter havde levet op til deres aftale, var den nye borgerlige regering blevet udnævnt og ville overleve.
Til gengæld fandt andre, at i så fald havde de borgerlige politikere gjort sig skyldige i statskup, og dermed være lige til Rigsretten til straf og advarsel for andre. Tillige ville et sådan forløb have bragt Dronningen i en forfærdelig situation.
Statsfup eller statskup
Havde Schlüter fastholdt sin aftale med Ellemann, var den borgerlige regering blevet væltet straks i Folketinget, og Danmark havde oplevet en voldsom forfatningskrise, der havde gjort Dronning Margrethe til skydeskive. Det forklarer meget simpelt, hvorfor det er vigtigt, at Amalienborg har en kabinetssekretær, der har charge og personlighed til at tale Statsministeriet eller andre personkredse midt imod, når de giver ulovlige råd eller nogen i strid med grundloven forsøger at gribe regeringsmagten.
Det er overhovedet ikke ord uden indhold. Vi har flere gange oplevet i den nyere danmarkshistorie, dvs. siden det politiske systemskifte i 1901, forsøg på at tilrane sig regeringsmagten ved at snyde på vægten. Og hvor kabinetssekretæren har spillet en vigtig rolle for at undgå urent trav i forhold til grundlov og statsret.
Som eksempler på dette nævnes blot nogle få årstal, selvom der er endnu flere eksempler: 1920, 1935, 1940, 1950, 1972. Nogle har så kaldt det statsfup i stedet for statskup.
Det danske folkestyre kan ikke undvære Kongens kabinetssekretær.
Læs også Erik Matzens analyse af regeringskrisen i 1993:
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
