Poke bowls – smagen af Hawaii i hjemmekøkkenet

af i Klumme/Liv & Mennesker/Mad

MADKLUMME – Har du prøvet de uimodståelige poke bowls? Den Hawaii-inspirerede ret kan videreudvikles og tilpasses i det uendelige, så længe man husker at bevare balancen mellem konsistens og smag. Morten Skovgaard giver dig her opskriften på en nem og lækker poke bowl, der med sikkerhed vil vække opsigt på middagsbordet. 

De hawaiianske ”poke bowls” har i nogle år været trendy rundt omkring i verden – særligt i Californien – og de har også for nylig gjort deres indtog herhjemme med blandt andet flere poke bowl-restaurantkæder i København. ”Poke” har intet med Pokémon at gøre, men betyder ”skære” på hawaiiansk og refererer til de rå marinerede fiskestykker, der blandes sammen med ris, grønt og saucer i de uimodståelige poke bowls.

Ud over at være knaldsunde og velsmagende er poke bowls også fremragende til børnefamilier – særligt hvis der er mindre børn, der godt kan lide adskilte ting på tallerkenen

En poke bowl er dybest set en slags salat af dekonstrueret sushi, for grundingredienserne er i vid udstrækning de samme: Delikat frisk fisk, tang og sprødt grønt giver velafbalancerede og sunde retter, som kan tilpasses, ændres og videreudvikles i én lang uendelighed. Og det bedste af det hele er, at det ikke bare er hundedyr hipstermad, som er umulig at købe ind til og nå at lave derhjemme. Alle kan være med – her er et godt bud på en nem, flot og lækker poke bowl, der kan vække opsigt på middagsbordet.

Ingredienser (4 personer)

Tilberedningstid: ca. 1 time

Laks til sashimi (jeg foretrækker færøsk laks pga. smag og konsistens)

4 avocadoer

1 pose tang

1 agurk

1 vandmelon

4 forårsløg

Sushiris

2 store gulerødder

1 bundt radiser

1 pose slikærter

1 pose edamamebønner (uden bælg)

Mirin (sød japansk madlavningsvin)

Sesamolie

(God) soya

Riseddike

Citronsaft

Hvidløg

Akaciehonning

Chiliflager

Fremgangsmåde:

1. Skær laks ud i tynde skiver, og læg dem i en pose sammen med soya, sesamolie, akaciehonning, 1-2 fed hvidløg og en sjat riseddike. Lad det stå og trække i køleskabet, gerne i 1 times tid.

2. Læg tang i koldt vand og lad stå i mindst 30 minutter.

3. Skær gulerødderne i tynde strimler med en skræller og radiser i skiver, og “sylt” dem ved at drysse salt og sukker på dem og lade dem stå i en halv times tid. Giv dem eventuelt også en hurtig tur på panden.

4. Hæld salt og kogende vand over edamamebønnerne i en skål, og lad dem stå i 10 minutters tid.

5. Rist en håndfuld sesamfrø på en pande.

6. Læg slikærterne i iskoldt vand.

7. Skær meloner og agurker i tern, og stil dem i separate skåle.

8. Snit forårsløg i små stykker.

9. Kog risene.

10. Hæld vandet fra edamamebønnerne, og hæld soya og sesamolie ved dem. Læg dem eventuelt i en pose, og vend den rundt jævnligt, mens resten laves.

11. Hæld vandet fra tangen, og smid det på en stegepande sammen med olie, godt halvdelen af sesamfrøene, mirin, citronsaft, sesamolie, akaciehonning, chiliflager, soya og salt. Kom lidt i ad gangen, og smag tangen omhyggeligt til, og steg den godt igennem før servering.

12. Læg ris i bunden af store skåle, og anret alle de øvrige ingredienser pænt ovenpå. Skær avocado i tynde strimler til sidst, og læg ved, og drys de sidste sesamfrø over avocadoen (sammen med lidt havsalt) og laksen.

13. Servér skålene sammen med en frisk og frugtig hvidvin – eller alternativt en god rosévin eller ginger beer.

Der kan leges med både udskæring og farvekombinationer, hvis man har tid og lyst – men i det praktiske hverdagskøkken fungerer retten fint med hurtigt udskåret grønt.

Variationsmulighederne i poke bowls er nærmest uendelige, for det er virkeligt let at udskifte ingredienser i retten, så længe man bare husker at bevare balancen mellem konsistens og smag. Tun eller rejer kan bruges i stedet for laks (eller kylling til dem, der ikke bryder sig om alt det gode fra havet), og de kan krydres på et utal af forskellige måder. Jeg foretrækker at bruge laks – både på grund af smag og bæredygtighed – og tilbereder den ofte på tre forskellige måder til samme ret: Den ene tredjedel af laksen bliver marineret som beskrevet ovenfor, den anden er helt rå, og den tredje bliver vendt i sesamfrø. Husk, at fisk, der spises råt, skal have været frosset ned først for at neutralisere parasitter og andre mikroorganismer, så husk at bede om dette hos fiskehandleren.

Tangen er et af de vigtigste elementer i en velafbalanceret poke bowl, fordi dens gennemtrængende umami-smag ikke så let lader sig erstatte af andre ingredienser

Alle, der foretrækker ikke at spise avocadoer på grund af deres betragtelige co2-aftryk, eller som ønsker en mere fedtfattig version af retten, kan med fordel eksperimentere med for eksempel ricottaost, kiwifrugter, mango, bananer eller andet, der kan give retten det søde og fede element. Normalt anvendes der jasminris i poke bowls, men efter forsøg med flere forskellige ristyper foretrækker jeg sushirisenes lækre, klistrede konsistens i retten. Quinoa eller revet blomkål kan med fordel bruges som alternativer, hvis der ønskes en ret med mindre stivelse.

Poke bowl-servering
En flot poke bowl fra en københavnsk restaurant. Det er ikke svært overhovedet at matche – og overgå – smagen selv.

Tangen er et af de vigtigste elementer i en velafbalanceret poke bowl, fordi dens gennemtrængende umami-smag ikke så let lader sig erstatte af andre ingredienser. Desuden er tang en næringsrig og interessant madingrediens, som kan udvide hjemmekøkkenet på helt nye og spændende måder.

Man kan med fordel gøre retten endnu sjovere ved at servere alle ingredienserne i små skåle på bordet, så alle rundt om bordet selv kan bygge deres egne poke bowls

Den japanske hijiki-tang har fremragende konsistens og smag, men den får ikke just topkarakter af DTU Fødevareinstituttet (https://www.berlingske.dk/det-sunde-liv/forskere-advarer-mod-to-typer-tang), da den indeholder flere naturlige giftstoffer end de fleste andre tangtyper, så den vil jeg afholde mig fra at anbefale her. Nori-tang, der typisk bruges til sushi, smager godt, men bliver typisk solgt i plader, der ikke passer særligt godt til salater. DanskTANG.dk leverer forskellige danske tangtyper til 45 kr. pr. pose via diverse butikker, og deres sukkertang eller blæretang er fine lokale alternativer til den problematiske hijiki.

Undgå hijiki-tangen
Hijiki-tang smager utroligt godt, men kan ikke anbefales på grund af et højt antal af naturlige giftstoffer. Billede fra www.japancentre.com

Ud over at være knaldsunde og velsmagende er poke bowls også fremragende til børnefamilier – særligt hvis der er mindre børn, der godt kan lide adskilte ting på tallerkenen. Her kan man med fordel gøre retten endnu sjovere ved at servere alle ingredienserne i små skåle på bordet, så alle rundt om bordet selv kan bygge deres egne poke bowls. Interaktiv aftensmad er sjov for både børn og voksne!

En flot og sirligt anrettet poke bowl er en fryd for øjet og utroligt appetitvækkende, men hvis tålmodigheden eller tiden på en fortravlet hverdagseftermiddag ikke er til sirlige, kunstfærdige anretninger, fungerer retten også strålende i en lidt mere nøgtern servering uden så mange dikkedarer, for eksempel bare som en blandet salat. Bastskørter, blomsterkranse og huladans er valgfrie gimmicks. Velbekomme.


Alle fotos af skribenten 

Morten Skovgaard arbejder som oversætter/journalist, lydstudieejer og fotograf med både ord, lyd og billeder og kender til deres utrolige magt – særligt i kombination med de sociale medier, som han også arbejder med. Hans akademiske baggrund er sprog- og filosofistudier på Roskilde Universitet, og han interesserer sig for både dansk og udenlandsk politik og medier. Verdens smuldrende sammenhængskraft, den tiltagende polarisering af de politiske yderfløje og spredningen af løgne og irrationelle tendenser bekymrer og indignerer ham. Morten er optaget af den svære balancegang mellem på den ene side at udvide det politiske "midterrum" for at inkludere flere mennesker fra begge fløje og samtidig sige klart fra over for ekstremisme og manipulation af enhver art. Morten er gift og bor i København.

Seneste artikler om Klumme