CHERRY BLOSSOM // KLUMME – Da Annegrethe Rasmussen ankom til Washington DC i 2008 fra Paris, havde hun ikke hørt om The Cherry Blossom Season eller festivalen af samme navn. Men nu nyder hun de smukke lyserøde og hvide kirsebærtræer for 15. år i træk. Ugen ud står de fortsat i fuldt flor – og så er det slut. På længere sigt truer klimaforandringerne som noget helt nyt de ikoniske træer, der bebuder forårets komme i USA’s hovedstad.
WASHINGTON D.C. – Hvert år sidst i marts – tidspunktet varierer en smule, men i år startede det for 14 dage siden – prydes området i den amerikanske hovedstads centrum omkring The National Mall og floden The Potomac af de mest fantastiske lyserøde og hvide japanske kirsebærtræer, der kun blomstrer i få uger.
The Cherry Blossom Season er berømt over hele USA – også selv om der efter sigende er flere japanske kirsebærtræer i Philadelphia.
Rygtet vil vide, at der hvert eneste år står jumbojets klar i Japan, hvor alle sæder er reserveret. De venter efter sigende blot på kodeordet ”The cherry trees are blossoming in Kenwood,” før de letter
Det næstmest berømte område tæt på DC er bydelen Kenwood, som ligger i landsbyen Chevy Chase i Bethesda i nabostaten Maryland. Her er træerne så mange, 1200 i alt, og blomsterlaget så frodigt, at det føles, som om man går under en espalier eller et blomsterbestrøet tag.
Rygtet vil vide, at der hvert eneste år står jumbojets klar i Japan, hvor alle sæder er reserveret. De venter blot på kodeordet ”The cherry trees are blossoming in Kenwood,” før de letter.
Om det er sandt eller ej, er jeg ikke sikker på, men et faktum er det, at tusindvis af japanske turister hvert år vandrer rundt omkring the Mall og drager mod Kenwood.
Jeg var der selv i går – kirsebærtræsæsonen var på sit højeste i denne weekend – og det kan ikke anbefales at køre i bil, som man kan se på billedet her, hvor min bedre halvdel ikke ser fornøjet ud:
Kenwood huser tusindvis af træer og hundredvis af huse; de små veje var proppet med langsomt kørende biler og ja, tusindvis og tusindvis af især, men ikke udelukkende, japanske besøgende, der fotograferede, spadserede og afholdt små selskaber med deres børn og picnic baskets.
Den officielle historie er enkel: Træerne var en gave fra Japan til USA og ankom i 1912 som et symbol på venskabet mellem de to lande
Som det er, når noget bliver et fænomen, går der mange historier om, hvordan og hvorfor kirsebærtræerne havnede i Washington D.C.
Den officielle historie er enkel: Træerne var en gave fra Japan til USA og ankom i 1912 som et symbol på venskabet mellem de to lande. Men derudover var de internationale politiske relationer mellem USA og Japan anspændte og komplicerede omkring år 1900 og mange år frem. Det kan man læse meget mere om her.
Det amerikansk-japanske venskabsbånd
Imidlertid var det ikke første gang, nogen havde forsøgt at importere de smukke kirsebærtræer fra Japan til den amerikanske hovedstad.
I 1890’erne sendte to amerikanske mænd – botaniker Charles S. Sargent og lægen Wiliam S. Bigelow, der boede i Japan – flere træer til the Morris Arboretum i Philadelphia, hvortil Tokyos Imperial Botanic Garden også sendte nogle kirsebærtræer i 1894. Det kan man læse mere om her. Næsten samtidig, i 1906, importerede en embedsmand, David Fairchild, omkring 100 kirsebærtræer til sin egen bolig i Maryland.
Og det var netop efter inspiration fra Fairchild, at Kenwood-kvarteret endte med at få den mest imponerende samling kirsebærtræer i noget privat område i USA. Kenwoods velbeslåede beboere holder liv i en særdeles aktiv lokalhistorisk tradition, hvor man i publikationerne også kan læse om kirsebærtræerne og kvarterets fælles historie.
Den daværende førstedame, Helen Herron Taft, spillede en betydelig rolle i anskaffelsen af træerne.
Hvorom alting er: Tre år senere, i 1909, sendte den japanske regering 2000 unge kirsebærtræer til USA som et ”symbol på venskabet mellem de to lande”.
Uheldigvis var træerne inficerede med såvel insekter som rundorme, og den daværende amerikanske præsident William H. Taft fik dem destrueret. Det gavnede så til gengæld ikke de diplomatiske relationer mellem Tokyo og Washington D.C., så den amerikanske udenrigsminister måtte i gang med at udstede formelle undskyldninger.
Og for at vise deres gode intentioner lovede japanerne fluks at sende en ny portion træer. De ankom i 1912 – 3000 styk – og var i perfekt stand. Det er disse træer, der i dag pryder området ved The Mall. Og i øvrigt spillede den daværende førstedame, Helen Herron Taft, en betydelig rolle i anskaffelsen af træerne.
Der stod en (første)dame bag
For som det ofte er – fristes feministen til at bemærke – stod der nemlig en kvinde bag manden, præsident Taft i dette tilfælde, og det er ikke tilfældigt, at alle førstedamer siden Mrs. Taft har stået i spidsen for den festivitas, der også i dag omgærder The Cherry Blossom Festival.
Hvis man vil læse mere om Helen Tafts rolle og om, hvordan hun påvirkede – og beordrede the Washington cherry trees plantet langs The Mall og omkring Det Hvide Hus, kan man læse videre i The White House Historical Associations artikel “Mrs Taft and the Cherry Blossoms”.
Den officielle Wikipedia-side om fænomenet giver hende også en vis rolle. Her hedder det:
“Japan gave 3,020 cherry blossom trees as a gift to the United States in 1912 to celebrate the nations’ then-growing friendship, replacing an earlier gift of 2000 trees which had to be destroyed due to disease in 1910.”
“These trees were planted in Sakura Park in Manhattan and line the shore of the Tidal Basin and the roadway in East Potomac Park in Washington, D.C. The first two original trees were planted by first lady Helen Taft and Viscountess Chinda on the bank of the Tidal Basin.”
“The gift was renewed with another 3,800 trees in 1965. In Washington, D.C. the cherry blossom trees continue to be a popular tourist attraction (and the subject of the annual National Cherry Blossom Festival) when they reach full bloom in early spring.”
Klimaforandringer truer kirsebærtræerne på langt sigt
Alt har dog ikke været lutter idyl og dånende tilskuere.
I 1941, kort tid efter det japanske angreb på Pearl Harbor, blev fire af de ikoniske træer skåret ned af ukendte gerningsmænd, formentlig som en hævnakt. For at forhindre yderligere vandalisme, blev træerne i disse år af embedsmænd kaldt for ”orientalske” frem for ”japanske”.
Det varede dog ikke ved, og i årtier efter har adskillige amerikanske byer og institutioner med japanske søsterorganisationer – fx Ohio University, der har et partnerskab med Chubu University i Japan – modtaget kirsebærtræer i gave. Ohio University modtog fx 175 træer fra sin japanske samarbejdspartner i 1979 og igen i 2004.
Træerne springer ud tidligere og tidligere grundet de varmere temperaturer om dagen. Uheldigvis er det dog stadig ofte virkelig koldt først i marts, så når de skrøbelige blomster åbner sig, falder de prompte af og dør igen, hvis temperaturen falder til under frysepunktet om natten.
På det seneste har en helt ny trussel imidlertid vist sig: klimaforandringerne, der truer træernes overlevelse på længere sigt.
Som min lokale avis forklarede i forrige weekend, sker der det, at træerne springer ud tidligere og tidligere grundet de varmere temperaturer om dagen. Uheldigvis er det dog stadig ofte virkelig koldt først i marts, så når de skrøbelige blomster åbner sig, falder de prompte af og dør igen, hvis temperaturen falder til under frysepunktet om natten.
Derudover er saltvand fra floden Potomac begyndt at nærme sig de vand-reserver, som kirsebærtræerne ved The National Mall, lever af. Det vil påvirke træernes bark, så de ikke kan reproducere og reparere sig selv hen over vinteren, skrev Washington Post forleden. Hvem ved, om de verdensberømte træer er her endnu om 10 år?
Læs mere af Annegrethe Rasmussen om USA her.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
