VALGKAMP 2022 // SPIN OFF – Meningsmålingerne tyder på, at Morten Messerschmidt, Søren Pape Poulsen, Jakob Ellemann-Jensen og Sofie Carsten Nielsen alle skal indstille sig på snart at være forhenværende politiske ledere. Men det er langt fra den samme situation, de fire partier står i, når de – formodentlig – snart skal finde en ny frontfigur. Det viser sig også i, hvilke profiler der kan komme på tale.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Valg betyder nogle gange, at partier klarer sig så dårligt, at lederen går eller bliver presset ud. Valget i morgen er ikke en undtagelse – tværtimod. Hvis meningsmålingerne holder, er der fire partier, som nok skal ud at se sig om efter afløsere til deres toppost: Dansk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti, Venstre og Det Radikale Venstre.
Dansk Folkeparti søger leder til at lukke og slukke
Dansk Folkeparti, der så sent som i 2015 kunne gå på vandet, er nu i en eksistentiel dødskamp på grund af en blanding af internt personfnidder, manglende evne eller vilje til at gribe magten, da chancen var der, og fremkomsten af en ny billetsælger i det samme vælgersegment.
Et stort flertal af partiets ledende figurer har set skriften på væggen og er smuttet over til Inger Støjberg på trods af et kun delvist ideologisk overlap. Og nu ser vælgerne ud til at gøre det samme.
Pia Kjærsgaard troede sikkert, at Kristian Thulesen Dahl kunne bryde princippet og gennemføre den svære transition fra grundlæggerens karismatiske styring til efterfølgerens videreførelse af partiet på et delvist nyt grundlag, og valget i 2015 tydede på, at det kunne lade sig gøre. Det viste sig at være en illusion.
Processen udstiller glasklart populismens indbyggede ryggesløshed og mangel på principper blandt såvel politikere som vælgere. Forløbet giver derfor et flashback til andre populistiske partiers slaviske efterfølgelse af det kristne princip: ”Af jord er du kommet. Til jord skal du blive. Af jorden skal du igen opstå.”
Morten Messerschmidt er derfor kun umiddelbart problemet, som i virkeligheden er strukturelt for populistiske partier som Dansk Folkeparti. Og i dette tilfælde bliver problemet yderligere forstærket af, at genopstandelsen – i form af Inger Støjberg – er sket, før døden er indtrådt for Dansk Folkeparti. Alle de tidligere ledende figurer i Dansk Folkeparti, som har indset dette, har opportunistisk allerede foretaget det partipolitiske skifte.
Morten Messerschmidt burde derfor efter normale partipolitiske dynamikker nu være færdig som formand. Spørgsmålet er imidlertid, om der er nogen i den stærkt reducerede – måske endda snart ikke-eksisterende – folketingsgruppe, som har lyst og ikke mindst evne til at overtage posten. I alle tilfælde bliver den vigtigste opgave at lukke og slukke uden en Kristen Poulsgaard-inspireret offentlig nedsmeltning, og – efter et sidste katastrofevalg i 2026 – aflevere papirerne til Rigsarkivet.
Tre hurtige bud på mulige kandidater: Et i offentligheden ukendt medlem af folketingsgruppen (hvis der er en sådan efter valget); Et i offentligheden ukendt medlem fra det kommunale bagland. Dark Horse: Pia Kjærsgaard (hvis hun ikke magter fra sidelinjen at se sit livsprojekt styrte i jorden).
Konservative Folkeparti søger leder, som kan lede – ideologisk eller pragmatisk
Selvom krisen lige nu kradser, er Det Konservative Folkeparti næppe i den samme eksistentielle overlevelseskamp som Dansk Folkeparti. For nylig gik det ufattelig godt i meningsmålingerne, men nu går det ufatteligt skidt. På en måde er det dog ikke den værste nyhed for partiet. Det var i alvorlig krise i 1970’erne, hvorefter det kom stærkt igen under Schlüter.
Problemet er at finde en leder, som kan lede partiet på et tidspunkt, hvor partiet konkurrerer på den nationalkonservative banehalvdel med to – måske tre – andre partier. Den situation gør det nødvendigt at differentiere sig i forhold til de umiddelbare konkurrenter i form af – med Carsten Jensens udtryk – champagneracisterne i Nye Borgerlige, TikTok-akademikerne i Liberal Alliance og – måske – Inger Støjberg, hvis hun en dag får formuleret et politisk program.
Det betyder, at den nye partileder skal genopfinde det konservative projekt uden at falde i den højrenationalistiske populisme, hvor Nye Borgerlige altid vil gå skridtet videre uden at blive for midterorienterede, hvor konkurrencen for øjeblikket er hård fra Moderaterne, og samtidig finde en kant til Liberal Alliance.
Det kan pege i to retninger: enten på en ideologisk retningssætter, som formulerer et klart, troværdigt og ikke mindst bredtfavnende politisk projekt eller på en troværdig pragmatiker, som opnår konkrete politiske resultater. Det sidste er nok nemmere end det første, så mon ikke det er i den retning, man kikker.
Tre hurtige bud på mulige kandidater: Rasmus Jarlov (som sikkert har ambitionen, men ikke evnen); En pragmatisk politisk håndværker fra folketingsgruppen (når partiet har haft en homoseksuel formand, er det vel mentalt klart til at forsøge med en kvinde igen, selvom det ikke gik så godt i sin tid med Pia Christmas-Møller). Dark Horse: en fra det kommunale bagland (så længe vedkommende ikke er gift med en eksotisk udlænding af jødisk afstamning).
Venstre søger leder som samler ”Venstre” eller kan være den højeste dværg
Ifølge den seneste meningsmåling står ”Venstre” til cirka 56 mandater. Det er lige så mange, som Venstre fik ved valget i 2001, hvilket var det bedste resultat på denne side af afskaffelsen af Landstinget i 1953. Problemet for Venstre er, at ”Venstre” består af tre partier, og selvom Venstre er det største af de tre, står partiet for under halvdelen af de 56 mandater.
Det gode spørgsmål for Venstre er nu, om det primært er personbåret, eller om det primært er politikbåret, at mere end halvdelen af ”Venstres” vælgere nu ikke stemmer på Venstre. Det – for Venstre – ubehagelige svar er, at uanset om det er det ene eller det andet, ser Jakob Ellemann-Jensen ikke ud til at være løsningen.
På det personlige niveau matcher han hverken Inger Støjberg eller Lars Løkke Rasmussen, og på det politiske niveau står han famlende. Det er skidt i en situation, hvor et forsøg på at tiltrække vælgere fra for eksempel Inger Støjberg risikerer at flytte yderligere vælgere fra Venstre over til Lars Løkke Rasmussen. Det er dermed Venstres rolle som et bredt folkeparti, der er under pres.
Den gode nyhed for Venstre er, at resten af ”Venstre” i høj grad er personbåret, og der er derfor en vis chance for, at de to partier forsvinder igen. Den dårlige nyhed for Venstre er, at det næppe sker på den korte bane. Lars Løkke Rasmussen er ældst, men stadigvæk kun 58 år, så hvis han ikke fristes af en udenlandsk toppost, kan han fortsat være i omløb i et årti eller mere. Inger Støjberg er kun 49 år og har dermed nogenlunde samme alder, som Pia Kjærsgaard havde, da hun dannede Dansk Folkeparti. Risikoen for Venstre er dermed, at ”Venstre” er i omløb i flere årtier fremover.
Det stiller Venstre i et dilemma, hvor der er to muligheder. Man kan enten forsøge at tilbagekannibalisere Lars Løkke Rasmussen og/eller Inger Støjbergs vælgere, men at gøre begge dele samtidig vil være vanskeligt. Eller man kan affinde sig med at være den højeste dværg på en atomiseret højrefløj og håbe på, at hele baduljen – på trods af politiske og personlige uoverensstemmelser – kan opnå et flertal.
Tre hurtige bud på mulige kandidater: Stephanie Lose (Stephanie hvem? Fordi næstformanden ofte bliver formand); Sophie Løhde (fordi hun er politisk ordfører). Dark Horse: en jyde med kontakt til landbruget (for at hente stemmer fra Inger Støjberg).
Det Radikale Venstre søger leder, som ved, hvad partiet og vælgerne vil
Der er normalt tre situationer, som udløser et valg i Danmark: Der er gået fire år siden seneste valg; Statsministeren anser det for opportunt at udskrive et valg på grund af gode meningsmålinger; Regeringen bliver væltet, fordi koalitionen under den ikke længere er enig om den politiske retning. Valget i morgen er en undtagelse. I morgen er der valg på grund af Det Radikale Venstre.
Partiet fik den – også for partiet selv – vanvittigt dårlige idé at presse Mette Frederiksen til at udskrive valg og alligevel pege på hende som statsminister efter et valg.
Det lød måske som en virkelig god idé i en meget, meget sen aftentime på Sofie Carsten Nielsens kontor, men i praksis viste det sig umådeligt svært at forklare for nogen som helst uden for partiet, og en stor del af partiets vælgere forstod det heller ikke. Det er en ommer i en sådan grad, at Sofie Carsten Nielsen står til at gå i Anders Samuelsens fodspor ud i kviksandet. Et partis politiske leder, som mister sit folketingsmandat. Her er der ingen vej tilbage.
Uanset om Sofie Carsten Nielsen redder sit mandat eller ej, var strategien og eksekveringen af strategien en katastrofe. Det Radikale Venstre står nu med udsigt til fire års tænkepause, og det er – måske – på sigt en fordel for partiet.
Det vil give en ny leder en mulighed for at redefinere partiets projekt. Det er ikke nødvendigvis nemt i den politiske situation, hvor der er en stor konkurrent på midten af dansk politik. Partiets historik, hvor man prioriterer indflydelse over størrelse, gør dog, at opgaven nok er svær, men næppe umulig.
Tre hurtige bud på mulige kandidater: Martin Lidegaard (han stillede op til formandsposten mod Sofie Carsten Nielsen); Rasmus Helveg Pedersen (når Venstre kan, kan Det Radikale Venstre vel også); Dark Horse: Christian Friis Bach (en profil, som passer til partiets selvforståelse og prioriteter – hvis han bliver valgt ind).
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
