
POV SPORT // WEEKEND-WRAPUP – Vi koncentrerer os om fodbolden i denne weekend-wrapup. Nadia Nadim, Christian igen-igen Eriksen og superligaen.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
At der ligefrem opstod medietvivl om, hvorvidt der var tale om en aprilsnar, da Nadia Nadim fredag inden VM-lodtrækningen i fodbold på Instagram bekendtgjorde, at hun er udnævnt som ambassadør for VM-slutrunden i Qatar, siger lidt om, hvor kontroversiel beslutningen i virkeligheden er.
Der er ikke meget kritisk dialog over at deltage i orkestrerede VIP-arrangementer sammen med David Beckham i Qatar
For selvfølgelig var der ikke tale om en for sjov og lille løgn i så alvorligt et ærinde, når hun nu var til stede i Doha på de dyre pladser, og Ekstra Bladet, der ligeledes var til stede forsøgte at få en kommentar fra hende, som hun afviste, men lovede at kigge forbi i mixed zone efter lodtrækningen og så ikke dukkede op alligevel.
Der er ikke meget kritisk dialog over at deltage i orkestrerede VIP-arrangementer sammen med David Beckham i Qatar.
Ej heller når hun påstår, at hun ikke maler et glansbillede af Qatar, og at hun selv har haft en opvækst som flere af de flygtningebørn, hun tidligere har besøgt i ørkenstaten.
Nadim blåstempler officielt VM i Qatar med modydelser, vi ikke kender omfanget af. Men hun bliver utvivlsom betalt fyrsteligt på den ene eller anden vis
I stedet blåstempler hun officielt VM i Qatar med modydelser, vi ikke kender omfanget af. Men hun bliver utvivlsom betalt fyrsteligt på den ene eller anden vis.
Godt råd fra DBU til Nadim
DBU’s administrerende direktør Jakob Jensen gled så behændigt som muligt uden om spørgsmålet, da TV2 Sport spurgte ham til DBU’s holdning til Nadia Nadims officielle rolle op til VM. At han ikke havde nogen indflydelse på, hvad Nadim foretog sig uden for DBU-regi. Men direkte adspurgt, hvad han ville sige til hende, hvis hun var kommet til ham for et godt råd, sagde han til TV2:
”Så havde jeg givet hende det råd, at jeg syntes, det ikke ville være en god idé.”
Og mon ikke man efterhånden også DBU-toppen synes, det ikke vil være en særlig god ide at fortsætte med Nadia Nadim i landsholdstrøjen. Den konsekvens kunne man i hvert fald sagtens drage, når man hiver et andet citat fra samme TV2-interview med Jakob Jensen ind i ligningen:
”Jeg har ikke talt med Nadia om det. Hun har ikke orienteret mig – og mig bekendt heller ikke DBU – om det, siger Jakob Jensen. Vi fra DBU fortsætter den kritiske dialog for fuld kraft, uafhængigt af hvad Nadia Nadim foretager sig i Qatar.”
99 landskampe står hun noteret for. Nadia Nadim bør ikke ende i Klub 100.
Nadia Nadim blev kåret som Årets Dansker for nogle år siden af Berlingske. Hvis den nyuddannede læge stod på stemmesedlen til folkeafstemningen den 1. juni, det gør hun så ikke, ville hun nok lande helt i bund. 99 landskampe står hun noteret for. Nadia Nadim bør ikke ende i Klub 100.
Landstræner Kasper Hjulmand var i sagens natur til stede i Qatar til lodtrækningen, som faldt nogenlunde ud, om end danskerne måske godt kunne trænge til lidt afveksling fra første seedningslag, hvor Frankrig igen dukkede op fra bowlen. Akkurat som franskmændene var i samme pulje i med Danmark i 2018 ved VM i Rusland og ditto tilbage i 2002. De to øvrige modstandere bliver Tunesien og Peru, som Danmark ligeledes var i pulje med i 2018 eller Australien/De Forenede Arabiske Emirater.
Han glædede sig i sagtens sportslige natur til udsigten til en VM-slutrunde med danske deltagelse, men han havde det også ambivalent med at skulle stille op i Qatar, som han udtrykte det til TV2 Sport:
”Den anden del er, at jeg ikke føler mig godt tilpas her. Jeg føler, at det er på det forkerte grundlag, de har fået tildelt VM-værtskabet. Der er mange ting ved den her proces, der ikke er snorlige – tværtimod. Det er følelsen af, at der er fundamentale forskelle på mennesker, og jeg har det helt personligt meget svært ved, at mennesker ikke bliver behandlet ligeværdigt.”
Ikke at det ligefrem trak Eriksen ud af rampelyset, for allerede lørdag tændte han det for fuldt blus igen på Stamford Bridge
Danmark åbner VM-slutrunden tirsdag den 22. november klokken 14 dansk tid. Hverken årstid eller tidspunkt der meget VM-stemning over, men måske rart at bede om en ferie- eller fridag midt i novembers grålige tristesse.
Efter en veloverstået landsholdssamling i Christians Eriksens altoverstrålende tegn, kom der igen gang i de nationale ligaer. Ikke at det ligefrem trak Eriksen ud af rampelyset, for allerede lørdag tændte han det for fuldt blus igen på Stamford Bridge, da hans nye mandskab med Thomas Frank i spidsen, oprykkerne Brentford, sensationelt gennembankede Champions League-mestrene fra Chelsea med hele 4-1.
Med Christian Eriksen i overblikkets dirigent- og boldholdende og fordelende rolle som sædvanlig. Og endnu en scoring, den til 3-1, og dermed kom han på tavlen for tredje kamp på stribe efter Eriksens seneste to landsholdsmål mod henholdsvis Holland og Serbien.
Superligaen tog hul på både mesterskabs- og nedrykningsslutspil. Brøndby har mistet momentum i foråret, og de forsvarende mestre mistede for alvor grebet om en gentagelse ved at lægge ud med et 1-0-nederlag på hjemmebane til Randers. 11 point op til FC København er for meget at løbe ind i ni kampe.
For netop FC København vandt sin syvende kamp i træk med en kneben sejr i Aalborg, da den svenske landsholdsspiller, Viktor Claesson, som københavnerne har hentet fra russiske FC Krasnodar på grund af krigen i Ukraine, afgjorde kampen i sin debut ti minutter før tid på en relativ nem afslutning, da AaB-keeper, Jacob Rinne, ikke fik bokset bolden ordentlig væk.
Alvorligt baghjul
Dermed lægger FCM ud i medaljeslutspillet på alvorligt baghjul mod Silkeborg mandag aften og ni point op til FC København. Selvom de har to indbyrdes opgør at gøre godt med, inden pokalen skal i vejret, skal de pinedød vinde de fleste af de øvrige kampe i medaljeslutspillet, hvis midtjyderne vil i spil til mesterskabet.
Sønderjyske er i den grad i spil til nedrykning efter endnu et nederlag. Denne gang hjemme til Viborg, der nu fører nedrykningsspillet, efter AGF hjemme måtte nøjes med 0-0 mod Vejle. Vejlenserne har kontakt til især FC Nordsjælland, der tabte 2-1 til OB i Odense, i duellen om den anden nedrykningsplads.
Se resultater og stillinger i fodbold her
Husk at like og følge POV Sports Facebookside
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.