POLITIK // ANALYSE – Mads Fugledes markante partihop fra Venstre til Danmarksdemokraterne viser, at der endnu er langt til bunden i Venstres krise. Og at det er svært at se en farbar vej frem. Venstre bliver ikke et stort parti igen de næste mange år.
Inger Støjberg smilede og spandt som en glad kat, der lige har fået en skål fløde. Troels Lund Poulsen, Stephanie Lose og Søren Gade lignede derimod noget, katten havde slæbt ind: forslåede og gispende efter lang tids kamp mod en overlegen modstander.
I øjeblikket ligger partiet og roder omkring 10 pct. med pil nedad, og ingen tror for alvor på, at partiet i de nærmeste måneder kan komme op i nærheden af de 13,3 pct., man fik ved folketingsvalget
Og modstanderen er ikke Inger Støjberg – hun høster bare frugterne – men den værste modstander af alle: partiet selv. Et parti i dyb splittelse og famlende i mørke efter en vej frem.
Eksistentiel krise
Sådan så det ud hele tirsdag, hvor Danmarksdemokraternes leder forståeligt havde svært ved skjule sin glæde over at have fået en markant stemme med intellektuel pondus fra Venstres højrefløj over i sit eget parti.
Venstre-toppen ømmede sig modsat, efter at Mads Fuglede med sine udtalelser om, hvorfor han forlod Venstre, havde stukket kniven ind alle de steder, hvor det gør allermest ondt på Venstre: CO2-afgiften, beslutningen om at gå i regering med Socialdemokratiet efter gennem hele valgkampen i efteråret 22 at have lovet det modsatte og Fugledes modvilje mod flere af de kompromisser, Venstre har måttet indgå som led i regeringsdeltagelsen. En modvilje, han deler med mange i baglandet, der altid har betragtet Socialdemokratiet som hovedfjenden.
Tirsdagens reaktioner udstillede et Venstre i en afgrundsdyb, ja næsten eksistentiel, krise, hvor Søs Marie Serup, der i mange år arbejdede som spindoktor for Venstre, ligefrem mener, at partiet kan komme til at se meningsmålinger på helt ned til 5 pct.
I øjeblikket ligger partiet og roder omkring 10 pct. med pil nedad, og ingen tror for alvor på, at partiet i de nærmeste måneder kan komme op i nærheden af de 13,3 pct., man fik ved folketingsvalget – et resultat, der var det dårligste siden valget i 1988.
Politikudviklingen forsømt
De tre store, historiske partier i Danmark har traditionelt været talerør for hver deres segment i befolkningen – hver deres klasse: Socialdemokratiet tog sig af arbejderne, De Konservative af borgerskabet og Venstre af landmændene. Sidstnævnte gruppe er svundet voldsomt ind lige siden 1950’erne, men det har Venstre ikke haft noget langsigtet, strategisk svar på.
Under Uffe Ellemann-Jensen og Anders Fogh byggede man i 90’erne og 00’erne med en vis succes bro mellem land og by og vandt mange stemmer i hovedstadsområdet og de største provinsbyer. Men da Lars Løkke Rasmussen blev formand i 2009, faldt projektet mere eller mindre sammen igen.
Det er ikke helt ved siden af at sige, at Moderaterne på lange stræk er blevet den udgave af Venstre, Jakob Ellemann-Jensen inderst inde gerne ville have skabt
Dels fordi Løkke ikke var nogen strategisk tænker og aktør på den måde, dels fordi perioden var præget af den evige magtkamp med næstformand Kristian Jensen og de mange skandalesager med flyrejser på 1. klasse og partiets indkøb af underbukser til formanden.
Samtidig havde Venstre statsministerposten i en del af perioden, hvor der var rigeligt at gøre med at håndtere en stadig mere dysfunktionel regering bestående af Venstre, Liberal Alliance og De Konservative.
Pest eller kolera?
Så det var for sent, da Lars Løkke midt i valgkampen i 2019, og uden at orientere partiet på forhånd, udgav Befrielsens øjeblik, hvor han undsagde yderfløjene i dansk politik og argumenterede for en regering hen over midten. Bogen førte sammen med rigsretssagen mod Inger Støjberg til en sprængning af Venstre i tre dele.
Det er ikke helt ved siden af at sige, at Moderaterne på lange stræk er blevet den udgave af Venstre, Jakob Ellemann-Jensen inderst inde gerne ville have skabt, men som han ikke havde magt til at føre ud i livet. Et grønnere og mere bredt favnende parti med fokus på også storbyvælgerne. Resten af den position har Liberal Alliance taget, og mon ikke også De Konservatives nye formand, Mona Juul, vil flytte sit parti i den retning?
Modsat har Inger Støjberg sat sig på provins- og landbrugs-Venstre på en måde, der ikke levner meget plads til andre. Og partiet har efterhånden fået så mange velkvalificerede medlemmer, ikke mindst i Folketinget, at det snart må begynde også at markere sig på andre områder.
Så hvor skal “det rigtige” Venstre placere sig? Det er et umuligt valg mellem pest og kolera.
Venstres bagland vil “hjem”
Og det er svært at manøvrere i med en partiorganisation, hvor de traditionelle, jyske kredse med mange landmænd sender mange flere delegerede til alle de politisk besluttende organer end kredsene i byerne. Og det er svært med et modvilligt bagland, der har mere end svært ved at holde mund og næppe vil kunne gøre det helt frem til, at der i slutningen af juni kommer et resultat ud af 7-partsforhandlingerne om en CO2-afgift.
Det er langtfra sikkert, at parterne, der spænder fra Danmarks Naturfredningsforening til Landbrug & Fødevarer, kan blive enige
Der er ikke meget tvivl om, at hvis baglandet skulle bestemme, forlod man regeringen, sagde nej til CO2-afgiften og “vendte hjem” til blå blok. Det føles i dag som en evighed siden, Jakob Ellemann-Jensen kæphøjt og overmodigt afviste den løsning og sagde, at “Venstre skal ikke hjem. Venstre skal videre”. Men det er faktisk kun syv måneder siden.
At storby-Venstre stadig findes og vil kæmpe for CO2-afgifter mv., blev tydeligt i weekenden, hvor Jan E. Jørgensen, der er valgt på Frederiksberg, i Berlingske beklagede sig over, at landbruget stadig fylder så meget i partiet.
Svaret blæser i vinden
I dag er Jakob Ellemann-Jensen ude af dansk politik – langt ude – og Venstres strategi blæser i vinden. Det var tydeligt, at da Troels Lund Poulsen gav et stort interview i Berlingske i slutningen af januar og sagde, at også vælgerne på Østerbro skal kunne spejle sig i partiet, sagde han intet om hvordan. Han nævnte i det hele taget ingen af de emner, man traditionelt forbinder med den målgruppe.
Det er tydeligt, at toppen i Venstre ikke aner deres levende råd. Krisen i Venstre fordybes uge for uge, og dagens nyrehug har knockout-potentiale, hvis det gentages af andre Venstre-MF’ere eller af stærke kræfter i baglandet.
Den forkerte strategi
Det er efterhånden også tydeligt, at Venstre har valgt den forkerte strategi ved at trække hele processen omkring indførelsen af CO2-afgiften i langdrag med at lægge det ud til forhandlinger mellem syv forskellige interesseorganisationer, der forventes at komme med et resultat efter EU-valget d. 8. juni, men før skolernes sommerferie. Tanken er så at forsøge at fraskrive sig ansvaret for beslutningen ved at implementere det forlig, organisationerne forhåbentlig når frem til.
Men det er langtfra sikkert, at parterne, der spænder fra Danmarks Naturfredningsforening til Landbrug & Fødevarer, kan blive enige. Og uanset hvad, er der lagt op til en lang, lang sommerperiode, hvor debatten om CO2 rigtig kan få lov til at fylde.
Det er længe siden, at Venstre-medlemmer kunne joke lidt med, at hvis man lagde stemmetallene for …. Moderaterne, Danmarksdemokraterne og moderpartiet – sammen, gik det da egentlig meget godt. Venstre risikerer at blive det mindste af de tre partier i de kommende år
Det er også tydeligt, at man i toppen af Venstre har undervurderet CO2-modstanden i baglandet. I hvert fald har argumentet om, at alternativet – en CO2-afgift indført kun af centrum-Venstre – vil blive langt værre, ikke bidt på Venstres bagland.
Ikke sjovt længere
Det er efterhånden længe siden, at Venstre-medlemmer kunne joke lidt med, at hvis man lagde stemmetallene for de tre varianter af Venstre – Moderaterne, Danmarksdemokraterne og moderpartiet – sammen, gik det da egentlig meget godt.
Det gør det stadigvæk: Mandagens Voxmeter gav de tre partier 24,9 pct. af stemmerne – men nu er det ikke sjovt længere. For Venstre risikerer at blive det mindste af de tre partier i de kommende år.
Læs også Frank Korsholms analyse “CO2-afgiften er Venstres chance for en ny begyndelse”
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
