CORONA I AFRIKA // KRONIK – Vestens corona-egocentrisme har katastrofale konsekvenser, og vi fatter det ikke, skriver Stig Jensen, lektor i Afrikastudier. “Vi har ikke formået at bidrage til noget gennembrud i corona-bekæmpelsen i Afrika, samtidig med at vores råd og interventioner har forværret kontinentets værste kriser, hvilket begge har været medvirkende til at forlænge pandemien globalt.” På lørdag står 12 forskellige humanitære organisationer bag Danmarks Indsamling 2022, til støtte for coronakrisens børn.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
VICTORIA FALLS, ZIMBABWE – ”Det er noget lort.” Ordene kommer fra Webster Musaidzi. Han er lokal rejsearrangør, og vi mødes den 30. november 2021, på hovedvejen til Victoria Falls. Websters dårlige humør skyldes, at han på få dage har mistet 90 pct. af bestillingerne for julen 2021 og januar 2022.
Websters humør var anderledes fremragende, da vi fire dage tidligere mødtes, hvor han berettede om det højeste antal reservationer i mange år.
I afrikanske byer lever rigtig mange mennesker fra hånden i munden. Deres livsgrundlag forsvandt på én gang, da næsten alt blev nedlukket fra den ene dag til den næste
Hans pludselige humørskifte og aflysningerne skyldes, at Vesten har farvet det sydlige Afrika rødt og lukker ned for rejsene. Dette sker, som en reaktion på sydafrikanske virologers opdagelse af en ny covid19-variant, der senere har fået navnet Omikron.
Vagabonden og turisten
Mit humør er ligeledes i kulkælderen, for min arbejdsplads, Københavns Universitet, har bedt mig om at afslutte feltarbejdet før tiden og rejse hjem. I det øjeblik opstår der et skæbnefællesskab mellem os.
Vore livssituationer afspejler nærmest perfekt ’vagabonden og turisten’, sociologen Zygmunt Baumans to mennesketyper i den globaliserede verden.
Vore livsbetingelser er grundlæggende forskellige, hvor Websters, selvom han tilhører den lokale økonomiske elite, passer på vagabonden. Websters overlevelsesmuligheder afhænger af evnen til at hutle sig igennem i den lokale situation. I kølvandet på rejserestriktionerne er hans økonomiske fundament forsvundet som dug for solen.
Situationen er ikke en ny oplevelse for Webster, for en tilsvarende situation opstod i marts 2020, i forbindelse med den første corona-nedlukning. Erfaringen gør ikke Websters humør bedre, snarere tværtimod, for den forudgående nedlukningsperiode var, med hans eget udtryk, absolut forfærdelig.
Livsbetingelserne for Webster og andre Zimbabwere er i forvejen vanskelige – de lever i et land, der har fået prædikatet ’verdens hurtigste skrumpende økonomi’.
Over halvdelen af de afrikanske nationer er så gældstyngede, at de reelt er gået konkurs. UNICEF og en række andre internationale institutioner har dokumenteret, hvordan de afrikanske nationers gæld er vokset under corona-krisen
Min livsituation, som turisten, er anderledes gunstig. For min chef har allerede skaffet plads på et fly senere samme dag. Jeg skal bare tage over grænsen til Livingstone, i Zambia, og flyve hjem.
Meldingerne fra Danmark er: ”Rejs hjem nu, mens du stadigvæk kan, for alle ikke-afrikanske flyselskaber lukker deres ruter fra det sydlige Afrika.” Jeg trækker på alle goderne i den globaliserede verden.
Mine bekymringer går i første omgang på konsekvenserne af den for tidlige afslutning af feltarbejdet, samt karantænen i Danmark. Økonomisk er min største corona-relaterede bekymring, som det også gælder for (mange) andre danskere, det voksende beløb, der skal betales i negativ rente til banken.
Når Webster og jeg får et ’fælles’ problem, så skyldes det, at myndighederne i Vesten følger anbefalingerne fra sundhedsrådgivere. Deres råd er øjeblikkelig international isolation af det sydlige Afrika. Hovedargumentationen for nedlukningen er at forsinke udbredelsen af den nye og potentielt farlige covid19-variant til Vesten. Trods den vidtgående nedlukning, bliver omikron-varianten dog altdominerende i Vesten i løbet af få uger.
Vestligt fokus forkert for Afrika
For os i Vesten er corona-krisen primært en sundhedskrise, hvor nedlukninger og vacciner er helt centrale elementer i inddæmningen, og dermed bekæmpelsen, af covid19. Vi anser nedlukninger som helt nødvendige reguleringsinitiativer i beskyttelsen af sundhedsvæsenerne.
I Vesten er vort altdominerende fokus i bekæmpelsen af pandemien på egen nation og egne borgere. Det er også på dette politiske grundlag, hvor Vesten sammen med internationale organisationer, især WHO, har rådgivet afrikanske nationer i deres corona-håndtering.
Det internationale samfunds anbefalinger, specifikt rådene om nedlukning og senere vaccinationer, har mange afrikanske stater fulgt og implementeret. Konsekvenserne af ikke mindst nedlukninger har, i kombinationen med de andre kriser, været katastrofale i Afrika. Her er det vigtigt at notere, at anvendelsen af termen ’Afrika’ bliver stadig vanskeligere og meningsløs at arbejde med, fordi variationerne på kontinentet gør generaliseringer stadig mere problematiske. Når jeg alligevel anvender betegnelsen er det fordi der i relation til håndteringen af corona-krisen er nogle fællestræk.
At pandemihåndteringen har taget udgangspunkt i de internationale anbefalinger, er den primære forklaring på de massive negative corona-relaterede konsekvenser, der ses mange steder i Afrika. Anbefalingerne har taget afsæt i en kombination af såvel vores virkelighedsopfattelse og reguleringsinitiativer. som det der fungerer hos os.
Den underliggende opfattelse i Vesten bygger på forestillingen om, at når corona-krisen er alvorlig for os, så må den være endnu værre i Afrika. Altså i bund og grund en opfattelse af vores egen situation kombineret med en uvidenhed om afrikanske forhold, og den afledte manglende forståelse for konsekvenserne af konkrete initiativer i en afrikansk kontekst.
Katastrofale konsekvenser
De internationalt drevne corona-relaterede nedlukninger blev iværksat i marts 2020, med vidtrækkende og forskellige konsekvenser i Afrika. Fokus i det følgende er på forværringer af de socioøkonomiske kriser.
De samfundsøkonomiske konsekvenser af internationalt anbefalede nationale nedlukninger var meget værre og påvirkede langt flere i Afrika end i Vesten. Nedlukningerne smadrede de lokale økonomier
Den første af de to nedlukningsbølger lukkede nærmest verdensøkonomien ned. Den nedlukning fik øjeblikkeligt alvorlige implikationer i Afrika for et utal af virksomheder og millioner af mennesker, såsom Webster. Da deres økonomiske fundament er koblet op på den globaliserede økonomi, forsvandt alt. En situation, der på nationalt plan har haft makroøkonomiske konsekvenser.
I den sammenhæng er det værd at nævne, at over halvdelen af de afrikanske nationer er så gældstyngede, at de reelt er gået konkurs. UNICEF og en række andre internationale institutioner har dokumenteret, hvordan de afrikanske nationers gæld er vokset under corona-krisen.
De samfundsøkonomiske konsekvenser af internationalt anbefalede nationale nedlukninger var meget værre og påvirkede langt flere i Afrika end i Vesten.
Nedlukningerne smadrede de lokale økonomier, særligt hårdt ramt var byområderne, med de fattigste som de mest udsatte. I afrikanske byer lever rigtig mange mennesker fra hånden i munden. Deres livsgrundlag forsvandt på én gang, da næsten alt blev nedlukket fra den ene dag til den næste. Erfaringer fra de forskellige afrikanske lande indikerer, at det er voldsomt.
De nationale nedlukninger har ligeledes bidraget til undermineringen af sammenhængskraften i afrikanske samfund, noget som i forvejen var stærkt udfordret i mange lande og stedvist slet ikke eksisterende. Nedlukningerne var for de fleste mennesker uforståelige og unødvendige, da virussen i hovedparten af landene endnu ikke forekom.
I de fleste afrikanske samfund var der på det tidspunkt intet kendskab til covid19. Myndighedernes hårdhændede behandling af overtrædelser mod nedlukningerne, primært i byerne, var ikke gavnligt for hverken nedlukningernes eller myndighedernes popularitet.
Nogle afrikanske stater brugte de internationale anbefalinger til stramning af grebet om befolkningen. I tillæg skal nævnes, at min analyse af nationale valg i Afrika under corona-perioden viser udvikling i retning af mere autoritære styrer og mere polariserede konflikter.
Derudover har nedlukningerne haft andre negative konsekvenser. Det er oplagt at fremhæve de massive sociale og uddannelsesmæssige implikationer for særligt børn og unge, set eksempelvis i lyset af at uddannelsessteder har været lukket, uden online muligheder som i Danmark, nogle steder i mere end et år. Det er eksempelvis tilfældet i Uganda.
Man kan ikke beskytte det, der ikke findes
De afrikanske landes sundhedsvæsener er, som i Vesten, også presset af covid19. Ser vi på de tilgængelig tal, så viser en opgørelse fra den 3. januar 2022, at der har været 228.763 covid19-dødsfald i Afrika under hele krisen. Det er umiddelbart rigtig mange mennesker, men det er relevant at problematisere såvel validiteten af data, som mængden af covid19-dødsfald set i forhold til andre sygdomme.
Tal og statistikker fra Afrika er behæftede med store usikkerheder og skal altid tages med forbehold. Det gør eksempelvis UNAIDS også, når de opgør AIDS-dødsfald i 2020 til 680.000, men samtidig fremhæver, at dødstallet reelt ligger mellem 480.000 og én million. Ser vi på WHO’s opgørelse af malariadødsfald for 2020, så ligger det på 627.000. Altså er dødstallene for såvel AIDS som malaria langt højere end antallet af ofre for covid19. Dertil skal nævnes, at opgørelser over dødsfald i Afrika fordelt på sygdomme viser, at mentale-, lunge- og mave-tarm-sygdomme hver især skulle kræve endnu flere døde end covid19, AIDS og malaria.
Hovedparten af de afrikanske lande har ikke sundhedssystemer, der kan løfte de massive udfordringer. Derfor giver nedlukning af hele samfund for at beskytte sundhedsvæsnet begrænset mening.
I denne sammenhæng skal nævnes, at borgernes tilgængelighed til og brug af sundhedsvæsnet er grundlæggende forskellige i Vesten og i Afrika. Et offentligt sundhedsvæsen er et fatamorgana for mange og stadig flere afrikanere. Det er der mange grunde til, og sundhedsvæsenerne i mange afrikanske nationer er påvirkede af mange faktorer. En af de mere underbelyste er de udbredte destabiliseringer af nationer, som betyder at i nogle, og desværre stadig flere lande, har myndighederne svært nok ved bare at kontrollere hovedstaden.
De færreste almindelige mennesker i Afrika efterspørger hjælp fra sundhedsvæsenet for symptomer, der minder om influenza eller forkølelse, som det har været kendetegnende for de fleste med covid19
Det kan kobles med, at sundhedsvæsenet indtil corona-krisen generelt har været et underprioriteret, og dermed stærkt underfinansieret politikområde i mange afrikanske nationer. Det bliver således skæbnens ironi, at det primært er de magtfulde by-eliter, der efterspørger sundhedsvæsenernes service til covid19-behandling.
Netop den gruppe har nemlig tidligere konsekvent fravalgt det nationale sundhedsvæsen på grund af for lav kvalitet og er rejst ud for at blive behandlet. Corona-nedlukningen betød for by-eliterne, at de var lukket inde og nu måtte leve med de nationale sundhedssystemer.
De færreste almindelige mennesker i Afrika efterspørger hjælp fra sundhedsvæsenet for symptomer, der minder om influenza eller forkølelse, som det har været kendetegnende for de fleste med covid19. Talrige undersøgelser viser således, at unge mennesker generelt får milde sygdomsforløb, og medianalderen i Afrika er under 20 år, mens den i EU er næsten 43 år. D
ertil skal nævnes, at spredningen af covid19 i Afrika har været reduceret af, at folk bor spredt, uden for byerne og at klimaet er varmt. Derudover kan det nævnes, at den almindelige afrikaner også ofte fravælger sundhedsservice af andre grunde. Typisk er den økonomisk uopnåelig.
Netop service indenfor sundhedsvæsenet er central i forbindelse med det andet redskab i Vestens eksporterede krisehåndtering, nemlig udrulningen af mirakelmidlet i kampen mod covid19: vaccinerne. Vacciner til Afrika har været et af de mest debatterede corona-relaterede emner både i Danmark og Vesten generelt. Der har været udbredt kritik af vores såkaldte ’vaccinenationalisme’.
Argumentationen er, at vi er så forhippede på at skaffe vacciner til egne befolkninger, og det reducerer tilgængeligheden i Afrika.
Det er i sig selv tankevækkende, at det i en erklæret global pandemi primært er de asiatiske stormagter, der hjælper de afrikanske lande og deres borgere
Dette synes at være en valid kritik i den første fase af vaccineudrulningen. Da vores egne indledende vaccinebehov er dækket, bliver der overskud til at fokusere bare en smule på vacciner til andre områder. Det er rimeligt at antage, at flere afrikanske lande står meget langt tilbage i køen.
Vacciner ikke mirakelløsningen i Afrika
Alligevel vil jeg problematisere, om vaccinenationalisme er det mest centrale spørgsmål relateret til corona-krisen i Afrika. Min oplevelse er, senest fra Zimbabwe og Zambia i november-december 2021, at der er tilgængelige vacciner. Disse er i øvrigt primært produceret i og leveret af Indien og Kina. Det er i sig selv tankevækkende, at det i en erklæret global pandemi primært er de asiatiske stormagter, der hjælper de afrikanske lande og deres borgere.
Men selvom der kommer vacciner til Afrika, så ligger de største udfordringer i forbindelse med udrulningen af vaccinerne. Årsagerne er mange, men blandt de vigtigste er især en kombination af udbredt folkelig uvilje mod at lade sig vaccinere og almen skepsis overfor ’vestlige’ medicintiltag, et overbebyrdet sundhedsvæsen, og ikke mindst at myndighederne stadig flere steder ikke har reel kontrol over landet.
I eksempelvis Zambia, som er et gældstynget, men på andre områder ellers velfungerende, afrikansk land, er under 5 pct. af befolkningen corona-vaccineret. Samlet set skal under 10 pct. af befolkningen på kontinentet være vaccinerede med store variationer, fra eksempelvis Seychellerne med over 83 pct. til Burundi med omkring 0,04 pct. vaccinerede. Samtidig med at der kommer stadig flere historier fra forskellige afrikanske nationer om vacciner, der ligger og rådner op.
Vestens tredobbelte fallit
Status er, at Vestens bidrag til pandemibekæmpelse i Afrika indtil videre har været tredobbelt katastrofal. Vi har ikke formået at bidrage til noget gennembrud i corona-bekæmpelsen i Afrika, samtidig med at vores råd og interventioner har forværret kontinentets værste kriser, hvilket begge har været medvirkende til at forlænge pandemien globalt.
Denne konklusion passer ikke ind i vores selvforståelse og huer ikke vestlige meningsdannere, medier, politikere, med flere, som vil være uforstående og afvisende over for kritikken. Men årsagen skal findes i vores uvidende ageren i forhold til Afrika, som igen til dels bunder i vores selvfede arrogance.
En udbredt forestilling i Vesten er, og det er ikke kun relateret til corona-krisen, at vi hjælper Afrika. I Vesten ser vi generelt vores egne initiativer som både gode og rigtige, og da vi oven i købet synes, vi bruger rigtig mange penge på dem, så må de mulige manglende succeser skyldes afrikanske dysfunktionaliteter.
Min konstatering er, at Vestens utilpassede løsninger ikke løser, men derimod skaber endnu større, problemer i Afrika
Og det er da korrekt, at der er mange og stadigt flere udfordringer i Afrika, men kombination af egoisme, frygt og projicering af egne løsningsmodeller er sjældent en succes på udebane, og da slet ikke i en afrikansk kontekst.
Min konstatering er, at Vestens utilpassede løsninger ikke løser, men derimod skaber endnu større, problemer i Afrika. I vores corona-håndtering er fokus på en isoleret akut sundhedskrise. I Afrika er der mange og sammenhængende kriser, og bare én af dem er en kronisk sundhedskrise. Den er alvorlig, men sådan har det været længe før pandemien.
Mit naive håb er, at vi i evalueringen af vores pandemiindsats vil anerkende ovenstående kritikpunkter.
Derved kan vi i fremtidige krisehåndteringer fjerne skyklapperne og arbejde mere helhedsorienteret. Fundamentet bygger på global sammenhængskraft, lokalt tilpassede indsatser baseret på flerfaglig viden, og sidst men ikke mindst erkendelse af de sammenhængende kriser.
I mellemtiden glæder jeg mig over mit privilegium som turist i den globaliserede verden.
Danmarks Indsamling 2022
På lørdag den 29. januar står 12 forskellige humanitære organisationer bag Danmarks Indsamling 2022, som er til støtte for coronakrisens børn.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
