DANSK POLITIK // ANALYSE – Rygterne om Radikale Venstres død er stærkt overdrevne, men man kan næppe bebrejde nogen, at de er opstået. Bortset fra nye sager om sexchikane, partiflugt og konstante udfordringer af Sofie Carsten Nielsens grundskudte troværdighed, hvornår har man så sidst hørt positive politiske livstegn fra det gamle husmandsparti med ”de rigtige meninger”?
Radikale Venstre formår ikke at gøre sig interessante, og selv om Minksagen kunne være foder for ridderne på de høje heste, lader det ikke til, at partiet har strategisk forståelse nok til at tage ejerskab til den eller til andre politiske sager. Medmindre partiet snart lægger fløjlshandskerne over for regeringen, risikerer det at ende i en regulær dødskamp ved næste folketingsvalg.
Men lige som man ikke skulle skrive en tidlig nekrolog over Mark Twain, skal man heller ikke gøre det over Radikale Venstre. Partiet har før været nede og suge grundvand og rejst sig som en anden fugl Phønix.
Det er åbenbart skæbnebestemt, at partiet som en sinuskurve skal svinge inden for et interval på ca. 3 – 9 pct. med enkelte afstikkere som fx i 1968, 71 og 73 under Hilmar Baunsgaard med en tilslutning på hele 15 pct.
Men lige nu gør Radiale Venstre ingen af dele. De regerer hverken inden for eller uden for regeringen
Enten sidder de radikale i regeringen eller også regerer de, sagde socialdemokraten Ivar Nørgaard, hvilket bogen, Kongemageren, tydeligt bekræfter, da Niels Helveg Petersen sanktionerede Poul Nyrups Rasmussens formandsopgør med Svend Auken, som Helveg havde mistet tilliden til i starten af 1980’erne.
Marianne Jelved svingede håndtasken som økonomiminister op gennem 1990’erne under Poul Nyrup Rasmussen og Margrete Vestager sikrede i Tårnet på Amager, at Helle Thorning Schmidt holdt sig på dydens smalle sti og videreførte VK’s ansvarlige økonomiske politik i hele regeringsperioden fra 2011-15. Ingen var den gang i tvivl om de radikales kæmpe fodaftryk på den førte politik og Magrethe Vestager benyttede som bekendt sin popularitet til at snuppe kommissærposten i Bruxelles og ovenikøbet opnå ”genvalg” i 2019.
Partiet må finde betydningen af midten
Men lige nu gør Radiale Venstre ingen af delene. De regerer hverken inden for eller uden for regeringen. Partiet spiller ingen afgørende rolle, da Mette Frederiksen har succes med at række ind over midten og få skabt brede aftaler om klimaloven og udlændingepolitikken, hvortil kommer hendes corona-håndtering, som Radikale Venstre lader til at blåstemple råt for usødet. I hvert fald gør de ikke væsen af sig udadtil i debatten.
Radikale Venstre er et midterparti. Mange radikale har den selvopfattelse, at de repræsenterer fornuftens stemme. De er modvægt til de yderste holdninger på såvel venstre- som på højrefløjen. På midten vil man hellere diskutere sig frem til pragmatiske løsninger. Lægge vægt på de humanistiske værdier, løse klimaproblemerne, miljøet og de sultne børn i Afrika samt have både EU og FN med i sine aftenbønner. Intet er så godt som at have et FN-communiqué på sit natbord, som en tro, men selvironisk, radikal engang formulerede det i en lystig stund.
det, som de unge radikale ikke forstår, er, at man ikke kan snakke sig til at være et midterparti. Man skal vise det
Men det, som de unge radikale ikke forstår, er, at man ikke kan snakke sig til at være et midterparti. Man skal vise det. Vise, at man i perioder er klar til at flytte sine lodder til den anden side af den politiske vægtstang for så at flytte dem tilbage igen efter en periode. Som ballast på et skib, der krænger fra side til side.
Det har Radikale Venstre imidlertid ikke gjort siden ”det var forår for Helveg” i 1988, da de gik med i Schlüter regeringen, for så fem år efter at lade pendulet svinge tilbage og sikre Poul Nyrups SR-regering i de næste ti år frem til 2001. Her viste partiet sig som et ægte midterparti, og blev ovenikøbet belønnet for det ved valget i 1994, hvor det gik til 4,6 pct. Glemt var så til gengæld alt om, at partiet var blevet straffet for sin deltagelse i Schlüters KVR-regering og ved valget i 1990 indkasserede sit historisk dårligste resultat på 3,6 pct.
Så selv om de radikale regerer i regering eller uden for, er det hverken let for partiet selv at være inden- eller udenfor. Partiet er åbenbart forudbestemt til at skulle ned og kysse spærregrænsen en gang imellem.
Politik defineres ikke af, hvad man siger, men af, hvad man gør. Og Radikale Venstre har ikke optrådt som et midterparti i næsten 30 år, hvilket også er en af årsagerne til, at Lars Løkke Rasmussen inden sandsynligvis ret længe søsætter sit nye parti for at indtage den ledige midterplads. Et nyt centrum-højreparti.
Gang i den radikale svingdør
Radikale Venstre fik et godt valg i 2019 med 8,6 pct. af stemmerne. Morten Østergaard blev belønnet for at trække overskrifter om ultimative krav på klimapolitikken, men siden har skandalerne raslet ned om ørene på partiet og ikke mindst Morten Østergaard selv. Han er nu definitivt fortid i partiet pga. den berømte hånd på Lotte Roeds lår samt et generelt problem med at styre sine drifter ud på de sene nattetimer.
Senere smækkede det løsgående missil, Jens Rohde, med døren, da han ikke længere kunne se sig selv i alt det politiske korrekte, mens Ida Auken vel naturligt nok søgte nye græsgange i Socialdemokratiet, efter hun i sin lange stressorlov havde haft nerver nok til at udføre partiskadelige virksomhed mod den nye leder, Sofie Carsten Nielsen.
Som rosinen i pølseenden har Marianne Jelved valgt ikke at genopstille efter 33 års tro tjeneste.
De seneste meningsmålinger siger 4,4 pct. og dermed har partiet tabt mere end hver tredje vælger siden valget. Det eneste lyspunkt efter uromagernes exit er, at der nu synes at være styr på de indre kommandoveje, da rygterne om Martin Lidegaards farvel er bragt til ophør med hans inddragelse i ledelsen.
Sofie Carsten Nielsen er grundproblemet i sexismesagen
Det ændrer ikke på, at Radikale Venstre befinder sig i en dyb krise. Karret med grænseoverskridende krænkelseshistorier er tilsyneladende bundløst, viste en undersøgelse fra Kvinfo, og sexismeafsløringerne har givet Sofie Carsten Nielsen et gigantisk troværdighedsproblem.
Hun blev fedtet ind i fortrolighed ved, som en anden katolsk præst, at være den, som folketingsgruppen kunne betro sig til med deres personlige chikaneoplevelser, hvilket forhindrede hende i at delagtiggøre andre i sin insider-viden. Hun blev dermed fanget i en loyalitetsfælde.
Sms-udvekslingen med Ida Auken om Morten Østergaards udskejelser samt nye oplysninger om chikanesager tilbage i 2019 hjælper hende bestemt heller ikke med at genoprette troværdigheden
Efter Morten Østergaards canossagang blev Sofie Carsten Nielsen gjort til formand for at løse sexismeproblemerne, men hun blev i stedet hurtigt til en forlængelse af problemerne pga. sin fortid. Hun må have haft viden om den sexistiske kultur, men afviser det blankt. Hendes afvisning er utroværdig, og det klæber hårdt til hende.
Sms-udvekslingen med Ida Auken om Morten Østergaards udskejelser samt nye oplysninger om chikanesager tilbage i 2019 hjælper hende bestemt heller ikke med at genoprette troværdigheden. Det kan blive fatalt for hende og hele sagen ligger som en eksplosiv vejsidebombe for partiet op til det kommende folketingsvalg.
Alle valg har deres overraskelser. Nogle partier går væsentlige mere frem, end meningsmålingerne har antydet, mens andre får sig en dukkert, der er langt dybere end selv de klogeste politiske eksperter havde turde spå om. Folketingsvalg har det med at accelerere igangværende momentum. Spørg blot De Konservatives Per Stig Møller, der aldrig kom sig over sin løgn om sin spritdom og smed 11 mandater i 1998 eller Kristian Thulesen Dahl, der sagde farvel til 21 af sine 37 mandater ved det seneste folketingsvalg.
Radikale er tom for ideer
Radikale Venstre ligner et parti, der risikerer at gøre dem kunsten efter og at løbe ind i en kæmpe øretæve. Derfor handler det nu om at få vendt bøtten. Den tidligere udviklingsminister Christian Friis Bach overtager Jelveds gamle valgkreds i Hjørring, lige som skuespilleren Klaus Bondam også har meldt sit comeback.
Han er pt. formand for Danmarks Cyklistforbund og går næppe overraskende til valg på klima, kultur og EU. Han er opstillet på Frederiksberg og Vesterbro i København, og for partiet er det vigtigt, at det er i stand til at rekruttere kendte personer til kredsene. Signalet om, at der stadig er folk med tykt radikalt blod i årene, der vælger partiet til, og at de ikke alle løber skrigende bort, er alfa og omega for at få vendt skuden.
Men Radikale Venstre mangler stadig at gøre sig politisk interessante. Lige nu virker det, som om Regeringen kan lægge sin hånd på det radikale lår, uden der bliver sagt fra.
partiets humanistiske varemærke må have lidt skibbrud, når det ikke stiller hårdere krav til Mette Frederiksen om at få de danske Syrien-børn hjem fra flygtningelejrene. Det burde være radikalt hjerteblod
Hvornår har Radikale Venstre fx sidst vist kant og stillet barske krav til regeringen? Hvornår er partiet kommet med udspil, der redder klimaet og de sultne børn? eller kommet med overraskende meldinger på udlændingeområdet? Det er ikke sket i mands minde.
Helt uden at stille spørgsmål lader det i stedet til, at Jelveds gamle økonomisk-ansvarlige linje er kastet over bord, når Radikale Venstre nu bare affinder sig med statsministerens nonchalante svar mht. finansieringen af coronakrisen og ”den gammeldags måde at se på statens gældsætning”, ligesom partiets humanistiske varemærke må have lidt skibbrud, når det ikke stiller hårdere krav til Mette Frederiksen om at få de danske Syrien-børn hjem fra flygtningelejrene. Det burde være radikalt hjerteblod, men partiet ligner en skygge af sig selv. Et parti uden strategi.
Radikale Venstre skal bryde lydmuren for at blive interessant igen. Flytte sig politisk, hvis ikke Lars Løkke skal gafle de sidste løsthængende frugter blandt midtervælgerne.
Udfordringen for de radikale er derfor nu at overbevise vælgerne om, at skandalerne er fortid og at de er villige til at gå gennem ild og vand for at genvinde deres position som Kongemager. Det gør de kun gennem kioskbaskere på forsiden af hofavisen Politiken, der definerer ny politik og viser, at Mette Frederiksen ikke kan tage dem for givet. At de er klar til at flytte på deres vægtlodder og er et ægte midterparti.
For som et appendix til rød blok risikerer partiet blot at blive marginaliseret i mange år fremover. For Radikale handler det derfor om at tilkæmpe sig midten igen. At få vælgerne overbevist om, at de har modet til at bruge deres mandater i en magtdemonstration.
Minksagen kan blive de radikales redning
Men Radikale Venstre mangler sagen, der kan bringe dem på forsiden og tilbage i vælgernes bevidsthed.
Til det kan Minksagen være et oplagt emne. Blå bloks pt. reelt eneste politiske sag – udover genåbningsspinnet. Her har Radikale Venstre for alvor chancen for at vise tænder og stå med på vognen.
Berlingske graver pt. i grundlaget for Mette Frederiksens beslutning om at udrydde 16 mio. mink uden lovhjemmel. Måske en grundlovsstridig beslutning.
Det er muligt, at det klæder de pæne veluddannede radikale at tie, mens sagen granskes af advokater, men det giver imidlertid ingen kredit i vælgerhavet.
Derfor må det undre, at en af de afsløringer, som Berlingske har bragt til torvs, er, at det rent faktisk var den radikale Stinus Lindgreen, der forud for Mette Frederiksens pressemøde den 4. november sidste år, havde udbedt sig et notat fra Sundhedsministeriet om Cluster 5-mutationer.
I Minksagen ligger der en politisk mulighed for Radikale Venstre – ja nærmest en foræring. Vise, at det står vagt for demokratiet og retsstaten, uanset hvem der støder ind i lovparagrafferne
Det kunne ikke lade sig gøre. Stinus Lindgreen blev spist af med en sang fra de varme lande, og nu har det så efterfølgende vist sig, at notatet viste noget helt andet, end det som partierne blev orienteret om forud for beslutningen. Notatet viste, at Cluster 5 ikke udgjorde nogen stor risiko, hvilket derved rokker ved grundlaget for minkbeslutningen, selv om det retfærdigvis også skal nævnes, at regeringen på daværende tidspunkt også hæftede sig ved det såkaldte reservoirproblem ved at lægge 16 mio. potentielt smittefarlige dyr i bur. Men cluster 5 var hovedmotivet for beslutningen, da det stort set fyldte alt på statsministerens pressemøde.
Regeringen har altså holdt et notat med væsentlige oplysninger tilbage for partierne, selv om den helt eksplicit blev bedt om at udlevere det. Ovenikøbet af en radikal.
Hvorfor Radikale Venstre så ikke gør det til deres sag, er en gåde. Nedlæggelsen af et helt erhverv på et uoplyst og yderst tvivlsomt grundlag på nogenlunde samme tid, som Radikale Venstre selv var hurtig til at vise Inger Støjbergs vejen til Rigsretten.
I Minksagen ligger der en politisk mulighed for Radikale Venstre – ja nærmest en foræring. Vise, at det står vagt for demokratiet og retsstaten, uanset hvem der støder ind i lovparagrafferne.
Foreløbigt har Radikale Venstre dog taget Berlingskes afsløring uden tegn på sindsoprivelse.
Måske er rygterne om partiets død alligevel ikke overdrevne.
LÆS ALLE FRANK KORSHOLMS ARTIKLER HER
Topfoto: Martin Stampe/Flikr
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
