POLITIK // ANALYSE – En valgkamp er som et maratonløb. Man lægger ud i roligt tempo, som derefter erstattes af jævnt løb, og hvis konkurrenterne ligger tæt, gemmer man den sidste luft til en spurt på opløbsstrækningen. Har man det billede på nethinden, må man blot konstatere, at søndagens første trekants-møde på DR mellem statsminister Mette Frederiksen og de to blå bejlere til posten, Venstres leder, Jakob Ellemann-Jensen, og den konservative, Søren Pape, kom meget forsigtigt ud af starthullerne.
Der var de indledende knæbøjninger, den rolige start, men debatten kom aldrig op i tempo. De taktiske hensyn, der i politik stort set altid går ud på ikke at støde nogen fra sig, kom i højsædet.
For statsminister Mette Frederiksen er det en vanskelig øvelse. Hun er lidt bagefter i meningsmålingerne, men på ingen måde hægtet af. Valgkampen er lang, og hun har som den eneste det prærogativ, at hun bestemmer, hvornår startskuddet lyder.
Forventningerne har hos mange været, at hun ved torsdagens 1. behandling af finanslovsforslaget vil benytte lejligheden til at bede Folketingets formand om ordet for en bemærkning af særlig karakter. Derved vil hun kunne sende medlemmerne hjem efter en kort og præcis tale, uden oppositionen kommer til orde.
Men som blokkene står lige nu, synes det nok mere sandsynligt, at hun trækker pinen lidt længere og venter helt frem til deadline den 4. oktober, hvor Det Radikale Venstre står klar med en mistillidsdagsorden. Tiden arbejder stille og roligt for statsministeren, mens især Venstre skal lægge bånd på sig selv for ikke at gå hårdere i kødet på Søren Pape, der har skovlet vælgere ind på deres bekostning.
Radikale ser på ministerbiler
Mette Frederiksen går til valg på en fortsættelse af sin et-parti-regering, men alle ved, at det er utroværdigt. Det kommer ikke til at ske.
Den fhv. radikale udenrigsminister, Martin Lidegaard, har i en selvironisk video på Facebook allerede lagt champagnen på køl og været ude at se på en ny ministerbil.
Samtidig står Lars Løkke Rasmussen klar med sit nye parti, Moderaterne, hvis eneste eksistensberettigelse og overlevelsesmulighed er, at han skal være tungen på vægtskålen og sikre det brede samarbejde hen over midten.
Det er en dristig politisk strategi, der vil bære eller briste, men som under alle omstændigheder betyder, at Mette Frederiksen ikke kan afsværge sig midten på sin lange tur frem til målstregen.
Hun sidder med andre ord i saksen, hvor hun ikke kan køre benhårdt på Søren Pape og Jakob Ellemann med de sædvanlige socialdemokratiske paroler om valget mellem ”lavere skat og bedre velfærd”, for hvordan kan hun på en og samme tid lægge afstand til en blå politik og så samtidig signalere, at det altså er dem, som hun tvunget af omstændighederne og af Lars Løkke Rasmussen skal samarbejde med efter et valg.
Ellemann faldt på ingen måde igennem. Det var der ingen af de tre, der gjorde. Men debatten blev på Sørens Papes præmisser
Det sætter sin naturlige grænse for, hvor uansvarligt statsministeren kan udstille oppositionens politik i en krisetid med høj inflation og krig i Europa og samtidig få signaleret, at ”de altså ikke er mere uansvarlige, end at jeg godt vil indgå brede aftaler med dem og om nødvendigt også sidde i regering med en enkelt af dem, hvis ikke det kan være anderledes, og det i øvrigt bliver mig, der er statsminister.”
Noget af en balancegang, men det er det på den anden side også for de blå partier. Ikke så meget for Søren Pape, som det er for Jakob Ellemann-Jensen.
Konservative har valgt at køre deres eget løb, mens Venstre har brugt 25 år på at bygge sig op som et bredt favnende folkeparti. Et parti, der var i stand til at levere den samme og måske også bedre velfærd end Socialdemokratiet, når man spurgte vælgerne op gennem Fogh- og Løkke-epoken i 00’erne.
Ellemann står fast på strategi
Den profil vil Venstre ikke sætte over styr nu. Partiet kan ikke skylle Foghs/Hjorts velfærdsstrategi ud med badevandet i sidste øjeblik. Det løb er kørt. Skal der ændres strategi, må det blive i næste valgperiode.
Men Konservative har bestemt ikke gjort det let for Jakob Ellemann-Jensen.
Det så man helt tydeligt i søndagens debat. Ellemann faldt på ingen måde igennem. Det var der ingen af de tre, der gjorde. Men debatten blev på Sørens Papes præmisser.
Med Konservatives meget liberale udspil om en afskaffelse af topskatten og massive, men efter Venstres holdning også urealistiske effektiviseringsgevinster i den offentlige sektor, har Venstre lige nu kurs mod et katastrofevalg.
De gange, han forsøgte at få frem, at han ville noget andet med den offentlige udgiftsvækst end Pape, blev det så halvhjertet, at ingen ved tv-skærmene fangede budskabet
Trumfkortet Søren Gade er endnu ikke blevet spillet, og det står efterhånden mere og mere klart, at han bliver nødt til at rykke ind på den landspolitiske scene og derfor ikke blot kan benyttes som bolværk mod Danmarksdemokraterne og den jyske snusfornuft i det vestjyske.
Pape og Ellemann vil så gerne fremstå som en samlet kollision, der vil vippe Mette Frederiksen af pinden. De fik da også konstant understreget deres enighed i den første tv-debat, men problemet for Ellemann er blot, at det ikke er opskriften på at revitalisere Venstre. Den kurs holder ikke holder hele vejen hjem.
De færreste, hvis overhovedet nogen, kunne efter tv-udsendelsen huske, hvad Ellemann havde på hjerte. Hvad vil han vælges på? De gange, han forsøgte at få frem, at han ville noget andet med den offentlige udgiftsvækst end Pape, blev det så halvhjertet, at ingen ved tv-skærmene fangede budskabet.
Det er den sikre vej til skafottet for Ellemann, selv om Søren Pape nok skal belønne ham med en fin ministerpost, hvis det blå projekt lykkes.
Men Ellemann får ikke lov til at glide af ret meget længere. Som meningsmålingerne står, vil Venstre miste over 20 mandater, hvoraf flere prominente medlemmer. De kommer ikke til at sidde stille på stolene, mens deres formand spiller fedtspil og som en anden gavtyv prøver at signalere sammenhold med Konservative.
Sammenhold er kun noget, partierne har i fremgangstider. Når der er balance, og partierne er nogenlunde tilfredse med deres vælgeropbakning. Den balance er der p.t. ikke i blå blok.
Nu gik det ellers lige så godt for Venstre
De dårlige meningsmålinger er en gåde for Venstre. Nu gik det ellers lige så godt. Jakob Ellemann-Jensen var omsider kommet på banen og trak et kæmpe læs under folkeafstemningen om forsvarsforbeholdet, hvor hans soldaterkarriere omsider kom til sin ret. Målingerne har ikke været prangende, men trods alt havde de kurs opad – lige indtil Søren Pape meldte sig på Venstres gamle hjemmebane som statsministerkandidat.
Venstre og Konservative har altid haft et had-kærlighedsforhold, og lige nu skal de forsøge at simulere ren kærlighed, men lige under overfladen er der næppe tvivl om, at der langt ind i Venstre er en bitterhed, som risikerer at slå ud i lys lue inden længe.
Vil han være en dikkende lammehale til Søren Pape, eller vil han stille sig i spidsen for sit parti og minimere skaderne fra en valgperiode med en rigsretsdom og en kløvning af det hæderkronede gamle parti?
Her vil man ikke bare finde sig i Ellemanns skælmske smil. Meningsmålingerne skal vendes. Der skal skabes et momentum, der får partiets folkevalgte og dets fodfolk til at tro på projektet.
Det kommer ikke af, at valgkampen foregår på de konservative præmisser og med en berøringsangst formand.
Jakob Ellemann-Jensen må træffe et valg. Vil han være en dikkende lammehale til Søren Pape, eller vil han stille sig i spidsen for sit parti og minimere skaderne fra en valgperiode med en rigsretsdom og en kløvning af det hæderkronede gamle parti.
Venstres bagland vil snart tvinge ham til at træffe det valg uanset omkostningerne.
Læs mere om politik i POV her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
