#Ørestadgate: Ministerens bekymring og magtens blindhed

af i Børn & unge/Politik & Samfund/Uddannelse

#ØRESTADGATE // KOMMENTAR – Undervisningsministeren har gjort klart over for styrelsen, at hun ikke ønsker sanktioner mod eleverne på Ørestad Gymnasium. Det meddelte hun lørdag i et Facebook-opslag. Opslaget rummer et paradoksalt misforhold mellem på den ene side ministerens store bekymring for den mangel på demokratisk dannelse, som hun mener, bannere og buhen afspejler, og på den anden side fraværet af bekymring for det fortegnede billede af forløbet, der blev skabt i medierne, og de dekreter om kollektiv afstraffelse, som er udgået fra ministeriets styrelse.

Merete Riisager skrev lørdag d. 30. marts et Facebook-opslag under overskriften ”Jeg er bekymret for Ørestad Gymnasium”. Teksten har i skrivende stund fået over 1800 likes.

Undervisningsministeren bedyrer i opslaget, at besøget på Ørestad Gymnasium og den efterfølgende mediedebat er “den mest tumultariske oplevelse”, hun har haft som politiker. Riisager har en retorisk forkærlighed for superlativ (højeste grad af tillægsord); ifm. efterkommersagen for nogle måneder siden udråbte hun omverdenens reaktion til ”det mest mærkelige”, hun havde oplevet som politiker.

Forløbet omkring besøget på Ørestad Gymnasium beskrives desuden i opslaget som ”grænseoverskridende” og ”voldsomt at opleve”.

Voldsomhed er ikke en objektiv, målbar størrelse, det er i høj grad en subjektiv oplevelse. Hvis ministeren har oplevet de seks et halvt minut med eleverne på Ørestad Gymnasium, som det mest tumultariske i sit politikerliv – selvom hun fremstår fattet og fokuseret i videoerne fra gymnasiet – må man vel anerkende hendes oplevelse.

Men det må samtidig fastholdes, at hverken ministres eller præsters subjektive oplevelser giver dem fortolkningsmonopol på begivenheder eller gør deres fremstillinger autoritative og uanfægtelige. Der findes andre perspektiversamme begivenhed fra en række lærere og elever. Og der findes videooptagelser som udgør et objektivt korrektiv til de subjektive erindringer.

”Det var ikke til at få ørenlyd”, forklarer Riisager i Facebook-opslaget. Men det harmonerer ikke med, at selvsamme Riisager står på en videooptagelse foran eleverne på første sal og taler uforstyrret til en tilhørerskare af stille elever, inden hun går ned ad den tomme trappe og stiller sig foran udgangen, hvor hun har en dialog med rektor. Ordene går klart og tydeligt igennem på videooptagelserne.

Riisager holder tale for eleverne på første sal, før hun går ned ad trappen mod udgangen. Foto: Screendump, video fra Ørestad Gymnasium
Riisager taler med rektor foran udgang, før hun forlader gymnasiet. Foto: Screendump, video fra Ørestad Gymnasium

”Uafhængige medier” – En hilsen til POV

Riisager sender i sit opslag en lille hilsen til POV:

“Selvom uafhængige medier har ønsket at fremstille det, som om der nærmest intet skete, så var det voldsomt at opleve et samtale-møde blive omskabt til en indendørs demonstration med flere hundrede deltagere.”

Der er flere bemærkelsesværdige aspekter i den sætning. Det første er påstanden om, at “uafhængige medier” fremstillede det, som om “intet skete”. Rent sprogligt implicerer det, at de mange medier, der ud fra særligt præstens og spindoktorens beretninger skrev historien dramatisk, som om virkelig meget skete, ikke er uafhængige. Men det er nok utilsigtet.

Hvis vi ser bort fra den pudsighed, er der tale om det, man inden for retorikken kalder en stråmand, en overdrivelse og fordrejning af modpartens position, som tjener til at stille en selv i et mere positivt lys. Ingen uafhængige medier har prøvet at fremstille det som om ”intet skete”; de pågældende ”uafhængige medier” har ønsket at fremstille, hvad der egentligt skete.

Den retoriske dobbeltstrategi, der viser sig i Riisagers Facebook-opslag har været gennemgående i hele delegationens pressehåndtering: på den ene side overdrivelse og fordrejning af modpartens – primært elevernes – adfærd, og på den anden side selvpositionering som den demokratiske dannelses tjenere.

Det forekommer usandsynligt, at man i netop den mest medieombruste skolesag i lang tid, en sag med ministeren i en hovedrolle, skulle have etableret vandtætte skotter mellem styrelsen og departementet

Det andet bemærkelsesværdige aspekt ved den fremhævede sætning er, at Riisager benytter ordene ”ønsket at fremstille det, som om…”. Det signaleres dermed, at der dels har ligget et særligt motiv bag, og dels at det ikke er realiteterne, der fremstilles, men derimod et fiktivt ”som om”.

Men det er en fordrejning: tværtimod fik POV en exceptionel mulighed for netop at korrigere de subjektive erindringer og farvede fremstillinger via adgang til videooptagelser. Videoen fra dagen fungerede som en objektiv rettesnor, der suppleret med kildeberetninger muliggjorde en mere præcis rekonstruktion.

Til gengæld kan man ved at sammenholde de sent fremkomne videoer med det, der er blevet sagt i pressen, se, at Lilleør og Riisager ønskede at fremstille det, som omturen ned ad trappen var værst”, selvom videoen viser, at de gik ned i et roligt tempo ad en tom trappe uden hujende horder i hælene.

”Styrelsen skal ikke forlange sanktioner”

Ministeren understreger to gange i Facebook-opslaget, at hun har ”gjort klart” for styrelsen, at de ikke skal forlange sanktioner:

”Jeg har ikke noget ønske om at straffe eleverne på Ørestad. Styrelsen skal heller ikke forlange sanktioner. Det har jeg gjort klart for dem.”

Det mest iøjnefaldende ved den bekymring er dens åbenlyse blindhed

Men denne understregning kommer en, to eller tre postgange for sent; styrelsen har jo allerede med sine tre breve lagt massivt pres på gymnasiets bestyrelse og dermed overskredet ministeriets beføjelser. Styrelsen har skrevet på ministeriets papir, at ledelsen har ”pligt til” at sanktionere eleverne, herunder med kollektive sanktioner, som der ikke er hjemmel for i bekendtgørelsen, men som styrelsen giver et falsk skær af legitimitet ved at henvise til rektors ledelsesret.

Hvem havde bedt kontorchefen om denne praksis, der bryder med reglerne? Det forekommer usandsynligt, at man i netop den mest medieombruste skolesag i lang tid, en sag med ministeren i en hovedrolle, skulle have etableret vandtætte skotter mellem styrelsen og departementet. Det virker med andre ord usandsynligt, at ministeren først skulle have fået kendskab til opregningen af sanktionsmuligheder og understregningen af sanktionspligt over for Ørestad Gymnasium, da POV skrev om det den 27. marts.

Langt mere sandsynligt er det, at hun kendte til efterspillet, men ændrer kurs nu, da kravet om sanktioner kommer til offentlighedens kendskab.

Den demokratiske bekymring

Ministeren er, som det fremgår af hendes overskrift, bekymret for Ørestad Gymnasium. Hun forklarer nærmere i brødteksten:

”Når jeg bekymres, er det på grund af den manglende erkendelse på Ørestad Gymnasium af, at demokrati er samtale. At hvis man stopper samtalen – også med dem man er allermest uenig med – så går det ud over den demokratiske kultur.”

Det mest iøjnefaldende ved den bekymring er dens åbenlyse blindhed. Blindhed for at demokrati, også i Hal Kochs fædreland, er meget andet end samtale, og blindhed for at den store demokratiske bekymring i denne sag bør være magthavernes ageren: først i form af overdrevne, dramatiserede beskrivelser til medierne om for eksempel ”flyvende mønter” efter ministeren, mønter der ikke længere er det mindste spor af hverken i ministerens, styrelsens eller videoernes gengivelser. Dernæst i form af styrelsens vedvarende pression i tre breve for at få skolen til at foretage kollektive afstraffelser; en grundlæggende udemokratisk sanktionsform uden lovhjemmel.

Der er et paradoksalt misforhold mellem på den ene side ministerens store bekymring for den mangel på demokratisk dannelse, som hun mener, bannere og buhen afspejler, og på den anden side fraværet af bekymring for det fortegnede billede, der blev skabt i medierne, og de dekreter om kollektiv afstraffelse, som er udgået fra ministeriet.

Men Riisager mener, det er elever og lærere på Ørestad Gymnasium, der trænger til endnu en belæring:

”Man kan ikke gennemtvinge sine holdninger ved at råbe og buhe. Sådan fungerer det ikke. Og hvis det er, hvad eleverne lærer på Ørestad Gymnasium, er jeg ærligt talt bekymret.”

Det er en særdeles virkelighedsfjern spekulation at forestille sig, at det er, hvad underviserne på Ørestad Gymnasium lærer deres elever. Men den skæve spekulation – som måske bare er endnu en stråmand – afslører samtidig en alt for snæver demokratiforståelse. Ikke-voldelige demonstrationer, protestaktioner, happenings og manifestationer er en vital del af demokratiet, som ofte ikke har nogen synlig effekt – og aldrig gennemtvinger holdninger.

”Politik er et område af menneskelig aktivitet, som stiller forøgede krav til den moralske sans, til evnen til kritisk selvrefleksion, til en virkelig ansvarlighed, til smag og takt, til evnen til at leve sig ind i andres sjæl, til sans for mådehold, for ydmyghed” – Vaclav Havel

Historien har dog budt på ikke-voldelige demonstrationer, der vitterlig havde virkninger; ikke ved at gennemtvinge holdninger, men ved at skabe omsiggribende folkelige protester. Ét eksempel af mange er den studenterdemonstration i Prag 1989, der gav startskuddet til det systemskifte, der siden blev døbt ”Fløjlsrevolutionen”.

Vaclav Havel og demokratisk dannelse

I maj 1991 var den tjekkiske præsident Vaclav Havel – en af hovedarkitekterne bag Fløjlsrevolutionen – i København for at modtage Sonningprisen. Dramatikeren Havel var den toneangivende dissident i modstanden mod det kommunistiske regime i Tjekkoslovakiet. Nu havde han efter kommunismens kollaps foretaget rejsen fra de magtesløses rækker til magtens tinde og indtaget præsidentpaladset i Prag.

Havel står som en slags personificering af demokratisk dannelse. Under det kommunistiske diktatur kæmpede han med betydelige personlige omkostninger – fængselsophold og chikane – for de rettigheder, som regimet knægtede. Og da de verdenshistoriske omvæltninger fik regimet til at krakelere, påtog han sig – selvom det ikke var helt enkelt at forene med hans intellektuelle væsen – ansvaret for at bringe Tjekkoslovakiet på en ny demokratisk kurs.

I sin takketale ved prisoverrækkelsen på Københavns Universitet leverede Havel en analyse af magtens fristelser og faldgruber. Og opstillede samtidig i mine øjne en formel for demokratisk dannelse. Havel peger på, at magtens privilegier per definition fjerner magthaveren fra folket. Og skaber blindhed. Og han retter blikket mod tre almene motiver for at søge magten og forklarer, at han i stadig højere grad kommer i tvivl om, hvad der driver ham selv: er det for at virkeliggøre idéer for fællesskabet, er det stræben efter selvbekræftelse eller er det den tilfredsstillelse, privilegierne giver, som motiverer magtudøvelsen?

Havel mærker, hvordan selvbedraget og blindheden, som han kritiserede de afgående magthavere for fra sin dissident-position, nu lurer på hans egen dømmekraft. Refleksionerne munder ud i en slags idealtypisk rettesnor for politikere:

Politik er et område af menneskelig aktivitet, som stiller forøgede krav til den moralske sans, til evnen til kritisk selvrefleksion, til en virkelig ansvarlighed, til smag og takt, til evnen til at leve sig ind i andres sjæl, til sans for mådehold, for ydmyghed. Det er en beskæftigelse for særligt beskedne mennesker. For mennesker, som ikke lader sig bedrage. Alle, der påstår over for os, at politik er en beskidt ting, lyver. Politik er simpelt hen et arbejde, som kræver særlig rene mennesker, fordi det er særlig nemt at svine sig moralsk til i det.”

Havel har gjort dyrekøbte erfaringer fra både magtens og de magtesløses perspektiv, det er dem, der udkrystalliseres i dette ideal. Men han er tilstrækkeligt selvkritisk og indsigtsfuld til at vide, at intet menneske kan leve op til idealet konstant, det er sigtepunkter man kan forsøge at følge med en stadig bevidsthed om lurende selvbedrag og uundgåelige fejltrin.

I et demokrati påhviler det største ansvar for moralsk dømmekraft og selvkritisk refleksion magtens kvinder og mænd

Evnen til kritisk selvrefleksion, vågen empati og ideologisk mådehold kan også beskrives som grundpiller i demokratisk dannelse. Og så er vi tilbage ved magthaverne, medierne samt elever og lærere på Ørestad Gymnasium. Eleverne var hurtigt ude med selvkritiske bemærkninger og har reflekteret nuanceret gennem den mediestorm, der ramte dem. Lærerne har konsekvent taget afstand fra råb af skældsord og desuden forsøgt at moderere det dramatiske billede af truende, aggressive elever, der blev tegnet i medierne.

Derimod har Lilleør, Riisager og politikerne fra regeringsfløjen ikke vist tegn på selvkritik, moderation eller empati med de elever og lærere, der med ét blev skildret i medierne som ”aggressive”, ”truende”, ”lømler”, ”mødeterrorister” og ”efterkommere af ørkenkrigere”.

Lærernes klapsalver og Henrik Dahls blindhed

Som en manifestation mod ministeriets krav om kollektiv afstraffelse af eleverne og for at udtrykke solidaritet med de udskældte elever, stillede lærerne sig i fredags op langs siderne af trappen på Ørestad Gymnasium og klappede eleverne til frokost. Det var en solidarisk gestus, der markerede genskabelsen af det skolefællesskab, der blev udfordret og rystet af omverdenens voldsomme reaktioner på elevernes protest.


Lærernes klapsalver fik folketingspolitikeren Henrik Dahl (LA) til at fare i blækhuset på Twitter:


Dahls umådeholdne dom over lærerne fra Ørestad Gymnasium repræsenterer en antitese til Havels ideal for politikeren. Og det ansporer til at opfordre Dahl, Riisager, Lilleør og deres ligesindede til at læse Vaclav Havels tankevækkende tale.

Her kan de blandt andet få repeteret en basal kendsgerning: I et demokrati påhviler det største ansvar for moralsk dømmekraft og selvkritisk refleksion magtens kvinder og mænd. Magthaveres overskridelser og misbrug af position er langt mere alvorligt end nok så mange kåde gymnasieelever, der råber buh og kampråb i fem minutter, eller en enkelt overstadig og grænseoverskridende gymnasieelev, der råber ”søn af en luder”.

Hvis man ikke kan se det, er man muligvis blevet ramt af den magtens blindhed, som præsident Havel beskrev så skarptseende i sin tale på Københavns Universitet.


POV er et uafhængigt, læserstøttet medie.
Kan du lide Steffens artikler, kan du støtte hans arbejde via hans
MobilePay på 31902272


Topillustration: Pressefoto, Leitorp + Vadskær

Steffen Groth er cand.mag i dansk og underviser ved Niels Brocks Handelsgymnasium. Han er kandidat fra RUC og bor i København med sin familie, der også tæller hans kone og to børn. Du kan støtte Steffens arbejde som skribent ved POV på MobilePay 31902272.

Seneste artikler om Børn & unge