
MEDIER // KOMMENTAR – B.T. har over de sidste 16 måneder leveret gentagne angreb mod NGO’er og menneskerettighedsorganisationer med engagement i Palæstina, skriver Steffen Groth. Avisen følger en drejebog udviklet af den israelske lobbyorganisation NGO Monitor, der har fået direkte politisk betydning. Senest har dagbladets kritik af den palæstinensiske menneskerettighedsorganisation ICHR ført til samråd i Folketinget. Parallelt har NGO Monitor rundsendt breve til folketingsmedlemmer og opfordret den danske regering til ”øjeblikkeligt at suspendere al finansiering til ICHR…”
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Den 25. november 2025 var udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen kaldt i samråd om den danske udviklingsstøtte til den palæstinensiske menneskerettighedsorganisation Independent Commission of Human Rights (ICHR).
Initiativtageren til samrådet var Mikkel Bjørn (DF), der spidsformulerede kritikken sådan her:
”For mig og for Dansk Folkeparti, og jeg tror også for mange almindelige danskere, der skriger det til himlen af naivitet, at vi poster millioner af danske skattekroner i en terrororganisation, som på alle måder repræsenterer alt det modsatte af, hvad Danmark står for”.
B.T. har udviklet en ny type kampagnejournalistik rettet mod NGO’er med engagement i Palæstina
Mikkel Bjørns associationskæde, der kulminerede med et lighedstegn mellem en palæstinensisk menneskerettighedsorganisation og en terrororganisation, udsprang af en serie artikler i dagbladet B.T. om netop ICHR. Artiklerne trækker på gamle oplysninger, hvoraf flere tidligere er fremlagt af den israelske lobbyorganisation NGO Monitor, som B.T. dog ikke nævner som kilde. Det vender vi tilbage til.
Artikelserien indskriver sig i et større mønster af artikler, som B.T. har publiceret over de sidste 16 måneder. Sideløbende med, at den globale kamp om fortællingen om Israel-Palæstina har raset med en hidtil uset intensitet, har B.T. udviklet en ny type kampagnejournalistik rettet mod NGO’er og menneskerettighedsorganisationer med engagement i Palæstina.
Fast drejebog
Artiklerne, som har affødt tværpolitisk kritik mod NGO’er og menneskerettighedsorganisationer, samråd i Folketinget og krav om ophør af udviklingsmidler, følger en fast drejebog.
1) Der postuleres en forbindelse mellem NGO’en/menneskerettighedsorganisationen og en palæstinensisk bevægelse, der er på en international terrorliste.
2) Der zoomes ind på tekstfragmenter fra SoMe o.l., der fremstilles som kompromitterende for hele NGO’en/menneskerettighedsorganisationen.
3) Statslige midler til NGO’en/menneskerettighedsorganisationen problematiseres.
Denne drejebog, som B.T. har anvendt først mod Mellemfolkeligt Samvirke, så mod Det Danske Hus i Palæstina og senest mod Independent Commission for Human Rights, er ikke opfundet af B.T.
Drejebogen er derimod udviklet og systematiseret af den israelske lobbyorganisation NGO Monitor, en aktør, som i to årtier har haft som erklæret mål at bremse ikke mindst europæisk – herunder dansk – finansiering af Israel-kritiske NGO’er og menneskerettighedsorganisationener.
NGO Monitor har også involveret sig direkte i den aktuelle sag om Danmarks udviklingsstøtte til ICHR ved blandt andet at rundsende breve til danske folketingsmedlemmer om en påstået kobling mellem den palæstinensiske menneskerettighedsorganisation og Hamas.
NGO Monitor
NGO Monitor har siden 2002 indsamlet og katalogiseret materiale, der dels trækker tråde mellem Israel-kritiske NGO’er/menneskerettighedsorganisationer og terrorstemplede palæstinensiske bevægelser, og dels indeholder kontroversielle citater af personer med forbindelse til NGO’er.
Lobbygruppen benytter materialet som løftestang til at påvirke politikere og journalister. NGO Monitors vicepræsident Olga Deutsch udtalte for nylig, at organisationens arbejde ifølge hende har medvirket til, at statslige donationer på ”mindst 200 millioner dollars” er blevet standset over det seneste årti.
Drejebogen er udviklet og systematiseret af den israelske lobbyorganisation NGO Monitor
NGO Monitor hævder, at menneskerettighederne er blevet kapret af antisemitiske aktører – fra Human Rights Watch til palæstinensiske menneskerettighedsorganisationer – som har omformet de hæderkronede værdier til våben i en eksistenskamp mod Israel. Derfor registrerer organisationen hvert år de donationer, de har standset, som sejre i slaget om Israel.
Da den danske regering i 2018 afbrød udviklingsstøtten til en række menneskerettighedsorganisationer i Israel-Palæstina, kunne Information fortælle, at NGO Monitor fejrede det med ordene: “NGO Monitor bringer europæisk donorsamarbejde til fald”. Den israelske Informationsminister kvitterede på Twitter: “tak til NGO Monitor!”.
”Groft misvisende”
B.T. har det sidste halvandet år meldt sig ind i denne kamp med flittig brug af ammunition, som NGO Monitor også har på lager.
I 2024 belyste jeg i POV International, at B.T.s første to serier af NGO-angreb bar det samme vandmærke som NGO Monitor. Da avisen skrev om en påstået ”terrorist”, Ahmad Aladini, der havde været ansat hos en palæstinensisk samarbejdspartner for Mellemfolkeligt Samvirke (MS), var de centrale oplysninger om Aladini samt de billeder og SoMe-opslag, som avisen efter eget udsagn var “kommet i besiddelse af”, identisk med materiale fra NGO Monitor.
Tilsvarende kunne nøgleinformationerne spores tilbage til NGO Monitor, da B.T. rettede søgelyset mod Det Danske Hus i Palæstina (DHIP) og kaldte et bestyrelsesmedlem ”terrorist”.



B.T. angav ikke NGO Monitor som kilde og forklarede siden, at artiklerne byggede på avisens ”egen selvstændige research”.
B.T. satte da også et selvstændigt fingeraftryk på materialet: NGO Monitor skrev, at de to NGO-forbundne personer havde ”bånd til PFLP”, mens B.T. skærpede anklagen til, at de var terrorister. Ifølge professor emeritus i strafferet Jørn Vestergaard var det ”groft misvisende og helt uholdbart” at bruge terrorist-begrebet her.
B.T. om ICHR
I sidste kvartal af 2025 leverede B.T. en ny serie af NGO-kritiske artikler rettet mod den palæstinensiske menneskerettighedsorganisation ICHR.
Forbindelsen til terror etableres i overskriften: ”Afsløring: Danmark har i årevis sendt millioner til organisation, der trænede Hamas-folk…”.
Det klinger militant, men virkeligheden er en anden. ICHR har i samarbejde med det danske Institut for Menneskerettigheder udviklet et undervisningsprogram, der skal uddanne palæstinensisk politi til at efterleve menneskerettighederne. Institut for Menneskerettigheders samarbejde med ICHR er begrænset til Vestbredden, ICHR skal dog ifølge sit mandat også fremme menneskerettigheder i Gaza.
Det palæstinensiske politi er i Gaza under Hamas’ kontrol, men det er en civil enhed. ICHR har ikke trænet Hamas-kombattanter, som B.T.-overskriften kan få én til at tro, men afholdt menneskerettighedskurser frem til d. 16. juni 2023 for civilt palæstinensisk politi. B.T. nævner menneskerettighedskurserne, men det fremstilles som en facade.
Igen er der et skjult ekko af NGO Monitors metode i B.T.’s angreb. Og konkrete elementer fra NGO Monitors hjemmeside går igen hos B.T.: To specifikke citater fra 2012 af ICHR’s leder; en konference i 2021 arrangeret af ICHR om administrativt tilbageholdte i Israel; et bestemt foto fra samme konference med medlemmer fra de politiske grene af Hamas, PFLP og islamisk Jihad; henvisning til et medlem af ICHR’s bestyrelse og milliondonationer fra Danmark.
Vinkler, oplysninger og materiale som NGO Monitor har lagt frem, før B.T. indledte sin offensiv mod den palæstinensiske menneskerettighedsorganisation, som meget få i Danmark kender, men som NGO Monitor har interesseret sig for i flere år. B.T. angiver ikke NGO Monitor som kilde.

Importeret tilgang
At israelere blæser til kamp mod NGO’er og menneskerettighedsorganisationer, der kritiserer Israel, er ikke nyt. Men det er en nyskabelse, at en dansk avis importerer tilgangen.
Journalistisk fører det til misbrug af terroristbegrebet, vidtgående guilt by association og vrangbilleder af virkeligheden.
Lars Løkke har meddelt, at Danmark fastholder støtten til den palæstinensiske menneskerettighedsorganisation, og han forklarede i samrådet i november, at der er foretaget en juridisk vurdering i Udenrigsministeriet, som konkluderer, at der ikke er sket ”brud på aftalen mellem Udenrigsministeriet og ICHR, samt gældende EU-sanktioner”.
Kan en fremtidig udenrigsminister, der er mere modtagelig for lobbyisme og tabloid journalistik end Løkke, lade sig påvirke af B.T.s import af den israelske metode til miskreditering af NGO’er?
Den fortsatte udviklingsstøtte faldt ikke i god jord hos B.T., der i december harcelerede kraftigt over Lars Løkkes beslutning. NGO Monitor istemte kritikken af udenrigsministeren og leverede en direkte opfordring til den danske regering: ”NGO Monitor opfordrer den danske regering til øjeblikkeligt at suspendere al finansiering til ICHR, indtil en fuld, gennemsigtig og uafhængig gennemgang af organisationens aktiviteter og dens forbindelser til terrorgrupper er gennemført”.
Kan en fremtidig udenrigsminister, der er mere modtagelig for lobbyisme og tabloid journalistik end Løkke, lade sig påvirke af B.T.s import af den israelske metode til miskreditering af NGO’er og menneskerettighedsorganisationer?
Andre politikere virker i hvert fald mere let påvirkelige; B.T.s artikelserier har udløst forhastet kritik mod NGO’er fra SF til Venstre og DF, LA og Danmarksdemokraterne har været klar til at afbryde statsstøtte.
Senest har Det Konservative Folkepartis politiske ordfører Mette Abildgaard ifølge B.T. udtalt om sagen om ICHR, at hun ”får det fysisk dårligt ved tanken”.
Vores egen research
På spørgsmålet om hvorvidt B.T. har anvendt materiale, oplysninger eller citater fra NGO Monitor i de behandlede artikler om MS, DHIP og ICHR, gives der ikke et direkte svar fra journalistisk chef Niels Philip Kjeldsen.
I stedet svarer han på min henvendelse, at jeg kan citere ham for følgende: ”Vores artikler er skrevet på baggrund af vores egen research”.
Man må så konstatere, at B.T.s “egen research” – herunder materiale, som avisen i en artikel oplyste at være ”kommet i besiddelse af” – i flere tilfælde følger de samme veje som en israelsk lobbygruppe allerede har banet. Der er en markant parallelitet i perspektiv, materiale, vinkel og metode mellem NGO Monitor og den danske avis.
Et sidste fællestræk finder man i en formulering af den afdøde amerikansk jødiske intellektuelle, Leonard Fein, der var en vigtig liberal zionistisk stemme; han skrev engang i en kritik af NGO Monitor, at de tror ”den bedste måde at forsvare Israel på er at fordømme enhver, der kritiserer landet”.
Den devise synes heller ikke fremmed blandt B.T.s skribenter.
B.T. har tidligere svaret på, hvorfor de brugte terrorist-begrebet om den afdøde tidligere ansatte hos en samarbejdspartner for MS og om DHIP’s bestyrelsesmedlem.
Svaret kan læses nederst i denne artikel, som også præsenterer professor Jørn Vestergaards og seniorforsker Lars Erslev Andersens afvisning af B.T.’s brug af begrebet.
Steffen Groth: B.T. misbruger og skærper metode udviklet af den israelske organisation NGO Monitor
RETTELSER
ICHR er en uafhængig national menneskerettighedsorganisation, dvs. at den ikke kan kaldes en NGO. Derfor er “menneskerettighedsorganisation” tilføjet flere steder i indlægget, herunder i rubrikken.
IMR har ønsket en præcisering af, at organisationen ikke er aktiv i og ikke samarbejder med politi og myndigheder i Gaza.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
![]()







og