Ministeriets skruetvinge: krav om kollektive sanktioner

af i Danmark/Politik & Samfund/Uddannelse

#ØRESTADGATE // KOMMENTAR – Undervisningsministeriet kræver sanktioner – kollektivt og individuelt – mod eleverne på Ørestad Gymnasium. POV har fået aktindsigt i ministeriets breve til gymnasiets bestyrelse. Der sker fra det første til det tredje brev en glidning retorisk og substantielt fra demokratisk dialog til ministeriel dekretering og intimidering.

8. marts dagen efter ministerbesøget på Ørestad Gymnasium bad en kontorchef fra Undervisningsministeriet i et ganske kort brev på fire linjer om en redegørelse for ”hændelsesforløbet” samt ”en redegørelse for hvilke tiltag forløbet giver anledning til fremadrettet”.

I sin første redegørelse beklager bestyrelsen dybt, giver løfter om forstærket dialog om demokratisk dannelse, lover grundig bearbejdning af det skete og forebyggelse af, at noget lignende kan ske igen. Rektor skriver nøgternt konstaterende d. 12. marts i et ugebrev til lærerne, at bestyrelsen har valgt at ”lægge sig fladt ned”.

Styrelsen mener at studie- og ordensreglerne giver grundlag for at sanktionere de buh-råb delegationen blev mødt med på vej op ad trappen

13. marts sender samme kontorchef fra Undervisningsministeriet en mail til bestyrelsen. Tonen er diplomatisk. Det konstateres, at redegørelsen fra bestyrelsen ”desværre” ikke indeholder en beskrivelse af selve ”hændelsesforløbet”, og at ministeriet ”derfor bliver nødt til at bede om en ny redegørelse”. Til sidst i brevet bringes et nyt aspekt i spil. Ministeriet beder bestyrelsen beskrive ”de eventuelle sanktioner i henhold til studie- og ordensregler, som hændelserne måtte have givet anledning til.”

15. marts sender bestyrelsen en ny redegørelse til Undervisningsministeriet. Denne gang indeholder den en relativt detaljeret beskrivelse af hændelsesforløbet samt en understregning af, at bestyrelsen ikke har myndighed til at foretage sanktioner over for elever. Derefter præsenteres ledelsens overvejelser om sanktioner. Rektor forklarer at han har gennemset det foreliggende videomateriale – videoovervågning samt private optagelser – men ikke har identificeret nogen, der kaster med noget. Desuden har det ikke været muligt at lokalisere og identificere personen, der råber ”luder”. Der afsluttes med et løfte:

”Hvis der kommer yderligere oplysninger, der dokumenterer, hvem der råbte, eller at bestemte personer kastede med genstande, så vil ledelsen iværksætte sanktioner i henhold til skolens studie- og ordensregler. Her kan der f.eks. være tale om bortvisning i kortere eller længere perioder eller evt. permanent.”

Individuelle sanktioner

Mens den offentlige debat om ministerbesøget har bølget frem og tilbage og de indledende dramatiske fremstillinger er blev modsagt og korrigeret, modtager bestyrelsen endnu et brev fra ministeriets kontorchef. Og nu er tonen som transformeret. De diplomatiske småord fra de foregående breve – ”tak for tilsendte”, ”desværre”, ”nødt til” – er væk. Ligesom kontorchefens hidtidige jeg-form er erstattet af den upersonlige, mere magtfulde betegnelse: Styrelsen for Undervisning og Kvalitet.

Det er samme kontorchef, der skriver som i de foregående breve, men nu præsenterer han sig ikke længere med det personlige pronomen ”jeg”, men derimod med det mere respektindgydende prædikat ”styrelsen”. ”Styrelsen har følgende bemærkninger”.

Der indledes med en skarp kritik af gymnasiets ledelse: ”Det er styrelsens vurdering, at ledelsen i forbindelse med hændelsesforløbet under undervisningsministerens besøg på skolen burde have trådt langt tydeligere i karakter og givet klare og umisforståelige anvisninger til eleverne”.

Styrelsen konkretiserer, hvad kollektiv afstraffelse kunne være: “Fx aflysning af skolefester og sociale arrangementer eller pålæg om deltagelse i ekstraundervisning i form af fællesarrangementer m.v.”

Derefter rettes fokus over de to resterende sider mod sanktioner:

”Det er endvidere styrelsens vurdering, at det med redegørelsen ikke er blevet sandsynliggjort, at ledelsen på Ørestad Gymnasium ikke har haft tilstrækkeligt grundlag såvel som dokumentation for ikke at sanktionere…”.

Den tredobbelte nægtelse – ikke, ikke, ikke – skulle bare have været en dobbeltnægtelse, hvilket fremgår af den efterfølgende detaljerede udspecificering af, hvad der kan sanktioneres.

Styrelsen mener at studie- og ordensreglerne giver grundlag for at sanktionere de buh-råb delegationen blev mødt med på vej op ad trappen. Buh-råb er diskutable. Det er ikke min foretrukne protestform. Men når man iagttager, hvordan det benyttes i Underhuset i Det britiske parlament – en af Europas ældste demokratiske institutioner – er det vanskeligt at opfatte det som uforeneligt med demokrati.

Individuelle sanktioner kan ifølge styrelsen også rettes mod elever, der bankede på glasvæggen ind til klasselokalet, hvor delegationen befandt sig i to minutter. Eller elever, der ikke rettede sig efter ledelsens henstillinger.

Og så gentages en tilbagevendende formulering; det er ifølge styrelsen ”ikke sandsynliggjort”, at det ikke skulle være muligt at identificere elever, der kan rettes sanktioner imod.

Kollektive sanktioner

Udover individuelle sanktioner præsenterer styrelsen en alternativ afstraffelsesform, som ikke har direkte hjemmel i studie- og ordensreglerne, men som styrelsen funderer i ”rektors stilling som daglig leder af institutionen”. Det drejer sig om ”kollektivt anlagte sanktioner”, som ”ganske vist falder uden for rammerne af bekendtgørelse om studie- og ordenregler” men som ikke desto mindre – ifølge styrelsen – er legitime i kraft af rektors position.

Styrelsen konkretiserer, hvad kollektiv afstraffelse kunne være:

”Fx aflysning af skolefester og sociale arrangementer eller pålæg om deltagelse i ekstraundervisning i form af fællesarrangementer m.v.”

Styrelsen vurderer, at ledelsen kunne og burde have iværksat ”en eller flere kollektive sanktioner rettet mod den samlede elevgruppe”.

Den specifikke hjemmel for de kollektive sanktioner forekommer spinkel. Rektors ledelsesmæssige position. I et demokratisk retssamfund opererer man ikke med kollektiv afstraffelse. Det er en sanktionsform, der per definition rammer en række i enhver forstand helt uskyldige mennesker. En sanktionsform, der sår splid og skaber frustration. Og en sanktionsform, der bryder med vores dybt forankrede principper for ret og straf.

Når et magtfuldt ministerium indskærper, truer og kræver kollektive sanktioner, er vi meget langt fra Hal Kochs ideal

Men styrelsen giver ikke desto mindre bestyrelsen et konkret pålæg om at sikre, at ledelsen på Ørestad Gymnasium ”revurderer muligheden for at sanktionere den samlede elevgruppe”.

Ligesom de bliver pålagt at sikre, at ledelsen ”revurderer muligheden for at sanktionere enkeltindividers handlinger”.

Det ”indskærpes overfor bestyrelsen, at skolens ledelse har pligt til at sanktionere overtrædelser af studie- og reglerne [sic]…”.

Styrelsen beder afslutningsvis om en ny redegørelse senest d. 29. marts. Og så tilføjes det, som de sidste ord, at styrelsen herefter ”vil vurdere, hvorvidt denne redegørelse måtte give anledning til yderligere tiltag”. Den underliggende advarsel om mulige konsekvenser af ikke at leve op til styrelsens forventninger er umisforståelig.

Demokratisk dannelse

Teologen Hal Koch står bag den mest berømte danske formel for demokrati. For Koch var kernen i demokratiet samtalen. Alternativet, det Koch skrev sig op imod, var de totalitære former, han havde mærket på egen krop i en helt, helt anden tid end vores i 1930’erne og under Anden Verdenskrig. Uden samtalen var mennesker overladt til rå magtkampe, diktater, den stærkestes ret og despoti.

Demokrati er mere end samtale. Det er også friheden til at protestere, retten til magtkritik, beskyttelse mod magtmisbrug og retten til at undgå kollektiv afstraffelse.

Når et magtfuldt ministerium indskærper, truer og kræver kollektive sanktioner, er vi meget langt fra Hal Kochs ideal. Fra kontorchefens første brev til det tredje brev sker der en glidning retorisk og substantielt fra demokratisk dialog til ministeriel dekretering og intimidering.

Er det sådan vi lærer vores ungdom demokratisk dannelse?

 

OPDATERING: Berlingske bragte torsdag aften en artikel med reaktioner på styrelsens brev. Juraprofessor Sten Bønsing udtaler i den forbindelse: “Jeg mener, at styrelsen går længere, end de må. Styrelsen har efter min vurdering ikke beføjelser til at pålægge gymnasiet at reagere på en bestemt måde.”


POV er et uafhængigt, læserstøttet medie.
Kan du lide Steffens artikler, kan du støtte hans arbejde via hans
MobilePay på 31902272


Topfoto: Ørestad Gymnasium 

Steffen Groth er cand.mag i dansk og underviser ved Niels Brocks Handelsgymnasium. Han er kandidat fra RUC og bor i København med sin familie, der også tæller hans kone og to børn. Du kan støtte Steffens arbejde som skribent ved POV på MobilePay 31902272.

Seneste artikler om Danmark