POLITIK // KOMMENTAR – Det er ikke en teoretisk diskussion om anklagen mod en let genkendelig Pelle Dragsted kan være agtelsesforringende. Det er et empirisk faktum manifesteret i den offentlige spredning af og reaktion på artiklen, skriver Steffen Groth i denne kommentar. En meget alvorlig falsk anklage mod et let genkendeligt folketingsmedlem kunne have været undgået med presseetikkens mest basale greb: forelæggelse for den kritiserede part.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Opdatering fredag d. 28. november
Forlaget Grønningen 1, der står bag bogen En tynd blå linje, erkendte fredag, at anklagen var “en fejl” og skriver:
“Der er tale om en usand påstand fra den unavngivne journalist, og en sådan påstand skulle selvfølgelig ikke have været viderebragt uden dokumentation. Derfor udgår afsnittet af alle digitale og kommende udgaver af bogen. Forfatterne og forlaget beklager fejlen og de misforståelser, den kan give anledning til.”
Når man skriver om et mandligt folketingsmedlem, der har en fortid i bz-miljøet og som var ”meget ung” i 1988, er der kun én mulighed: Pelle Dragsted.
Reelt var der således ikke tale om en anonymisering, men en identificering, da Ekstra Bladet mandag viderebragte en anklage om, at en dengang ”meget ung” mand – der siden var blevet folketingsmedlem – i maj 1988 som del af en gruppe maskerede bz’ere tæskede en kvindelig politielev. Ifølge artiklen efterlod overfaldet hende med ”posttraumatisk stresssyndrom og en rygmarvsskade”.
Ekstra Bladets historie er siden blevet spredt af flere borgerlige meningsdannere heriblandt chefrådgiver for Liberal Alliance Mikkel Andersson og formand for Borgernes Parti Lars Boje Mathiesen. Og både i opslag og kommentarfelter sammenkædes historien med Pelle Dragsted.
Jo større politisk uenighed, jo lavere krav om dokumentation og kildekritik
Det voldelige overfald på ”den unge politielev” – ifølge et interview i Ude og hjemme fra 2021 var hun ”nyuddannet politibetjent” – er en alvorlig forbrydelse. Det er således også en alvorlig anklage, der rejses i artiklen, som kræver tilsvarende solidt belæg.
Dokumentationen er dog fundamentalt fraværende i artiklen. Men det forstyrrer ikke modtagelsen blandt Dragsteds politiske modstandere, her gælder den generelle mekanisme på de sociale medier: Jo større politisk uenighed, jo lavere krav om dokumentation og kildekritik.
Ikke skyggen af dokumentation
Før Ekstra Bladet har kun én skribent på den yderste højrefløj forsøgt at etablere en kobling mellem Dragsted og voldsepisoden i 1988. Det er Stram Kurs-politikeren, freelancejournalisten og provokunstneren Uwe Max Jensen, der blandt andet er kendt for at skide på gulvet i foyeren hos Statens Kunstfond og for med en hilsen til Luther at klistre sine genitalier fast til en kirkedør i Wittenberg.
I en mailkorrespondance med Dragsted fra april 2024, som Max Uwe Jensen har lagt på Facebook, spørger Uwe Jensen om Dragsted var involveret i overfaldet i 1988. Dragsted svarer, at han var 13 år og ikke havde noget med bz-bevægelsen at gøre på det tidspunkt: ”Så nej. Og vil du være sød ikke i fremtiden at sprede den slags udokumenterede og åbenlyst forkerte påstande om mig”, lyder det fra Dragsted.
Uwe Jensen, der har en vidt forgrenet produktion af tekster om sine politiske fjender, kan tilsyneladende ikke slippe historien, selvom den er dementeret. I juli 2025 formulerer han på sin blog Ballet Magnifique en række insinuerende spørgsmål om den specifikke episode i 1988:
Der er ikke skyggen af dokumentation for insinuationerne
”Har Pelle Dragsted gjort en politibetjent invalid ved at slå hende med et jernrør? Er det tid for Pelle Dragsted at tage fuldt ejerskab til sin voldelige fortid? Er Pelle Dragsted værdig til at sidde i folketinget?”
Der er ikke skyggen af dokumentation for insinuationerne, men Uwe Jensen er jo kunstner med en forkærlighed for fæces, urin og genitalier og ikke bundet af journalistikkens krav om belæg, kontrol og korrekthed.
Han har altid befundet sig i den dunkle periferi af offentligheden, hvor hans kunstgreb måske nok kan sprede en ubehagelig lugt, men ikke for alvor forgifte samfundets økosystem af informationer og faktuelle forpligtelser. Men når udokumenterede koblinger og falske anklager siver over i et redaktionelt medie som Ekstra Bladet, er det straks mere alvorligt.
Megafon for anklagen
Ekstra Bladets forlorne figenblad er, at de tager afsæt i en bog fra Forlaget Grønningen 1, En tynd blå linje – Danske politifolk om at være først på gerningsstedet, som ifølge avisen udkommer i dag d. 27. november.
Ekstra Bladet fungerer som en kæmpe megafon for anklagen, der bringer den langt ud over det relativt nystartede forlags rækkevidde. Men hvor forlaget ikke er underlagt medieansvarsloven, er Ekstra Bladet forpligtet til at følge de presseetiske regler.
Det afgørende er, at Ekstra Bladet baserer en så alvorlig anklage på et postulat leveret ”mange år efter” af én anonym andenhåndskilde, hvis habitus, mulige motiver, position og viden, er skjult for læseren
Så hvad er belægget for den alvorlige anklage? Ifølge artiklen er kilden en anonym journalist, der angiveligt ”mange år efter”, at offeret er stoppet i PET, fortæller offeret, at folketingspolitikeren var en af ”overfaldsmændene”.
Hvordan denne anonyme andenhåndskilde mange år efter var kommet i besiddelse af den viden om de maskerede overfaldsmænd, som politiet ikke kunne identificere, melder historien intet om. Kilden kunne i teorien være den journalistuddannede Max Uwe Jensen, som i en Facebook-dialog afviser at svare på om, det er ham.
Det er ikke afgørende. Det afgørende er, at Ekstra Bladet baserer en så alvorlig anklage på et postulat leveret ”mange år efter” af én anonym andenhåndskilde, hvis habitus, mulige motiver, position og viden, er skjult for læseren.
Ingen forelæggelse
Det presseetiske minimum, når man offentliggør så alvorlig en anklage er at forelægge for den kritiserede part. Det har Ekstra Bladet ikke gjort.
Chefredaktør Knud Brix forsvarer det i en mail sådan her: ”Vi har ikke navngivet nogen i den artikel og har derfor ikke forelæggelsespligt.”
Men de presseetiske regler foreskriver, at oplysninger som kan være ”agtelsesforringende”, skal efterprøves i særlig grad, ”først og fremmest ved forelæggelse”. Det er ikke en teoretisk diskussion om anklagen mod en let genkendelig Pelle Dragsted kan være agtelsesforringende. Det er et empirisk faktum manifesteret i den offentlige spredning af og reaktion på artiklen.
Havde avisen forelagt for Pelle Dragsted, havde de også haft mulighed for at leve op til det første bud i reglerne for god presseskik: ”Så langt det er muligt, skal det kontrolleres, om de oplysninger, der gives eller gengives, er korrekte.”
Anklagen som Ekstra Bladet ukritisk viderebragte er ikke alene komplet udokumenteret, den er også åbenlyst faktuelt forkert
Anklagen mod Dragsted er falsk. Kronologien passer ikke.
Dragsted har været åben omkring, at hans første trædesten i retning af bz-miljøet var Børnemagt, som i den generation han var en del af grundlægges i begyndelsen af 1990, da Dragsted er 14 år. I maj 1988 var han lige fyldt 13 år og havde ikke sat sine ben i bz-bevægelsen.
Tidslinjen bekræftes af Dragsteds politiske modpoler. Martin Kasler, tidligere formand for Dansk Forum, som lå i strid med de autonome i 90’erne, skriver på Facebook: ”Han (Dragsted red.) var allerede som 14-årig gadekriger”.
Og selv en af Dragsteds mest indædte modstandere, manden bag de insinuerende spørgsmål fra 2025, Uwe Max Jensen, understøtter i en tekst fra 2024 Dragsteds kronologi, når han skriver, at det var i begyndelsen af 1990’erne, at Dragsted blev en del af det ”autonome miljø i København”.
Anklagen som Ekstra Bladet ukritisk viderebragte er ikke alene komplet udokumenteret, den er også åbenlyst faktuelt forkert. Hvilket forelæggelse eller research kunne have afklaret.
Aldrig identificeret
Max Uwe Jensen, der var den første til med selvmodsigende kronologi at forfølge den falske kobling mellem Pelle Dragsted og voldsepisoden i 1988, skriver i 2025 overraskende detaljeret om en ”efterfølgende retssag” mod ”fire autonome”, hvor man ikke kunne ”stedfæste”, hvem der havde givet det ”invaliderende slag”.
Det overraskende er, at den retssag tilsyneladende aldrig har fundet sted. Efter forgæves søgen i tilgængelige kilder online, herunder folketingsdebatter om bz-vold i netop de år, spurgte jeg offeret, om der havde været en retssag. Hun svarede i en mail: ”Der fandt ingen retssag sted i forbindelse med overfaldet i 1988. Gerningsmændene blev aldrig identificeret, og sagen kom derfor ikke for retten.”
Det er sandheden om den episode. Gerningsmændene blev aldrig identificeret. Og det er derfor også opspind at forbinde et senere folketingsmedlem, der dengang endnu ikke var en del af det autonome miljø med voldsepisoden. Både forlag og avis bør dementere.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og