SEIKATSU: Engelsk undervises ikke i japanske skoler som et talesprog, men som en grammatisk øvelse med henblik på en skriftlig eksamen. Derfor knækker både Nobelpris-modtagere og skoleelever sammen af forlegenhed, når de skal åbne munden og sige noget på det vanskelige udenlandske sprog.
Der ligger en lille enmands-frugthandel på min vej fra min lejlighed i Tokyo til den lokale metrostation.
Jeg har passeret den dagligt i tre et halvt år. Hele tiden har det engelske ord ”fruits” været stavet forkert på skiltet uden for mandens butik. ”Fluites”, hedder det, som om han solgte fløjter og ikke frugter. Det samme med grøntsagerne, som er blevet til ”Vegitables”.
Den slags fejl laver man let i Japan. Japansk er et meget anderledes sprog end engelsk. Så en ting er, at manden eller hans skiltemaler er kommet til at lave en fejl.
Noget andet er, at skiltet har fået lov til at hænge i mindst tre et halvt år, uden han har syntes, det var spor nødvendigt at rette den fejl – som nogen utvivlsomt må have gjort ham opmærksom på i mellemtiden. De vestlige bogstaver er blikfang, slet og ret. Det er ret ligegyldigt, hvad der står.
Råd fra Dalai Lama
I forhold til hvor globaliseret det japanske samfund på mange områder er blevet, er det markant – og overraskende for mange besøgende – hvor skrækkeligt dårlige langt de fleste japanere er til engelsk.
Dalai Lama blev engang under et ophold i Japan spurgt, hvad Japan kan gøre for at integrere sig bedre med omverdenen, og hans svar var mildest talt ikke særligt åndeligt.
“Lær bedre engelsk”, lød den vise gamle mands råd.
Skriftlig eksamen
De manglende engelsk-færdigheder er et kæmpe problem for Japan. Det generelle niveau i engelsk, selv blandt topakademikere, som er anerkendt i hele verden for deres forskning, er så lavt, at det ofte opfattes som pinligt af såvel japanere som udlændinge.
Der skrives bekymrede rapporter til undervisningsministeriet om, hvad man kan gøre for at løse problemet, og der er netop i foråret 2017 åbnet mulighed for, at skolerne kan begynde på engelskundervisningen i tredje klasse i stedet for i femte klasse, som det nu er det mest almindelige.
Men det grundlæggende problem er, at engelsk ikke undervises i japanske skoler som et talesprog, men som en memorerings-øvelse i grammatik med henblik på en skriftlig multiple-choice-eksamen, hvor eleverne ikke engang skal skrive særligt mange hele sætninger, men kun vælge de grammatisk rigtige løsninger i en række sætninger, der er opstillet på forhånd.
Remser og undtagelser
Alt for megen konversation i timerne er i den forbindelse spild af tid. Lærerne har et ansvar for målrettet at forberede eleverne til eksamen, og eksamen er skriftlig. Ikke mundtlig.
Japanske skoleelever kan derfor mange flere grammatiske remser og undtagelser udenad end selv de dygtigste elever i en dansk engelsk-klasse. Men de sænker blikket og kan ikke få ordene ud af munden af flov forlegenhed, hvis de pludselig forventes at sige hele sætninger på sproget.
Der er mange beretninger om konflikter i klasseværelset, når inviterede gæstelærere fra engelsk-talende lande lægger op til samtaleøvelser med eleverne, og klassernes faste lærere stritter imod, fordi der ikke er tid til al den snak, hvis eleverne skal kunne bestå de eksamener, de rent faktisk skal op til.
Utrygge lærere
Og så gør det jo ikke problemet nemmere at løse, at langt de fleste af landets engelsklærere naturligt nok selv er produkter af den samme form for engelsk-undervisning og derfor ofte selv er gevaldigt utrygge ved al for mange mundtlige udskejelser.
I 2015 havde nyhedsbureauet Kyodo en nyhed om, at kun halvdelen af engelsklærerne i japanske gymnasier og kun en tredjedel af engelsklærerne i japanske mellemskoler selv har bestået den såkaldte “proficiency”-test i engelsk sprogfærdighed på det avancerede niveau, som regeringen formelt set kræver af dem.
Vi japanere kan nu en gang ikke lære engelsk…
For mange af lærerne er det et spørgsmål om, at de har så mange timer i hverdagen, at de ikke har haft tid til at gå til den krævende eksamen, men tallene afspejler ikke desto mindre, at lærerne på mange måder er en del af problemet.
Der har efterhånden været debat i Japan om dårlige engelsk-kundskaber så længe, at der helt ned i folkeskolen har bredt sig en kollektiv fordom om, at ”vi japanere kan nu en gang ikke lære engelsk – eller andre fremmedsprog for den sags skyld”.
Udenfor
Det betyder på den anden side, at de unge japanere, der faktisk af den ene eller anden grund kan tale godt engelsk, ikke nødvendigvis har den store gavn af det i den daglige rivalisering i klassen – og heller ikke senere i karriereræs og jobsøgning.
De, der taler for godt engelsk, kan godt risikere at blive opfattet som anderledes og udenfor. Af klassekammeraterne, af lærerne og af fremtidige ansættende kontorchefer. Hvilket heller ikke fremmer processen med at lære japanerne bedre engelsk.
Men før vi i Vesten får alt for travlt med at ryste bedrevidende på hovedet, skal vi igen huske på, at engelsk som fremmedsprog for japanere og andre asiater er langt mere fremmed, end det er for os. Nemt er det ikke at gøre noget ved problemet.
Japansk er med sine tre alfabeter og mange grader af høflighed et langt nemmere sprog – hvis det er det, man er vokset op med.
Mine japanske hverdagsklummer på POV ligger mig meget på sinde. Men POV lønner jo ikke sine skribenter. Så hvis du kan lide mine klummer og gerne vil hjælpe mig til at få tid og råd til at skrive flere af slagsen, er du velkommen til at donere et beløb for mit arbejde via Mobile Pay: 2636 0251. På forhånd tusind tak.
Foto: Asger Røjle Christensen
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
