JAPAN // BOGUDDRAG – I næste uge udkommer bogen Hokkaido – danske landbrugspionerer i Japan af Asger Røjle Christensen. Det er beretningen om Morten Larsen, Emil Fenger og Peder Søndergaard, der for præcis hundrede år siden rejste til Japans nordlige ø, Hokkaido, for i fem år at drive mønstergårde efter dansk model. POV har fået lov til at bringe et uddrag.
På forsiden af Thisted Amts Tidende for 21. marts 1924 kom man mellem alt lokalstoffet pludselig meget langt ud i verden. I en lang artikel berettede en af egnens egne sønner i ’et brev fra Japan’ om sit møde med, hvad avisen i overskriften kaldte ”den skælvende jords land”.
24-årige Peder Søndergaard havde kun gået syv år i skole og havde senere undervejs i sin landbrugsuddannelse haft et enkelt vinterkursus på Askov Højskole. Men det hindrede ham ikke i ganske uden ydmyghed at kaste sig ud i at bruge det danske sprog med følelse og effekt.
Efter i tre måneder at have rejst hele vejen fra Europa, som han kalder ”kulturens fornemme hjem”, ankom Søndergaard til et Japan i stort kaos efter jordskælvet 1. september 1923 i Tokyo og Yokohama. I tre døgn rejste han og hans rejsefæller gennem Japan fra havnen i Kobe til Hokkaido, og i de tre døgn ”rejste, spiste og sov jeg mellem alle slags ruinerede mennesker fra en farvet nation og lærte at beundre en fin opførsel, der kunne holde selv i en svær stund. Det var blodet, der flød fra Japans sår, men det var rent, og derfor vil såret ikke gøre Japan til invalid”.
”I 1855 ramtes Tokyo-Yokohama-egnen af et jordskælv af lignende styrke som nu, og for 35 år siden gik det ud over en lidt sydligere egn, og hvor bliver det næste gang?”, skrev han. ”Der findes intet svar til det spørgsmål, men at naturkræfterne har gået Japan imod for sidste gang, det er der heller ingen her, der tror. De mangfoldige rystelser, der indtræffer mellem år og dag, synger stadig deres truende sprog, men det er betegnende for folket, at ingen agter på det. Japaneren flygter ikke væk fra spalten, der gaber, hvor før hans hus stod. Han dækker kløften til og bygger en ny og bedre bolig over den”.
Han lærte et bravt og praktisk orienteret folkefærd at kende, som han med sin jyske baggrund sagtens kunne swinge med
”Et jordskælv i Japan er et forstørret billede af stokken, der rydder op i myretuen. Der bliver liv som aldrig før. Sådan er det i Tokyo og Yokohama nu. Der bygges og arbejdes dag og nat, og hjælpen kommer fra selv den fjerneste krog af landet. Ikke mindst i ulykkerne ser man Japan som en nation af dygtighed og fremdrift, som vel verden aldrig har set magen til. De engelske og amerikanske blade, der som en slags selvberoligelse skrev, at 1. september-jordskælvet ville berøve Japan dets stilling i verdensmagternes række, de vil en skønne dag opdage, hvilken ynkelig forfejlet frase det var”.
”Hele Japan samles om at bygge op, hvad jordskælvet rev ned”, skrev han, ”og det vil med japanernes forbløffende energi blive en lettere og navnlig langt hurtigere sag, end man er tilbøjelig til at regne med på baggrund af den sørgelige kendsgerning, at det var den største naturkatastrofe, verdenshistorien ved at berette om”.
Disse iagttagelser er ført til bogs med forbløffende sympati, indlevelse og spids pen af en purung landbrugsmedarbejder fra Thy, der kun havde været i landet i få måneder, skrevet i januar 1924 og sendt hjem til Thisted med brevpost.
”Det er at håbe for verden og den gule mand selv, at han ikke skal få fjender ved siden af den utæmmelige og uudgrundelige magt, der altid truer ham: den skælvende jord”, konkluderede Søndergaard. Man må nok sige, at dette håb i årtierne frem til verdenskrigen gik alt andet end i opfyldelse.
Et lykkeligt land
Makomanai var i 1920’erne en udstrakt dal i den sydøstlige omegn af den voksende storby med tilplantet land nok til, at der lå adskillige rismarker. Her skulle Morten Larsens i japanske øjne eksotiske ”nordisk-kombinerede” bondegård ligge.
Unge Søndergaard ankom sammen med familien Larsen, og hans opgave var at være medhjælper på denne bondegård, akkurat som han ville have været, hvis den lå på hans fødeegn. Han var i anden række, han var i den heldige situation, at han ikke behøvede tage alle diskussionerne og slagsmålene med de japanske bureaukrater, og Søndergaard havde en fantastisk tid på Hokkaido.
Han var en fin fotograf, han fotograferede, hvad han så, og en af somrene tog han et fotografi af rismarkerne omkring ham og et andet foto af seje kvinder, der knoklede i rismarkerne. Da han senere arkiverede billedet hjemme på loftet på Søndergaard, skrev han i et øjeblik af sentimental nostalgi på billedets bagside: ”I alle dale og bjergkløfter ligger rismarkerne”. Og på det andet foto skrev han: ”Mens solen er oppe, er kvinderne altid i marken. Resten af tiden er til husgerning. Et lykkeligt land. Japan er et solskinsland”.
Han var jo blot ansat som karl på Morten Larsens gård og havde ikke selv familie med. Han var sød til at lege med Larsens to børn og lave legetøj til dem. Men ellers havde han masser af tid til sig selv, når arbejdet var gjort.
Derfor tilbragte han mange, mange timer sammen med sine japanske kolleger på bondegården. De sad og hyggede sig, de fik formentlig noget øl og sake (risvin), og de forsøgte at lære hinandens sprog.
De gik sammen til de lokale onsen, og her fik de på japansk manér varmt bad i varme kilder. Søndergaard skrev ikke uden fascination hjem om, hvordan man i Japan ude på landet gik i disse store varme badekar mænd og kvinder sammen, uden nogen tog alarm af det.
Søndergaard cyklede lange ture i omegnen af Sapporo. Han havde øjne og ører med sig og sugede til sig. På disse ture morede han sig også ved at cykle rundt med 30 japanske børn løbende efter sig. De havde aldrig set sådan en starut før.
Gennem disse fritidssysler lærte han mindst lige så meget om Japan som samfund, som han gjorde gennem selve arbejdet. Han lærte et bravt og praktisk orienteret folkefærd at kende, som han med sin jyske baggrund sagtens kunne swinge med. Og han var derved også den af de tre danske landmænd, der lærte det japanske sprog suverænt bedst – han blev flydende – og kom tættest på den lokale befolkning.
Den bedste ungdomsven
Den af vennerne, der i længden kom til at betyde mest for unge Søndergaard, var den allerførste unge japaner, som Morten Larsen ansatte på sin gård. Masao Misawa, der kom fra Tokachi længere mod øst, var allerede som dreng fast besluttet på at ville være mejeriorienteret kvægfarmer, og han søgte ivrigt beskæftigelse hos Larsen for at uddanne sig til det.
Han var kun teenager, da han blev ansat. En ung knægt, opvokset i en kristen familie. Og fascineret af danske landbrugsmetoder. For ham blev Larsen den store læremester – og stod i det lys alle hans dage. Søndergaard blev til gengæld hans helt specielle ven på det personlige plan.
Da Misawa 30 år senere den 26. september 1954 blev dræbt ved den forfærdelige færgeulykke i strædet mellem Hokkaido og Japans hovedø, Honshu, som krævede 1414 dødsofre, på det tidspunkt det største antal dødsofre i skibsfartens historie næst efter Titanic-ulykken, skrev Søndergaard på forsiden af Thisted Amts Tidende ”et sidste farvel til min østerlandske ven”.
”I går meddelte et brev fra Japan, at min bedste ungdomsven fra mit femårige ophold på Hokkaido, Masao Misawa, havde været blandt passagererne”, skrev Søndergaard.
”Da den danske demonstrationsfarm, Denmark Farm, i sin tid blev bygget på Hokkaido, var han den første japanske elev, der meldte sig for at være med som dansk karl og lære nye metoder og skikke. Når dagens arbejde var gjort, sad vi aften efter aften sammen for gensidigt at tilegne os hverandres sprog og belæres om mennesker og deres levevis under Østens sol og Vestens. Hans interesse for fremmede forhold var umættelig, og hans dygtighed og viden fantastisk, i betragtning af at han var vokset op på en fattig jordlod, hvor økonomiske forhold havde hindret ham i anden undervisning end den, en lille landsbyskole kunne byde”.
Samtidig med invitationen i 1923 til de to danske landmandsfamilier var der jo sendt to invitationer afsted til to nordtyske familier, der kom til Hokkaido næsten samtidig og blev bosat længere mod øst end de to danske gårde.
I takt med at Larsen og Fenger ikke gik så godt i spænd med hinanden i hele femårsperioden, holdt Larsen til gengæld en vis kontakt med en af de tyske familier. Familien Larsen blev rigtigt gode venner med Friedrich Koch og hans familie, og de besøgte hinanden med deres familier.
På den måde mødte unge Misawa familien Kochs yngste datter, Hertha. Sød musik opstod, og da hendes familie flyttede hjem til det østlige Tyskland, blev en forelsket Hertha boende på Hokkaido for at være sammen med Misawa. De blev gift, oplevede strenge tider sammen i 1930’erne og 1940’erne, de fik fem børn sammen, og Hertha boede på Hokkaido til sine dages ende. Hun var ikke med på den ulyksalige færge og blev meget gammel.
Uden fordomme
Unge Søndergaard havde antennerne ude under hele sit ophold i Hokkaido. Han rejste til Japan for at lære noget om andre mennesker, uanset hvordan de opførte sig og så ud.
Så Søndergaard satte sig for at studere ainuernes liv og kultur, det folkeslag af samlere og jægere, som havde beboet Hokkaido i århundreder, inden kolonisatorerne sydfra kom til øen kun et halvt århundrede før de tre danskere for at modernisere den og indlemme dem for alvor i den japanske nation. Ainuerne var trængt tilbage, men de var der stadig, inden for synsvidde, og deres anderledes måde at anskue verden på fascinerede Søndergaard.
På et tidspunkt fik han forærende kløerne til en bjørn, som lokale ainuer havde dræbt, fordi den havde dræbt et barn. Disse kløer blev et kært minde, som prydede hjemmet i Bedsted hele hans levetid. I dag viser sønnen Terkild dem frem, når man besøger ham.
Søndergaard var ”ung og levende optaget af alt det nye”. Han sagde selv mange år senere ved et interview i 1954 til tidsskriftet Landet, at han som ung ”ikke havde nogle af de mange fordomme, mennesker senere erhverver sig”.
Han søgte straks ved ankomsten i Hokkaido i 1923 ”at sætte sig ind i det nye lands sprog, sædvaner og tankesæt”, skrev Vagn Heiselberg, Berlingske Tidendes senere Europa-korrespondent. ”Han lærte at kende livet, som den jævne japaner lever det”.
”Man opdager jo”, fortalte Søndergaard i interviewet, at ”når folk har levet og arbejdet på denne måde i århundreder, skyldtes det ikke bare indgroede dårlige vaner, men var også et udtryk for årenes erfaringer og tilpasning til lokale forhold”.
Der er altid en god årsag, når folk vokser op med en anderledes opdragelse og kultur end den, der er herskende i lille Danmark. Og hvis man søger efter den gode årsag, kan det tænkes, at man bliver lidt klogere og i spejlet af den kommer til at se sin egen kultur i et lidt andet lys.
”Søndergaard er utvivlsomt den af os, som passer bedst til forholdene her”, skrev Fenger til Landbrugsrådets generalsekretær, Høgsbro Holm i februar 1927. ”Han er også den eneste, som har lært sproget, så han virkelig kan tale det”.
Og så var Søndergaard jo en ung mand, single, ganske charmerende, og han så godt ud. Det er nærmest umenneskeligt at forestille sig, at han ikke også under opholdet i Japan må have haft et blik for de unge japanske kvinder, han mødte.
Det sagde og skrev man dengang ikke meget om, men at han havde sans for skønne kvinder, er der en antydning af på et postkort fra Søndergaard, sendt til selveste hans mor 9. oktober 1924, hvor han ønsker hende tillykke med hendes fødselsdag. På forsiden af postkortet er der et billede af en smuk ung japanerinde i kimono og opsat hårknude.
”Et billede af dig, som du ville have set ud, da du var nitten, hvis du var blevet født i Japan. Tanker og kærlige hilsener fra Peder”.
Da Søndergaard i sommeren 1927 fik mulighed for at rejse på en kort ferie til den gamle kejserstad Nara sammen med nogle af sine japanske kolleger, oplevede han som alle andre turister i byen den fabelagtige Nara-park med dens templer, helligdomme og mange hellige hjorte. Men han gemte også et billede fra en aften i et lokalt tehus , hvor de tilsyneladende har haft en god stund med nogle lokale geishaer.
Da Larsen endeligt havde besluttet sig for at tage hjem til jul samme år og var blevet løst fra sin kontrakt, havde Søndergaard også fri. Opgaven var fuldført. Der blev holdt en stor og fornem afskedsfest for dem begge, foranstaltet af det lokale landbrugsministerium.
En, der ikke var med, var Misawa. Den fattige dreng havde, som Søndergaard senere skrev i Misawas nekrolog i en Thisted-avis mange år senere, ”hverken tøj eller navn til at være med”.
”Med tårer i øjnene forsikrede han, at denne afsked ikke kunne være den sidste. Urokkeligt ville hans mål være engang at se Danmark”. Et ønske, der på godt og ondt skulle gå i opfyldelse næsten 30 år senere.
Søndergaard havde sparet sammen til at kunne rejse hjem den modsatte vej end Larsen – den anden vej rundt om kloden, så han også kunne opleve Hawaii og Amerika og få anledning til undervejs at besøge sin bror, Søren, der var rejst ud til det vestlige USA i samme periode, han havde været i Japan.
Søndergaard havde omhyggeligt skrevet dagbog under hele sit ophold i Japan. Der var adskillige bind. Men da han stod på damperen fra Japan på vej mod den amerikanske vestkyst, gik han hen til rælingen, tænkte sig godt om og smed de fleste af alle disse dagbøger ud i Stillehavet.
Find bogen her og læs mere om Japan i POV her.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
