UDDANNELSE // TALE – Du kan godt leve et spændende liv, opleve en masse og have job, der både er udfordrende og lærer dig nyt, selvom du aldrig tager en studentereksamen, skriver Mads Nygaard. Han fik aldrig selv hue på hovedet, og har ikke brugt sin uddannelse til at gå nogen lige vej.
Hej hueløse!
Ja, dig, der droppede ud, inden du nåede vejs ende og fik huen på. Dig, der i disse dage ser et hav af jubelbilleder fra tidligere klassekammerater og mærker en knude i maven stramme til. Dig, hvis gamle gymnasierektor aldrig kommer hjem på dit værelse og holder en hyldesttale. Du skal også have nogle ord. De kommer her.
Jeg gik ti år i folkeskolen. Jeg kan tydeligt huske de første terminsprøver, der foregik i gymnastiksalen.
Jeg fortryder ikke ét eneste af de 56 job, jeg har haft. To af de dårligst lønnede har været de bedste, nemlig som losser på Hirtshals Havn og altmuligmand i Hjørring Asylcenter
Det var her, at en tung alvor kom buldrende som et godstog. Bordene var placeret med afstand, så vi lige nøjagtig ikke kunne kigge efter hos sidemanden. Lærerne stod som bomstille vagter, og tabte du en blyant på gulvet, blev du straks tysset i bund.
Der sad jeg med krudt i røven og tænkte: Det her er jo decideret pinefuldt. Jeg kan ikke huske én eneste af de karakterer, jeg fik, men noget at råbe hurra for var de i hvert fald ikke.
Mange år senere mødte jeg min gamle klasselærer på gaden.
Hun kunne heller ikke huske, hvordan jeg havde klaret mig, men hun kunne huske noget om min karakter. Mit væsen. Jeg var urolig og nysgerrig. Hvis der lød en sirene ude på vejen, kunne hun være helt sikker på, at jeg ville storme efter lyden. Jeg måtte bare finde ud af, hvad der var sket. Jeg bad aldrig om lov. Jeg løb.
Lige siden jeg som ung gut rejste ud i verden, har jeg ladet nysgerrigheden vælge min vej. Det giver det modsatte af stabilitet, til gengæld bliver du rig på oplevelser og klog på mennesker fra alle lag.
Jeg fortryder ikke ét eneste af de 56 job, jeg har haft. To af de dårligst lønnede har været de bedste, nemlig som losser på Hirtshals Havn og altmuligmand i Hjørring Asylcenter.
Det første foregik altid i enten 24 eller 36 graders frost i skibenes lastrum. Snottet nåede ikke at falde fra næsen, før det frøs til is. Vi gik rundt nede i kulden med tapper strittende fra tuden. Vi var hvalrosser, der løftede papkasser, adskillige tons om dagen. Et solidt job for én med krudt i røven som mig.
Når jeg tænker tilbage på mine ti år i folkeskolen, er der kun én bog, jeg husker, ”Hvad kan jeg blive?”. Den stod tyk, gul og forvirrende på skolebiblioteket
Det andet skete i selskab med flygtninge fra 25 forskellige lande. Alle havde de siddet på Middelhavet på en overfyldt båd, der kunne kæntre, hvad øjeblik det skulle være. Flere af dem havde mistet familiemedlemmer undervejs.
De lærte mig, at jeg er fantastisk heldig alene ved det faktum, at jeg er født i Danmark. Og at det er umuligt ikke at have respekt for mennesker, der sætter deres liv på spil i håbet om en bedre fremtid.
Gældende for begge job er, at de ikke krævede gode studentereksamenskarakterer eller uddannelse. Jeg kom bare ind fra kajen og gaden, og vupti var jeg ansat. Sådanne job er der forbløffende mange af.
Du vil måske i den kommende tid blive ramt af tvivl. Samfundet synes at have et kor, der skriger det samme: Alle unge skal have en uddannelse.
Blev journalist som hueløs – men brugte ikke uddannelsen til meget
Den tvivl ramte også mig. Derfor gik jeg til optagelsesprøve på Journalisthøjskolen i Aarhus. Jeg tænkte, at min nysgerrighed sikkert kunne bruges på det studie. Og så kunne jeg vældig godt lide, at skolen var ligeglad med din baggrund. Alt afhang af en enkelt lørdag, hvor du fik tre opgaver.
Jeg dumpede med et brag, da jeg prøvede første gang. Et par år senere forsøgte jeg igen. Og kom ind.
Jeg lever efter denne model: Hvor mange ting kan jeg nå at prøve, inden det er for sent?
Atter måtte jeg dog indse, at jeg var dårlig til at studere, elendig til at sidde stille. Ved hvert semesters begyndelse stod jeg på kontoret og udfyldte orlovspapirerne. Fagene hang mig langt ud af halsen, og jeg kunne først ånde lettet op, da vi blev sendt i praktik – ud i virkeligheden. Ud hvor nysgerrigheden på andre mennesker var en kæmpe fordel.
Med hiv og sving og stærkt forsinket kunne jeg derfor som 27-årig kalde mig færdiguddannet journalist.
Men så har min vej vel været snorlige og vellønnet lige siden?
Nej, jeg blev hurtigt træt af at være journalist. Ét år holdt jeg ud, og så søgte jeg igen nye græsgange. De to bedste job, losser og altmuligmand, fik jeg således først i tiden derefter.
Når jeg tænker tilbage på mine ti år i folkeskolen, er der kun én bog, jeg husker, Hvad kan jeg blive?. Den stod tyk, gul og forvirrende på skolebiblioteket.
Jeg lånte den aldrig med hjem, men jeg kiggede i den, fordi jeg tidligt havde på fornemmelsen, at jeg ville få svært ved at finde én specifik hylde, der ville passe til mig. Det gjorde mig utryg, men i dag er jeg taknemmelig for at være skruet sådan sammen.
Den hueløse model: Hvad kan jeg nå at prøve af i det utæmmede vildnis af et liv?
Jeg lever i stedet efter denne model: Hvor mange ting kan jeg nå at prøve, inden det er for sent?
Begge livsbaner rummer et hav af muligheder. Fat mod!
Billedet øverst er fra min have. Et vildt bed, hvor blomsterne og ukrudtet skyder i øst og vest og en tætklippet græsplæne. Jeg brugte mange af mine unge år på at ligne det snorlige, men inderst inde vidste jeg jo godt, at jeg hørte hjemme i det utæmmede vildnis.
Nogle kalder det kaos, jeg kalder det kysfunktionelt.
Jeg siger ikke, at det ene er bedre end det andet. Jeg siger, at begge livsbaner rummer et hav af muligheder. Fat mod!
Læs flere tekster af Mads Nygaard her.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
