GAZA // KRONIK – Visse israelske politikere taler mere eller mindre utilsløret om etnisk udrensning af Gazastribens palæstinensere. Men noget af det samme tankesæt finder vi også hos historiske ledere som David Ben Gurion, skriver Per Clausen i denne kommentar.
Igennem længere tid har det været stadig mere tydeligt, at den israelske regering har ønsket at etnisk udrense den palæstinensiske befolkning fra Gaza. Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, har for nylig givet udtryk for at ville flytte befolkningen gennem ”frivillig migration”, fx til Sydsudan eller Somaliland! Samtidig foregår der en langsom etnisk udrensning på Vestbredden, idet bosættere angriber beboerne i palæstinensiske landsbyer, så de til sidst flygter. Herved erobrer bosætterne stadig større landområder.
Hvad der imidlertid sjældent tales om, er, at hele det zionistiske projekt bygger på etnisk udrensning af den palæstinensiske befolkning, og at de zionistiske kolonisatorer har været klar over dette fra begyndelsen af koloniseringen. De var godt klar over, at landet ikke var ubeboet, sådan som eksempelvis den tidlige zionist Israel Zangwill sagde. Heroverfor udtalte den tidlige zionist Ahad Ha’Am i 1891 efter en rejse i landet: ”Hvis der kommer en tid, hvor vort folk i Palæstina udvikler sig, så vil det i større eller mindre grad skubbe de indfødte indbyggere ud, men de vil ikke opgive deres land så let.” Og det er ikke første gang, en israelsk regering har ønsket at fordrive befolkningen fra Gaza.
Retfærdighedsidealet
Venstrezionisterne ønskede at opbygge et nyt samfund baseret på socialistiske retfærdighedsidealer, men dette samfund skulle opbygges af jøder og for jøder, og dette ville kræve jødisk kontrol over et vist territorium, og inden for dette territorium måtte jøderne opbygge separate økonomiske og politiske institutioner, som kunne lægge grunden til en jødisk massekolonisering. Målet var således at udvide den jødiske kontrol over større dele af landet, som den senere premierminister David Ben Gurion udtrykte det i 1922 ”… erobringen af landet ved hjælp af en omfattende indvandring,”[1] men dette ville komme i konflikt med retfærdighedsidealet, for hvordan kunne man retfærdiggøre fortrængningen af den oprindelige befolkning? Der havde allerede været konflikter mellem jødiske kolonialister og palæstinensiske landarbejdere, der var blevet arbejdsløse pga. jøders overtagelse af jorden.
Hvor det i højrezionismen, der opstod fra 1920’erne, var en udbredt holdning om en ”befolkningstransfer” af den arabiske befolkning til andre lande, var det ikke god tone blandt venstrezionisterne at udtale sig offentligt om problematikken. David Ben Gurion var imidlertid udmærket klar over konflikten, idet han i 1918 udtalte: ”… Vi som nation ønsker dette land som vort, araberne … ønsker dette land som deres”. Og: ”Men ikke alle ser, at der ikke findes en løsning på dette spørgsmål. Ingen løsning.”[2] Ben Gurion ønskede gennem masseindvandring at stille araberne over for et fait accompli, så palæstinenserne indså, at modstand var nytteløs.
Zionisterne fik således gennem etnisk udrensning løst den omtalte ”transfer-problematik”, hvorved det palæstinensiske flygtningeproblem blev skabt
Grænserne for Eretz Israel (Israels land. red) blev defineret ud fra den bibelske mytologi. For eksempel fremsatte World Zionist Organisation ved Fredskonferencen i Paris i 1919 et forslag til et ”Nationalt Hjem”, som jøderne var blevet lovet af briterne i 1917 i Balfour-deklarationen. ”Hjemmet” omfattede det senere britiske mandatområde, det sydlige Libanon og Jordan, således at Jordanfloden nærmest blev centrum i det ”nationale hjem”. Disse grænser bekræftedes i 1936 af Ben Gurion i en samtale med den palæstinensiske historiker, George Antonius. ”Danner Jordanfloden måske en grænse for Eretz Israel. Den er en Eretz Israelsk flod,” svarer Ben Gurion på et spørgsmål fra George Antonius, om Transjordanien regnes med til Eretz Israel. Begrundelsen for jødernes ”ret” til landet var ifølge Ben Gurion, at ”I Eretz Israel kom vi før jer. Vi vender blot tilbage til vort eget land”[3]. Den samme argumentation hørte jeg for år tilbage fra en religiøs bosætter på Vestbredden.
Erobringen af Vestbredden
FN’s delingsplan for det britiske mandatområde i 1947 førte til borgerkrig mellem arabere og jøder i Palæstina. Massakren på arabere i Deir Yassin i april 1948 og andre massakrer på arabere førte til, at mange i de efterfølgende kampe flygtede, når jødiske soldater nærmede sig, fordi de var bange for at komme til at lide samme skæbne. Herved blev 750.000 arabere fordrevet. Da araberne efter kampenes ophør ønskede at vende tilbage til deres byer og landsbyer, blev de forhindret i det af den israelske hær, og i mange tilfælde blev husene i landsbyerne sprængt i luften. Zionisterne fik således gennem etnisk udrensning løst den omtalte ”transfer-problematik”, hvorved det palæstinensiske flygtningeproblem blev skabt.
Hvorfor skulle vi klage over deres had mod os? De har siddet otte år i Gazas flygtningelejre og med deres egne øjne set, hvordan vi har lavet et hjemland
Ben Gurion havde endda i efteråret 1948 planlagt at invadere Vestbredden, hvorved han håbede, at de fleste arabiske indbyggere ville flygte: ”Jeg gik ud fra, at de fleste af Jerusalems, Betlehems og Hebrons arabere ville flygte … hvorved vi ville have fuld kontrol over hele landet nord og syd for Jeriko.”[4] Men dagen inden operationen skulle starte, blev FN’s fredsmægler, Folke Bernadotte, myrdet af jødiske terrorister fra Stern-gruppen, hvor den senere premierminister, Yitzhak Shamir, sad i ledelsen, og planen blev opgivet. Ben Gurion udtrykte ved flere lejligheder stor sorg over den udeblevne erobring af Vestbredden. Det er således ikke kun højreorienterede israelere, der har ønsket at få fordrevet palæstinenserne.
De palæstinensere, som forsøgte at krydse våbenstilstandslinjen for at hente deres ejendele eller for at hævne sig, blev betragtet som ”infiltratorer” og blev ofte skudt. Den senere forsvarsminister Moshe Dayan forstod godt palæstinenserne, idet han ved begravelsen af en kibbutz-vagt i 1956 udtalte: ”Lad os ikke rette bebrejdelser mod morderne. Hvorfor skulle vi klage over deres had mod os? De har siddet otte år i Gazas flygtningelejre og med deres egne øjne set, hvordan vi har lavet et hjemland på den jord og i de landsbyer, hvor de og deres forfædre engang dvælede.”
Gaza
I 1955 diskuterede den israelske regering et forslag fra David Ben Gurion, der på det tidspunkt var forsvarsminister, om at besætte Gaza, hvilket kabinettet dog afviste. Forslaget dukkede op igen året efter i forbindelse med krigen i 1956, hvor Israel igennem fire måneder besatte Gaza, inden de af USA blev tvunget til at forlade området. I denne periode nåede israelerne at dræbe mellem 930 og 1.200 indbyggere ud af en befolkning på 330.000, og hvis man dertil lægger antallet af sårede, fængslede og torturerede, så kommer andelen af folk, der blev fysisk skadet, til at udgøre én procent af befolkningen.
I månederne efter Seksdageskrigen, hvor Israel erobrede Gaza og Vestbredden (samt Sinai-halvøen og Golanhøjderne), forviste Israel 75.000 til Jordan – den senere premierminister Golda Meir kaldte dem for ”femtekolonne” – mens 25.000 palæstinensere, der under konflikten ikke var i deres områder, ikke fik lov til at vende tilbage. Desuden flygtede mellem 40.000 og 50.000, fordi de var bange for en gentagelse af massakrerne i 1956.
”Hvis vi ønsker at komme til at se Gazastriben som en del af staten Israel, så må vi komme af med en del af befolkningen
Efter Seksdageskrigen diskuterede Arbejderpartiregeringen, hvordan man kunne få fordrevet palæstinenserne fra Gaza. Den israelske avis Haaretz har offentliggjort uddrag af referater fra regeringsmøder, hvor for eksempel forsvarsminister Moshe Dayan allerede den 25. juni sagde, at ”hvis vi kan ’udsætte’ 300.000 flygtninge fra Gaza til andre steder … så kan vi annektere Gaza uden problemer”. Hans ministerkollega, Yosef Shapir, var mere specifik, idet han foreslog at ”tage dem i nakkeskindet og smide dem over til Vestbredden”. En anden minister, Moshe Kol, erkendte, at ”hvis vi ønsker at komme til at se Gazastriben som en del af staten Israel, så må vi komme af med en del af befolkningen, uanset omkostningerne”.
”Jeg ville gerne have, at Gaza sank i havet”
Idéen var at skabe en ”stille” emigration, hvor man ønskede at overtale palæstinenserne i Gaza til at rejse frivilligt. I slutningen af 1968 foreslog premierminister Levi Eshkol, at man skulle gribe til hårdere metoder: ”Det er muligt, at hvis vi ikke giver dem nok vand, så vil de ikke have noget valg, fordi frugthaverne vil blive gule og visne. Men det kan vi ikke vide på forhånd. Hvem ved, måske kan vi forvente en anden krig, og så vil dette problem blive løst.” I 1970’erne lød undervisnings- og kulturminister Yigal Allon næsten som Netanyahu, idet det han udtalte, at ”Jeg er enig i udvisninger. Vi har gjort det tidligere, og vi er nødt til at fortsætte med det i fremtiden”. Dette skulle også ske ”gennem tvang”, fordi der ikke var noget alternativ: ”Dette vil indebære en engangssmerte, og man kan også forklare den som nødvendig som følge af sikkerheds- og sundhedskrav.”
Fjernelsen af befolkningen i Gaza blev ikke til noget, fordi indbyggerne modsatte sig emigration, men i 1968 blev der etableret to israelske bosættelser i Gaza. I 1972 pløjede den israelske hær under ledelse af den senere forsvarsminister og premierminister Ariel Sharon brede veje til pansrede køretøjer gennem flygtningelejrene, hvorved tusinder af hjem blev ødelagt, og titusinder af beboere mistede deres hjem.
At Gaza stadig udgjorde en hovedpine for ledende israelere, udtrykte premierminister Yitzhak Rabin, mens han i 1992 forhandlede med palæstinenserne og de arabiske stater om de besatte områders fremtid, idet han sagde, at ”Jeg ville gerne have, at Gaza sank i havet”. Dette skyldtes, at gazanerne udgjorde den mest oprørske del af palæstinenserne. Rabin var dog klar over, at ønsket var urealistisk.
Men man skal være opmærksom på, at det var under arbejderpartiregeringer, bosættelserne i Gaza og på Vestbredden begyndte, og at bosættelsespolitikken fortsatte under Oslo-fredsprocessen, der ellers ville indebære, hvis der blev oprettet en palæstinensiske stat, at bosættelserne skulle fjernes. I dag fortsætter den israelske højre-regering arbejderpartiregeringernes politik, bare mere åbent og brutalt!
[1] Göran Rosenberg: Det tabte land: Israel – en personlig historie, s. 121. København 1998
[2] Nils Butenschøn: Drømmen om Israel, Historiske og ideologiske forutsetninger for staten Israel, s. 162-163. Oslo 1984
[3] Amos Elon: Israelerne – stamfædre og sønner, s.186-187. København 1973
[4] Göran Rosenberg: Det tabte land: Israel – en personlig historie, s. 319-320
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og