I Yemens hemmelige fængsler

i Featured/Internationalt/Mellemøsten/Politik & Samfund af

REPORTAGE – Ibrahim blev taget til fange i Yemen og tortureret, indtil han indvilgede i at kæmpe for Houthi-oprørerne i borgerkrigen. Men han flygtede, og efter en lang og farlig rejse med et brækket ben er han endt i den græske hovedstad, Athen. Han er anerkendt som flygtning, men dybt deprimeret og vil bare gerne have et arbejde. Desværre er udsigterne til et arbejde i Grækenland ringe, og han ved ikke, hvad han skal gøre, fortæller Anette Kjær Jørgensen, der har interviewet ham.

ATHEN – Ibrahim husker ikke, hvor ofte torturbødlerne hentede ham. Dagene og timerne flød i ét.

Ibrahim smøger det ene bukseben op. Under knæet har han en bule på størrelse med et fugleæg. På venstre overarm er et stort rødt mærke. Ibrahim er torturoffer fra Yemen. Hele hans krop bærer mærker efter den tortur, han var udsat i fire måneder. Det er ikke mere end fire uger siden, hans asylbegæring blev godkendt i Grækenland, og nu deler han og fem andre yemenitter en container i en af Grækenlands mange hastigt etablerede flygtningelejre.

Lige nu er Ibrahim mest optaget af, hvornår han får sit EU-pas, så han kan komme ud af Grækenland. Officielt giver det blå pas ham lov til at forlade asyllandet i fire måneder ad gangen. Drømmen er Tyskland, Sverige, et hvilket som helst land i EU, hvor han kan få sig et arbejde.

Bekymringerne står i kø i Ibrahims hoved under det tæt krøllede sorte hår … Hvis krigen fortsætter, er 13 millioner mennesker i fare for at dø af sult inden for de kommende måneder, advarede FN’s landekoordinator i Yemen, Lise Grande, fornylig

Det frustrerer ham frygteligt at gå rundt her i Athen til ingen nytte. Hjemme i Yemen har hans familie ingenting, og allermest mangler de penge til at købe mad for. Oveni det hele har houthierne så også taget hans bror, og familien aner ikke, hvor han er. Formentlig som han selv: Forsvundet i et af de hemmelige fængsler.

Vi har sat os på en bænk på Victoria Square midt i Athen. Ahmet sidder med på bænken. Han er også fra Yemen og vil oversætte fra arabisk til engelsk.

Vi sidder lidt i tavshed. Der er en masse afghanere her. Victoria Square er deres samlingssted. Det har pladsen været, siden mange hundreder strandede afghanere slog sig ned her i marts 2016, da Makedonien pludselig lukkede sin grænse, og det ikke længere var muligt at rejse videre op gennem Europa.

Victoria Square, Athen

Kvinder med løstsiddende tørklæder sidder og snakker på bænkene rundt om os. Mænd står i grupper under de for længst afblomstrede japanske kirsebærtræer, og børn leger, de heldigste på et løbehjul.

Ibrahim vil gerne fortælle sin historie. Af hensyn til familien hjemme i Yemen under anonymitet. Som yemenitterne er flest, er Ibrahim smilende og venlig.

Den glemte krig

I thank you from the bottom of my heart,” siger han og lægger højre hånd over hjertet for at vise sin taknemmelighed over, at jeg vil skrive om hans folks lidelser. Krigen i Yemen er blevet kaldt ‘den glemte krig’. Det er svært at få informationer ud af det lukkede land. Kun få journalister får lov at komme ind, og det lykkes ikke mange yemenitter at flygte ud.

Hvis krigen fortsætter, er 13 millioner mennesker i fare for at dø af sult inden for de kommende måneder, advarede FN’s landekoordinator i Yemen, Lise Grande, fornylig. Den største sultkatastrofe i verden i hundrede år lurer lige om hjørnet ifølge FN.

UNHCR advarer om den værste sultkatastrofe i det krigshærgede land i verden i hundrede år

En koalition af arabiske lande med Saudi-Arabien i spidsen og USA, Storbritannien og Frankrig med på sidelinjen begyndte i foråret 2015 et massivt bombetogt mod Yemen. Samtidig blokerede de landets lufthavne, havne og grænser, så hverken fødevarer, nødhjælp eller medicin kunne komme ind. Formålet var at bringe Yemens internationalt accepterede præsident, Abedrabbo Mansour Hadi, tilbage til magten.

Krigen i Yemen er blevet et betændt stormagtsspil, der mest går ud over civilbefolkningen. Indtil nu har krigen kostet mindst 10.000 menneskeliv, sandsynligvis langt flere

Hadi har, siden han blev fordrevet fra Yemen af den anden part i krigen, houthierne, været i eksil i Saudi-Arabien.

Houthierne kontrollerer hovedstaden Sana og de rigt befolkede provinser i nord og vest og er støttet af Iran. Og krigen i Yemen er blevet et betændt stormagtsspil, der mest går ud over civilbefolkningen. Indtil nu har krigen kostet mindst 10.000 menneskeliv, sandsynligvis langt flere.

Fornylig bombede Saudi-Arabien en bus fyldt med skolebørn. 25 børn blev dræbt. USA og Storbritannien sælger våben til Saudi-Arabien. Senest har den amerikanske præsident Trump med henvisning til USA’s handel med saudierne for 1,9 mia. dollar af blandt andet militært udstyr kviet sig ved at fordømme drabet på den saudiske journalist Jamal Khashoggi på landets konsulat i Istanbul. Og Saudi-Arabien, Israel og USA med præsident Trump i spidsen vil gøre alt for at forpurre Irans stormagtsdrømme i Mellemøsten.

Imens forværres situationen dag for dag for civilbefolkningen i det i forvejen fattige Yemen. Intellektuelle yemenitter bosiddende i landet beretter på Facebook, hvordan landets valuta totalt er brudt sammen, og at ingen har råd til at købe den mad, der trods alt er på markederne, fordi priserne bare stiger og stiger. I nogle landsbyer har folk ikke andet at spise end blade, forlyder det.

Fattigdommen i Yemen er ubeskrivelig. Den lokale valuta er brudt sammen, og på markedet er priserne steget til det ubetalelige

Da houthierne henter ham

Mens skyggerne bliver lange i den lune oktober aften, og Victoria Square fyldes med flere og flere afghanere, fortæller Ibrahim om en anden aften, den 11. juni 2016 i Yemens hovedstad Sana.

Han sidder med sin far, en onkel og sin fem år yngre bror i gården i familiens hus. Det er khat-tid. Solen er ved at gå ned, og mændenes venstre kind buler ud af de euforiserende blade. Jasmintræet sender sin vidunderlige duft ud i natten, og i køkkenet har kvinderne travlt. Deres latter høres ud i gården.

Pludselig bliver der hamret hårdt på porten, og der lyder høje råb udenfor. Mændene kigger på hinanden. De frygter det værste. En houthi har den sidste tid ringet flere gange til Ibrahims far. Hvis ikke han hver måned betaler en løn til en af deres soldater, vil de komme og hente hans søn, lyder truslen. Faren har været henholdende. Ibrahim har sagt nej. De skal ikke lade sig true af de forhadte houthier, mener han.

Ibrahims mor når lige at få et sidste glimt af sin søn, før porten smækker i bag ham. Så kaster hun sig ned på gårdspladsen og jamrer højt

Porten bliver skubbet op, og ind træder fem houthi-krigere.

“Hvem er Ibrahim? Hvor er Ibrahim?” råber den forreste mand aggressivt, mens han løfter sit gevær og skyder op i luften. Tavst rejser Ibrahim sig og går hen mod mændene.

“Det er mig. Hvad vil I?” spørger han.

Mændene griber ham og skubber ham brutalt foran sig ud gennem porten. I køkkenet har kvinderne hørt de høje råb fra gården. De skynder sig at tildække sig og løber ud i gården. Ibrahims mor når lige at få et sidste glimt af sin søn, før porten smækker i bag ham. Så kaster hun sig ned på gårdspladsen og jamrer højt.

Ude på vejen venter en bil. En houthi-kriger sidder ved rattet. Mændene binder Ibrahim for øjnene. Og de binder hans hænder på ryggen og skubber ham op på ladet af bilen.

Han kan høre, hvordan flere mænd springer op ved siden af ham. Bilen sætter af med et drøn.

De kører længe. Rebene snærer om hans håndled, og det varer ikke længe, før det gør forbandet ondt. Hver gang bilen bremser, bliver han forsvarsløst kastet rundt på ladet, fordi han intet kan se.

Hver gang de torturerede mig, fik jeg bind for øjnene, fortæller han. Det foregik altid i et lille rum ved siden af det store. Hele tiden kunne vi høre skrig fra rummet. De ville have, jeg skulle sige ja til at kæmpe for dem, men det ville jeg ikke

Efter et par timers kørsel bremser de pludselig voldsomt op, og Ibrahim tager endnu en rutsjetur. Krigerne skubber ham ned fra ladet, og med et hårdt greb fører de ham af sted.

Først da de er i et stort rum, fjerner houthierne bindet for Ibrahims øjne. De kaster ham ned på gulvet. Det første, han sanser, er en masse øjne, der stirrer på ham. Mænd som han selv, hundreder af dem, fanger, liggende og siddende på det hårde stengulv. Væggene i det store rum er nøgne.

“Hver gang de torturerede mig, fik jeg bind for øjnene,” fortæller han. Det foregik altid i et lille rum ved siden af det store. Hele tiden kunne vi høre skrig fra rummet. De ville have, jeg skulle sige ja til at kæmpe for dem, men det ville jeg ikke. De brugte elektricitet, og de kørte en barberkniv over min krop, og de slog med jernstænger og geværkolber.

Både Human Rights Watch og Amnesty International har dokumenteret, hvordan begge sider i krigen i Yemen torturerer deres fanger i hemmelige fængsler.

Journalister, læger, advokater, aktivister, studenter og medlemmer af det religiøse Baha’i-samfund fængsles vilkårligt, forsvinder og tortureres.

Ifølge Human Rights Watch har tidligere fængslede berettet om, hvordan houthi-officerer slog dem med jernstænger og trækøller. Og hvordan vagter piskede de fængslede, smed dem mod væggen og truede med at voldtage dem og deres familie.

Den amerikanske tv-station CNN har dokumenteret, at houthierne bruger børnesoldater, og ifølge nyhedsbureauet AP er amerikanske soldater involveret på regeringens side i afhøringer af fanger i Yemens hemmelige fængsler, hvor tortur også er ganske almindeligt.

Se en af CNN’s udsendelser med tidligere børnesoldater her:

Et brækket ben

Ibrahim har ingen fornemmelse af, hvor ofte hans bødler kom og hentede ham. Timerne og dagene flød i ét. Det, han husker mest, er smerten og frygten. Foruden arrene på kroppen er der depressionen og de humørsvingninger, som jeg mærker, efterhånden som jeg lærer ham bedre at kende.

“De tog alle, der ikke ville slås for dem. De tager drenge helt ned til tretten år,” fortæller Ibrahim. “Da jeg sidst snakkede med min far over Skype, havde de lige været i vores hus og hentet min bror. Han er kun atten år.”

Vendepunktet for Ibrahim kom den dag under torturen, hvor bødlerne brækkede hans ben med en jernstang. Da kunne han ikke længere modstå smerten, og han sagde ja til at kæmpe for dem.

Ibrahim døjede hele tiden med frygtelige smerter i det brækkede ben, men han turde ikke opsøge et hospital, da houthierne kontrollerede hospitalerne i det område, hvor han var

“Jeg sagde mest ja for at komme ud af fængslet,” forklarer han og ser ned.

“Jeg tænkte, at det var min eneste chance for at slippe væk at sige ja. Vi blev kørt ud til en militærlejr i bjergene. De tog mig med, selv om jeg havde brækket benet. Houthierne er ligeglade med alt. Det eneste, de tænker på, er at have deres hænder på et gevær.”

Kort tid efter, de var ankommet til lejren, lykkedes det Ibrahim og et par andre at stikke af. De var heldige. De kendte bjergområdet godt. Flugten foregik til fods, men på grund af det brækkede ben måtte hans venner bære ham det meste af vejen. Da de kom ned til en landevej, fik de stoppet en bil, og chaufføren gav dem et lift til byen Ibb et par hundrede kilometer væk.

Ibrahim døjede hele tiden med frygtelige smerter i det brækkede ben, men han turde ikke opsøge et hospital, da houthierne kontrollerede hospitalerne i det område, hvor han var. En dag smed Saudi-Arabien så en bombe fra et fly i byen Ibb, tæt på hvor Ibrahim befandt sig. En splint fra bomben borede sig ind i det brækkede ben tæt på bruddet.

Nu blev smerterne helt uudholdelige, og hans venner fik ham bragt til en hospitalsklinik i en mindre by.

To stykker træ

“De healede mig på den gammeldags måde med to stykker træ, som de surrede fast på benet med et reb,” fortæller han.

Saudi-Arabiens blokade betyder blandt andet, at det er tæt på umuligt at skaffe medicin i visse dele af Yemen.

“Men for første gang fik jeg noget smertestillende,” siger Ibrahim og bliver tavs, mens livet passerer forbi rundt om os. Det er også her på Victoria Square, at der handles falske pas. Og det er her, unge afghanske drenge tilbyder deres krop for at tjene lidt penge. Selve tjenesteydelsen foregår i en nærliggende park. Ibrahim fortsætter med at fortælle.

Træstykkerne måtte han have på i halvanden måned. I al den tid kunne han ikke bevæge benet overhovedet.

“Jeg havde to beslutninger. Hvis jeg blev i Yemen, ville jeg dø. Houthierne ville finde mig og dræbe mig, fordi jeg var stukket af. Og jeg ville ikke dø. Hvis jeg gik med dem og sloges med dem, ville jeg være kriminel, så jeg havde ikke andet valg end at flygte ud af Yemen,” siger Ibrahim om den flugt, der nu fulgte.

Det er meget svært for yemenitterne at komme ud af landet, fordi koalitionen med Saudi-Arabien i spidsen har blokeret Yemens lufthavne, havne og grænser.

“Min eneste mulighed var at komme til Oman og så derfra til Iran, men vi kan ikke få et visa til Oman, og vi må derfor kun være i landet i tolv timer,” fortæller han om den nu forestående besværlige og farlige flugt.

Indimellem er han så deprimeret, fortæller han, at han bare vil tage tilbage til Yemen, også selvom han ved, det vil være lig med den visse død

Ibrahim var stadig sammen med de venner, han flygtede med fra houthiernes militærlejr oppe i bjergene. De skal også ud af Yemen. Sammen finder de en taxa, der vil køre dem de små tredive kilometer tæt på grænsen til Oman.

“Der boede vi i et telt ude i ørkenen hos en kameldriver i fire måneder. Jeg havde stadig kæppene på det brækkede ben, og det gjorde stadig frygtelig ondt.”

Imens de boede i ørkenen, fik Ibrahims far skaffet 3000 dollar til flybilletten til Iran, og så han kunne betale menneskesmuglerne videre til Europa. Så snart Ibrahim havde pengene, fløj han til Iran.

“Det var skidt, fordi det er Iran, der ødelægger mit land. Og så tager jeg bare til deres land,” mener han.

Ibrahim havde ikke lyst til at blive i Iran, og efter en måned fortsatte han mod Tyrkiet, da han havde fundet nogen menneskesmuglere. Grænsen mellem Iran og Tyrkiet skulle de passere til fods. Ruten gik over nogle bjerge, men heldigvis var hans ben i mellemtiden blevet bedre. De var en stor gruppe på 50-60 flygtninge og migranter, som fulgtes ad over grænsen. De tyrkiske grænsevagter blev imidlertid ved med at opdage dem og skyde efter dem:

“Det tog en måned at komme over, fordi vi måtte prøve mange gange. Hver gang, der blev skudt efter os, måtte vi tilbage til smuglernes hus,” fortæller Ibrahim.

Yemen – Kvinder, der tigger

Et arbejde

Den nat, det endelig lykkedes, vandrede de i bjerge i femten timer, før de endelig var i Tyrkiet. Fra Tyrkiet tog Ibrahim en smuglerbåd til den græske ø Lesbos, og nu er han så her i Athen.

“Jeg troede virkelig, at når jeg kom til Europa, ville jeg få et normalt liv og et arbejde,” lyder det skuffet.

Indimellem er han så deprimeret, fortæller Ibrahim, at han bare vil tage tilbage til Yemen, også selvom han ved, det vil være lig med den visse død.

“Jeg vil bare gerne have et arbejde, men der er ikke noget arbejde at få her i Grækenland,” gentager han.

Inden vi skilles, takker han mig igen “from the bottom of my heart“.

Der er ikke meget andet at lave for de mange flygtninge og migranter i Athen end at granske mobiltelefonen

Fotos fra forfatteren og fra Facebook. Ibrahim er et opdigtet navn – POV og Anette Kjær Jørgensen kender Ibrahims identitet.

Jeg er født i 1952, er uddannet journalist og har været beskæftiget med journalistik hele sit liv, på skrift, på TV og radio. Jeg er nu på efterløn, hvilket har gjort det muligt at realisere en gammel drøm om at rejse og skrive. Siden flygtningekrisen for alvor begyndte for halvandet år siden, har jeg mest beskæftiget mig med den. Efteråret 2015 tilbragte jeg to måneder på den græske ø Leros, hvor der daglig ankom 3-400 flygtninge, jeg var tre måneder i Jordan blandt syriske flygtninge, og det sidste år har jeg været meget i Athen, hvor mange af de godt 60.000 flygtninge strandede, da Makedonien for et år siden lukkede sin grænsen mod Grækenland. Jeg har tidligere arbejdet på Frederiksborg Amts Avis, Ritzaus Bureau, DR Radioavisen, KNR, Grønlands Radioavis og TV2 Bornholm. Siden 2011 freelancejournalist. Siden jeg første gang kom til Athen sidste forår har jeg forelsket mig helt og aldeles i den meget spraglede by. Jeg bor på Bornholm, hvor jeg er det meste af sommeren. På min blog ligger blandt andet en masse artikler, jeg har skrevet under min lange flygtningeodysse. Kan du lide det, jeg skriver, er du meget velkommen til at indbetale et beløb til mig på MobilePay: 45 20 11 39 21

Seneste artikler om Featured