
AMERIKANSK VALGKAMP // REPORTAGE – Anders Jørgensen er efter eget udsagn en politisk nørd, der altid har været nysgerrig, når det gjaldt Donald Trumps fascinationskraft i det amerikanske vælgerhav. Så det var en drøm for ham at stå midt i det farverige show, der kendetegner Trump og hans kernestøtter, da han var til valgmøde i byen Manchester, der ligger i delstaten New Hampshire. Hans reportage tilbyder et dyk ned i verden, hvor danskere sjældent kommer.
MANCHESTER, NEW HAMPSHIRE – Havet af røde kasketter omgiver mig. Vi venter alle sammen på aftenens store stjerne, Donald Trump. Jeg, en 26-årig journaliststuderende og USA-aficionado, er til et vælgermøde med bannerføreren for den bølge af højrepopulisme, som er i gang med at undergrave det amerikanske demokrati.
Mens solen så småt titter frem bag de grå skyer, møder jeg førtidspensionisten Shannon i køen. Hun glæder sig til sit allerførste Trump-vælgermøde og følger troligt ekspræsidenten på TV. Hun glæder sig, som var det juleaften, til at se ham i virkeligheden
Jeg er i gang med en rejse igennem den amerikanske østkyst, fordi jeg er nysgerrig, når det gælder det amerikanske samfund. P.t. befinder jeg mig i den nordøstlige New England-region, hvor New Hampshire ligger. Da jeg finder ud af, at den tidligere præsident og nuværende kandidat er i Manchester, delstatens største by, beslutter jeg mig for at tage forbi og få krydset en længe ønsket oplevelse af min bucketlist, nemlig at opleve et vælgermøde med Trump.

Efter en solid omgang pandekager med bacon indsmurt i lokalproduceret ahornsirup trodser jeg morgenkulden og bevæger mig mod hotellet, hvor Trump skal holde tale kl. 16. Køen er allerede begyndt klokken 8 om morgenen, hvor jeg ankommer, og et par overnattende Trump-vælgere er i færd med at pakke deres telte sammen, mens jeg stiller mig ind i rækken.
Da salen, hvor Trump skal tale, kun kan rumme omkring 1.200 mennesker, fortæller de overnattende, at de simpelthen var bekymrede for, om de kunne komme ind, hvis de kom meget senere. Gaderne er allerede afspærret, og politiet er så småt ved at møde op og gøre klar til dagens begivenheder.
Mens solen så småt titter frem bag de grå skyer, møder jeg førtidspensionisten Shannon i køen. Hun glæder sig til sit allerførste Trump-vælgermøde og følger troligt ekspræsidenten på TV. Hun glæder sig, som var det juleaften, til at se ham i virkeligheden.
I køen møder vi også juvelsælgeren Joyce fra nabostaten Massachusetts, som kan fejre sit femte vælgermøde med Trump.
Mens hun fremviser talrige billeder fra de tidligere vælgermøder, undrer hun sig over, hvorfor Trump har valgt at afholde vælgermødet i sådan en lille bygning, når den enorme NSHU Arena ligger et stenkast herfra. Til gengæld bliver det mere intimt, ræsonnerer hun med et smil på læben.
People watching for fuldt blæs
Jeg har nu allerede erfaret, at når man står i køen til et Trump-vælgermøde, støder man på mange interessante mennesker.
“Medierne hader folk som os. Vi er the deplorables
Kasketterne er eksempelvis meget iøjnefaldende. Mange har kasketter på, og den altdominerende klassiske røde kasket med ordene ‘Make America Great Again’ er overalt. Men jeg spotter også en ‘Guns, God & Trump’ og en nostalgisk ‘I miss the America I grew up in.’

Kø-tiden går ret hurtigt. Den amerikanske nationalsport, small talk, dræber en masse tid, men som nævnt er det ganske fascinerende bare at iagttage mennesker. En ældre mand med langt skæg iført et Onkel Sam-kostume går forbi, og folk er vilde med ham.


Da en kvinde deler appelsiner ud i køen, understreger Shannon, at Trump-vælgere er søde og ordentlige og ikke den slags voldelige mennesker, som de bliver fremstillet som på mainstreammedierne.
Her taler hun om de medier, som hun med foragt i stemmen døber alfabet-medierne, såsom NBC, ABC og CBS. Og ej at forglemme hovedfjenden CNN.
“Medierne hader folk som os. Vi er the deplorables”, lyder det. Det sidste er en hentydning til en bemærkning fra Hillary Clinton fra valgkampen i 2016, da hun beskrev Trumps vælgere som ‘deplorables’ – et nedladende udtryk – som trumpisterne efterfølgende tog til sig og gjorde til et hædersmærke.
Da klokken slår 13, åbner dørene til salen. Massen af glade Trump-tilhængere, som vil ind og sikre sig en god plads tæt på aftenens store stjerne, rykker frem
I takt med at timerne går og mine fødder bliver mere og mere trætte, valfarter flere og flere til. Det er svært at vurdere mængden, men flere i køen understreger, hvor glade de er for, at de kom tidligt. “Tænk at blive afvist i døren,” lyder det fra min køpartner, Joyce.
En ung mand, iført et jakkesæt med stjerner og striber på, render rundt med en mikrofon og prøver at underholde den ventende gruppe. Han råber gentagne gange “Lets Go Brandon! Lets Go Brandon!” og opildner gruppen til at råbe med ham i kor.

Joyce forklarer mig på pædagogisk vis, hvor udtrykker kommer fra. I 2021, da journalisten Kelli Stavast fra NBC Sports interviewede racerkøreren Brandon Brown, begyndte en mængde Trump-venlige tilskuere at råbe “Fuck Joe Biden.” Stavast hørte det dog anderledes, og beskrev råbene som “Lets go Brandon.” Sidenhen er udtrykket blevet et fast slogan for Trump-vælgere, omend Biden i sin nye valgkamp har forsøgt at erobre og ‘vende’ det om til egen fordel.
Det store show
Da klokken slår 13, åbner dørene til salen. Massen af glade Trump-tilhængere, som vil ind og sikre sig en god plads tæt på aftenens store stjerne, rykker frem.
Efter fem timer i køen er det helt forfriskende med et sceneskift, og efter en tiltrængt tissepause mødes jeg med Joyce fra køen, og vi finder en ståplads tæt på scenen, hvor en talerstol med det famøse kampagneslogan ‘Make America Great Again’ er klisteret henover. Scenen er flankeret af amerikanske flag samt en række tomme stole, hvor lokale republikanere, der har tilkendegivet deres støtte til Trump, skal sidde.
Salen bliver enormt hurtigt fyldt op, mens en række musiknumre blæser ud af højtalerne, heriblandt Queens-hittet “We Are the Champions”.
Igen og igen begynder folk at råbe ‘U-S-A! U-S-A! U-S-A!’ og begynder at vifte med deres kasketter.
Efter en times ventetid i salen, bliver det annonceret, at det er tid til fællesbøn. En kvindelig lokalpolitiker står for bønnen, som inkluderer referencer til landsfædre som George Washington samt Abraham Lincoln, og som til sidst kulminerer i en lovprisning af Trump.
Det er lidt ligesom at være til koncert. Du har fansene og de sædvanlige Trump-hits
Efter den yderst alternative bøn bliver der aflagt fælles troskabsed til nationen, hvilket betyder, at de fremmødte for et øjeblik tager deres elskede kasketter af og retter opmærksomheden mod de amerikanske flag. Nationalsangen bliver sunget, hvorefter en kort og kedelig paneldebat mellem et par forskellige lokale politiske aktører finder sted. Alle i panelet er enige om, hvor fantastisk ekspræsidenten er, og det bliver hurtigt en konkurrence om, hvem der er mest glad for ‘The Donald’.
We want Trump! begynder folk at råbe utålmodigt, da klokken nærmer sig 16. Mens ABBA’s “Dancing Queen” spiller, viser Joyce mig et klip fra internettet, som bekræfter, at Trump er landet i den lokale lufthavn, der ligger cirka 10 minutter væk fra hotellet. Men Joyce forklarer mig, at Trump altid kommer bevidst for sent.
“Han er jo en rigtig showman,” forklarer hun. Og sandt nok, da klokken er omkring 16.24, træder en masse republikanske lokalpolitikere ind, som næsten alle sammen har den ikoniske røde kasket på, og tager plads på de tomme stole på scenen. Publikum råber igen: “We want Trump!” og “Four more years!”
Da Lee Grenwood’s “God Bless America” spilles, eksploderer salen af begejstring, for nu véd de, hvem der kommer. Det er nemlig Trumps indgangssang, og ind træder en storsmilende Trump, iført sit famøse røde slips og lidt for store jakkesæt med begge tommelfingre i vejret.

Efter at Trump har takket lokalpolitikerne for deres støtte, begynder han straks med at latterliggøre Joe Bidens planer om at genopstille, angribe Kina (men samtidig rose Xi Jinping), kritisere elektriske biler og Demokraternes immigrationspolitik, den stigende inflation, samt New Hampshires ellers ret så populære republikanske guvernør, Chris Sununu.
“Sununu er en vaskeægte RINO” forklarer Joyce. Forkortelsen står for ‘Republican In Name Only’ og bruges ofte af Trump-fløjen i partiet om de ‘gamle republikanere’ som Bush-familien, Mitt Romney og John McCain.
Det er lidt ligesom at være til koncert. Du har fansene og de sædvanlige Trump-hits.
Indimellem falder et par morsomme replikker, og salen bryder ud i grin, når han bruger forskellige øgenavne om sine politiske modstandere. “Jeg har en stor nyhed,” fortæller Trump og forklarer, at Hillary Clintons øgenavn ‘Crooked Hillary’ er fortid, og at crooked nu skal bruges om Joe Biden. Det falder i støtternes smag.
Trumps tale er generelt meget tilbageskuende og fokuserer meget på de glorværdige år, hvor Trump sad i Det Hvide Hus. “De griner alle af os nu,” udbryder Trump fra scenen. “Vi er et tredjeverdensland.”
Da Biden overtog roret, faldt det hele sammen, må det forstås, og Trump påstår, at Biden er den værste præsident, nationen har haft. Faktisk er Biden værre end de værste præsidenter tilsammen, hvis man skal tro ekspræsidentens vurdering af sin efterfølger
Da Biden overtog roret, faldt det hele sammen, må det forstås, og Trump påstår, at Biden er den værste præsident, nationen har haft. Faktisk er Biden værre end de værste præsidenter tilsammen, hvis man skal tro ekspræsidentens vurdering af sin efterfølger.
Præsidentvalget i 2020 er også et tilbagevendende omdrejningspunkt. Brevstemmer skal afskaffes, og der skal være strammere valglove, for ellers snyder Demokraterne igen.
Man glemmer lidt tid og sted, når man står og observerer Trump. Med et meget levende kropssprog, hvor hænderne ofte bruges i kombination med et ganske levende sprog, der tydeligvis ikke følger teleprompteren, formår han at tryllebinde salen. “Han taler som du og jeg,” siger Joyce med ærefrygt i stemmen.
Efter at have advaret mod en dyster fremtid, hvis Demokraterne stjæler sejren igen, og lovet guld og grønne skove den dag, han vender tilbage til Det Hvide Hus og med et knipstag løser USA’s udfordringer, går Trump ned til publikum og skriver et par autografer, primært på folks kasketter. Village People-hittet ”YMCA” spiller, og folk prøver at komme tættere og tættere på for at give ekspræsidenten hånden, eller i det mindste for et glimt af halvguden, inden han forsvinder.

Jeg undrer mig, om andre republikanere kan tænde den gnist i deres vælgere, som Trump tydeligvis kan. Faktisk minder det, jeg oplever, mere om en form for personkult end et egentligt politisk møde. De er først og fremmest trumpister, før de er republikanere.
Til tonerne af ”Macho Man” forsvinder Trump væk bag scenen.
“Det var vildt, ikke?” spørger Joyce. Jeg nikker og er helt høj på oplevelsen. For man bliver revet lidt med af det her cirkus, især når man har stået sammen med Trumps mest loyale kernevælgere en hel dag.
Men jeg er også dybt bekymret. For hvordan skal et demokrati som det amerikanske fungere, hvis særligt den ene part er hoppet ned i kaninhullet, og tilsyneladende ikke har planer om at vende tilbage?
Det er Trumps parti
Selvom vi stadig er tidligt i primærvalgene, og meget kan nå at forandre sig, fører Trump stort i målingerne blandt sine republikanske rivaler.
Retssagen omkring pornoskuespillerinden Stormy Daniels i New York har kun hjulpet Trump ved at mobilisere hans vælgere. De andre potentielle retssager, som er på vej mod Trump, blev afvist af vælgere som Joyce og Shannon; det er bare den dybe stats forsøg på at stoppe Trumps generobring af Det Hvide Hus.
Dagen efter er jeg forbi Red Arrow Diner for at opleve Nikki Haley, en anden republikansk præsidentkandidat, som har en fortid som minister i Trump-administrationen samt som forhenværende guvernør i South Carolina.

Trump var også forbi dineren efter vælgermødet i går. Ifølge servitricen var stedet proppet til randen, da ekspræsidenten kom forbi og bestilte et par tærter samt den ekstravagante Trump Tower Burger, inden han forlod byen i sit privatfly.
Det Republikanske Partis top ved godt at, at hvis Donald Trump ender som partiets kandidat endnu en gang, så er risikoen for, at de taber de endnu et valg, stor. Trump har nemlig den forbandelse, at han modmobiliserer flere vælgere, end han tiltrækker. Og omvendt, skulle en anden republikaner vinde, så vil Trump og hans vælgere ikke gå stille med dørene.
Hans vælgere kan sikre ham nomineringen men næppe vinde valget. Det kræver en bredere appel, end Trump kan tilbyde.

Så bliver præsidentvalget i 2024 en gentagelse af 2020 med Biden og Trump som de to kandidater? Det håber Demokraterne nok. For en yngre, kvindelig og yderst kvalificeret kandidat som Nikki Haley ville være en stensikker vinder mod Biden under normale omstændigheder.
Men normale omstændigheder er fortid i nutidens USA. For amerikanerne lever i skyggen af Trumps evige cirkus.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.