Odile Poulsen: ’Hvorfor ville han slå sin mor ihjel?’

af i Børn & unge/Liv & Mennesker

KOMMENTAR – “Det lykkedes os aldrig at få støttetimerne tilbage til den enlige mor og hendes nu 14-årige søn. Men vi har stadig lidt kontakt –  nu om drabet.”
De to familier kendte hinanden; mødrene igennem mere end tyve år, sønnerne havde været i samme klub. Det er en voldsom frygt og meningsløshed, de mærker for tiden, og sønnen siger: ’Hvorfor ville han slå sin mor ihjel? Nu har han jo ingen mor!’ Odile Poulsen, der hver fredag skriver i POV om familiens liv med datteren K, der lider af Aspergers, kendte til den familie, hvor den 15-årige søn for nylig slog sin mor ihjel. De fik ikke den hjælp, der havde brug for, skriver hun.

Det, som aldrig må ske, skete, da en 15-årig dreng for nylig slog sin mor ihjel. Chokket imploderede, især den lille by Ringsted, hvor de to boede.

Som granatsplinter, der baner sig vej, trængte nyheden sig også ind på mig. Og jeg frygtede straks, at fordi den 15-årige dreng er autist, så ville drabet utvivlsomt bidrage til endnu flere fordomme om autistiske mennesker.

Min første, instinktive tanke var ikke at dele nyheden på mine egne sociale medieplatforme – ganske enkelt af frygt for, at det ville sætte en storm af nyfabrikerede, skumle fantasier og misforståelser i værk. Vi er i forvejen en nation, hvis tung-numsede polka, er ude af takt og uden tilstrækkelig forståelse, viden og indsigt i autisme.

Måske vil folk hellere høre om ’det psykisk syge monster’ end om Einstein

Men dumhed forsvinder ikke af sig selv, så meget ved jeg da, og jeg må gribe fat i og ud efter min egen fornuft og undlade selv at blive en del af tabuerne. For selvom autister ikke er farligere end neurotypiske mennesker, vil der være dem, der råber op om dokumentation for netop dét.

Der vil også være dem, der peger på, at retardering er tæt sammenvævet med autisme, og desværre har den slags røster det med at vinde opmærksomhed, lige meget hvor mange professorer, der er ‘på spektret’. Måske vil folk hellere høre om ’det psykisk syge monster’ end om Einstein.

Mennesker frygter ofte dét, der ikke kan defineres inden for det (psykisk) normale. Det er nærmest, som om at jo mere synlighed, der bliver om psykisk sårbarhed, jo mere krummer folk sig sammen for at kunne leve op til et normalitetsbegreb, som kun de færreste kan matche eller forstå.

Faktum er, at psykiske lidelser udgør den største sygdomsbyrde i vores samfund med 25 procent (af det samlede sygdomsbillede), mens kræft tæller 17 procent.

Svært tankevækkende, synes jeg. Særligt taget i betragtning, hvordan vi ynder at lave store live tv-shows med kendte, der taler til danskernes hjerter og pengepunge, så de solide donationer til cancerbekæmpelse bugner. Hvilket er forståeligt. Gud bevares, for alle har en i familien med kræft eller i det mindste en i sine cirkler. Men det har vi bare også med psykisk sårbarhed.

Flere af mine veninder har haft, eller har, kræft, og det er et åbent samtaleemne, nøjagtig som det skal være. Nogle af dem siger, at det er ’den værste sygdom at dø af’, men jeg kan nu nok se dem, der er værre.

Angst essen Seele auf

Kan vi ikke snart begynde at tale lige så åbent og empatisk om psykiske lidelser, som når vi taler om cancer? Og være lige så økonomisk gavmilde?

Faktisk har jeg også flere veninder, der er psykisk sårbare, ligesom deres børn også er det.

Kan vi ikke snart begynde at tale lige så åbent og empatisk om psykiske lidelser, som når vi taler om cancer? Og være lige så økonomisk gavmilde?

Måske kunne en 15-årig søns drab på sin mor så være undgået. Måske kan vi undgå lignende drab i fremtiden.

Men så skal der også ske en mærkbar og drastisk ændring, det skal der. For udsigten for resten af samfundet er ret uhyggelig. Det tror jeg også den er derfra, hvor du sidder.

Som når vi ser på den aktuelle vanvids-besparelse, Københavns kommune laver på handicapområdet.

Besparelsen undrer i sig selv ikke nogen, men det gør ministerens reaktion på den ravage, besparelsen har medført. Ødelagte menneskeliv! Helt ærligt, Minister, hvad havde du regnet med?!

Besparelser på handicapområdet i Københavns Kommune betyder, at borgere på bosteder får mindre ferie og færre ture ud af huset.

Posted by TV 2 Lorry on Thursday, August 1, 2019

Mens jeg prøver at folde min hjerne ud over det umenneskelige vilkår, at en 15-årig dreng har slået sin egen mor ihjel, står det mig lysende klart, at intet barn slår sin egen mor ihjel, med mindre noget er helt, helt galt Og med ’noget helt, helt galt’ tænker jeg hverken på infantil autisme eller ADD, som drengen er diagnosticeret med, men på det gabende tomrum, manglen på hjælp til familien, står tilbage med.

Få dage inden moderen blev slået ihjel, tryglede hun om hjælp. Hun frygtede for sit liv, men hverken hun eller sønnen fik den.

At undlade at hjælpe en så truet familie er fatalt. Få dage inden moderen blev slået ihjel, tryglede hun om hjælp. Hun frygtede for sit liv, men hverken hun eller sønnen fik den.

Jeg kan slet ikke begribe dimensionerne af de løgne, den kommune skal pakke sig selv ind i hver morgen, når staben går på arbejde. Og igen ved nattetide, hvor en særlig tæt pakning må være nødvendig, så løgnene ikke springer læk under søvnen.

Nej! Det er ikke drengens ansvar – alene – at han har dræbt sin mor. Eksistentielt vil vægten af drabet altid tynge ham ned mod jorden. Men der er forskel på, når voksne dræber, og når børn dræber.

Systemet har ladet et barn slå ihjel. ’It takes a village’

Hvis et drab skal løfte sig fra sin egen meningsløshed, er vi nødt til at lære noget af det.

Systemet vasker hurtigt og effektivt sine hænder og svarer i medierne med et tilsyneladende empatisk; ’vi må lade familien sørge i fred’. Måske er systemet endog tilbagelænet nok til at have sendt en kondolence-buket.

Jeg kan se for mig, hvordan man har siddet rundt om det kommunale mødebord og talt strategier: ’Vi kan ikke fremstå, som er det vores ansvar’ har man enedes om, og så længe man er mange, der mener det samme, er pensionen fredet.

Gennem mit tidligere arbejde med sårbare borgere, som ingen andre kan ’komme ind til’, har jeg også været i kontakt med familiearbejdet i Ringsted kommune. Det er derfra jeg ved, at Ringsteds ry som ’hård men uretfærdig’, holder vand.

Sandheden er der ikke penge i. Det er der simpelthen ikke. Men jeg nægter at sælge en løgn. Løgne gør alt betændt

Dét, at jeg siger det højt, vil utvivlsomt ikke være sundt for mine fremtidige ansættelsesmuligheder som familiekonsulent, men det er jo netop dét: Sandheden er der ikke penge i. Det er der simpelthen ikke. Men jeg nægter at sælge en løgn. Løgne gør alt betændt.

Den familie, jeg samarbejdede med. var en enlig mor med en hjemmeboende søn, og de havde gennem 7 år haft en 20 timers ugentlig støtteperson, da de flyttede til Ringsted. Støtten ophørte øjeblikkelig, idet Ringsted ikke mente, at bevillingen var aktuel for familiens behov. Lidt ligesom hvis en portør vurderer et brækket ben til ikke at være brækket, og dernæst fjerner gipsen og lader patienten selv om resten.

Fra at have haft 20 støttetimer om ugen, til ikke at have nogen – og uden nogen form for overgangsperiode – er ikke kun ekstremt sårbart og farligt for familien, det er også uetisk og inhumant.

I vores ’vel-fattige-samfund’ retter kommunerne ikke længere ind efter Ankestyrelsens afgørelser. De er tilsyneladende stærke nok til at give loven og øverste myndighed en fuck-finger. Og hvad mere er; hvem skal gøre noget ved det, for far og mor er ikke hjemme – og har ikke været det længe.

Når Jesper Juul sagde, at vores samfund var blevet livsfarligt f0r børn at vokse op i, gjorde det dybt indtryk på mig. Han mente, at vi kun havde øje for mønten og ikke mennesket. Det havde han ret i

Jeg frygter faktisk, de er rejst ad pommern til.

Når Jesper Juul sagde, at vores samfund var blevet livsfarligt f0r børn at vokse op i, gjorde det dybt indtryk på mig. Han mente, at vi kun havde øje for mønten og ikke mennesket. Det havde han ret i.

Det lykkedes os aldrig at få støttetimerne tilbage til den enlige mor og hendes nu 14-årige søn. Men vi har stadig lidt kontakt –  nu om drabet. De to familier kendte hinanden; mødrene igennem mere end tyve år, sønnerne havde været i samme klub. Det er en voldsom frygt og meningsløshed, de mærker for tiden, og sønnen siger:

’Hvorfor ville han slå sin mor ihjel? Nu har han jo ingen mor!’


Hvis du kunne lide, hvad du har læst og får lyst til at donere et beløb for oplevelsen til skribenten, kan du gøre det via Odile Poulsens Mobile Pay: 3064 3538. 


Foto: Andrew NeelUnsplash

Odile Poulsen er forfatter og foredragsholder, uddannet pædagog og psykoterapeut ved Kempler Instituttet. Hun har tidligere ledet en døgninstitution.

Om sig selv siger hun: "Jeg har oplevet meget, og det mener jeg selv, er karakteristisk. Som ni liv levet i ét. Trods jeg aldrig troede, jeg ville blive mere end tredive, har jeg fornøjelsen af stadig at være her. Livet handler om at øge vor bevidsthed. Det kræver autencitet på alle planer og en blotlæggelse af tabuer, der indskrænker menneskets frihed og livskvalitet. Jeg er altid optaget af og drevet mod friheden. Derfor er alt, hvad jeg skriver og taler om, båret af et ønske om at ophæve begrænsninger for det frie sind."

Hun har udgivet bøgerne, Hustler (Rosinante 2000 og 2006), Sirenesang (Lindhardt og Ringhoff 2006) og har modtaget Alt for Damernes Kvindepris (2005). I 2008 var hun ambassadør for Dannerhuset.

Odile er bosat i København med sin mand og deres to teenagere. Du kan også finde hende på LinkedIn: www.linkedin.com/in/odilepoulsen/

Hvis du vil honorere Odiles tekster på POV, kan du donere et beløb til hendes MobilePay: 3064 3538

Seneste artikler om Børn & unge