POLITIK // VELFÆRD – De politiske prioriteringer i Folketinget svigter kronjuvelerne i det danske velfærdssamfund: velfærden og sygehusene, skriver økonomen Kim Paulsen i dette debatindlæg. Han føler ikke sig hørt af politikerne og efterlyser politiske beslutninger, der gavner klimaet og danskere på overførselsindkomster.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Jeg er en af de mange, som ikke føler mig hørt, når den politiske maskine på Christiansborg buldrer derudaf. Efter finanskrisen i 2008 kom mit personlige Waterloo med en ufrivillig og uværdig for tidlig tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet på grund af ‘for høj alder’ (i arbejdsgivernes optik). Efter eksplosionen i priserne i 2022 på alle nødvendige varer såsom mad, energi og transport rækker pensionen til væsentligt dårligere levevilkår end før.
Men endnu værre så kom besparelsespolitikken på mode, hvilket gjorde finanskrisen meget værre og mere langstrakt end nødvendigt. De årlige krav om besparelser i den offentlige vækst bider efterhånden voldsomt efter 15 års akkumulering. Minusvækst i grundydelserne fra det offentlige over så lang en periode gør selvfølgelig ondt. De akkumulerede nedskæringer ødelægger den borgernære velfærd i kommunerne, og sygehusene er kommet i krise med personalemangel og ventelister med risiko for forværring af sygdomsforløb.
De akkumulerede nedskæringer ødelægger den borgernære velfærd i kommunerne, og sygehusene er kommet i krise med personalemangel og ventelister
To af de danske kronjuveler, velfærd og sygehuse, er solgt for usselt mammon, fordi bevillingerne ikke er fulgt med behovet for unges trivsel, antallet af ældre, de rigtig gamles behov for pleje og for kvalificeret kapacitet på sygehusene. Det er en undladelsessynd, som politikerne over det seneste tiår er ansvarlige for, fordi de valgte at prioritere, som de gjorde og fortsætter med det. De aktuelle –nærmest latterligt små – opjusteringer på finansloven for 2024 forslår slet ikke til at redde velfærd eller sygehusene.
Penge til velfærd og sygehuse
Man må dog sige, at flertallet af politikerne dog nåede deres mål til overflod med en økonomi, der i dag fremstår som ‘overholdbar’ ifølge de økonomiske vismænd og ifølge regeringen selv. Men er det i den jævne borgers interesse? Der burde være et økonomisk råderum for substantiel forbedring inden for velfærden og sygehusvæsenet.
Samtidig skal vi hvert år se det absurde teater om guldkalven, når kommunal- og regionspolitikere tigger om hjælp fra folketingspolitikernes magtelite. Svaret fra Christiansborg lyder nogenlunde sådan: “Vi har en budgetlov, og I har selv været med til at forhandle de økonomiske rammer, så hold kæft!”
Hvad rager det absurde teater menigmand, når han ser sin svækkede far sidde i timevis med lort i bleen, og priserne stikker af fra pensionen eller kontanthjælpen? Og mere interessant, hvorfor sker der ikke noget, når en samlet politikerstand anerkender ‘rigets ringe tilstand’ inden for velfærd og sygehuse?
Det burde være ret enkelt. Og er det sådan set også, såfremt den politiske vilje er der.
Et par eksempler på haste-handlekraft har vi set under corona-epidemien og efter krigen i Ukraine. Da corona kom til Danmark i marts 2020, blev økonomien stimuleret meget kraftigt. Det er ubetinget positivt, at læren fra finanskrisen var, at der ikke igen skulle skæres ned, men tværtimod sættes gang i økonomien i storstilet omfang, uanset temporære underskud på budgetterne.
Et par eksempler på haste-handlekraft har vi set under corona-epidemien og efter krigen i Ukraine
Handlekraften var ikke mindre, da Rusland den 24. februar 2022 gik ind i Ukraine. Pludselig var der penge til alt fra direkte donationer til Ukraine over til det danske militær, som skulle oprustes kraftigt for at leve op til Natos målsætning om at bruge to pct. af BNP på forsvaret.
Forsvar, måske et lidt forkert ord, da Danmarks indsatser i de seneste årtier er skiftet fra fredsbevarende aktioner (Jugoslavien/Serbien) til militære interventioner (Afghanistan, Irak, Libyen, Ukraine, sidste dog kun med omfattende materiel) i konflikter tusinder af kilometer væk fra Danmark. En stor andel af befolkningen ønsker fred på jorden; ikke flere udgifter, ikke flere døde og ikke flere lemlæstede og mere ubrugelig infrastruktur.
Politiske prioriteringer fortrænger andre offentlige aktiviteter
Det er trecifrede milliardbeløb til forsvaret, vi taler om, så der er tale om en topprioritering af især krigen i Ukraine. Det medfører logisk set en voldsom fortrængning af mange andre fornuftige offentlige aktiviteter. Jeg føler mig ikke sikker på, at den ordinære dansker kan følge den prioritering, at vi ofrer en betydelig del af den nødvendige opdatering af velfærden og af vores sygehuse til fordel for oprustning og krig(e) i fjerne lande.
Et mindre eksempel på samme prioritering – formentlig imod det store flertal i befolkningen – er regeringen hen over midtens aktuelle forslag til en skattereform med topskattelettelser og satsning på beskæftigelsesfradraget frem for at øge personfradraget. Med forslaget får knap halvdelen af befolkningen – fra 1,1 million pensionister til modtagere af andre overførselsindkomster – absolut ingenting.
Det er selvfølgelig ulighedsskabende og undrer uden tvivl mange, efter vi i de seneste år har været vidner til en betydelig øgning i uligheden i formuerne, bl.a. som følge af rekordstore skattefrie friværdistigninger på ejerboliger. Her kunne traditionel omfordelingspolitik have været en yderst relevant politisk prioritering.
Tilsvarende ulighedsskabende er det nye ejendomsskattesystem, der både fejler med skæve ejendomsvurderinger og næsten en halvering af satserne fra 0,92 pct. til 0,51 pct. samt skatterabatter til nuværende ejere – efter et skattestop i over 20 år!
Meget opsigtsvækkende hæves det progressive skattetrin i ejendomsbeskatningen fra 3,04 mio. kr. til hele 9,2 mio. kr., ligesom den høje sats mere end halveres fra 3,0 pct. til 1,4 pct.
Det betyder, at hovedparten af ejerne af de dyreste huse og lejligheder i københavnsområdet (samt en vis andel nord for København) kan se helt bort fra den progressive ejendomsskat, som de ellers skulle have betalt. Det må være svært for den ordinære dansker at se retfærdigheden i det nye system, når der grundlæggende er tale om en skattelettelse til gavn for dem, der i forvejen har så rigeligt.
Førstegangskøbere i 2024, som ofte er unge boligkøbere uden væsentlig formue, skal til gengæld betale mere i skat end dem, der bliver boende. Det er at lefle for de største og økonomisk stærkeste vælgergrupper. Og det skal nok virke.
Når Folketinget så hurtigt og let kunne skaffe penge til corona og Ukraine/militæret, er det svært for almindelige danskere at forstå, at der gøres så lidt for klimaet. Den grønne omstilling har økonomisk set lav prioritet. Det gælder både CO2-afgifter og tilskud til en hurtigere grøn omstilling. Klimaloven fra 2019 sætter bindende nationale mål om 70 procents reduktion af vores drivhusgasudledning i Danmark i 2030 i forhold til 1990. Det mål ser dog ud til at være svært at nå ifølge Klimarådets vurdering.
Klimaloven skal strammes
Klimalovens målsætning er i virkeligheden kun et minimum, som verdenssamfundet kunne blive enige om ved den såkaldte Paris-aftale i 2015. Selvfølgelig er det ikke nok for et af verdens rigeste lande at sætte sit klimamål i forhold til sit historisk sorte udgangspunkt i året 1990. Vi kan og skal gøre meget mere for klimaet. Ellers ender det galt.
Den netop offentliggjorte FN-rapport Climate Emission Gap 2023 taler i et væk om Broken records. En serie af rekorder, der skader målsætningen om at begrænse den globale temperaturstigning til 1,5 grader C over det førindustrielle niveau, men som minimum at begrænse det til en stigning på 2 grader C. Retningen er for tiden mod 2,9 grader C. Rom-klubben advarede allerede tilbage i 1972 i den banebrydende rapport Grænser for vækst om den forestående klimakatastrofe. Kort sagt: Politikerne har ingen undskyldning for den manglende prioritering af vores klima.
Mange almindelige mennesker ville bedre kunne forholde sig til et mål for maksimal udledning pr. person. Da Danmark er blandt de lande i verden med den største udledning pr. person, ville det batte helt anderledes godt, om vi i Danmark sigtede mod den aktuelle udledning for den gennemsnitlige verdensborger. Vi kunne også anvende overshoot day, som er den dag, hvor grænsen for, hvad jordens naturlige ressourcer kan tåle, er nået. I Danmarks tilfælde skete det allerede den 28. marts i år., som et af de første lande i verden.
Da Danmark er blandt de lande i verden med den største udledning pr. person, ville det batte helt anderledes godt, om vi i Danmark sigtede mod den aktuelle udledning for den gennemsnitlige verdensborger
Et mål for CO2-udledning pr. person er samtidig bedre socialt afbalanceret, fordi højindkomstgruppen forurener mere med CO2-udledninger end lavindkomstgruppen. Potentialet for CO2-reduktioner er større i høj- og middelgruppen, hvorfor klimaindsatsen især skal lægges her, ligesom det er mere retfærdigt, at forureneren betaler. Derfor også CO2-afgift på al produktion, herunder landbruget.
Folketingsvalget i 2019 er blevet kaldt et klimavalg, og i det nuværende regeringsgrundlag fra december 2022 beskrives klima- og biodiversitetskrisen, som “vor tids største udfordring”.
Det kan bare ikke ses i den politiske prioritering.
Følg debatten på POV.International
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
