Der findes oliventræer overalt i Italien, men intet sted i landet er denne stædige, ældgamle plante så anarkistisk, så uforudsigelig og så storladen som i de syditalienske regioner.
Hvor har man ellers hørt om hundredårige olivenstammer, der slår bakterier ihjel, som selv ikke de dygtigste forskere har kunnet få bugt med? Noget tyder på, at ikke kun træerne, men også den syditalienske olivenregion over dem alle, Apulien (italiensk: Puglia), har et fabelagtigt immunsystem, der bunder i andet end biologi.
Oliventræet helbreder sig selv
Det er en svimlende oplevelse at drage igennem Puglias gigantiske oliventræsplantager: tusindvis af stammer flimrer forbi langs siderne af vejen, skønt det syditalienske olieventyr igennem tidens løb er blevet truet af naturkatastrofer, krige og industriens hastige fremskridt.
Man skal forestille sig marker fuld af grå træspøgelser, der nu pludselig sender saftige, nye rodskud op mod himlen. I de mange plantager er stilheden blevet gennemhullet af summende bier, som atter suger nektar og tumler sig fordrukne i blomsterklaserne
Siden grækerne gik i land på Puglias kyster med det første oliventræ for 2500 år siden, har oliven været regionens vigtigste råvare, og endnu i dag kommer 80 procent af Italiens samlede olivenolieproduktion fra den italienske støvlehæl. Det sætter spor i landskabet med cirka 20 millioner træer, kæmpe landejendomme og driftige småbyer, hvor oliven i sin tid blev presset til lampeolie i underjordiske frantoi.
Kystbyen Gallipoli var indtil elektricitetens tid Europas vigtigste handelssted for olien, og herfra flød i århundreder den væske, som oplyste Napoli, London og Paris.
For nyligt blæste forandringens vinde atter ind over Puglias røde jord i form af den mystiske Xylella-bakterie, som fik ellers livskraftige kæmper til at krympe sig og gå ud.
Bakterien spredte sig lynhurtigt til millioner af træer i olivenolieproduktionens hjertekammer, Salento, og både befolkning, lokalpolitikere og producenter gik i panik.
Situationen skabte avisoverskrifter i hele verden. Det ene oliventræ efter det andet bukkede under, og borgere dannede levende menneskeringe om tusindårige oliventræer, som kommunen ville brænde for at forhindre sygdommen i at sprede sig.
Bierne tumler atter fordrukne
”Med ondt skal ondt fordrives” synes imidlertid at være oliventræernes egen strategi overfor Xylella, for efter flere års massedød er det forunderlige sket: et sted dybt inde i Salentos bagland er oliventræer af typen Leccino og Favolosa, der i tusindvis af år har vokset her, begyndt at udvikle immunitet overfor bakterien.
Har landsdelen i sig selv et særligt udviklet immunforsvar, og hvis ja, hvad skaber så dets styrke?
Fænomenet har forbløffet forskere over hele Italien, der nu samarbejder med de ukuelige træer og forsøger at udvinde de kraftige antistoffer, som vil kunne redde Puglias økonomiske fremtid.
Man skal forestille sig marker fuld af grå træspøgelser, der nu pludselig sender saftige, nye rodskud op mod himlen. I de mange plantager er stilheden blevet gennemhullet af summende bier, som atter suger nektar og tumler sig fordrukne i blomsterklaserne. Og én ting, har forskerne kunne slå fast: træernes svingende jernnæve udgår fra Puglias oprindelige olivensorter.
Disse eksperter udi planters genetik vil uden tvivl kunne kortlægge oliventræers biologiske forsvarsmekanismer og ud fra dem fastslå den givne metode, hvormed planten bekæmper bakterier og infektioner, men har man kendskab til de syditalienske regioners forbløffende evne til at slå igen, er det naturligt at søge supplerende forklaringer og spørge:
Har landsdelen i sig selv et særligt udviklet immunforsvar, og hvis ja, hvad skaber så dets styrke?
Insekter og kvinder i trance
Fra nord til syd er Puglia karakteriseret af landskaber, der i deres isolation har skabt så insisterende drejninger om deres egne kerner, at de minder om den sugende hvirvel i et afløb.
Hvor både fysiske og sjælelige farer udefra håndteres med så selvfølgelig en indforstået snilde, at befolkningen ender med at fremmane usædvanlige og monumentale figurer, der for altid printer sig ind i erindringen hos den rejsende.
Hvad skal man ellers kalde de fiskebåde på land, der langs Gargano-halvøens kridtklipper rager ud i vandet som tentaklerne på enorme insekter?
Tarantula-ritualet eksisterede helt op i 1950’erne, som en sociokulturel ventil for undertrykte følelser og seksuelle behov, der ellers var tabuiserede i de fattige bondesamfund
Kystens trabucchi blev udtænkt for 2500 år siden, da pirater gjorde fiskeri på åbent hav livsfarligt og de lokale derfor måtte banke fyrrebjælker ned i brændingen og opføre stativer for i stedet at kaste deres net fra land.
Og hvordan kan man ellers forklare de kvinder fra Salento, der i århundreder har danset sig tilbage til livet, når høstens stress og samfundets snærende bånd blev dem for meget, og de følte biddet fra den mystiske tarantula-edderkop under markarbejdet?
Ofrene kunne kun blive helbredt fra deres trancelignende sindssyge, når de fik lov til at danse i dagevis til eksorcistiske toner fra landsbyens kyndigste musikere, og tarantula-ritualet eksisterede helt op i 1950’erne, som en sociokulturel ventil for undertrykte følelser og seksuelle behov, der ellers var tabuiserede i de fattige bondesamfund.
Hemmeligheder under horisonten
Ved første øjekast er Puglia horisontal: Syd for Italiens hælspore bliver sletterne til et grønt højland med rustrød jord, vinmarker, og frugtplantager. Det er det porøse og kalkholdige Murgia-plateau, der gennemstrømmes af kilder og i sin midte rummer La Valle d’Itria, den frodige dal, hvor Puglias spidse trullo-huse skyder op overalt som svampe efter regn.
Herefter flader bakkerne ud, og Salento-halvøen breder sig under en tung sol med ørkenlignende sletter, hvis flade kun brydes af forblæste præriebyer, glemte bautasten og oliven, oliven, oliven.
Herfra kom væsken, der antændte lygterne langs Themsen, lysekronerne på Versailles og bronzekarrene i zarernes uendelige paladser
Puglias verden er dog også vertikal: enormt er nemlig det antal af underjordiske olivenpresserier, såkaldte frantoi ipogei, der forarbejdede regionens oliven og omdannede deres fedtceller til lampeolie.
Herfra kom væsken, der antændte lygterne langs Themsen, lysekronerne på Versailles og bronzekarrene i zarernes uendelige paladser, og nogle af stederne kan endnu besøges, dog oftest ude på landet.
Lige så lidt som mælkebøttens sparsomme bladvækst er eksponentiel med plantens enorme pælerodssystem, lige så lidt afslører størrelsen på Salentos små prærielandsbyer de imponerende forgreninger af frantoi ipogei, der skyder ud under husene og med deres efterspurgte væske engang krydsede bymure, oceaner og kontinenter.
I olivenpresseriernes fedtede halvmørke sled og slæbte både mennesker og dyr i enorme haller, og hvert et hjørne af de labyrintiske undergrundsfabrikker havde sin funktion:
Dér ser man endnu den dybe cirkel efter æslet, der gik i ring og drev kværnen med bind for øjnene for ikke at segne af svimmelhed. Dér blev olivenfrugterne hældt ned i store kar fra oven, og dér flettede man de sivmåtter, som skulle adskille kød og kerner fra olien mellem de knusende møllesten.
Olien fra Salento var særligt efterspurgt, fordi den ikke fik lampeflammen til at ose, men krævede også en konstant, lav kældertemperatur under hele forarbejdningen for ikke at blive harsk.
En skæbnesvanger tegneserie
Tager man ind i Salentos midte og besøger en af de oliefremstillende landsbyer, hvor der endnu tales en livlig dialekt af den selv samme græske tunge, hvis befolkning for 2500 år siden bragte oliventræet til Syditalien, kan man være heldig at støde på et mirakel.
Det skete for mig i byen Muro Leccese, hvor jeg steg ned i et frantoi, der endnu duftede iltet af stødt oliven. Ud af mørket trådte en væg dækket af tegninger, som historikere i landsbyen mente var blevet ridset ind i murstenene for 400 år siden.
Stregen var naiv, men gribende og viste friser af skibe med udspilede sejl, mænd med løftede våben og kroppe, der druknede i det imaginære hav på den fugtige stenmur.
Jeg tror på, at modgang og ydre påvirkninger af et givent landskab kan undfange et universelt immunsystem, der er så stærkt, at det beskytter alle levende skabninger på den pågældende jord
Jeg fik at vide, at motiverne forestillede den kristne hærs overvindelse af Det Ottomanske Rige i slaget ved Lepanto i 1571, verdenshistoriens måske mest afgørende slag mellem vesten og orienten, der stod i Det Ægæiske Hav og på den kristne side talte en alliance mellem Paven, Venedig og Spanien.
Man gætter på, at en mand under arbejdet, har tegnet og fortalt for sine kolleger. Han har højst sandsynligt selv deltaget i slaget som soldat og bearbejdede med disse motiver sine traumer i den flakkende skygge fra det drejende æsel og de nedfaldne oliven.
Et immunsystem der deles af både mennesker dyr og planter
Skulle man sammenlægge alle de chok, som det europæiske kontinent har måttet tage imod, siden det fik sin endelige, fysiske form efter sidste istid, kunne man fylde en vægtig encyklopædi med krige, epidemier, plager og forbrydelser mod både mennesker, dyr og økosystemer.
Ville den blive læst? Måske ikke. Men måske, hvis man lavede et kapitel om de steder, der bedre end mange andre evner at rumme og tage imod for siden at vende tilbage, stærkere og mere immune end før?
Jeg tror på, at modgang og ydre påvirkninger af et givent landskab kan undfange et universelt immunsystem, der er så stærkt, at det beskytter alle levende skabninger på den pågældende jord.
I Puglia sker det hele tiden, overalt: Når kæmpeinsekter knejser i brændingen og brødføder hele fiskerfamilier med deres geniale konstruktion. Når angst drives ud af et mentalt sår ved hjælp af trampende fødder, raslende tamburiner og kollektiv opmærksomhed.
Og når sunde rodskud skyder frem fra ellers døde stammer.
Har du nogensinde set et oliventræ dele sig?
Det har du måske, uden dog at være klar over det. Delingen sker nemlig henover århundreder, og det flygtige, uerfarne blik kan hurtigt tro, at der er tale om en gruppe vilkårlige oliventræer, der blot knejser ærbødigt ind mod hinanden.
Men træerne er imidlertid i færd med at hilse hverandre endegyldigt farvel, for de kommer fra det samme rodsystem og befinder sig i en stille men dog konstant dans væk fra midten i en sønderrivende deling af deres fælles moderstamme.
Først ligner delingen tilfældige flænger ned igennem veddet. Senere begynder revnerne at gabe som flaben på de ulve, der visse steder stadig lusker rundt på Syditaliens højdedrag, inden de endelig løber helt ned til rødderne og stammen deles for altid.
Når et oliventræ naturligt deler sig og bliver til flere, bærer det imidlertid dødens stigma. Delingen er en del af træets naturlige udvikling fra vugge til død, og resulterer i skrøbelige og udsatte dværgtræer, der langsomt alle forgår
En nyligt delt stamme ligner en opretstående krukke med knuste sider. Den er nemlig hul indvendig, og i mørket mellem de mørnede hjørner af bark opstår der hurtigt et nulpunkt, som gradvist fyldes med jord og nedfaldne blade og udvides indtil det oprindelige oliventræ er blevet til en håndfuld små, stædige træer med hver deres lille krone.
Den hemmelige kærlighedsaffære mellem oliventræ og menneske
Hvis der er noget, som igennem naturens udviklingshistorie kendetegner succesfuld adfærd, så er det strategien om, at flere er bedre end én. Det synes at præge dyre-og planteriget som en slags universel regel, der på flere niveauer sikrer arternes og genernes overlevelse: løverne på savannen jager i flok for at højne chancen for mad. En frø lægger tusindvis af æg på en enkelt nat og gør dermed en gedigen indsats i videreførelsen af sin art, mens langt de fleste pattedyr føder minimum to unger ad gangen for at opretholde det positive fortegn i livets evindelige ligning om overlevelse.
Når et oliventræ naturligt deler sig og bliver til flere, bærer det imidlertid dødens stigma. Delingen er en del af træets naturlige udvikling fra vugge til død, og resulterer i skrøbelige og udsatte dværgtræer, der langsomt alle forgår. Beskæres en olivenstamme i stedet af en kyndig hånd, vil den aldrig dele sig, men beholde sin sunde og intakte kerne i årtusinder.
I Syditalien kredser der mægtige historier om ældgamle oliventræer, der tilsyneladende ikke tilhører nogen, men alligevel står rankere end nogensinde. De befinder sig dybt inde i Calabriens langstrakte nationalparker, der for længst har slugt tidligere tiders plantageanlæg og glemte linjer af ejerskab og tilhørsforhold, men hvis fysiske grænser gang på gang overskrides af følelsernes kontinuitet.
Ukendte, syditalienske gerningsmænd har nemlig igennem århundreder sørget for, at parkernes frønnede oliventræer løbende beskæres. Ingen ved hvem de er, eller hvor de kommer fra.
Men friske snit rundt omkring på stammerne vidner om, at træerne bliver kyndigt inspiceret af eksperter, hvis familier måske engang ejede disse bakkedrag, og hvis efterkommere stadigvæk opsøger Calabriens kæmper for at tilse deres helbred.
En broget træfamilie af medløbere, teenagere og patriarker
Oliventræet er det perfekte sindbillede på det syditalienske paradoks: få steder i Europa finder man så tydelige tegn på forfald og forgængelighed som i Syditalien, og få steder så piblende en frodighed, at landsdelen blandt biologer er verdensberømt for sin biodiversitet.
Her ligger ruiner fra glemte civilisationer side om side med højteknologiske vindmøller og arkitekttegnede luksushoteller, og denne kontrast mellem fortid, nutid og fremtid, mellem det klassiske og det moderne, mellem livet og døden rummer oliventræet bedre end noget andet træ fra Middelhavsregionen.
Hvor de millioner af sorte og fugtige korkege, som dækker Sardiniens, Siciliens og Calabriens højeste bjerge ofte er fulde af mosbegroede grene og algeagtig bark a la overfladen på en grønlandshval, står oliventræet glat og tørt tilbage.
Oliventræet lever udspændt i sin egen virkelighed mellem livet og døden og forstørrer disse kontraster med sin blotte tilstedeværelse
Skønt korkegene kan blive ældgamle er de ofte spinkle og fulde af bugtende kviste, der medløberagtigt griber efter nabotræet og sammen med dette indgår i en flettende pagt, der gør korkplantagerne til regulære tæpper, hvor et enkelt træ sjældent står ud som unikt, men helst består i geled med sin sidemand.
Morbærtræet er et andet af Syditaliens typiske træsorter, hvis hjerteformede, saftige, lysegrønne blade gør det til den træfamiliens sociale teenager. Håbefuld efter samtale og kærtegn lader træet sine grene vokse lavt, så italienerne kan plukke af de sorte, saftbulne bær, og lykkeligst fornemmes planten at være, hvis stole og borde trækkes ind under dens brede krone, så det kan agere vært.
Oliventræet synes imidlertid at være skabt til majestætisk ensomhed. Selv i Apuliens enorme plantager, hvor de flimrende rækker af oliventræer udgør et insisterende, uafbrudt hegemoni, lader træerne til at være isolerede patriarker, der mere består i synergi med solen, jorden og fuglene end hverandre.
Der er en sær malplacerethed over denne maniske gruppering, som mennesket fra tiderenes morgen har tvunget oliventræet ind i, og som det kan finde på at kompensere for ved at lade sine grene tager på anarkistiske udflugter i egen krone, når pladsen bliver for trang i geledderne.
Oliventræet lever udspændt i sin egen virkelighed mellem livet og døden og forstørrer disse kontraster med sin blotte tilstedeværelse. I modsætning til korkegens mørkegrønne blade og morbærtræets lyse løv er oliventræets blade grålige. Går der en brise igennem træets krone blinker det med sølvpletter i luften, for bladenes underside har et metallisk skær, der kun synes at fremhæve træets farveløse nuance, som på hvilken som helst anden plante ville indikere sygdom.
Samtidigt findes der ikke et træ i Middelhavskulturens historie, der symboliserer livets kraft så godt som oliventræet: selv med tusinder af år på bagen kan det stadigvæk give tonsvis af frugter, hvis olie i gammel tid helbredte sår og betændelse og har betydet økonomisk stabilitet for millioner af familier.
Sardiniens dødsengel
Alligevel er l’accabadoras hammer lavet af oliventræ. Sardiniens dødsengel, som hun også kaldes, dukker op når et familiemedlem ligger uhelbredeligt syg, og de fattige pårørende ikke længere har ressourcer til at tage sig af den dødsmærkede. L’accabadora er altid en kvinde, og hun klæder sig i sort og gemmer under kappen på sin tunge hammer, der skal bruges til at lempe den lidende ind i Paradis.
Det siges, at hver landsby på Sardinien engang havde sin egen accabadora, og mens den makabre men nødvendige praksis i dag mestendels tilhører fortiden, lever historien videre – blandt andet på et museum i Gallura, hvor de lokale endnu kan fremvise et eksemplar af den dødshammer, som engang udfriede områdets syge fra deres pinsler.
Hammeren har et groft tilsnit og skinner som en nyplukket kastagne og er for århundreder siden blevet skåret ud af et massivt stykke oliventræ.
Sådan mødes både livet og døden i denne ukuelige træsort, der mere end noget andet tegner Syditaliens evne til at modstå, modtage og slå igen. Som en alrunerod ligner oliventræet et menneske, en knudret olding, der selv på de fjerneste bakkedrag nyder sit otium blandt kærlige slægtninge.
Illustrationer: Pixabay, Wikipedia og skribenten.
Kan du lide mine skriverier? POV International udbetaler ikke honorarer til sine bloggere, så har du lyst til at give mig et bidrag efter endt læsning, er du velkommen til at gøre det med et frivilligt beløb direkte via MobilePay på mit telefonnummer 4098 9707. Du kan også lade være – det er helt op til dig. Tak, fordi du læste min tekst.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og