KRIGEN I UKRAINE // BAGGRUND – Hvad får værnepligtige soldater til at udøve vilkårlig vold, tortur og drab – også på civile? Sociolog og seniorforsker Claus Kold beskriver nogle af de komplekse og voldsomme dynamikker, som også er til stede under krigshandlingerne i Ukraine, og spørger, hvordan krigskonventionerne kan overholdes i en verden i forandring.
Mens jeg skriver dette, kan vi se gruvækkende fotos af dræbte civile ukrainske borgere fra byerne Butja, Irpin og Hostomel i danske og udenlandske medier. Fotos, der har ligheder med Katyn (1940), Babij Jar (1941), Oradour-sur-Glane (1944), My Lai (1968), Sabra og Shatila (1982), Rwanda (1994), Srebrenica (1995) og Fallujah (2004).
Alle krige kan fremvise grusomme fotos af døde civile ofre, også selvom krigens love er overholdt. Meget tyder dog allerede nu på, at krigens love ikke overholdes i Ukraine, noget jeg pegede på i en tidligere artikel muligvis ville ske.
‘Der må da være nogen som kan holdes ansvarlig for disse myrderier og dette blodbad?’ Her rettes blikket naturligvis mod Rusland, som med sit angreb på Ukraine klart overtræder Folkeretten og FN-Pagten
Jeg har ikke kendskab til nogen krig, hvor krigens love ikke er blevet overtrådt. Et centralt spørgsmål er, om der er tale om beordrede og dermed bevidste grusomheder, eller om grusomhederne er tegn på et moralsk og organisatorisk sammenbrud i de russiske enheder?
Dette er vigtigt både i efterforskningen og for hvem, der kan drages til ansvar.
Det kan være svært at gennemskue, hvad der er sket ud fra mediernes fotos. Vi reagerer med afsky og medfølelse, og spørger os selv, hvem kan dog gøre sådan noget?
Samtidig gribes vi af retfærdig harme: ‘Der må da være nogen som kan holdes ansvarlig for disse myrderier og dette blodbad?’ Her rettes blikket naturligvis mod Rusland, som med sit angreb på Ukraine klart overtræder Folkeretten og FN-Pagten.
Krigenes perioder
Krige kan i grove træk opdeles i følgende perioder: Den første periode består af de græske bystaters hoplitkrige, som førtes fra 900 og frem til ca. 100 f.Kr.
Roms krige blev ført fra ca. 100 f.Kr. og frem til ca. 500 e.Kr. Vesteuropas historie mellem 500 og 600-tallet er en historie om stridigheder mellem små kongehuse, som først dæmpedes med karolingernes samling af magten i 700-tallet. Ridderkorstogene dominerede perioden mellem 1100–1300.
Tiden fra 1494 til trediveårskrigens afslutning 1648 beskrev en monopolisering og reorganisering af militær magt af magthavere. Med den westphalske fred i 1648 dominerede først de dynastiske begrænsede krige, som blev afløst af nationalstaternes totale krige i 1789, der førtes frem til 1945.
Mellem 1945 og frem til 1989 var det europæiske kontinent skånet for konventionel krig, men underlagt kold krig i atomvåbnenes skygge. Krigene efter 1945 fortsatte dog frem til ca. 1980 i resten af verden som befrielseskrige fra tidligere tiders kolonimagter. Herefter fulgte indre opgør i de nye nationer, og perioden fra omkring 1980 til omkring 1990 er derfor globalt set præget af borgerkrige. Op gennem 90’erne dukker en ny type krig op, der betegnes ’ny krig’.
Måske står vi nu overfor en ny kold krig?
Krigskonventioner
Historisk omfatter krigens love både formelle begrænsninger og uskrevne konventioner i forhold til krigens handlinger: kamp.
Således gælder både formelle love som f.eks. Haag- og Genevekonventionerne, ligesom der også indgår en ’kulturel regulering af krig’.
Hver krigsperiode har haft særlige træk på grund af krigens formål, styreform, teknologi, osv., men fælles for perioderne er fokus på kombattantens rettigheder, behandlingen af fanger og civile, overholdelsen af våbenhvile og immunitet, brugen eller udelukkelsen af bestemte våbenteknologier, distinktionen mellem behandlingen af hhv. militære, civile kombattanter og civile non-kombattanter.
Som følge af disse udviklinger skifter krige formål, intensitet, udbredelse og handlingsformer. Og krigens love halter derfor altid bagefter, således er der – mig bekendt – endnu ikke nogen specifik lovgivning rettet mod brugen af droner og robotter i krigens love.
Soldaters vold
Krigshandlinger er meget voldsomme og angstfremkaldende.
Indtil de drager i krig, har alle værnepligtige boet hjemme hos deres forældre og levet og opført sig som almindelige, unge mennesker. Deres nærmeste befalingsmænd er blot et par år ældre. Ikke mange af disse unge mennesker har været udpræget voldelige.
Så hvad er det som får soldater og kampgrupper til at udøve deres vold (kamp) mod andre mennesker? Hvad er det for en slags vold, de lærer? Hvad styrer og begrænser denne vold? Og hvad får militære enheder til at gå i moralsk opløsning?
De unge tvivler, de er bange og føler angst for at blive såret eller dræbt. Men de har hinanden, er krigskammerater, og de overlever gennem denne solidaritet
Kampgruppen i militæret er ikke en tilfældig gruppe, men indgår i militæret, som er en institution, der målrettet uddanner, socialiserer og organiserer dets soldater i hierarkiske underorganisationer med det formål effektivt at kunne kæmpe mod en fjende.
Den franske oberstløjtnant og militærteoretiker Du Picq har i disse få ord beskrevet dette: ”Fire modige mænd, der ikke kender hinanden, vil ikke vove at angribe en løve. Fire mindre modige mænd, som kender hinanden godt, og som er sikre på hinandens trofasthed og dermed gensidige hjælp, vil derimod angribe resolut. Her ligger videnskaben om organiseringen af hære i en nøddeskal.”
Du Picq citeres ofte for at have peget på organiseringens betydning for opbygningen af den militære kammeratskabsform, der hjælper soldater med at overvinde deres frygt og til at kæmpe.
Du Picq pegede på, at soldater er unge drenge, der gennem organisering og træning som et gruppemedlem bliver i stand til at udføre vold mod nogen eller noget. De unge tvivler, de er bange og føler angst for at blive såret eller dræbt. Men de har hinanden, er krigskammerater, og de overlever gennem denne solidaritet.
Militærets forståelse af kampgruppers sammenhængskraft (kampkraft) og af soldaters modstandskraft (mod akut stress) hænger sammen med krigenes historie, formål, ånd, moral, samhørighed, rekruttering, uddannelse, ledelse, organisering og teknologi.
Under Første Verdenskrig var doktrinen, at soldater var personligt og moralsk motiverede til at kæmpe, Esprit de Corps. Derfor blev soldater, som ikke kunne kæmpe på grund af stress, afvist som feje og ofte henrettet.
Som et resultat af den forskning, der udførtes under anden verdenskrig, blev doktrinerne fra første verdenskrig om, at mænd kæmpede på grund af Esprit de Corps, ændret til fordel for socialpsykologi i primærgrupper.
De tre store
Forskningen her er bedst repræsenteret i de undersøgelser, der samlet kaldes The Big Three, og som undersøgte kamprelateret motivation, demotivation, trivsel og stress:
SLA Marshall undersøgte amerikanske soldater, der kæmpede i Stillehavet.
Stouffer og hans forskerteam gennemførte som nogle af de første moderne videnskabelig forskning i militære enheders sammenhængskraft. Mens mere end 16 millioner amerikanere gjorde tjeneste under anden verdenskrig, gennemførte Stouffer og hans team mere end 200 undersøgelser, herunder 600.000 interviews af soldater både på hjemmefronten og i operationer i udlandet.
Nye krige, bykamp og fredsoperationer efter 1945 lever imidlertid hverken op til formålet eller den adskillelse, der gælder i konventionel krig, hvilket har indflydelse på, hvordan den militære identitet udvikler sig og handler
Endelig er der Shils’ og Janowitz’ undersøgelse af kampmotivation og disintegration i Wehrmacht lige efter krigen. Deres analyse af social sammenhængskraft i den tyske hær under anden verdenskrig blev delvist blev baseret på teorier om primærgruppen ud fra en grundlæggende hypotese om, at den sociale sammenhængskraft i den tyske hær var en funktion af integriteten i soldatens primærgruppe, og at den blev holdt sammen af et forpligtende kammeratskab.
Forskning
Forskningen i kampgruppens forskellige variabler udviklede sig efter anden verdenskrig nærmest i en eksplosion af forskellige forskningsretninger, hvor næsten enhver form og kombination af variabler blev undersøgt.
I forskningsprocessen kom definitionen til at omfatte flere begreber og faktorer, der kan opdeles i en vandret social sammenhængskraft (den praktisk-kropslige følelse samhørighed) og en lodret Esprit de Corps. En central diskussion mellem de to forskningsretninger blev derefter spørgsmålet om, hvilke faktorer der har indflydelse på kampgruppens etik, kampeffektivitet og den enkelte soldats belastningskapacitet.
Forskning i kampgruppen peger således på, at soldatens primærgruppe er præget af en vertikal Esprit de Corps og af en horisontal social sammenhængskraft, som begge påvirker kampgruppens etik, dens kampeffektivitet, samt den enkelte soldats moralske og mentale styrke – og dermed om ukontrolleret vold indgår i kampens praksis.
Denne forskning tager udgangspunkt i den symmetriske og konventionelle krigs formål og ligeledes i dens adskillelse mellem regering, militær og civilbefolkning. Nye krige, bykamp og fredsoperationer efter 1945 lever imidlertid hverken op til formålet eller den adskillelse, der gælder i konventionel krig, hvilket har indflydelse på, hvordan den militære identitet udvikler sig og handler.
Bolstering og andre strategier
I forståelsen af hvordan kampgrupper kan fungere i ikke-konventionel krig, er især Donna Winslows og Volker C. Frankes forskning vigtig. I Winslows arbejde med og analyse af canadiske soldaters tortur i Somalia, observerede hun, at de fastholdt, og var overdrevent loyale over for deres regiments værdier, holdninger og identiteter i nye operationstyper.
Selv om sådanne attituder kan være effektive og nødvendige på slagmarken, kan de være problematiske, når de rettes mod en civilbefolkning, som f.eks. når krigen føres som guerillakrig, eller ny krig i byområder, hvor der er civil dominans.
Som et eksempel på noget sådant nævner Winslow, at medlemmer af Det Canadiske Luftbårne Regiment mente sig at være en del af en eliteenhed. Medlemmer af Airborne så derfor andre kamptropper og ikke-kamptropper som mindreværdige.
Franke tog i sin forskning udgangspunkt i, at soldater som andre mennesker henter deres professionsopfattelse fra et komplekst samspil mellem professionens værdier, identiteter, holdninger, selvopfattelse og handlinger. Og at disse faktorer påvirker hinanden gensidigt og dermed også, hvilken handling, der vælges i en kampsituation.
Franke gik dermed et skridt videre end Winslow og konfronterer de militære identiteter med kognitionsforskning:
“Empirisk forskning i kognitive inkonsistenser har vist, at når modstridende værdier er ulige i styrke, eller når en under-identitet er væsentligt mere central for individets selvopfattelse end en anden, har individer en tendens til at anvende benægtelse eller styrkestrategier (bolstering).”
‘Bolstering’ er kun én af fire strategier, som soldaten bruger i et forsøg på at håndtere uoverensstemmelser mellem forskellige værdier og forskellige identiteter. De øvrige strategier er: benægtelse, differentiering og transcendens/integration.
Ved ’bolstering’ henviser Franke til en livsstrategi, hvor modstridende identiteter bliver relateret til andre centrale livsinteresser for at reducere indre dissonans.
Franke argumenterer endvidere for, at soldatens handlinger er påvirket af komplekse samspil mellem selvopfattelse, personlige værdier, identiteter, holdninger og handlinger. Faktorer som gensidigt påvirker hinanden, og dermed hvilken handling, der vælges i en kampsituation præget af akut kampstress.
Studier viser, at helt almindelige mennesker som fx værnepligtige under indflydelse af krigens komplekse sociale kræfter kan begå handlinger som vilkårlig vold, tortur og drab på civile.
Når en soldat er i kamp, kan centrale og potentielle identiteter i soldatens selvopfattelse f.eks. bestå i at være ’kristen’, ’kriger’ og en ’befrier’, eller, som han skriver: ”Disse under-identiteter er således fremtrædende under de fleste omstændigheder, og vil typisk blive vurderet positivt (valens). Sandsynlige out-grupper i Somalia-konteksten kan være muslimer, krigsklaner, fjendtlige soldater eller kriminelle somaliske bander. Som trænet kriger kan soldaten præstere usædvanligt godt under operationens peace enforcement-fase, da ingen af de centrale livsinteresser er udfordret. Men når missionen (og dens ROE) skifter til fredsbevarelse eller fredsopbygning, kan det nye identitetsbillede dog komme i konflikt med hans kerneidentitet som kriger.”
De modforanstaltninger soldater griber til i forhold til identitetsforvirringen under kamp er, at de søger efter andre kognitive referencerammer i et forsøg på at forstå deres opgave og bevare en stabil selvopfattelse i forhold til det at være og handle som soldat: “Som en konsekvens brugte en række amerikanske soldater en ‘krigerstrategi’, der generaliserede lokale uromagers adfærd ud på alle somaliere, der blev stereotypiserede som dovne og uciviliserede, og soldaterne behandlede derfor hele befolkningen som potentielle fjender.”
Bucha og Abu Ghraib
Efter sigende er syv russiske generaler blevet dræbt, fordi de ukrainske styrker specifikt går efter de køretøjer i de russiske kolonner, hvor dem, der har kommandoen, sidder. De ukrainske styrker ødelægger på den måde efterretning, beslutning, koordinering, kommando og føring.
En russisk soldat … føler måske, at han bliver angrebet af mennesker (militære og civile), som han troede, han skulle befri (befrieridentiteten) og senere beskytte
Med dræbte generaler og majorer står de unge – måske værnepligtige – soldater stort set uden ledelse, og når de bruger åbne radioforbindelser for at få ordrer eller hjælp afslører de deres situation og position og blotter sig for nye angreb.
Så når vi i medierne ser fotos af udbrændte kolonner af russiske mandskabsvogne og kampvogne med kanontårnet sprængt af i byen Butja, er det, en russisk soldat ser, mandskabsvogne, der indeholdt omkring 14 soldaterkammerater, og kampvognene omkring fire kammerater.
Han føler måske, at han bliver angrebet af mennesker (militære og civile), som han troede, han skulle befri (befrieridentiteten) og senere beskytte.
Situationens uklarhed og usikkerhed – hvem er fjenden og hvad er opgaven – medfører måske, hvis vi bruger Winslows og Frankes forskning, at såvel den enkelte soldat som hele enheden ‘sikrer sig’ ved at overdrive fjendtligheden og bruge umådeholden vold mod civile. De ’bolsterer’, og ser alle som fjender – også civilbefolkningen.
Winslows og Frankes observationer er ikke overraskende, men i helt tråd med den øvrige socialpsykologiske forskning i primærgrupper, som i dag har oparbejdet viden om, hvordan mennesker påvirker hinanden i grupper og organisationer.
Således gennemførte Cockerham og Cohen allerede i 1980 en spørgeskemaundersøgelse af 672 amerikanske faldskærmssoldater, som undersøgte ’spørgsmål om moral og lovlighed i kamp blandt den amerikanske hærs faldskærmstropper’.
Undersøgelsen testede tre hypoteser:
1) Om de soldater, der identificerede sig mest med militæret, var mest tilbøjelige til at følge ordrer.
2) Om de soldater, der mest succesfuldt var blevet trænet til at acceptere ordrer, ville være mest tilbøjelige til at følge ordrerne.
3) Om de soldater, hvis personlige baggrund førte dem til at acceptere militær træning, og som i højere grad accepterede en militær ideologi, ville være mest tilbøjelige til at følge ordrer.
Cockerham og Cohen konkluderede følgende:
“Mens der blev fundet en vis støtte for hver af disse hypoteser, indikerer en multipel regressionsanalyse generelt, at de, der er mest engagerede i det militære system – højest rangerende – opnår mest tilfredshed fra det osv., højst sandsynligt er enige i overholdelse af juridiske ordrer i kamp, selvom de er umoralske, men ikke for at være i overensstemmelse med overholdelse af en bestemt ulovlig ordre, såsom en om at begå en krigsforbrydelse. Data tyder endvidere på, at der er nok tvetydighed og uenighed blandt amerikanske soldater i spørgsmålet om overholdelse af umoralske og ulovlige ordrer i kamp til, at det fortsat er meget muligt for at en hændelse som My Lai kan opstå igen.”
Det var i 1980, 24 år før Abu Ghraib og Fallujah.
Desværre fik Cockerham ret, for i 2004 kunne Susan T. Fiske og andre på baggrund af de offentliggjorte torturbilleder fra Abu Ghraib spørge, hvilke omstændigheder, der kan bringe soldater til at udøve vold, torturere og dræbe civile:
”Efterhånden som officielle efterforskninger og krigsretter fortsætter, gør vi alle status over begivenhederne i Abu Ghraib sidste år. De første reaktioner var chok og afsky. Hvordan kunne amerikanere gøre dette mod nogen, selv irakiske krigsfanger? Nogle iagttagere gav straks ‘de få dårlige æbler’ skylden for formentlig at være ansvarlige for mishandlingerne. Mange socialpsykologer vidste dog, at det ikke var så enkelt.”
Dette udsagn begrunder forskerne herefter således:
”Socialpsykologisk evidens understreger styrken af den sociale kontekst; med andre ord kraften i den interpersonelle situation. (…) Abu Ghraib var til dels et resultat af almindelige sociale processer, ikke kun ekstraordinær individuel ondskab.”
Ukraine er hverken My Lai eller Abu Ghraib, så fotos er forskellige, men de samme faktorer er tilstede, der påny er årsag til en massakre.
Dette underbygger forskerne ved at henvise til metaanalyser af en række undersøgelser, der vidner om størrelsen og konsistensen af disse empiriske resultater, og som dokumenterer den sociale konteksts indflydelse på tværs af 25.000 studier med otte millioner deltagere.
Disse studier viser, at helt almindelige mennesker som fx værnepligtige under indflydelse af krigens komplekse sociale kræfter kan begå handlinger som vilkårlig vold, tortur og drab på civile. Måske fordi de ser sig selv som forsvarere af staten ved at såre eller dræbe en gruppe civile, der opfattes som fjender.
Krav til de folkevalgte
Susan T. Fiske peger på almindelige processer, som helt forudsigeligt kommer ud af kontrol:
”Situationen for den 800. Militærpolitibrigade, der bevogter Abu Ghraib-fanger, passer på alle de sociale forhold, der vides at forårsage aggression. Soldaterne var bestemt provokeret og stressede: I krig, i konstant fare, hånet og chikaneret af nogle af de selvsamme borgere, de blev sendt for at redde, og deres kammerater døde dagligt og uforudsigeligt. Deres moral led, de var utrænede til jobbet, deres kommandoklima var slapt, deres hjemkomst var et år forsinket, deres identitet som disciplinerede soldater var væk, og deres egne bekvemmeligheder var sparsomme. Varme og ubehag har uden tvivl også bidraget.“
Fiskes beskrivelse af soldaterne i Abu Ghraib svarer på mange områder til de forhold, der formentlig gælder de russiske soldater i Ukraine. Ukraine er hverken My Lai eller Abu Ghraib, så fotos er forskellige, men de samme faktorer er tilstede, der påny er årsag til en massakre.
Den fortvivlelse og retfærdige harme, som mennesker giver udtryk for i disse dage, er fuldt forståelig og berettiget, og forhåbentlig vil der finde en slags retsopgør sted, når det en dag kan lade sig gøre.
Men med en verdensbefolkning, der i stigende grad migrerer til megabyer i usikre stater, hvor konflikter forvandles til nye krige og bykamp, tyder alt på, at vi vil opleve det igen, med mindre vi af vores folkevalgte kræver, at de begynder at overholde forbuddet om krig og forbuddet mod atomvåben.
Og med mindre vi kræver af vores folkevalgte, at militære organisationer ændres eller afskaffes, da de tydeligvis ikke passer til de komplekse opgaver i en globaliseret verden, hvor de i en nær fremtid vil møde et uklart billede af kombattanter – dvs. mennesker der er sultne, kulturelt og socialt usikre, fortvivlede og vrede over deres skæbne.
Hvordan vil traditionelle kampsoldater håndtere det møde, tror du?
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
