UKRAINE // REPORTAGE – Hvorfor har de meldt sig til en krig, der i udgangspunktet ikke er deres, spørger Adam Holm Misha og L, der begge er frivillige i krigen mod Rusland. For Misha er ukrainernes kamp også vores kamp. Det er en sætning, der ofte lyder fra danske politikere. Hvordan forstås den af en erfaren soldat med kendskab til krigen i marken? Vi kæmper for de samme principper, lyder hans begrundelse: “Det kan godt være, at vores lande er vidt forskellige, men ukrainerne ønsker fred og demokrati lige så meget, som vi gør hjemme i Danmark. Det er faktisk en krig mellem et demokrati og et diktatur.”
Et sted i sin bog Tre år i flammer skriver den ukrainske forfatter Andrej Kurkov, at han undrer sig over, at Putins Rusland bliver ved med at ignorere, at Ukraine på ingen som helst måde har lyst til at indgå i et storrussisk imperium.
De fleste rationelt tænkende mennesker, skriver Kurkov, ville ellers for længst have læst skriften på væggen, men de russiske generaler og lederne i Kreml har svært ved at begribe det ellers åbenlyse.
De må derfor bringes til at forstå den fuldstændige meningsløshed i at fortsætte fjendtlighederne. Nogle af dem, der med våben i hånd forsøger at få det russiske lederskab til at begribe, at krigen, læs: ‘den militære specialoperation’, er alt for kostbar og destruktiv, er de soldater, der befinder sig i frontlinjen, ansigt til ansigt med de russiske styrker.
For Misha er ukrainernes kamp også vores kamp. Det er en sætning, der ofte lyder fra danske politikere. Hvordan forstås den af en erfaren soldat med kendskab til krigen i marken?
I søndags mødtes jeg og en god dansk kollega på et hotel i Kyiv med to danskere, der kæmper som soldater i den ukrainske hær.
Få timer forinden var den ukrainske hovedstad blevet udsat for et massivt angreb, som strakte sig over adskillige timer. Nattens bulder og brag var nu afløst af fuglekvidder, skinnende sol og en døsig stemning.
Hvorfor har de meldt sig?
De to danskere, ‘Misha’ og ‘L’, har kæmpet henholdsvis fire år og halvandet år på de ukrainske slagmarker. Misha som finskytte med flere end 100 bekræftede kills. L som infanterist i Pokrovsk, en af de hårdeste sektorer i krigen.
Den ene soldat er midt i livet, den anden i begyndelsen af trediverne. Misha er tæt bygget, tatoveret og har en hæs latter.
L er høj og slank med muskuløse arme og et lidt genert blik. Han er påfaldende bleg sammenlignet med den langt mere solbrune Misha. De to kæmper ikke i den samme enhed, men har lært hinanden at kende gennem fælles forbindelser.
Min kollega og jeg er ikke på arbejde og laver derfor ikke et interview, som skal offentliggøres i et etableret medie. Men vi får lov til at spørge i øst og vest og får svar fra vores to beredvillige landsmænd, som snart suppleres af en amerikansk frivillig, Josh, der tilfældigvis kommer forbi vores bord og bliver genkendt af Misha. “Hey brother, how are you doin’?”, lyder det fra danskeren, som får en omfavnelse og et “What’s up, buddy!” til gengæld.
De tre soldater puster ud i pausen mellem deres ophold på slagmarken. Hvorfor har de meldt sig til en krig, der i udgangspunktet ikke er deres? Motiverne er lige så forskellige som de tre mænd. Den ene var blevet skilt og havde brug for en fast retning, en anden dyrkede kampsport og søgte efter en mening med livet, mens en tredje ikke kunne forlige sig med den politiske udvikling i sit hjemland.
For Misha er ukrainernes kamp også vores kamp. Det er en sætning, der ofte lyder fra danske politikere. Hvordan forstås den af en erfaren soldat med kendskab til krigen i marken?
Vi kæmper for de samme principper, lyder hans begrundelse: “Det kan godt være, at vores lande er vidt forskellige, men ukrainerne ønsker fred og demokrati lige så meget, som vi gør hjemme i Danmark. Det er faktisk en krig mellem et demokrati og et diktatur.”
Misha bakkes op af sin amerikanske kampfælle: “Jeg stemte på Trump første gang, men ikke denne gang. Han er en korrupt, egenrådig præsident, som ikke er sit embede værdig, og som drømmer om at være som Putin. Denne krig handler for mig om at gå imod ‘stærkmandssyndromet’.”
Tilfældigheder afgør, om man lever eller dør
Hvordan kæmper fjenden? spørger vi. L siger, at de dårligste russiske soldater er ren kanonføde, men at russerne har mange mænd og tilsyneladende en uophørlig slagkraft.
Han lå gemt under en ødelagt bil i fyrre dage sidste sommer, omringet af russere og med dusinvis af dræbte foran sig. L kunne ikke blive undsat og måtte udholde stanken fra de rådnende kroppe og den konstante beskydning.
Jeg slås og tænker mig om, men sker det, så sker det
Er I ikke bange for at dø? vil vi vide. Josh, som er veteran og er blevet en slags mediefigur, fordi han har medvirket i en video sammen med sin kendte, pro-ukrainske landsmand, skuespilleren Sean Penn, siger, at dronernes stigende indtog i krigen betyder, at tilfældigheder afgør, om man lever eller dør. Man kan være nok så veltrænet og erfaren, mener han, men et øjebliks uopmærksomhed eller mangelfulde efterretninger kan betyde en brat afslutning på livet.
Misha mener ikke, at man kan fungere som soldat, hvis man spekulerer over, om man skal herfra om lidt. L er enig. Han havde oplevet et par nervøse befalingsmænd i sin første tid ved fronten. Deres angst spredte sig til tropperne og svækkede kampmoralen. Han besluttede, at han ikke selv ville bekymre sig om, hvorvidt han lever eller dør. “Jeg slås og tænker mig om, men sker det, så sker det.”
Der er også brodne kar
Ingen af de tre taler ukrainsk. De forstår de vigtigste militære udtryk og instrukser. Mere behøver de ikke, men de er glade for landet, og to af dem overvejer at ansøge om statsborgerskab. Der er ingen tvivl om deres velvilje. De kæmper for den ukrainske sag, men de er også kritiske over for dele af den ukrainske krigsfortælling.
Josh: “Vi er dygtige til at bruge droner, men jeg har også set sider af den ukrainske hær, der ærligt talt minder om den russiske hær i form af bureaukrati, tunge kommandoveje, korruption og korporlig afstraffelse.”
L: “Jeg har oplevet en enhed, der efterlod en af sine soldater midt ude på slagmarken, fordi de syntes, at han var fordrukken og skideirriterende. Min enhed samlede ham op og hjalp ham i sikkerhed.”
Fangerne blev bagbundet og afhørt. Derefter løftede ukrainerne dækslet til en kloak og smed dem derned
Misha: “Der er meget godt at sige om ukrainerne, men indimellem er der også nogle brodne kar. Nogle steder er officererne superdygtige og meget ansvarsbevidste. Andre steder kan man godt mærke, at de er uddannet i sovjettiden.”
Tager I fanger og respekterer Genèvekonventionerne?
Josh: “Jeg har set, hvordan ukrainerne generelt behandler de russere, vi tager til fange. Nogle gange får de nogle slag, men jeg har ikke været vidne til hverken tortur eller drab.”
L: “Ja, vi tager fanger og bruger dem til udveksling med vores soldater, som er taget til fange af russerne. Nogle gange sker det, at fangerne bliver hånet og ydmyget. Mange af de ukrainske soldater har oplevet at miste kammerater og familiemedlemmer på grund af russerne. Vi har en soldat i min enhed, der går under navnet ‘Bananen’, fordi han svinger sin pik foran fangerne, før han pisser på dem.”
Misha: “Jeg har været med til at tage russiske krigsfanger. Men jeg har også oplevet, hvordan to prorussiske kollaboratører blev behandlet, da vi på et tidspunkt befriede en besat by. Fangerne blev bagbundet og afhørt. Derefter løftede ukrainerne dækslet til en kloak og smed dem derned. Kloakken munder ud i en flod med stærk strøm. Ukrainerne kalder metoden for ‘guldfisken’.”
Hvordan ender det?
Hvordan ender krigen, tror I?
Josh: “Den ender ikke med Ukraines nederlag, that’s for sure! Ukrainerne vil blive ved med at kæmpe. Putin kan ikke svække dem med alle sine angreb og massakrer. Hvad der sker ved et forhandlingsbord, kan jeg ikke vide, men jeg ved med sikkerhed, at vi ikke taber.”
L: “Vi har mistet Pokrovsk, som vi kæmpede så hårdt for. Nogle gange indtager vi et lille stykke land, planter fanen og bliver beordret til at trække os tilbage, og så rykker russerne ind i området igen. Sådan bølger krigen frem og tilbage. Jeg tror, at det bliver en lang krig.”
Misha: “Hvis ukrainerne får styr på, hvem der skal være forsvarsminister, og hvis Europa sætter mere vægt bag ordene, så kan vi selv gøre noget ved sagen.”
Det er i store træk sådan, samtalen faldt, uden omsvøb og uden synderlig selvbesmykkelse. Selskabet indtog fire ukrainske øl, to kopper espresso, en liter lunkent vand og en cola for syns skyld. Der var jo en amerikaner i flokken.
Misha, som er en fremragende fortæller, medvirker i Martin Tamm Andersens og Mikkel Rönnaus meget anbefalelsesværdige podcast I døden for Ukraine.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og