KRIG I UKRAINE // KOMMENTAR – Der er indikationer på, at Putin og Dumaen står overfor et militært nederlag. Spørgsmålet er så, hvor længe det tager dem at erkende det, og hvordan de vil reagere på et nederlag, når de råder over atomvåben. Det er derfor væsentligt, at resten af verden giver Rusland en konstruktiv måde at afslutte denne krig og dette nederlag på, så de kan se et håb og en fremtid og ikke farer til atomvåbnene, skriver Claus Kold.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
”Først vil vi se konventionel kamp – det er det, vi ser nu – så bykamp og lavintensiv ‘ny krig’ til sidst”.
Nogle af de informationer, jeg kan hente fra medierne, tyder på, at det russiske militær avancerer langsommere end forventet. Hvorfor det? Myriader af data og analyser fra alle vinkler produceres på højeste tryk, og den følgende fortolkning er en dråbe i dette hav.
Noget er gået galt i analyserne og kommunikationen mellem den militære ledelse, Putin, sikkerhedsrådet og Dumaen
Anden verdenskrig medførte for Rusland en omfattende ødelæggelse af mange byer og hele udryddelser af bybefolkninger. Lidelserne var enorme, og ingen familie gik fri. Oplevelserne er gået i arv på forskellige måder – i civilsamfundet, i militæret og på det politiske niveau.
Det militære kodeks
Almindeligvis fremstilles militære systemer som anonyme, der passivt og loyalt adlyder de politiske ordrer. Det er og gør de militære organisationer som regel også, men det er ikke hele billedet. Den militære institution har sin egen professionsidentitet.
For at forstå krigen i Ukraine bliver vi derfor nødt til at skelne mellem det russiske militær med dets militære kodeks og Ruslands politiske system, Dumaen og Putin. De to er ikke det samme og har ikke samme syn og perspektiv på krigen.
Og i bykampe vil russiske soldater i konflikt med krigens love dræbe civile, hvilket vil svække det russiske militærs indre sammenhængskraft og motivation
Den militære institution rekrutterer og socialiserer soldater til bestemte attituder, der samler sig i en overordnet professionsidentitet. I denne professionsidentitet findes også en etik og altså visse grænser for soldatens adfærd, selv i krig.
De attituder, der udvikler sig i en profession, kommer dels udefra, fra politisk niveau, og dels indefra, fra institutionens egen historie og erfaring fra enkeltoperationer og krige.
En central del af det militære kodeks hviler på en fundamental adskillelse mellem civile non-kombattanter og lovlige kombattanter, soldater. Civile må faktisk ikke deltage i kamphandlinger, det er ulovligt, og kan i en krigszone straffes hårdt. Det er således ulovligt, når Zelenskij opfordrer civile til at deltage i bykampen med molotovcocktails.
Bykamp og angreb på civile
Og så er vi tilbage ved Ruslands militærs erfaringer fra bykamp. Her tror jeg, noget er gået galt i analyserne og kommunikationen mellem den militære ledelse, Putin, sikkerhedsrådet og Dumaen. Og det har medført, at Putin og sikkerhedsrådet har forregnet sig – meget.
Krige vindes ikke kun på slagmarken ude på landet eller inde i byerne – de vindes også i medierne.
Langt hovedparten af verdens soldater lader sig (naivt) rekruttere til at forsvare noget – civile, kvinder og børn, familien, nationen – meget sjældent lader soldater, unge mænd på ca. 20 år, sig rekruttere for at angribe noget og slet ikke civile, børn, kvinder og ældre. Det er derfor, det er så vigtigt for det politiske lag at skabe en fortælling om ensidighed og fjendens angreb.
I den erfaring og hukommelse, som det russiske militær har fra anden verdenskrigs rædsler, indgår netop bykampens blodige kampe. Byer bebos af civile, som i de russiske soldaters øjne for Ukraines vedkommende er et broderfolk. Soldaterne opdager altså, at de står overfor civile, som de troede, de skulle beskytte og forsvare.
Krigens love
Soldaterne står overfor civile i bykampe, hvor grænserne mellem de civile og de militære udviskes, og dette vil givet aktivere det militære kodeks af attituder i soldaterne. For de ved, at sådanne kampe vil blive endog meget blodige, og der vil være mange civile tab – tab, som vil finde vej til verdens avisforsider.
Det ved det russiske militærs ledelse også godt. Ledelsen ved også godt, at krige ikke kun vindes på slagmarken ude på landet eller inde i byerne – de vindes også i medierne. Det er i den folkelige opbakning og motivation, at megen mental og politisk energi i krig hentes.
Således har flere sikkerhedspolitiske analytikere peget på, at USA ikke tabte Vietnamkrigen i Vietnams jungle, men på plænen foran det Hvide hus. I krig er der to ‘Schwerpunkter’: det militære på slagmarken og det politiske i medierne og foran parlamentsbygningerne.
Og i bykampe vil russiske soldater i konflikt med krigens love dræbe civile, hvilket vil svække det russiske militærs indre sammenhængskraft og motivation: ”Var det det her, jeg meldte mig til?” eller ”Er det de værdier, jeg som officer har lært at kæmpe for?”
De russiske soldater vil ikke vide, hvilke værdier de kæmper for
Og det russiske militær vil møde det politiske Schwerpunkt i massivt omfang. En anden dominerende måde at vinde kampe på er fjernangreb med fly, artilleri og raketter. Fjernvåben er det, der slår flest mennesker ihjel i krige, især hvis de bruges mod civilbefolkninger i byer. Men angreb på civile byer er også en klar overtrædelse af krigens love, og det ved de russiske soldaterne også.
Derfor vil det russiske militær tabe krigen i Ukraine.
Skulle de mod forventning være i stand til at nedkæmpe de ukrainske byer – med de politiske udgifter, det medfører i det globale samfund – vil den ukrainske modstand overgå fra bykamp til den tidsudstrakte og lavintense krigsførelse, som udgør nutidens ”nye krige”.
I disse krige er det også særdeles svært at skelne mellem civil og militær, ligesom alle midler bliver taget i brug i det, vi kalder terror. De russiske soldater vil stort set være forsvarsløse overfor den slags kamp.
Nederlag med håb for fremtiden
Den ukrainske befolkning har de sidste 20 år vænnet sig til et hverdagsliv, der i hovedtræk er demokratisk funderet, og vil derfor have og hente sin modstandskraft indefra i modsætning til de unge russiske soldater, der skal motiveres af en ældre autokrat udefra.
I denne lavintense kamp vil Ruslands militær og politikere opdage, at forsvaret er angrebet overlegent. Forsvaret vælger våben, tid og sted. Og de russiske soldater vil ikke vide, hvilke værdier de kæmper for.
Putin og Dumaen står altså overfor et militært nederlag. Spørgsmålet er så, hvor længe det tager for dem at erkende det, og hvordan de vil reagere på et nederlag, når de er bevæbnede med atomvåben.
Et sådant nederlag kan blive endda meget farligt, og det er derfor væsentligt, hvordan resten af verden giver Rusland en konstruktiv måde at afslutte denne krig og dette nederlag på, så de kan se et håb og en fremtid.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og