UKRAINE // KRONIK – En hård vinter med minusgrader gav Ukraine et uventet pusterum, mens nye droner lammede russiske forsyningslinjer. Men bag fronten raser en anden kamp: om desertering, om soldaternes umenneskelige vilkår efter fire års uafbrudt tjeneste, og om magten i Kyiv, hvor Zelenskyj netop har fyret sin populære, soldatervenlige forsvarsminister. Jens Alstrup, der bor i Kyiv og selv har kørt termoundertøj ud til fronten, giver et indblik i, hvordan krigen har ændret karakter det seneste år – og hvorfor kampen om ledelsen bag linjerne kan blive lige så afgørende som kampen ved fronten.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
KYIV – I efteråret 2025 var situationen meget alvorlig for Ukraine. Den strategisk vigtige by Pokrovsk var faldet i russiske hænder, og de russiske styrker havde fundet en metode til at slå store huller i frontlinjen og rykke 10-15 kilometer frem på blot én dag. Dobropillja, der hidtil havde været en relativt sikker by, hvor soldaterne havde deres forlægninger, når de ikke var ved fronten, blev fra den ene dag til den anden en frontlinjeby.
Ukraine indsatte enheder fra 3. angrebsbrigade og 93. mekaniserede brigade. Det stabiliserede sektoren og gjorde det endda muligt at presse russerne delvist tilbage. Russerne formåede imidlertid ikke at forstærke deres gennembrud. I stedet åbnede de – som de ofte gør – en ny offensiv et andet sted frem for at udnytte momentum.
Det nye angreb kom nord for Kreminna-skoven i den nordlige del af Donbas med kurs mod Sviatohirsk. Her rykkede de russiske styrker faretruende tæt på hovedvejen mellem Kharkiv og Slovjansk, en af Ukraines vigtigste forsyningsruter.
Desertører henrettes angiveligt uden rettergang. Det mest kendte eksempel er overløberen, der blev myrdet med en forhammer af soldater fra Wagnergruppen foran rullende kamera
3. angrebsbrigade, som var blevet flyttet for at lukke hullet ved Dobropillja, måtte derfor hurtigt tilbage til området øst for Sviatohirsk for at standse det nye gennembrud. Det lykkedes at stoppe russerne, men skaden var allerede sket. Hovedforsyningsvejen var blevet såkaldt droneinficeret. I dag er det forbundet med stor risiko at køre ad den, og hver gang jeg har været i området, er antallet af udbrændte biler langs vejkanten vokset.
Kong Vinter
Napoleon og Hitler oplevede begge den russiske vinter og led katastrofale nederlag. Russerne er derfor kendt for deres evner til at føre vinterkrig. Vinteren 2025-2026 blev da også hård. Temperaturen faldt ofte til minus 26 grader, og i lange perioder kom den ikke over minus 10 – heller ikke om dagen.
For en russisk soldat fra Sibirien er minus 26 grader ikke usædvanligt. Det kan være en typisk forårsdag hjemme. Problemet for russerne var imidlertid det samme som under Vinterkrigen mod Finland i 1939-40: Logistikken fungerede elendigt. Det hjælper ikke at være vokset op med vintre på ned til minus 60 grader – jeg har selv oplevet minus 55 i Sibirien – hvis man ikke engang får udleveret et sæt termoundertøj.
Vinteren var barsk, men ikke så brutal, at frosne russiske soldater lå spredt i landskabet, som man så på Vagn Hansens berømte fotografier fra Finland. Kulden hæmmede imidlertid de russiske offensiver, som fortsatte trods enorme tab.
For Ukraine blev vinteren derfor et vigtigt aktiv, selv om den også ramte de ukrainske soldater hårdt. Jeg oplevede en stor taknemmelighed over de 2.000 sæt termoundertøj, jeg havde med ud til enheder ved fronten.
Samtidig tog nye ukrainske droner effektivt de russiske forsyningslinjer under beskydning. Kombinationen af vinterens kulde og den øgede dronekapacitet svækkede de russiske offensive muligheder markant. Hvor moralen blandt ukrainerne var under hårdt pres i efteråret 2025, blev foråret 2026 mødt med fornyet optimisme blandt både soldater og civile.
Deserteringer hos ukrainerne og russerne
Antallet af uafhængige journalister, der bevæger sig langs den russiske front, er meget begrænset. På den ukrainske side er adgangen langt bedre. Derfor er fortællingen om krigen ofte skæv.
Der florerer mange historier om russiske soldater, der bliver skudt i ryggen af deres egne, hvis de forsøger at trække sig tilbage. Desertører henrettes angiveligt uden rettergang. Det mest kendte eksempel er overløberen, der blev myrdet med en forhammer af soldater fra Wagnergruppen foran rullende kamera.
At russiske styrker anvender brutale metoder, er desværre ikke noget nyt. Beretningerne fra Berlins befrielse i 1945, blandt andet beskrevet i Anonyma – Eine Frau in Berlin, vidner om det. Hertil kommer de mange veldokumenterede overgreb mod både egne soldater, ukrainske civile og krigsfanger.
Fedorov er den eneste politiker på dette niveau, jeg har hørt fremlægge en konkret plan for, hvordan Ukraine kan vinde krigen og skabe en varig fred
Det er derimod langt vanskeligere at vurdere, hvor udbredte deserteringerne i den russiske hær reelt er. Samtidig er mulighederne for at flygte begrænsede, fordi de fleste EU-lande kun i begrænset omfang tager imod russiske desertører. De har derfor meget vanskeligt ved at finde et sikkert tilflugtssted.
På den ukrainske side er billedet et andet. Den politienhed, der opsporer desertører i storbyerne, har et blakket ry for hårdhændede metoder. En invalideret veteran, der allerede var blevet hjemsendt fra hæren, blev eksempelvis tilbageholdt i Odesa og behandlet så voldsomt, at han endte i koma på intensiv afdeling.
Jeg ved desværre ikke, om han overlevede, men de involverede betjente blev stillet for retten, og sagen verserer fortsat. Det illustrerer en væsentlig forskel mellem de to lande: I Ukraine bliver de groveste overgreb trods alt retsforfulgt.
Indtil efteråret 2025 kunne en ukrainsk soldat, der havde været registreret som deserteret i mindst 24 timer, åbne sin militære app, melde sig tilbage til tjeneste og samtidig anmode om overflyttelse til en anden enhed. Hvor mange der benyttede ordningen, er umuligt at sige, men det har sandsynligvis været mange. For forholdene ved fronten er ganske enkelt umenneskelige.
Især infanteristerne sidder ved fronten måned efter måned uden at blive roteret, og mange har nu været i aktiv tjeneste i mere end fire år. Næsten ingen kan holde til det. I modsætning til eksempelvis britiske og amerikanske bombebesætninger under Anden Verdenskrig findes der ingen fast grænse for, hvornår tjenesten ophører.
Den ordning var i øvrigt ofte teoretisk, fordi mange aldrig nåede så langt. Men selv en sådan mulighed eksisterer ikke for de ukrainske soldater. For dem er der i praksis kun to udgange på krigen: En fredsaftale eller en kiste.
Derfor blev den såkaldte “deserteringsfinte” udbredt. Zelenskyjs daværende rådgiver Andrij Jermak mente imidlertid, at ordningen måtte stoppes. Soldater, der deserterede, skulle efter hans opfattelse ikke belønnes med en ny enhed, men sendes tilbage til angrebsstyrker, hvor tabene er blandt de højeste.
Forslaget blev særdeles upopulært og bidrog efter alt at dømme til at svække Jermaks position. Allerede tidligt på foråret blev ordningen genindført. De soldater, der benytter den, er kun desertører i teknisk forstand. I praksis vender de tilbage til tjeneste. Russisk propaganda bruger imidlertid deserteringstallene flittigt uden at nævne denne afgørende detalje.
Den nye nu tidligere forsvarsminister, Fedorov
Præsident Porosjenko havde én forsvarsminister i sine fem år ved magten. Zelenskyj har haft otte på syv år. Allerede i 2019 skabte beslutningen om at lukke dronecenteret i Kyiv utilfredshed blandt mange soldater. Regeringen prioriterede samtidig store investeringer i vejnettet – en nødvendig indsats, men efter manges opfattelse på bekostning af forsvaret.
Fedorovs forgænger, Denys Sjmyhal, indledte reformer, der skulle forbedre soldaternes vilkår. Omdannelsen fra brigader til korps var et forsøg på at skabe bedre rotation ved fronten. Problemet var og er imidlertid den samme: Manglen på soldater. Uden flere rekrutter findes der ingen enkel løsning.
Fedorov kom fra tech-branchen og stod bag udviklingen af de droneløsninger, som i dag giver Rusland store problemer. Han blev hurtigt opfattet som soldaternes minister. Samtidig voksede kritikken af den øverstkommanderende, Oleksandr Syrskyj.
Syrskyj blev hyldet for forsvaret af Kyiv og efterårsoffensiven i 2022, men blev også gjort ansvarlig for en række kostbare omringninger ved blandt andet Severodonetsk, Bakhmut, Avdijivka og senest Pokrovsk. Internt lød vurderingen, at endnu én katastrofe ville koste ham posten.
Da endnu en omringning ramte ved Kostjantynivka, pegede alt på Mykhajlo Drapatyj som afløser. Syrskyj nåede imidlertid at vende udviklingen og fik i stedet Fedorov skubbet ud. Men Ukraine er ikke Rusland. Fyringen udløste hurtigt omfattende protester.
Zelenskyj forsøgte at dæmpe utilfredsheden ved at tilbyde Fedorov andre topposter, men han afviste dem alle. Til sidst måtte Syrskyj selv forlade posten.
Drapatyj blev udnævnt, selv om han blev opfattet som Fedorovs kandidat. Det var efter min vurdering den rigtige beslutning. Han nyder stor respekt blandt soldaterne og er krigshelt fra Mariupol i 2014, hvor han i et pansret køretøj brød gennem separatistiske barrikader – en aktion, der fortsat cirkulerer på video.
Ukraine har i øjeblikket en fungerende forsvarsminister, Evgeniy Khamara, men jeg tvivler på, at han bliver permanent. Fedorov afviser fortsat alle Zelenskyjs tilbud, fordi han ønsker posten tilbage. Sker det, vil det være et politisk nederlag for præsidenten.
Efter min vurdering ville Fedorov og Drapatyj udgøre et stærkt makkerpar. Begge prioriterer soldaternes velfærd højt, og netop det kan blive afgørende, hvis Ukraine skal klare endnu en hård krigsvinter.
Fedorov er den eneste politiker på dette niveau, jeg har hørt fremlægge en konkret plan for, hvordan Ukraine kan vinde krigen og skabe en varig fred. For de fleste er en sejr over Rusland fortsat et håb. For Fedorov er den også et spørgsmål om en konkret strategi.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og