LIV & MENNESKER // KLUMME – “Jeg har fået en ny ven. Lad os kalde ham Sigurd. Han har den der etikette, som jeg aldrig vænner mig til: et diagnosebarn. Betegnelsen er måske mere hensynsfuld end “adfærdsvanskelig” og mindre kold end “psykisk sårbar”, men det er en etikette, der komplet skævvrider personligheden Sigurd. Han er meget andet end grænseautist eller ADHD’er”, fortæller taxamand Jesper Grunwald.
Sigurd er ikke identisk med sin diagnose, selv om han dagligt hentes hos forældrene og køres i taxi til en af specialskolerne for de – ”særlige børn”, som jeg kalder dem af mangel på præcise ord. Og jeg ved, hvad jeg taler om efter år med ”de særlige” i taxien. Tiden har lært mig at holde af dem i en underlig, lidt ubestandig blandingsfølelse af vemod og beundring. Når sårbarhed og høj intelligens går hånd i hånd. Når huller i empatien kan trives side om side med kærlighed. Og jeg, Sigurds taxichauffør, oplever især det sidste. Frisat for forældreskabets bekymring og pædagogernes professionalisme. I dyb respekt og forståelse for både diagnosen og en ganske særlig begavelse.
Jeg mener selv, jeg er rimelig kvik i pæren på enkelte vidensområder – i hvert fald, når jeg møder en 11-årig kunde. Men i dag fik Sigurd mig helt ud i tovene. Den historie vender jeg tilbage til om lidt.
En 11-årig drengs refleksion, som selv et menneske i voksenalderen kan have problemer med at gennemføre
Jeg henter ham jævnligt et par timer før den ordinære hjemtur fra specialskolen. Sådan er det nogle gange for ham ikke mindst i disse corona-tider, hvor børn og andre mennesker presses i de daglige rutiner. Og ja, jeg har oplevet, at det hele bare var ved at koge over. Ventet på ham og set de opsparede frustrationer bryde ud i råb, eder og forbandelser – og skoletasken, der ryger gennem udgangsdøren, når pædagogen arbejder på at få hans temperament bragt ned, inden han kan transporteres i en taxi. Ellers skal han køle ned en time eller hentes af forældrene, hvis den er helt gal.
Det er voldsomt første gang, man oplever eksplosionen. Men med tiden har jeg tillært en pædagogisk praksis, der kan lette overgangen fra skolen til hjemmelivet. Også selv om den slags overbærenhed ikke er min stærkeste kompetence. Nogle gange er det min stemmeføring, der kan dulme hidsigheden, eller blot en venten til tordenskyen er fortrukket fra drengesjælen.
Da det skete sidst, havde jeg – sig det ikke til nogen – overtrådt spillereglerne ved at gemme et stykke chokolade til ham. Hans yndlingsguf: en Bountybar med lys chokolade udenpå og kokosmasse indeni. Da han havde kastet tasken ind på forsædet, satte han sig gennemsur ind på lædersædet. Men det stod klart, at operationen var lykkedes. Raseriet var aftagende. Et lettelsens suk fra pædagogen – uden suk. Så var det drengen fik øje på Bounty-stykket i boksen ved gearvælgeren. Og nej, han startede ikke nogen præpubertær plagen om slik nu. Hans uregerlighed forsvandt og en slags vemodighed trak ind over hans ansigt. Han vidste, at chokoladen var til ham, og at han ville få den en dag. Men han ville gerne have oplevet overraskelsen i en gladere situation. Sagde først ikke noget. Vendte blikket nedad. Flov. Ked af det.
“Har det været en lortedag, Sigurd?”
Kunne man stille et mere banalt spørgsmål med et indlysende svar, når man i et sekund havde set hans sørgmodige øjne og den lidt sammenkrøbne krop?
Jeg kan end ikke udtale ordet korrekt. Han udstiller min ignorance ved at rette min udtale igen og igen
Så begyndte han at tale. Selvfølgelig om, hvorfor humøret var på nul og hans vrede så stor. Anledningen var og forbliver en fortrolighed mellem Taxamanden og Sigurd, og det var heller ikke det vigtigste. Det var derimod en begavet erkendelse af dette dramas unødvendighed. At han var flov. At det er det, der er problemet for ham. At selv små konflikter eller pludselige ændringer i dagligdagens rutiner kan få en detalje til at tænde en lunte, som får en helt unødvendig bombe til at springe. En 11-årig drengs refleksion, som selv et menneske i voksenalderen kan have problemer med at gennemføre. Eller bare turde, når vi for alvor er ude at skide.
Et diagnosebarn, ja, det kalder vi dem jo. Men først og fremmest et klogt og eftertænksomt menneske!
Men lad os nu komme tilbage til dagen i dag, hvor han er glad og storsmilende. Vi taler om et emneområde, som jeg kender en smule til fra mit barnebarn: Spil-universet. Hardcore gaming, som Sigurd helt åbenbart er noget af en mester i. Hans forældre giver ham lov til – med nødvendige restriktioner i tiden, han bruger på passionen – at leve i dette univers af kamp, konkurrence og ikke mindst sproget engelsk. Han taler det på et niveau, som var det en slags andet modersmål.
Han har en diskret måde at ydmyge mig på. Han synger en strofe af en rap-sang, som en for mig totalt ukendt amerikaner har indsunget med brug af et engelsk udtryk for noget krigerisk – ordet har jeg glemt. Eller snarere slettet fra min indre harddisk, fordi jeg blev udstillet som en stor ignorant. Jeg kan end ikke udtale ordet korrekt. Han udstiller min ignorance ved at rette min udtale igen og igen. Til sidst kravler han så langt ned mod bunden af taxien, som sikkerhedsselen tillader, i krampegrin over denne gamle mand i bedstefaralderen, der er så uvidende i ungdommens legeunivers.
Jeg hentede en dreng på skolen for de særlige børn. Jeg afleverede ham 20 minutter senere som professor Gaming hjemme hos hans mor
Han kommer op til overfladen igen.
“Så ved du måske heller ikke, hvad FPS er for noget?”
Mine øjne fremstår som spejlæg. Store og naive. Måske ligefrem dumme.
Min indre computer løber mine lagrede forkortelser igennem. Fra SSP (Skole-Socialmyndigheder-Politi-samarbejdet) til SPF, som jeg kender fra min opvækst på landet (en svinebesætning fri for særlige, specifikke sygdomme). Jeg holder min scannede uvidenhed for mig selv og nøjes med at svare med de åbne øjne. Så kommer censors dom til en eksamen, hvor jeg allerede er dumpet.
“FPS – det betyder First Person Shooter. Det er dens slags spil, hvor jeg er hovedpersonen og skal skyde de andre. Forstår du det?”
Resten af turen bliver en ren forelæsning i spilverdenens genrer, mindset og udtryk.
Jeg hentede en dreng på skolen for de særlige børn. Jeg afleverede ham 20 minutter senere som professor Gaming hjemme hos hans mor.
Jeg er stolt af – nej, imponeret over – at have fået en ven, der hedder Sigurd.
LÆS FLERE KLUMMER AF TAXAMAND JESPER GRUNWALD HER
Topillustration: Taxamanden er i mesterlære hos den særlige dreng. Foto: Pixabay
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
