taxamand mesterlære dreng

Taxamandens klumme: I mesterlære hos den særlige dreng

i Liv & Mennesker/Klumme af
LIV & MENNESKER // KLUMME – “Jeg har fået en ny ven. Lad os kalde ham Sigurd. Han har den der etikette, som jeg aldrig vænner mig til: et diagnosebarn. Betegnelsen er måske mere hensynsfuld end “adfærdsvanskelig” og mindre kold end “psykisk sårbar”, men det er en etikette, der komplet skævvrider personligheden Sigurd. Han er meget andet end grænseautist eller ADHD’er”, fortæller taxamand Jesper Grunwald.

Sigurd er ikke identisk med sin diagnose, selv om han dagligt hentes hos forældrene og køres i taxi til en af specialskolerne for de – ”særlige børn”, som jeg kalder dem af mangel på præcise ord. Og jeg ved, hvad jeg taler om efter år med ”de særlige” i taxien. Tiden har lært mig at holde af dem i en underlig, lidt ubestandig blandingsfølelse af vemod og beundring. Når sårbarhed og høj intelligens går hånd i hånd. Når huller i empatien kan trives side om side med kærlighed. Og jeg, Sigurds taxichauffør, oplever især det sidste. Frisat for forældreskabets bekymring og pædagogernes professionalisme. I dyb respekt og forståelse for både diagnosen og en ganske særlig begavelse.

Jeg mener selv, jeg er rimelig kvik i pæren på enkelte vidensområder – i hvert fald, når jeg møder en 11-årig kunde. Men i dag fik Sigurd mig helt ud i tovene. Den historie vender jeg tilbage til om lidt.

En 11-årig drengs refleksion, som selv et menneske i voksenalderen kan have problemer med at gennemføre

Jeg henter ham jævnligt et par timer før den ordinære hjemtur fra specialskolen. Sådan er det nogle gange for ham ikke mindst i disse corona-tider, hvor børn og andre mennesker presses i de daglige rutiner. Og ja, jeg har oplevet, at det hele bare var ved at koge over. Ventet på ham og set de opsparede frustrationer bryde ud i råb, eder og forbandelser – og skoletasken, der ryger gennem udgangsdøren, når pædagogen arbejder på at få hans temperament bragt ned, inden han kan transporteres i en taxi. Ellers skal han køle ned en time eller hentes af forældrene, hvis den er helt gal.

Det er voldsomt første gang, man oplever eksplosionen. Men med tiden har jeg tillært en pædagogisk praksis, der kan lette overgangen fra skolen til hjemmelivet. Også selv om den slags overbærenhed ikke er min stærkeste kompetence. Nogle gange er det min stemmeføring, der kan dulme hidsigheden, eller blot en venten til tordenskyen er fortrukket fra drengesjælen.

Da det skete sidst, havde jeg – sig det ikke til nogen – overtrådt spillereglerne ved at gemme et stykke chokolade til ham. Hans yndlingsguf: en Bountybar med lys chokolade udenpå og kokosmasse indeni. Da han havde kastet tasken ind på forsædet, satte han sig gennemsur ind på lædersædet. Men det stod klart, at operationen var lykkedes. Raseriet var aftagende. Et lettelsens suk fra pædagogen – uden suk. Så var det drengen fik øje på Bounty-stykket i boksen ved gearvælgeren. Og nej, han startede ikke nogen præpubertær plagen om slik nu. Hans uregerlighed forsvandt og en slags vemodighed trak ind over hans ansigt. Han vidste, at chokoladen var til ham, og at han ville få den en dag. Men han ville gerne have oplevet overraskelsen i en gladere situation. Sagde først ikke noget. Vendte blikket nedad. Flov. Ked af det.

“Har det været en lortedag, Sigurd?”

Kunne man stille et mere banalt spørgsmål med et indlysende svar, når man i et sekund havde set hans sørgmodige øjne og den lidt sammenkrøbne krop?

Jeg kan end ikke udtale ordet korrekt. Han udstiller min ignorance ved at rette min udtale igen og igen

Så begyndte han at tale. Selvfølgelig om, hvorfor humøret var på nul og hans vrede så stor. Anledningen var og forbliver en fortrolighed mellem Taxamanden og Sigurd, og det var heller ikke det vigtigste. Det var derimod en begavet erkendelse af dette dramas unødvendighed. At han var flov. At det er det, der er problemet for ham. At selv små konflikter eller pludselige ændringer i dagligdagens rutiner kan få en detalje til at tænde en lunte, som får en helt unødvendig bombe til at springe. En 11-årig drengs refleksion, som selv et menneske i voksenalderen kan have problemer med at gennemføre. Eller bare turde, når vi for alvor er ude at skide.

Et diagnosebarn, ja, det kalder vi dem jo. Men først og fremmest et klogt og eftertænksomt menneske!

Men lad os nu komme tilbage til dagen i dag, hvor han er glad og storsmilende. Vi taler om et emneområde, som jeg kender en smule til fra mit barnebarn: Spil-universet. Hardcore gaming, som Sigurd helt åbenbart er noget af en mester i. Hans forældre giver ham lov til – med nødvendige restriktioner i tiden, han bruger på passionen – at leve i dette univers af kamp, konkurrence og ikke mindst sproget engelsk. Han taler det på et niveau, som var det en slags andet modersmål.

Han har en diskret måde at ydmyge mig på. Han synger en strofe af en rap-sang, som en for mig totalt ukendt amerikaner har indsunget med brug af et engelsk udtryk for noget krigerisk – ordet har jeg glemt. Eller snarere slettet fra min indre harddisk, fordi jeg blev udstillet som en stor ignorant. Jeg kan end ikke udtale ordet korrekt. Han udstiller min ignorance ved at rette min udtale igen og igen. Til sidst kravler han så langt ned mod bunden af taxien, som sikkerhedsselen tillader, i krampegrin over denne gamle mand i bedstefaralderen, der er så uvidende i ungdommens legeunivers.

Jeg hentede en dreng på skolen for de særlige børn. Jeg afleverede ham 20 minutter senere som professor Gaming hjemme hos hans mor

Han kommer op til overfladen igen.

“Så ved du måske heller ikke, hvad FPS er for noget?”

Mine øjne fremstår som spejlæg. Store og naive. Måske ligefrem dumme.

Min indre computer løber mine lagrede forkortelser igennem. Fra SSP (Skole-Socialmyndigheder-Politi-samarbejdet) til SPF, som jeg kender fra min opvækst på landet (en svinebesætning fri for særlige, specifikke sygdomme). Jeg holder min scannede uvidenhed for mig selv og nøjes med at svare med de åbne øjne. Så kommer censors dom til en eksamen, hvor jeg allerede er dumpet.

FPS – det betyder First Person Shooter. Det er dens slags spil, hvor jeg er hovedpersonen og skal skyde de andre. Forstår du det?”

Resten af turen bliver en ren forelæsning i spilverdenens genrer, mindset og udtryk.

Jeg hentede en dreng på skolen for de særlige børn. Jeg afleverede ham 20 minutter senere som professor Gaming hjemme hos hans mor.

Jeg er stolt af – nej, imponeret over – at have fået en ven, der hedder Sigurd.

taxamand mesterlære dreng
Omtalen af First Person Shooter-spil bliver begyndelsen på Sigurds forelæsning om alverdens computerspil fra passagersædet. Men også på andre punkter er taxamanden imponeret af drengen. Måske er han kommet i en slags mesterlære? Han glæder sig i hvert fald til den næste køretur med den særlige dreng. Foto: Wikimedia Commons

LÆS FLERE KLUMMER AF TAXAMAND JESPER GRUNWALD HER


Topillustration: Taxamanden er i mesterlære hos den særlige dreng. Foto: Pixabay

 

 

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv abonnent!

Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv abonnent her Pil mod højre

En hyrevognschaufførs bekendelser
Jesper Grunwald er taxamanden.
Og taxamand.dk er mig! 
Sådan er det og sådan bli’r det.
Det begyndte med en drengedrøm om at køre rundt i en fed Mercer, når arbejdslivet en dag var slut. Sagde det i en takketale til en rund fødselsdag: - Når jeg bli’r 80, vil jeg køre taxi og skrive erotiske romaner.
Men inden jeg fyldte 60 tog mit arbejdsliv en drejning. Et generaldirektør-skifte i DR fik på kort tid min chefstatus som journalist, programudvikler, kanalchef (P3) og programchef til at ændre sig fra lovende til udtjent. Nej, jeg blev ikke fyret fra DR – men det kunne jeg formentlig snart være blevet. Jeg var sur på Statsradiofonien- og DR var vist også træt af mig.
Så jeg sprang ud med en faldskærm af en fratrædelsesordning.
Det sværeste er ikke at sige farvel. Det sværeste var i øjeblikket at ” ….læse glæden over mit farvel i chefen ansigt … ” - som en af mine tidligere kolleger udtrykte det.
Jeg blev efter et halvt års sunden mig projektchef i JP/POLITIKENS HUS i forberedelsen af at søge på den udbudte radiokanal FM4. Men detail-kravene fra kulturminister Møller og hans regering blev så snærende for koncernen på Rådhuspladsen, at bestyrelsen besluttede - ikke at søge. 
Kassen var tom og jeg tog så taxakortet for at tjene til føden. Embedsmanden med ridderkorset måtte pludselig dele lønvilkår med den almindelige lønarbejder. Siden har jeg levet meget lykkelig med øgenavnet ”granitperkeren” – en henvisning til min bornholmske opvækst.
Og så begyndte skriverierne på Facebook, hvor jeg i dag har knap 4000 følgere. Og på min blog www.taxamand.dk.
Hvad det er jeg kan?
- Jeg kigger på verden gennem forruden på min ”Mercer”, vogn 1-0024 – og er historiefortæller om mine møder med mennesker fra alle samfundslag i Danmark – og gæster fra hele verden. Og så er er jævnlig gæst og kommentator på TV2 NEWS og i P1, holder foredrag, er medlem af bestyrelsen for Filmhøjskolen Møn og har skrevet essaysamlingen JEG ER BARE TAXAMAND.
Jeg kører nattaxi i København for selskabet Dantaxi 4x48. Det er det, jeg lever af. Men hvis du vil, kan du støtte mine skriverier med ”drikkepenge” via MobilePay 40255112

Seneste artikler om Liv & Mennesker