Morten Eisby: Virussens år – vi sidder nu og tænker tilbage

i Liv & Mennesker/Essays af
ESSAY – ”Vi sidder nu og tænker tilbage på de måneder i foråret 2020, hvor menneskeheden måtte finde sig selv igen.” Dokumentarist og stifter af hjælpegruppen Indkøbshjælp Corona – København  ser frem og tilbage i et essay om coronavirus og solidaritet og om store menneskelige og politiske konsekvenser.

Jeg kan huske, da det hele blev vendt op og ned. Det startede i foråret i år 2020. Det havde været en ganske mild vinter og enkelte træer var allerede ved at springe ud i starten af marts måned. Coronavirussen var stadig et fremmed begreb fra en provins i Kina, og vi drak vores øl, krammede vores kære og så frem til forårets komme, én dag ad gangen.

De døde vejede for tungt på vægtskålen

Men pludselig en dag var den her hos os. Den havde taget turen fra et udendørsmarked i det kinesiske rige, til Iran, Sydkorea, det nordlige Italien, og via skiferier, flyvemaskiner, konferencer og fremmede himmelstrøg var den nu landet her hos os alle sammen.

Selvom det er lang tid siden nu, så kan jeg huske, at der vist nok gik en uge eller to før alvoren rent faktisk gik op for os. Vores verdener gik fra 1000 mennesker til 100, og derfra ned til 10, og en dag så vi pludselig kun vores egen lille familie og partner. Vi gik indenfor og blev der. Vi sang i gårdene, vi skypede med vores mormødre, vi vaskede hænder, og så vaskede vi hænder igen. Vi døde og vi levede.

Situationen var kritisk

I april måned blev det slemt. Tusinder af mennesker var konstant indlagt og en stor portion af dem lå på intensiv. Hospitalerne blev presset til det yderste, og antallet af døde steg med en ubegribelig fart, hver eneste dag. Sygeplejersker, læger, sundhedspersonale måtte gå hjem med symptomer, og et væld af frivillige fuldførte lægelige opgaver langt over deres vidensniveau. Situationen var kritisk.

Vi forsøgte at holde tragedien ud i strakt arm, som vi var vant til med hungersnød, flygtningestrøm og ulighed, men ligegyldig hvor mange sange vi sang, hvor meget vi bakkede hinanden op og hvor mange artikler vi skrev om solidariteten, så gik vi i seng med tunge sind og stod op til ulykkelige morgener. De døde vejede for tungt på vægtskålen.

Jeg kan huske, da det første barn døde. En 11-årige pige med en arvelig sygdom, der blev forværret af coronavirussen. Hun havde gået til fodbold og når hun blev voksen, ville hun gerne være professionel ligesom Nadia Nadim. Hun døde en regnfuld onsdag morgen i april. Vi satte alle levende lys frem i vinduerne, og vi græd.

Der blev rapporteret om massegrave i Asien. De syge i USA havde ikke råd til at holde sig i live. Sydamerika var rendt over ende

Alle kendte efterhånden nogen, der havde mistet et familiemedlem eller en fjern relation, og nogle mistede endda flere. Man kunne ikke sige ordentlig farvel til sine kære af frygt for smitten, og også efter dødens indtræden skulle selv det sidste farvel, begravelser og bisættelser gøres med store foranstaltninger.

De døde forsvandt, og på tv viste de endnu flere døde i fjerne lande, hvor vi engang havde rejst. Der blev rapporteret om massegrave i Asien. De syge i USA havde ikke råd til at holde sig i live. Sydamerika var rendt over ende.

Håbet

En dag vendte det. Kurven gik nedad. Vi testede fortsat så mange som muligt, og en dag i maj fik vi besked om, at der nu var færre smittede, end der var i går.

Et håb tændtes, og nætterne blev kortere som vi sad i vores huse og lejligheder og duftede til forårssolen, der tittede frem. Tålmodigt og disciplineret sad vi på spring. Men vi gjorde det sammen i hele verden. Unge som gamle, blå og røde, humanister og jihadister, pirater og revisorer.

Uden at have sat havemøblerne frem havde sommertiden alligevel for længst gjort sit indtog, og stille og roligt blev foranstaltningerne gradvist ophævet. Vi gik fra at være os selv, til 10, til 1000, og igen ubegrænset; en dag sidst i maj blev der givet grønt lys til at komme frit frem fra gemmerne.

Hvidblege og håbefulde rejste vi med mådehold ud i det grønne. De gamle gik hånd i hånd, de unge dansede og sang på Dronning Louises bro, og de døde blev mindet i vores sind.

En stor del af befolkningen havde nu udviklet antistoffer, symptombehandlingen var blevet aldeles god, og der var også en vaccine på vej i det nye år. Håbet var vendt tilbage

Med temperaturerne og UV-strålerne fik coronavirussen dårlige arbejdsbetingelser, og for en stund fik vi en pause. Økonomien havde fået et hårdt slag, og mange havde mistet deres jobs. Meget oprydningsarbejde lå foran os.

Men vandet i kanalerne var renere end normalt, himlen var enestående blå uden flyenes forurening, fuglefløjt kunne høres med mere kraft og melodi end normalt, og myndighederne meldte om en lille, men anseelig opbremsning af klimaforandringerne.

I efteråret og i starten af vinteren vendte virussen tilbage med nogle tilfælde, men slet ikke i samme målestok som i foråret. En stor del af befolkningen havde nu udviklet antistoffer, symptombehandlingen var blevet aldeles god, og der var også en vaccine på vej i det nye år. Håbet var vendt tilbage.

Vi genopfandt os selv

Tiden gik og godt halvvejs gennem år 2024 var verden vendt tilbage til normalen igen. Mange var nu tilbage i arbejde, og vaccinen var udviklet på verdensplan. Det kollektive pres betød, at den blev givet gratis til dem, der havde brug for den.

Man begyndte at filosofere og skrive stolte op og stolpe ned om, hvad der var sket i år 2020. Sociologer observerede menneskets ageren i denne krisetid, filosoffer tænkte tanker om begivenhederne, og økonomerne analyserede på denne nye finansverden, vi havde skabt som resultat af coronavirussen.

Vi gentænkte økonomien, så den igen skulle arbejde for os, i stedet for at vi skulle arbejde for den. Klimaforandringerne blev i fællesskab bremset, da vi kunne se, hvad vi var i stand til

Mest af alt diskuterede vi rundt omkring i hele verden. Vi mødtes på kryds og tværs, som vi også havde gjort før, og talte om os selv og om verden. Om hvordan vi havde formået at bremse en sådan trussel, som virussen var, i fællesskab og med brug af videnskab. Hver især havde vi indtaget vores rolle i kampen: sygeplejersker havde passet de syge, videnskabsmænd havde udviklet en vaccine og andre medicinske fremskridt, ordensmagten havde holdt orden, og det civile samfund havde gjort deres opgave ved at bremse smitten.

Det indædte ønske om at kunne vende tilbage til tiden før coronavirussen kunne ikke indfries, og ligesom virussen muterede vi også og tilpassede os i denne nye verden.

Vi genopfandt os selv i den globale verden version 2.0, hvor illusioner om kontrol og magt over verden blev taget til genovervejelse. Forståelsen for at vira kommer fra dyr, ledte til mindre kødbaseret landbrug, og vi levede i højere grad som en service for naturen og ikke omvendt.

Virkningen kan nu måles flere årtier frem

Ligesom under coronavirussens hærgen så vi betydningen af et reelt fælles samarbejde, med et klart og håndgribeligt resultat. Vi observerede, hvordan vi havde samarbejdet, hvordan vi havde fattet empati på tværs af kulturer og folkeslag. Det stod rasende enkelt for os: hvis vi otte milliarder mennesker i en sådan grad på fornuftig vis og i fællesskab kunne forsvare os mod en sådan trussel, så må vi kunne udrette andre store resultater.

Der var for første gang i meget lang tid noget at være stolt af i menneskehedens navn. Årtiers krig, ulighed og klimaulykker havde smadret vores kollektive tro på egne evner, men pludselig kunne der anes en ny selvtillid i det menneskelige væsen.

For hvad betyder det, at en tysker vil det bedste for en japaner? Hvorfor vil en egypter betale for en peruvianers medicin? Hvordan kan en amerikansk kvinde hjælpe en tyrkisk kvinde med at få mad på bordet?

Vi sidder nu og tænker tilbage på de måneder i foråret 2020, hvor menneskeheden måtte finde sig selv igen

Virussen havde givet os denne bevidsthed om menneskearten, der er afhængig af alle dets medlemmer. Vi taber sammen og vi vinder sammen. Vi er lige så skrøbelige sammen, som vi er stærke sammen.

Vi gentænkte økonomien, så den igen skulle arbejde for os, i stedet for at vi skulle arbejde for den. Klimaforandringerne blev i fællesskab bremset, da vi kunne se, hvad vi var i stand til. Ulighed på tværs af verden blev formindsket, da det gik op for os, at flertallets velfærd i sidste ende var til fordel for vores eget.

Vi tænkte, diskuterede og vendte os mod udfordringerne. 2020’erne blev årtiet, hvor menneskeheden genfandt troen på egne evner, og på fornuftig og stoisk vis anså udfordringerne og problemerne, som de så ud, ægte og ufortyndede. Selvom vi troede, at vi levede i en globaliseret verden før, så var det intet i forhold til denne nye måde at anse mellemfolkelig solidaritet og samarbejde.

Og også dette blev en del af fortidens bøger, forgængeligt og frygtindgydende som en krigshandling, som vi overlevede. Men virkningerne af coronavirussen kan nu måles flere årtier frem til, hvor vi sidder nu og tænker tilbage på de måneder i foråret 2020, hvor menneskeheden måtte finde sig selv igen.


Morten Eisby er stifter af hjælpegruppen Indkøbshjælp Corona – København, som nu har over 1000 medlemmer.


Foto: Morten Eisby.

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Morten Eisby er en 32-årig dokumentarist og tv-tilrettelægger. Han har netop haft premiere på en dokumentarserie om flygtninge og musik på heartbeats.dk, produceret i Grækenland og Libanon.

Desuden har han produceret flere dokumentarer i udlandet om emner som ligestilling i Etiopien, kvindelige surfere i Chile, frivillige i flygtningelejr i Serbien, skraldesamlere i Egypten, fodboldkultur i Peru, og meget mere.

Links:
https://heartbeats.dk/video/ny-minidok-no-borders-music-er-en-musikalsk-hyldest-til-alle-mennesker-paa-flugt/


Foto: Maria Albrechtsen Mortensen

Seneste artikler om Liv & Mennesker

USA

Paranoide lorteland

SYDSTATSLIV // KLUMME – Lige nu er der overvældende mange grunde til