overgreb tilgive

Hvornår er det for sent at fortælle – og skulle jeg overhovedet sige noget?

i Liv & Mennesker/Klumme af
OVERGREB & TILGIVELSE // KLUMME – Hvornår skal man fortælle sandheden om et overgreb? Det er aldrig for sent, mener Louise Dorph, som fortæller en personlig beretning om et smerteligt overgreb, der fandt sted for 25 år siden – og hendes nylige oplevelse af, at erkendelse og tilgivelse ikke har en udløbsdato.

Den største smerte i mit liv er stadig den dag, jeg mistede min far – eller, på mange måder havde jeg aldrig haft ham, han var misbruger, og måske startede min sorg allerede den dag, jeg blev født.

Min far blev aldrig rigtig andet end min sorgfulde fortælling, og derfor kastede jeg min barnlige kærlighed på min onkel

Han blev aldrig et forbillede og en far, som elskede mig betingelsesløst. Min far blev aldrig rigtig andet end min sorgfulde fortælling, og derfor kastede jeg min barnlige kærlighed på min onkel.

overgreb fortælle
Louise Dorph og faren i haven. Øllen mellem dem var nærmest et symbol på deres forhold.

Verdens sødeste onkel

I perioder var jeg i familiepleje hos min onkel og hans kone.

Jeg forgudede ham. I mine øjne var han verdens sjoveste, klogeste, stærkeste og sødeste onkel. Jeg elskede ham, som var han min egen far. Han blev min “far”.

Da min rigtige far døde, gik mit liv i stå. Vi var flyttet fra København til Jylland, og jeg savnede ham (eller, jeg savnede en far).

Lykken blev, at min kære onkel holdt fast i vores relation og sendte breve til mig. Jeg elskede hver og et. Jeg læste dem igen og igen, de handlede om hverdagsoplevelser, og jeg drømte, at jeg var hos ham, når han byggede fuglehuse til haven, gik på arbejde, og han spiste middag med min tante.

Overgrebet

Tiden gik, jeg blev teenager, og jeg blev voksen. Og en nat, da jeg var 25 år, brast min kærlighed til min onkel.

Familien gik i opløsning, jeg mødte fornægtelse, og så var der skammen

En julefrokost i mit barndomshjem ødelagde det hele. Et overgreb. Jeg kommer aldrig til at gå i detaljer.

Men vores far-datter kærlighed blev slået i småstykker på et splitsekund, og jeg sad næste morgen med en viden om, at mit liv aldrig ville blive det samme. Sorgen og tabet over ham, mit barnlige jeg forgudede, var ubærlig.

At fortælle – jeg kunne ikke rumme det

Jeg sidder stadig med tårer i sjælen, mens jeg skriver det her.

Hele familien var samlet om morgenbordet næste dag, de talte og grinede over gårsdagens julefrokost.

Alt vred sig i mig. Skulle jeg fortælle …?

Mine døtres far fornemmede mig, han har altid været et vidunderligt varmt og sensitivt menneske, og efter noget tid brød jeg sammen og fortalte i overskrifter, hvad min onkel havde gjort. For første gang så jeg min ægtemand miste grebet … lavinen rullede, og alt eksploderede.

Der kom et brev. Et brev, som lignede dem, jeg fik som barn på forsiden af konvolutten

Hans (min mands) reaktion var rigtig, og han gjorde det, han skulle. Men jeg kunne ikke rumme alt det, som skete efterfølgende. Familien gik i opløsning, jeg mødte fornægtelse, og så var der skammen – “var hun ikke også lidt udfordrende? Behøvede hun virkelig at sige det?”

Jeg fortrød i momentet, at jeg ikke havde holdt det for mig selv. I dag ved jeg, at det var godt, at min mand så mig og fik mig til at fortælle.

I 25 år har jeg ikke set min onkel, og i lige så lang tid har familien ikke været samlet. Min onkel sagde den gang, at han ikke kunne huske, at der var sket noget. Sådan noget glemmer man ikke – jeg glemte i hvert fald aldrig.

En dag kom der et brev

Og så skete der noget forleden. Der kom et brev. Et brev, som lignede dem, jeg fik som barn på forsiden af konvolutten. Indholdet var dog noget helt andet.

“Undskyld! Undskyld for det, jeg gjorde mod dig … “ (der stod mere).

Brevet var underskevet med en skrøbelig, rystende håndskrift. Tårerne væltede ud af min sjæl, og min krop rystede i en ubeskrivelig form for sorgforløsning. Tænk, at det blev ham, som 25 år efter rakte hånden ud og erkendte overgrebet.

Det er aldrig for sent

Tilgivelsen er i proces i mig, jeg er ved at slippe,  fordi han gav mig sin erkendelse og tog skylden på sig. Det var ikke nemt for ham, det ved jeg. Han er en gammel mand og han er fra en anden tid. Men han gjorde det. For min, for sin egen og for vores og familiens skyld.

Det er aldrig for sent at fortælle sandheden, og det er aldrig for sent at undskylde. Den slags har ikke en udløbsdato eller en rigtig dato. Men når det sker, er det på det rigtige tidspunkt, uanset om der kommer til at gå 25 år.

PS. At erkende med ægthed i hjertet giver tilgivelse. Det er i mine øjne stor kærlighed.

overgreb fortælle
Louise Dorph. Stort smil, voksentænder på vej.

LÆS FLERE ARTIKLER I POV OM TILGIVELSE HER


Alle illustrationer: Private billeder stillet til rådighed af forfatteren. Denne tekst er en redigeret udgave af originalen, som ligger på Louise Dorphs blog. Den kan man finde her.

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv abonnent!

Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv abonnent her Pil mod højre

Seneste artikler om Liv & Mennesker