Min gådefulde nabos lange kamp med livet

af i Liv & Mennesker

LIV – I seks år forsøgte Klaus Vemmer at undgå sin nabo. Han tog hende for at være en gammel dame som savnede selskab. En dag fandt han hende i smerter på trappen med et brækket kraveben. Det blev starten på et varmt venskab indhyllet i mystik, for hvem var hun egentlig, naboen? Det skulle blive Vemmer, som fandt hende død. Nu er det ham, som savner hende og de svar han aldrig fik. 

Gad vide om hun var agent. Min nabo. Mossad-agent. Hun sagde det, uden egentlig at sige det, men når jeg efterfølgende begynder at lægge tingene sammen, så var der ting, perioder af hendes liv hun ikke ville tale om. Hun sagde så ofte, når vi talte sammen ”Du ved ikke hvad det vil sige at være i fangeskab, hvad det vil sige at blive holdt vågen i mere end 72 timer, du ved ikke hvad det vil sige…” og så stoppede hun altid med ordene ”det må vi tale om en anden gang.”

Den gang kom aldrig.

For en lille måned siden, en lørdag, kom Kristine og jeg hjem. Jeg tror det var omkring ved 23-tiden. Vi kom grinende op trappen – glade, nok allermest fordi vi havde fundet en parkeringsplads. Pludselig på den mørke trappe, stod en skikkelse. En lille grå mus:

”Hej, jeg hedder Mette. Er du Klaus? Jeg er din nabos veninde – jeg kan ikke få fat på hende, så jeg tænkte, at jeg ville kigge forbi. Men hun åbner ikke døren. Jeg føler dog, at hun står inden på anden side af døren og ser ud på mig”.

”Hej Mette,” sagde jeg. ”Jeg ved godt hvem du er.” Og fortsatte ”Oh det er typisk hende, hun er sgu lidt sær. Du har sikkert fornærmet hende, uden at du ved det.”

Jeg så hvordan det ser ud, når døden på værste vis har været forbi, hvordan det ser ud, når et menneske har kæmpet til det sidste

Når det sker, så lukker hun folk ude af sit liv. Så taler hun ikke med nogen, åbner ikke døren og tager ikke telefonen. ”Mette, jeg har en nøgle til hendes lejlighed. Den smutter jeg lige ind og henter.”

Jeg havde hendes nøgle, fordi jeg ofte handlede ind for hende – fordi jeg var den som kiggede ind for at se om hun var ok. 85 år, dårlige knæ, dårlig hofte, ja i det hele taget en gammel slidt krop, betød at trapperne til 4. sal ofte syntes som en umulig opgave.

Jeg henter nøglen. Åbner døren med følgeskab af Kristine og Mette. Vi går ind. Lejligheden er mørk. Der dufter ikke af mad. Der er ikke specielt rodet, luften er frisk fordi vinduerne er åbne, det virker allermest som ingen er hjemme. Lejligheden virker tom og forladt. Jeg tænder lampen ved skrivebordet i forstuen. Jeg ved hvor soveværelset er. Jeg har så ofte fundet hende sovende i løbet af dagen, når jeg valgte at komme uanmeldt forbi for at høre, om hun skulle have noget med. Hun vågnede altid med et smil og sagde hej.

”Du er så lidt vidende”

På en måde har jeg altid vidst, at det nok var mig, der ville finde hende død – da jeg var den eneste, som havde en ekstra nøgle. Jeg har kendt i hende snart i otte år, gad ikke rigtig tale med hende de første seks. Hun var meget direkte. Hun kunne finde på at sige ”du har tabt dig, du er blevet grim.” Eller ”hvordan går det med dig og din kæreste” – for hurtigt at konkludere at forholdet ”nok ville gå i stykker.” Hun forslog altid vi skulle drikke kaffe. Jeg sagde altid ”ja, selvfølgelig skal vi det.”

Men hvor jeg dog bare ikke gad. Hun var jo bare en gammel dame, som manglende selskab.

Så i de først seks år gemte jeg mig i en busk, bag et hegn, stod bag en bil, eller gik tilbage hvor jeg kom fra, hvis jeg opdagede, at vi kom hjem og skulle op ad trappen samtidig.

Men jeg tog fejl. Hun kom faktisk til at betyde rigtig meget for mig. Hun sagde altid ”vi har en forbindelse du og jeg.” Og hun havde ret. Hun mærkede mig – hun mærkede mine til tider sorte dage. Og jeg fandt hende flere gange, hvor det var lige ved at være og fik skaffet den nødvendige hjælp. Der var nemlig noget over hende – noget ganske unikt, noget meget klogt, og så var der en stor del, som var tildækket, hemmeligt og så var der noget som var uhyggeligt sort.

Gad vide om hun var agent. Min nabo. Mossad agent. Hun sagde det, uden egentlig at sige det, men når jeg efterfølgende begynder at lægge tingene sammen, så var der ting, perioder af hendes liv hun ikke ville tale om

Hun havde været professor på Københavns Universitet i en menneskealder. Hendes lejlighed var fyldt op med bøger. Hun ejede ikke et TV. Hun var på altid nettet, hun læste nyheder fra alle verdenshjørner og kunne ikke forstå, at jeg ikke gjorde det samme. Hun fulgte politikere fra hele verden, for at forstå både godt og ondt. Hun fulgte forskere og andre meningsdannere – hun læste og talte seks sprog flydende, og reflekterede altid med udgangspunkt i den verdenshistorie, som vi alle er en del af.

Hun kiggede ofte på mig, rystede på hovedet og sagde: ”Du er så lidt vidende. Hvis bare folk kendte og huskede historierne, så ville de meget bedre kunne forstå nuet, så kunne de meget nemmere være taknemlige og forstående overfor andre mennesker.”

Jeg prøvede at fortælle hende, at jeg ved en masse om Formel 1, BMW’er og høje hæle – og er meget god til marketing. Det imponerede ikke på overfladen, men jeg tror nu alligevel at min tilgang til livet og mit mod til at være mig, imponerede hende.

Hun sagde du er sej – men dine valg kommer til at gøre ondt. De fleste mennesker er for snæversynet til at forstå dem selv, og det vil ramme dig. Hun havde ret. Hun var dansker, og havde boet i Danmark siden 1953, men var født i Jerusalem.

Den lange kamp med livet

Der skulle gå seks år før jeg fik rigtig kontakt til hende. Jeg fandt hende på trappen, lidende og i smerte. Hun var faldet – og havde brækket kravebenet. Og derefter væltede det ind med sygdom, såvel fysisk som psykisk. Et langt liv med utrolig meget smerte begyndte så småt at sætte sine spor – det var som hun ikke kunne løbe fra det mere. Det var som om livet indhentede hende.

Det var først da jeg sad sammen med hende hos lægen, at det gik op for mig, at hun havde været ude for et psykisk traume inden hun flyttede til Danmark – at hun havde været på både smertestillende samt sovemedicin i de sidste 50 år, at noget var helt galt. Hendes fortid havde sat så dybe uhelbredelige ar, så hende forbrug af både smertestillende piller og sovepiller var kendetegnet af en dyb afhængighed.

Der er ingen tvivl om, at der ligger noget gemt. Min nabo har været officer og har været med i noget som, der ikke kunne tales om. Rabbineren bekræftede det i hans tale, da min nabo blev begravet

Efterfølgende, efter den lørdag, fandt datteren tre fyldte poser med medicin. Datteren som boede i San Francisco, datteren som hun ikke ville tale om og hvor faren var død for mange år siden. Det har så vist sig, at datteren bor på Nørrebro, og at far stadigvæk lever som franskmand i Paris. For om søndagen bankede det på døren. En kvinde i start 40’erne stod stille, roligt og kiggede på mig, en yngre udgave af naboen, den nabo jeg ikke orkede at tale med i seks år.

”Politiet siger det var dig, som fandt min mor. Har du tid til at sludre lidt – for jeg kender hende ikke, har stort set ikke talt med hende i 30 år! Og de siger at du både er den sidste der talte med hende, og den første der så hende død. Måske du kan hjælpe mig – for der er så meget jeg ikke forstår!”

Det var mig som fandt hende.

Jeg gik igennem den mørke lejlighed, for at finde frem til hendes soveværelse og da jeg nærmede mig soveværelset kunne jeg se, at hun lå på gulvet. Jeg tændte lyset, og så et nøgent lig. Jeg så hvordan det ser ud, når døden på værste vis har været forbi, hvordan det ser ud, når et menneske har kæmpet til det sidste. Jeg havde håbet på at finde hende stille liggende i hendes seng, sovet fredsfyldt og stille ind i ro. Men selvfølgelig skulle det ikke være sådan – hun havde kæmpet hele livet med meget og mange omkring sig. Hun var larmende, selv når hun var stille. Sådan skulle hendes sidste minutter selvfølgelig også være.

Da jeg kørte derfra grinte jeg højt – og med tårer i øjnene

Og hun havde altid været larmende. Datteren, som jeg intet kendte til før det absolutte sidste kapitel i min nabos liv, en sød og nærværende kvinde sad i vores køkken i over to timer og fortalte historien om sit liv, og moderen hun intet kendte til. En historie som rystede os meget. En historie, som viser hvordan mennesker kan prøve at gøre det bedste de kan, for så alligevel overhovedet ikke være i stand til at gøre noget godt overhovedet.

Datteren ville i princippet ikke have noget med moderen at gøre – hun var ikke hendes mor. Men alligevel havde hun sagt ja til arv og gæld. Hun skulle ind i den lejlighed. Hun har behov for at finde det eller de breve, noget som beviser at moderen ikke valgte hende fra på grund af menneskelig kulde, men fordi at der fra fortiden ligger en fortælling, som viser, at moderen var nødt til det.

Begravelsen

Der er ingen tvivl om, at der ligger noget gemt. Min nabo har været officer og har været med i noget som, der ikke kunne tales om. Rabbineren bekræftede det i hans tale, da min nabo blev begravet:

”Vi takker for den ekstra indsats du har ydet for vores samfund som officer i tiden inden du kom til Danmark – og vi ved at den har påvirket dit liv i en ikke altid positiv retning, og gjorde det svært for dig, at være sammen med andre mennesker.”

Jeg skulle ikke havde været med til den begravelse. For pokker, jeg var jo bare naboen. Men jeg fik så meget sympati for datteren, at jeg valgte at hjælpe hende, hvor jeg kunne. Da hun ikke havde de store ønsker for sin mor, besluttede hun sig for, at begravelsen skulle være så simpel som mulig. Koste så lidt som muligt, hvilket var fuldt forståeligt.

Du kære nabo, jeg orkede ikke at tale med dig i seks år. Jeg fandt dig med et brækket kraveben, så du fik min opmærksomhed

På en eller anden måde – og det er en lang historie i sig selv – kommer det jødiske trossamfund ind over. Det glider ud af hænderne på datteren. Det ender med at naboen skal begraves på den jødiske kirkegård, selvom hun ikke var medlem af det jødiske trossamfund. Datteren spørger, om jeg har lyst til at tage med. Jeg siger, ”hvis du har behov for det, så gør jeg det selvfølgelig.”

Jeg møder op – får en Kippa på hovedet og får at vide, at jeg skal sætte mig over til højre i salen sammen med de andre mænd. Mænd og kvinder sidder adskilt. Der er kun få deltagende. Men det er Bent Melchior som holder talen. En rigtig fin tale. Han havde kendt min nabo siden 1953. Mellem linjerne blev vi alle en smule klogere på, hvad det var for en dame jeg har haft som nabo.

Talen slutter – en herre synger og det hele er ved sin vejs ende. Eller det troede jeg. Pludselig kommer bedemanden farende over til mig. En herre, som jeg var kommet noget skævt ind på under begravelsesforberedelsen – en herre som ikke rigtig kunne kigge mig i øjnene, da vi sidst sagde farvel.

”Du, Klaus, du må komme med!”

Jeg kigger på ham med spørgende øjne. ”Ja – vi skal have nogle til at bære kisten, kom så.” Alle kiggede på mig. ”Kom så”, sagde de mange øjne. Der stod allerede fire mænd ved kisten. Der manglede 70, hvor jeg altså så skulle være den ene.

Et langt liv med utrolig meget smerte begyndte så småt at sætte sine spor – det var som hun ikke kunne løbe fra det mere. Det var som om livet indhentede hende

Jeg rejste mig og gik hen til kisten. De fandt også en anden mand. Datterens far, som jo ifølge naboen var død for mange år siden. Men som nu stod helt levende her i Danmark ved siden af mig.

Så med os, elskeren fra Paris, for det var det han var, og mig, som bare var nabo, i venstre og højre side, gående forrest, forlod vi kapellet og gik ud i regnen med datteren, Melchior, bedemanden og resten af den lille flok, for at bære kisten hen til hullet i jorden, som man på forhånd havde gravet. Vi fik sagt farvel en sidste og fredsfyldt gang…, nej det er faktisk forkert.. selvfølgelig kom der et mindre skybrud spå samme tid.

Da jeg kørte derfra grinte jeg højt – og med tårer i øjnene.

Du kære nabo, jeg orkede ikke at tale med dig i seks år. Jeg fandt dig med et brækket kraveben, så du fik min opmærksomhed. Jeg var hos dig, da det var hårdt, jeg var den sidste du talte med, jeg var den som fandt dig død i mørket, og jeg bar din kiste i graven og lagde dig ned i hullet. Og det var mig, som prøvede at gemme mig i en busk…

Det var en lang historie. Men en påmindelse om, at man aldrig ved, hvad der sker ved at kende den eller dem inden ved siden af.

Topbillede: Pixabay