Portræt af Søren R. Fauth: Nogle nedslag i et kunstnersind

Søren R. Fauth - Foto: Albert Therkelsen — Søren Fauth - Foto: Albert Therkelsen

Rasmus Lund Nielsen 20.08.2021

LITTERATUR // PORTRÆT – Det er ikke til at komme udenom, at vi her har at gøre med et kunstnersind, skriver Rasmus Lund Nielsen i sit portræt af kunstneren Søren R. Fauth, en mand der skriver med udgangspunkt i sin egen mentale habitus. Et menneske, der tør se ind i verdens inderste.

Geni. Du griner sikkert. Ha! Findes sådan et, kan det nu passe.

Følg med, så gør vi nogle forsøg.

Sammen med få andre står Søren R. Fauth for undertegnede som en dinosaur. En gigant, der går rundt blandt os. Det er måske et støvet billede, men der er noget forhistorisk over ham, og det er i dén grad en kompliment. Hans sprog er dannet, han er uhørt belæst, kompromisløs og har kun foragt tilovers for akademisk medløberi og støvletramp. Det er sjældent, man møder noget tilsvarende. Alligevel og måske derfor blev han professor allerede som 38-årig.

Han er også motionsmisbruger, germanist, oversætter, Schopenhauer-ekspert, og så er han forfatter til en række fremragende digtsamlinger.

Det er især digteren Fauth, portrættet her skal koncentrere sig om, selvom han ikke skelner. Han er det alt sammen på én gang. For, som han slår fast, ”kunst og forskning er forpligtet på sandheden. Det siger jeg helt uden ironi. Hvis ikke sandheden er målet, bliver både kunsten og videnskaben tam og ufarlig.”

Fauth har i sig den dobbelthed, der med forskellige begreber har beskrevet det at være udøvende kunstner gennem tiden. Man tør næsten ikke sige det, men han har alt det, der beskriver kunstnergeniet. Det er han for mig

Derfor har han skrevet på den samme tekst altid. Som forsker og digter har han forsøgt at kontrollere det ukontrollerbare, begribe det ubegribelige – og i korte øjeblikke har han fået greb om eksistensen. Hvis teksten her skal være lige så forpligtet på sandheden, hvis teksten her skal forsøge at begribe det ubegribelige, hvor starter vi så. Måske på Google!

En hurtig Google-søgning på Søren R. Fauth afslører, at han blandt meget andet ser sig selv som melankolsk, at han i sig har en grundmelankoli. Det går igen flere steder, og det samme gør det i hans digte. De ér melankolske. De er den sorte galde, der i dag forbindes med tungsind, sorg og depression, men som iboende har vrede og vanvid, genialitet og ikke mindst de særligt brillante præstationer. Melankolien rummer derfor også det splittede og maniske sind, og Jennifer Radden (Radden: 2002) har da også argumenteret for, at begrebet er en forløber for moderne diagnoser som det bipolare og maniodepressive.

Melankolien rummer dermed den dobbelthed, som beskriver det besværlige sind, men også den dobbelthed, der bedst beskriver kunstneren. Det sind, der med åbne øjne møder verden – uden filter. Med en endnu mere støvet anakronisme end dinosauren er det geniet, der møder verden blottet og i sine følelsers vold. Derfor sagde renæssancegeniet Michelangelo så berømt, at melankoli er min glæde, og den italienske filosof Marsilio Ficino satte omtrent samtidig kimen for geniets dobbelthed, da han forbandt Aristoteles melankoli og Platons poetiske rasen. Hans tanker skulle senere danne grundlag for den genikult, romantikken på godt og ondt gjorde til folkeeje.

Geni eller kunstner. Under alle omstændigheder har Fauth i sig den dobbelthed, der med forskellige begreber har beskrevet det at være udøvende kunstner gennem tiden

Siden har geniet fået en mere tvivlsom status. Den guddommelige ener var svær at bringe med ud på den anden side af 1800-tallets sværmeri. Men med en kogevask er det måske ikke for sent. For tankerne bag geniet griber den kraftanstrengelse og det store offer, det til alle tider har været at skabe kunst. Måske er geniet ikke heldige Aladdin, der griber appelsiner med sin turban, men overmodige Tantalos, som de græske guder straffede med evig tørst og sult. Geniet befries i korte øjeblikke fra sin lidelse, men bagefter, når han har smagt sin frihed, er han igen indespærret i sit fængsel. Straffen er derefter desto voldsommere.

Geni eller kunstner. Under alle omstændigheder har Fauth i sig den dobbelthed, der med forskellige begreber har beskrevet det at være udøvende kunstner gennem tiden. Man tør næsten ikke sige det, men han har alt det, der beskriver kunstnergeniet. Det er han for mig. For andre er han noget andet. Men det er ikke til at komme udenom, at vi her har at gøre med et kunstnersind. Det ses i samtalen og i hans digte, der giver et kig ind i kunstneren Søren R. Fauths bevidsthed. For han skriver med udgangspunkt i sin egen mentale habitus. Måske kan sådan en støvet indledning være med til at male et portræt af noget sandt om mennesket Fauth – om de mennesker, der tør se ind i verdens inderste.

***

Jeg taler med Fauth en torsdag aften. Han er i Andalusien for at færdiggøre sin kommende digtsamling og en række andre projekter. De tæller endnu en oversættelse af en Thomas Bernhard-roman, en børnebog og så selvfølgelig forskningsopgaver. Derfor er Fauth taget i skriveeksil et sted, hvor han kan være helt alene.

Det er vigtigt, han er alene, understreger han: ”For mig er det meget vigtigt at være fuldstændig alene, og at jeg ved, jeg er det i lang tid. Det er ret vildt, hvad der sker kreativt. Jeg har virkelig fået skrevet meget.” Han fortæller videre om det sted i Andalusien, han er rejst til: ”Det er på en og samme tid fuldstændig fantastisk at være her. Jeg er faktisk meget tæt på det sted, hvor jeg skrev størstedelen af Moloch (red. fra 2020). Det er første gang, jeg er her alene, siden jeg skrev samlingen, så det har også været meget, meget hårdt.”

Med formen kan han sætte ord på noget sandt – på det vanvid, der har plaget ham. Det er ud fra det, han sammenfatter sin patospoetik. En prosapoesi og et langdigt, hvor intet er for lavt, intet for højt, til at komme med, ingenting for banalt

Det har været hårdt at besøge stedet igen, fordi Fauth i Moloch skriver om en mørk periode. Her digter han vanvittigt, rasende og uforsonligt om sin daværende kones utroskab i én lang køre. Det er en samling om vrede, som når han rammende skriver et sted, at den er indkapslet grusomhed og indestængt lort, og den fuldstændige titel på samlingen er da også Moloch. Digt. En fortælling om mit raseri. Dertil kommer, at figuren Moloch er en bibelsk afgud, man ofrer mennesker til – ofringer, der skal forsøge at uddrive den djævel af vrede og jalousi, Fauth var besat af. Man forstår, ikke mindre med digtet in mente, hvorfor det er hårdt at være tilbage.

Præcis så uforsonlig og vred Moloch er, lige så meget er den sorg og stor smerte. Det ser man ikke mindst i samlingen På Jupiter findes fortiden ikke, der udkom året inden i 2019. Den består af korte, afrundede, formfuldendte digte. Mere klassisk i sin form, men indholdet overlapper flere steder direkte med Moloch. I På Jupiter er sorgen og smerten skubbet i forgrunden og vreden næsten helt væk. Men ikke helt. Slet ikke, hvis man også har læst Moloch, dertil er slægtsskabet de to samlinger imellem alt for direkte. Som når titeldigtet i På Jupiter-samlingen med få variationer gengives i Moloch. Se bare:

På Jupiter findes fortiden ikke
erindringen er gået tabt
man skal aflevere hukommelsen ved ankomsten
på Jupiter er bevidstheden udraderet
(Fauth 2019: 51)

På Saturn findes fortiden ikke
erindringen er gået tabt
man skal aflevere hukommelsen
når man ankommer
(Fauth 2020: 150)

Sorgen er i forgrunden på Jupiter, på Saturn raser vredens Moloch. Det er banal pointe, men sorgen og vreden hænger sammen. Det ligger latent og ses også direkte i begge samlinger. De rummer eksemplarisk det dobbelte i kunstnersindet, og det er da også værd at nævne, at den førnævnte italienske filosof Marsilio Ficino placerer netop kunstnergeniet som født under Saturn – Saturn, som er melankoliens planet. Med sorgen kommer vreden, med melankolien kommer poetisk raseri.

Fauth er altså taget tilbage til det sted i Andalusien, hvor han skrev de sidste 150 sider af Moloch, der også er de bedste. Han bor tæt på det sted, hvor Rainer Maria Rilke overvandt sin skriveblokering. Det er ikke tilfældigt. Det er dels litteraten, der rejser med sans for detaljen, dels noget han selv plages af. Måske er det derfor, han er taget i skriveeksil et sted, der er forbundet med så megen smerte, fordi det er der, der er noget at skrive om – og på. Det er nok også derfor, han skal være helt alene, fordi han på den måde kan gå ind i det, der gør ondt – på den måde kan han overvinde det, der hver dag forhindrer ham i at begribe det ubegribelige.

Han fortæller videre om stedet, der på én gang har været fantastisk og meget hårdt at genbesøge: ”Jeg er ligesom blevet retraumatiseret af at besøge det her landskab og være det samme sted igen, køre de samme ture. Jeg tror også, at det er ret godt for mig. Men jeg skriver jo også på det. Jeg skriver på den der energi. Jeg har været ret knækket i nogle dage, jeg har virkelig været ødelagt. Men det er, som om jeg er kommet igennem det.”

Skal man forsøge at kradse i tekstens hovedperson, er det måske der, man skal tage første spadestik. Det har ødelagt ham, men han skriver også på det – eller omvendt: han skriver på det, der har ødelagt ham. Det ses også i formen. Den er nemlig i Moloch præcis den samme som i Digt om døden fra 2018, der beskriver farens Parkinsonisme og Alzheimers, moderens misbrug af vodka, søsterens død, hans egen opvækst med et skrøbeligt sind, de østrigske bedsteforældres kærlighedshistorie under krigen, kort sagt om livet.

Han beskriver selv sit litterære program som en patospoetik på bloggen Søren R. Fauth er Stopfkuchen. Der nævner han blandt andet Friedrich Hölderlins digt, »Hälfte des Lebens«, der netop rummer kunstnersindets og eksistensens bipolaritet: tungsind og ekstase, melankoli og mani. Det er det skrøbelige sind, som ser verden stærkt og bevæget, og det sker af og til, pludseligt og tilfældigt, at sådan et sind formår at give lidenskaben form.

Det var det, der skete for Fauth forud for Digt om døden. Han var ramt på sin eksistens, han havde flere år inden mistet sin søster og var midt i at miste sin far, sig selv og kontakten med verden. Han skreg af raseri, han græd af indestængt vrede, nær ved at briste af ophobet fortid. Han var ramt af skriveblokering. Ligesom Rilke var ramt af skriveblokering et sted i Andalusien på kanten af det 20. århundrede, konfronteret med hvor vanskeligt det er at give et indre form.

Men ud af ingenting forløser det sig. Han kan sætte sig ved skrivebordet og har fundet en form og indre stemme, der får ham ud af den kunstneriske og eksistentielle krise, der har holdt ham nede. Med formen kan han sætte ord på noget sandt – på det vanvid, der har plaget ham. Det er ud fra det, han sammenfatter sin patospoetik. En prosapoesi og et langdigt, hvor intet er for lavt, intet for højt, til at komme med, ingenting for banalt. Han vil skrive om det, der er i hans bevidsthed her og nu, uden censur, uden at redigere, og han vil bevæge sig konstant mellem tid og sted.

Formen greb ham, teksten tog ham med storm, henrev ham. Med den kunne han i et kort øjeblik gribe sin egen eksistens og komme ud af den grundløse fortvivlelse, han var plaget af. Formen greb ham igen i Moloch, og nu griber den ham igen i Andalusien, hvor han retraumatiseret har skrevet sin nye bog med titlen En rejse til mørkets begyndelse. Mennesket. Digt.

***

Så langt, så godt. Man fornemmer, det er et splittet – et lidende og lidenskabeligt, men lige så produktivt og manisk – sind. Det finder vi både i samtalen, digtene og formen. Han er ødelagt, men han skriver også på det – eller han skriver på, at han er ødelagt, og han er lige afhængig af begge dele.

Præcis samme dobbelthed i kunstnersindet – og i sindet som sådan – finder vi mange steder, men ikke mindst i filosoffen Arthur Schopenhauers karakteristik af tilværelsen som lidelse. Du husker, at Fauth er Schopenhauer-ekspert. Han fortæller slående og præcist, at han har siddet fast i Schopenhauers filosofi i 25 år og gør det endnu. Det kan mærkes. Det er så integreret en del af Fauth, at det går igen overalt. Når han taler, skriver og bevæger sig.

Undertegnede fik en mail forud for samtalen, der var adresseret lidelsesfælle. En direkte reference til Schopenhauer, der skriver et sted, at det er mere korrekt at tiltale hinanden sådan. Men lad os blive ved digtene: Moloch indledes med et arrigt skrig. Digteren har spildt te på Schopenhauers hovedværk, altså på Verden som vilje og forestilling (1819). Den udgave, han brugte fem år af sit liv på at oversætte. Hvis vi skal lære hovedpersonen endnu bedre at kende, er der derfor ingen vej udenom.

Schopenhauer opstiller i sit hovedværk en række betingelser for at forstå den ene tanke, som hele bogen beskriver. Den første er, at man har læst og ikke mindst forstået hans tidlige skrifter. De kunne gengives, men hvorfor citere det, der allerede er sagt. Den anden betingelse er, at man har læst – og forstået! – det vigtigste fænomen i de sidste 2000 års filosofi. Immanuel Kants hovedværker. Det er nemlig med Kants transcendentalfilosofi, Schopenhauer bestemmer hovedværkets første del: at verden er min forestilling. Mennesket kender ikke nogen sol, men altid kun et øje, der ser en sol. Derfor eksisterer subjektet ikke uden objektet og omvendt, fordi verden først bliver til, når den erkendes.

Med Kant er grænserne for den menneskelige erkendelse sat. Han godtgør, at der er noget, der går forud for vores erkendelse, den såkaldte ›Ding an Sich‹. Det, der findes uafhængigt af den transcendentale bevidsthed, kan man ikke sige noget om, og det mener han heller ikke, at man skal. Forsøger man at finde et svar der rækker ud over grænserne for den menneskelige erkendelse, ender det altid i et u-svar. Uden det er hans intention, sætter Kant dermed kimen til det moderne menneskes store sorg: at alt er uden grund. Hans filosofi er lige så stor, som den er en tragedie, fordi den efterlader os med spørgsmål som: hvad er meningen med det alt sammen, der ifølge Kant aldrig kan eller skal besvares, men som det er åbenbart, at vi alligevel ikke kan slippe.

Et svar kræver en universel ide, en stor filosof – og et endnu større ego. Schopenhauer har svaret, de vises sten, som han bestemmer: at verden også er min vilje. Han finder i kroppen, at verden i sin kerne er hvileløs vilje – en vilje til livet, der altid vil have mere, og som derfor aldrig kan tilfredsstilles. Derfor er lidelse og uro tilværelsens grund. Men det stopper ikke der. For mennesket har, modsat resten af naturen, bevidsthed om sin egen endelighed.

”Livet er en stor provokation, som er forbundet med en enorm tvivl og fortvivlelse, en enorm selvtvivl.”

Det støder voldsomt sammen med den vilje, der bare vil livet, og resulterer i en grundløs fortvivlelse og længsel efter at slippe ud af kroppen, altså ud af viljen, slippe ud af sit eget jeg! Det er forbandelsen, mennesket er sat i, der er langt værre end Dantes helvede. Schopenhauers tanker er endnu i dag lige så opløftende, som de er nedslående, for som den populære rockgruppe Minds of 99 minder om, så vil vi også i dag ud af vores krop. Mens vi lever. Det istemmer fulde stadions landet rundt.

Men ud kommer vi ifølge Schopenhauer blandt andet i små øjeblikke af selvforglemmelse og jeg-løshed, hvor erkendelsen for en kort stund er løsrevet viljen i ét stående NU. Blandt andet når vi beskæftiger os med kunst. Derfor er kunstneren et særligt udsat, sensibelt menneske, fordi han i så udpræget grad er spændt ud mellem de to poler, som udgør den menneskelige eksistens: grundløs fortvivlelse og korte øjeblikke i absolut selvforglemmelse. Han er så meget mere modtagelig for nuet end os andre og derfor endnu mere udsat for lidelse. Schopenhauers tanker rummer om nogen det bipolare menneskesind og melankoliens vrede og vanvid, genialitet og ikke mindst de særligt brillante præstationer.

***

Jeg taler med Fauth. Han er i Andalusien. Han er tæt på det sted, hvor Rainer Maria Rilke overvandt sin skriveblokering – ligesom vi har set, at han selv overvandt sin skriveblokering med formen i Digt om døden. Den form gentog han i Moloch og nu igen. Fauth er alene og tilbage i sit traume, men han skriver også på det, på følelsen. Formen griber lidenskaben, henriver ham, tager ham med storm, mens den er der, men fortvivlelse er og bliver udgangspunktet: han er udspændt mellem grundløs fortvivlelse og øjeblikke i absolut selvforglemmelse.

Den dobbelthed går igen, når Fauth i samtalen beskriver sin egen mentale habitus: ”Det, som er ret signifikant for mit sind, er, at det næsten altid befinder sig i en ekstrem. Det er aldrig bare midtimellem, at så går det godt nok, græsset skal slås og sådan … Sådan er det aldrig!”

Hans sind er kompromisløst, hele tiden udspændt mellem tilværelsens ekstremer. Det skal ikke forstås sådan, at det er et pendul, der svinger jævnt mellem den ene og den anden position.

Grundfølelsen er sort, undtagelsen hvid. Derfor er livet en anfægtelse, fortsætter han: ”Livet er en stor provokation, som er forbundet med en enorm tvivl og fortvivlelse, en enorm selvtvivl.” Det er for Fauth en stor provokation overhovedet at være kastet uforvarende ind i en tilværelse, der en dag slutter, og som undervejs mestendels er én stor jammer.

Den følelse af provokation har været i ham altid, sådan som han også beskriver overalt i sin kunst: ”Allerede som barn havde jeg en følelse af, at jeg aldrig, aldrig, aldrig nogensinde ville komme tilbage til livet, når det først var slut! Den svimmelhed og angst har fulgt mig altid, men samtidig har den været nært forbundet med en længsel efter at dø. Det skriver jeg om flere steder i mine bøger.” Der står for eksempel i den første samling: ”Men jeg mærker hver gang driften mod døden” (Fauth 2018: 38).

Dødsdriften er stærk, og hans redning er at skrive. Gør han ikke det, går han til grunde, som der står lidt tidligere:

Jeg har besluttet mig for at opsøge erindringen
at gå springende gennem fortiden og slå ned i nuet
det er det eneste
jeg kan
hvis jeg ikke gør det
går jeg til grunde
(Fauth 2018: 37)

Det sidste er voksenlivets efterrationalisering – dødsdriften bliver en længsel efter at eliminere selvet i en mere kontemplativ tilstand af det, man kan kalde jeg-løshed, fortæller Fauth: ”Længslen efter at dø er lige så meget en længsel efter at eliminere og overskride selvet ind i en kontemplativ tilstand af ikke-væren eller af værende ikke-væren.

Man kan sige det på mange måder, men i hvert fald er jeg en fuldstændig junkie efter glemme mig selv og forsvinde ind i noget andet.”

Fauth er en junkie efter at ophæve viljen i ét stående NU, forsvinde ind i noget og glemme sig selv og sit eget jeg. Uanset om det er gennem motion, kunst eller forskning. Hvis ikke han kan det, går han til grunde. Det er hans misbrug. Hans narko-mani. Det er melankolikerens mani, der i kort øjeblikke kaster ham ud i selvforglemmelse og ophæver den lidelsesfulde tilstand, han ellers går rundt i. Derfor opsøger han også alt det, der ødelægger ham, og han gør det alene. Når lidelsen er størst, er det, som om muligheden for at overskride selvet er desto større. Det er den skabendes lise og lidelse.

Med lidelsen følger også en følelse af at være fremmed i verden. Det er en grundfølelse for ham, sådan har han altid haft det. Fremmed for sig selv og især for andre: ”Det er en følelse af at stå udenfor verdensteatret og se ind på det. Sådan har jeg altid haft det, så langt tilbage jeg kan huske. Den der følelse af, at det, de andre laver og tager alvorligt, det har jeg ingen anpart i.”

Fauth beskriver melankolikerens følelse af at være sat ind i en social orden, der er svær at forbinde med andet end lidelse, uorden og meningsløshed. Det gælder ikke mindst det politiske: ”Jeg er ikke sikker på, om for eksempel det politiske frastøder mig, men det interesserer mig ganske enkelt ikke. For alt, hvad der er samtidigt og nutidigt, det som alle går op i, det som MAN taler om, det bliver jeg utrolig trist af. Fordi jeg har en grundoplevelse af, at det bare krusninger på overfladen af nogle almene, evigt tilbagevendende menneskelige grundtemaer. Det dagsaktuelle er ikke interessant. Det er kun interessant for så vidt, at det illustrerer det tragiske i menneskelivet.”

Derfor følger Fauth heller ikke i hælene på modestrømninger, diskurser og Power Points, hvor en autoritet står og ser op på sine egne kloge slides. Han hader modestrømninger! ”Jeg vil ikke deltage i det, som MAN gør. Det fører så også ofte til en form for dumstædighed, det er jeg klar over, fordi jeg reagerer allergisk på det. Men lige så snart, der kommer en modestrømning, løber alle i den retning. Der er noget skræmmende ved det, jeg slet ikke kan snuppe, fordi der er støvletramp lige om hjørnet i gaderne, når folk løber den samme vej. Det, der interesserer mig, er noget andet og større.”

Det andet er det at stå ud af noget, det ekstatiske. Han vil for alt i verden ikke løbe som en gal efter sig selv og sin egen identitet, sådan som modestrømninger mange gange opmuntrer til. Han vil tværtimod, som vi har set, ud af sit eget jeg. Han vil løftes til selvforglemmelse, begribe det ubegribelige, se en flig af sandheden. Det føler han sig forpligtet til. Det er hans narkomani. Men han oplever det også i mødet med kunsten: ”Her kan jeg møde nogle tilstande af ekstrem glæde, ekstrem eufori. En stor, stor taknemmelighed over at kunne deltage i det, at kunne læse for eksempel, høre musik og at være i dialog med noget, der går på tværs af alle tidsaldre.”

Det er det, Fauth vil. Han vil stå ud af noget, ud af sig selv og sit eget jeg – og ind i noget sandt, alment og til alle tider gældende

Det er ikke en eufori, som er konstant, tværtimod. Den kommer med arbejde og tålmodighed. Pludselig er den der, som en nådesgave: ”Den der taknemmelighed, når man trænger igennem et stof og bliver så fortrolig med det, at man føler sig hjemme i det. Sådan har jeg det jo især med Schopenhauer. Følelsen af at læse noget og have en følelse af, at der er et menneske på et helt andet tidspunkt i verdenshistorien, som forstår en meget bedre end nogen anden, eller som siger noget, der er så intuitivt rigtigt for en, at man oplever en intens taknemmelighed.”

Det er det, Fauth vil. Han vil stå ud af noget, ud af sig selv og sit eget jeg – og ind i noget sandt, alment og til alle tider gældende. Han vil kontrollere det ukontrollerbare, begribe det ubegribelige. Kun i de helt korte øjeblikke har han greb om sin egen eksistens. Resten af tiden er lidelsen voldsommere end hos de fleste. Det samme rummer ord som melankoli, geni og kunstner. Om han er det ene eller det andet, er ikke spændende, for han er nok bare det alt sammen på en gang.

Fauth er som Tantalos fri til at spise og drikke, når han skaber eller rammes af kunst, men bagefter, når han igen er indespærret i sit fængsel, er straffen desto større. For han kan og vil ikke acceptere eller bare fortrænge sin straf, men leder mestendels forgæves efter en vej ud. Måske er der i det billede en flig af noget sandt om kunstnersindet – i det mindste om Fauth.

Litteratur:

Fauth, Søren (2018): Digt om døden. En bog om min far. København: Forlaget Vandkunsten
Fauth, Søren (2019): På Jupiter findes fortiden ikke. København: Ekbátana
Fauth, Søren (2020): Moloch. Digt. En fortælling om mit raseri. København: Forlaget Vandkunsten
Radden, Jennifer (2002): The Nature of Melancholy. Oxford University Press

Fotos: Albert Therkelsen.

Rasmus Lund Nielsen

Født i 1989 og cand.mag. i dansk og litteraturhistorie ved Aarhus Universitet. Siden alt fra forlagsredaktør til barista. Forkærlighed for det skæve, eksentriske og ekstatiske.