KOMMENTAR – I en demokratisk retsstat må de nødvendige juridiske skridt følges for at sikre retfærdighed. Og den skal ske fyldest. Den tænkning må alle surfere på #metoo bølgen holde sig for øje. For når bølgen har lagt sig, med alle de positive resultater den fører med sig, skal dønningerne på kysten ikke skylle med justitsmord, advarer forsvarsadvokat Poul Hauch Fenger.
Jeg bakker helt op omkring #metoo-bevægelsen. Sammen står de kvinder stærkest, som har været ude for overgreb, og det har været lettere for de forurettede at træde individuelt frem som en del af en global, kollektiv bevægelse.
Det må være fantastisk forløsende for så mange endelig at kunne stå frem og på den måde forebygge, at alle disse overgreb sker igen for andre kvinder i de industrier, de oftest foregår i. At få liderlige chefer til en gang for alle at tælle til ti.
Og den tsunamibølge af beretninger vi har set, hvor seksuelle overgreb i politik, i medier, i underholdningsindustrien og andre steder er kommet frem, har været frigørende for alle, der identificerer sig som offer for krænkelser og dermed som en del af den bevægelse, som #metoo er et udtryk for.
Imidlertid synes uskyldsformodningen, som gælder i de fleste vestlige demokratier, sat ud af spil. #Metoo bølgen har rullet ethvert princip om, at tvivlen skal komme den tiltalte til gode, ud i sandet.
Hellere lad ti skyldige gå fri, end dømme en uskyldig
På de sociale medier bliver retssikkerhedsprincipper, som vi i andre sammenhænge politisk og mellemmenneskeligt (f.eks. over for Mellemøsten) tilbeder og polerer som en af vores fineste grundsten, tilsidesat i den store skynding for at komme på banen med opbakning til et oprør og en harme mod de overgreb, en person fortæller, at vedkommende har været udsat for.
Et udgangspunkt i skyld
Og opbakning skal der til. Men. Når en kvinde peger på en mand, der har overtrådt hendes grænser, ser vi nu på de sociale medier snarere en skyldsformodning. Dem, der peges på, er skyldig, indtil andet er bevist. De bliver ristet på et globalt bål, fyret fra deres arbejdspladser med vidtrækkende konsekvenser. Så kan de lære det.
Her vil jeg imidlertid som jurist gerne minde om et princip: Hellere lad ti skyldige gå fri, end dømme en uskyldig.
Uskyldsformodningen (ei incumbit probatio qui dicit, non qui negat – bevisbyrden ligger hos den som beskylder, ikke hos den der nægter) er princippet om, at man er uskyldig indtil andet er bevist.
Princippet er rodfæstet i FN’s Verdensdeklaration om Menneskerettigheder, den amerikanske forfatning, i den Europæiske Unions Charter om Grundlæggende Rettigheder, art. 48, stk. 1, og i Den Europæiske Menneskerettighedskonventions EMRK, art 6, stk. 2, som ligeledes slår følgende fast: ”Enhver, der anklages for en lovovertrædelse, skal anses for uskyldig, indtil hans skyld er bevist i overensstemmelse med loven.”
Hvis man ikke ud over enhver rimelig tvivl kan bevise, hvad der er sket, skal der ske frifindelse. Sådan er det i retssalene, og de forbehold bør man indtænke og forholde sig til på de sociale medier
Den juridiske bevisbyrde, som skal løftes, indebærer, at man efterforsker og præsenterer overbevisende beviser, som uden for enhver rimelig tvivl bekræfter en jury eller overbeviser en dommer (en ”trier of fact”).
Denne dommer eller jury er gennem loven begrænset til alene at vurdere faktiske beviser og udsagn fremlagt i Retten. Hvis man ikke ud over enhver rimelig tvivl kan bevise, hvad der er sket, skal der ske frifindelse. Sådan er det i retssalene, og de forbehold bør man indtænke og forholde sig til på de sociale medier.
Typisk er forældelsesfristerne i de sager, der har fået mest omtale, forældet efter de respektive landes straffelove. Det forhold skaber en twist. For mens der strafferetligt, pga. forældelsesfristers udløb således, ikke nødvendigvis er noget at komme efter, er der tale om etiske og moralske sager, der ikke altid kun lader sig bestemme efter juraen. Alle ofre skal kunne stå frem, uanset tidsfrist.
Manglen på et banalt dekorumkrav, et pejlemærke om anstændighed og menneskelig selvjustits inden man uden videre dømmer på baggrund af en eller to belastende udsagn, har vi set flere eksempler for.
Den tragiske historie om Carl Sargeant
Carl Sargeant, en walisisk minister, tog for nylig sit eget liv, efter at flere kvinder var kommet frem med anklager og belastende udsagn om upassende berøringer fra ham. Ministeren blev fyret fra sin stilling, uden nogen form for juridisk proces.
Den britiske avis The Telegraph skriver, at Sargeant forsøgte at få flere detaljer frem om baggrunden og konteksten for disse beskyldninger, og havde forklaret til sit politiske parti, at han var meget psykisk presset over det.
Fire dage efter, hvr han fortsat ikke havde fået noget at vide om præcis, hvad det var, han var blevet bebrejdet og beskyldt for, tog familiefaderen til to sit eget liv.
Twitter-mobningen gik straks i gang post mortem: ”hvorfor ville du tage dit eget liv, hvis du ikke havde gjort noget”, blev der spurgt i timerne efter hans død.
#Metoo bølgen risikere at forspilde sin helt store mulighed for at opnå social retfærdighed, hvis den ikke som et centrum i sin spiralbevægelse, der hvirvler seksuelle overgreb op til overfladen, indbygger en vis selvregulerende mekanisme, hvor blot minimumsgarantier overholdes hos både læsere og lyttere, inden de sporenstregs dømmer
Dette er naturligvis et yderligtgående eksempel, men der findes andre, både store og små. Og mennesker reagerer meget forskelligt. Nogen tager en shitstorm som et frisk pust; for andre er det ødelæggende.
#Metoo-bølgen risikerer at forspilde sin helt store mulighed for at opnå social retfærdighed, hvis den ikke som et centrum i sin spiralbevægelse, der hvirvler seksuelle overgreb op til overfladen, indbygger en vis selvregulerende mekanisme, hvor blot minimumsgarantier overholdes hos både læsere og lyttere, inden de sporenstregs dømmer – uden nogen som helst form for proces.
Opbakning og udstedelse af en egentlig folkelig dom på de sociale medier er to forskellige ting.
#Metoo er som bevægelse alt for principiel og vigtig til at negligere disse principper.
Og det gælder, uanset om man er almindelig bruger af de sociale medier, om man sympatiserer med ofrene, er dommer eller advokat.
Ellers vil vi om mange år se os over skulderen og kalde det en troldejagt, hvor de ”skyldige” blev brændt på letantændelige bål. I Carl Sargeants tilfælde skulle der ikke mere til end, hvad der nu beskrives i britiske medier som en gnist.
I en demokratisk retsstat må beskyldninger altid følges op af de nødvendige juridiske skridt for at sikre retfærdighed. Og den skal ske fyldest.
Den tænkning må alle surfere på #metoo-bølgen holde sig for øje.
For når bølgen har lagt sig, med alle de positive resultater den fører med sig, skal dønningerne på kysten ikke skylle med justitsmord.
Topillustration: POV International med LunaPicEditor.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
