KLUMME – Skabe klæder folk – eller bare folk, der skaber sig? Amalie Keren Maarbjerg stiller spørgsmålet: Hvorfor klæder vi os egentlig, som vi gør? Og hvorfor har hun – i den modne alder af 33 – stadig behov for at klæde sig ud?
De fleste, der endnu ikke er gået i oprydnings-guru Marie Kondos fodspor, oplever det nok en gang imellem: En morgen, hvor man egentlig bare skulle finde et par sokker, ser man dem pludseligt rigtigt, ligesom for første gang: Bunkerne af tøj og accessories bagest i klædeskabet fra engang for længe siden. Det skete i hvert fald for denne skribent for ganske nylig.
Nogle gensyn er sjove, andre mest besynderlige og så er der naturligvis alt det, der i mellemtiden igen er blevet moderne. Der er vidnesbyrdet om de trends, der prægede hele min generation af ældre millenials: De alt for korte, trevlede cowboyshorts og bindeskjorten (som jeg iførte mig, efter at være blevet meget fascineret af en B-film med Whitney Houston), hårmascaraen og plateau-skoene, der fik et kortvarigt med intenst comeback, mens jeg gik i folkeskolen i 1990’erne. For som en klog bekendt bemærkede for nylig: Teenagere i alle andre generationer er som lemminger, når det kommer til tøjvalg.
Bolsjestriber og bondepiger
Men så er der også alle de ting, der falder udenfor. Ting, jeg kan huske, jeg var den eneste der gik med i mine tidlige teenageår. Ting som ikke sjældent vækkede opsigt blandt mine jævnaldrende – og ikke af den positive slags. Læderbukserne jeg af én eller anden grund bare måtte eje, og som en overgang gav mig tilnavnet biker-Amalie, den bolsjestribede sommerskjorte, jeg købte i et anfald af weltschmerz, alene fordi jeg blev så glad af at kigge på den, og tørklædet jeg gik med om hovedet i en periode, fordi jeg havde set det på nogle russiske bondepiger i en dokumentarfilm.
Det var lidt af et paradoks: For på den ene side var der intet jeg hellere ville, end at være ligesom alle de andre (hvordan det så end var), men på den anden havde jeg et stort behov for at prøve forskellige stilarter af – og måske også lidt for at teste reaktionerne: Hvad kunne man egentlig tillade sig? Og nåja… Formentlig var der også en pragmatisk stemme i mit baghoved, der havde slået fast, at nu hvor jeg alligevel var en outsider, så kunne jeg jo lige så godt gå all in!
Mode kan også bare være en leg med forskellige stilarter og en undersøgelse af alle de måder, man kan klæde sig på
Når man taler om mode, tænker de fleste nok på det, man ser i magasinerne. Evigt skiftende trends, der virker ret vilkårlige og ofte opstyltede på dem, der ikke går op i mode (og ikke sjældent også på resten af os…). Mode forbindes populært med overfladiskhed, snobberi, kapitalisme og hierakier – tænk blot på film som The Devil Wears Prada! Overset bliver det tit, at det engelske ord for mode – fashion – jo også har en anden, langt mere jordnær betydning. Det kan slet og ret betyde ”den måde, hvorpå noget gøres”. Mode kan altså også bare være en leg med forskellige stilarter og en undersøgelse af alle de måder, man kan klæde sig på.
Når noget bare virker
Leg er nøgleordet her. For længere væk kommer vi faktisk næppe fra hverken kapitalisme, snobberi eller hierakier, end gennem netop legen. At lege er at undersøge, og at undersøge er at være åben for nye indtryk og udtryk. Og måske som det allerbedste af det hele: Leg er gratis. Eller i hvert fald næsten. At lege er at se et par sjove ørenringe hos Kirkens Genbrug og parre dem med noget, man lige fandt derhjemme, fordi de to ting bare kan ét eller andet sammen. Eller at lægge mærke til, hvad andre går med, og have en tolkning af hvad det signalerer.
Leg med stil og mode foregår dog – som alle andre former for kreativitet – sjældent i blinde. Der er altid et intimt samspil i gang (i hvertfald for undertegnede) mellem associationer, minder og følelser, når man pludselig synes, at noget bare virker. Når jeg tænker på, hvad der igennem tiden har givet mig lyst til at prøve et nyt look af, har der altid skulle være to afgørende ting til stede: En særlig stemning og lysten til lige at prøve, for et øjeblik, at være noget eller nogen, jeg ikke var.
Det var følelsen af ro, der kom af at være nødt til at bevæge sig i slentre-mode, fordi de lange gevandter ikke tillod andet og måden jeg var nødt til at arrangere stoffet under mig, hver gang jeg skulle sætte mig ned. Med andre ord: Det var mere en følelse indeni, end et behov for at sætte mig selv i scene udadtil
Min boheme-periode (og hvem har ikke haft sådan én?) kom ikke af, at jeg havde set brusende, storblomstrede nederdele i et modemagasin.Den kom, fordi brusende, storblomstrede nederdele for mig på det tidspunkt, føltes som essensen af noget, jeg gerne ville være: Fri, sårbar, feminin og fandenivoldsk. Den kom af ferier sydpå og et billede af flamenco-dansere ved et busstoppested (der vist egentlig bare var en reklame for deodorant, men pyt nu med det…). Indtryk der lagrede sig i mig som stemningsbilleder. Det var følelsen af ro, der kom af at være nødt til at bevæge sig i slentre-mode, fordi de lange gevandter ikke tillod andet og måden jeg var nødt til at arrangere stoffet under mig på, hver gang jeg skulle sætte mig ned. Med andre ord: Det var langt mere en følelse indeni, end et behov for at sætte mig selv i scene udadtil.
Frygtløs overgivelse til forfængeligheden
Min Indiana-Jones periode kom heller ikke af en forbipasserende trend (en sådan har der ihvertfald mig bekendt ikke været). Den var resultatet af, at min mor lå inde med et par gamle ørkenstøvler fra et militært overskudslager, at jeg lige havde spillet Tomb Raider med min ven Christian, og at jeg enormt gerne ville være sådan lidt bad ass (hvilket jeg på ingen måde var).
Det samme gjorde sig gældende for fasen med de store, farvestrålende plastiksmykker, den røde læbestift og den overdådige maksimalisme à la modeikonet Iris Apfel. Snarere end hendes specifikke tøj og smykker (og det faktum at hun jo var og er en modeguru) var det alt det, hendes stil syntes at signalere, der fascinerede mig: Den frygtløse overgivelse til forfængeligheden og glæden ved skønhed, uden frygt for jantelovspolitiet og andres mening. For sandheden var jo, at jeg gik langt mere op i andres mening, end jeg kunne lide at indrømme – ikke mindst overfor mig selv.
Og hvis man synes, den slags leg og eksperimenter med tøj er excentriske, latterlige – ja måske ligefrem selvpromoverende – så må jeg bare spørge: Er det ikke tusind gange værre (og kedeligere) hvis vi ikke tør skabe os – bare en gang imellem?
I dag har jeg fundet den stil, jeg selv føler mig mest hjemme i – et klassisk konservativt look med hyppig brug af skjorter, cardigans, pencil skirts og flade sko – men selv den stil rummer et element af leg. For for mig er én, der klæder sig sådan, jo tjekket og har styr på alting. Og hun er i hvert fald ikke sådan én, der altid kommer for sent. Eller glemmer 500 gram hakket oksekød i sin håndtaske, sådan som det engang skete for…én jeg kender…
Og hvis man nu synes, at den slags leg og eksperimenter med tøj er excentriske og lidt latterlige – ja måske ligefrem selvpromoverende – så må jeg bare spørge: Ville det ikke være tusind gange værre (og kedeligere) hvis vi aldrig turde skabe os lidt – bare sådan en gang imellem? Det tænker jeg.
Topillustration: Amalie Keren Maarbjerg
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her