Venner på Facebook - når fortiden dukker op • POV International

Monica Krog-Meyer 05.02.2016

Stephen Charles er ca 40, en nydelig mand, og han bor på et stort hvidt gods i en grøn park, sådan lidt landstedsagtigt. Det forvirrer mig lidt, at det tilsyneladende ligger i Tyskland eller et andet sted i Midteuropa. Der er nemlig også et billede af en landsby og en kirke med spir. Og det passer ikke så godt med hans engelskklingende navn. Mystikken fortsætter, for han har ikke noget arbejde eller nogle venner. Han har i hvert fald ikke skrevet det på sin Facebookside. Siden er nyoprettet – og nu vil han gerne være venner med mig.
Det er en af de nemme. Stephen Charles er formentlig en mand i Nigeria eller et andet fattigt land. En person der hugger billeder fra andres sider, åbner nye Facebooksider, der kan lokke svage kvinder til at svare. Det gør jeg ikke. Jeg sletter hans venskabsanmodning, og jeg burde vel også anmelde ham. Det orker jeg ikke. Der kommer så mange af den slags. 2-3 stykker om dagen, et velkendt fænomen.

F. eks Jumali Jumali, fra Leeds i Storbrittanien, og det er virkelig mærkeligt. Han er hvid som Stephen Charles, iført camouflageuniform med ISAF på skulderen og ser ærkeengelsk ud. Og hedder Jumali Jumali??? Det er vist gået galt for ham i Nigeria. Det er måske hans eget navn, der lige slap igennem? For at bløde det militære lidt op er der sat et billede på af en lille pige og en hund. Jeg skal tænke, at det er hans datter og hans hund. Nåh hvor nuttet, men jeg er en benhård kvinde, den hopper jeg heller ikke på. Han bliver også slettet.

Dert samme skete for en række kvinder med svenske navne, der ville være Facebookven med mig. Med billeder af jævnaldrende kvinder, læs 50-60’erne og med gråt hår. Hvis de var ægte kunne det jo godt være starten på et smukt venskab. Men eftersom vi ingen fælles venner har er jeg jo straks mistænksom: der må ligge svindel bag! Jeg har set reportager om, hvad der sker bag de hyggelige sider, og hvor mange besværligheder man kan blive rodet ud i, hvis man knytter kontakt. Så venneanmodninger, hvor vi ikke har en eneste fælles ven, dem smider jeg ud!

Og så alligevel ikke. For man skal ikke være for hurtig. Det gælder om at undersøge venneanmodningen ordentlig, før den bliver slettet. Hør bare her!

Skotland

Nina med et lidt sjovt efternavn bad om venskab, og vi havde ingen fælles venner. Jeg var meget tæt på at trykke på slet. Mit øje opfangede så, at der stod, at hun boede i Elgin, Skotland. What? Lige præcis den by kender jeg. Da jeg var 15 boede jeg der i 3 uger hos en vidunderlig skotsk familie. Lærte engelsk, lærte at ryge og var på cykeltur med datteren Katriona og hendes veninde rundt om Loch Ness ved Edinburg. Vi fik en rigtig god kontakt, en slags venindeforhold. Det var et noget for noget-arrangement, så hun besøgte mig året efter. Ikke alle mine kammerater turde tale engelsk med en engelsktalende, så det var svært for både hende og for mig, men det var sommeren 1967, vi var på stranden og hyggede os. Dagene gik og så skulle hun hjem. Vi skrev breve bagefter hvorefter det gled ud, som sådan noget let gør, når man er ung. Her mange år efter havde jeg ledt efter hende på Facebook, uden held. Ikke mindst fordi familien hed McDonald, som halvdelen af indbyggerne i Skotland. Kvinder får jo ofte nye efternavne, og så er man lost.

Nina, der søgte venskab, hed ikke McDonald, men bor i Elgin. Jeg gik ind på hendes venneliste – og jo der var da nogle McDonald’er! Men som sagt, dem er der mange af. Nu KUNNE Katriona jo godt blive til Nina, og da jeg så på de billeder hun havde liggende og igen tjekkede navnene, begyndte de små nakkehår at rejse sig og håndfladerne blev fugtige. Det KUNNE faktisk godt være hende. Noget med håret, og hed hendes lillesøster ikke Rosie? osv osv. Jeg fandt mine billeder fra sommeren 1966 frem og sammenlignede.

Og smilede – og begyndte at skrive til hende.

Ganske rigtigt. Det VAR Katriona, der nu hed Nina og havde fået nyt efternavn. Vi havde fundet hinanden igen, og ordene væltede ud af os. Vi har hver vores historie, men vores liv ligner hinanden på mange punkter. Bærer præg af den tid vi var teenagere i, den tid vi uddannede os og den tid vi fik børn. Det var ærgerligt, at vi ikke havde holdt kontakten. Vi kunne godt have brugt hinanden, i op- og nedturene. Kontakten var der med det samme her 50 år efter, sluserne var åbne og venskabet fornyet. Godt der er noget, der hedder Facebook.

2 uger efter skete det igen.

Rwanda

Midt i venneanmodningerne fra kvinder og mænd i det ganske land dukkede der en ung kvinde op. Sort og med stort krøllet hår. Og et meget fremmedklingende navn. Musen var tæt på sletknappen, da jeg nærlæste efternavnet og samtidig så, at den unge kvinde bor i Kigali. Under normale omstændigheder ville jeg ikke vide en fløjtende fis om, hvor Kigali ligger, men eftersom jeg i 1995 besøgte Kigali, er jeg helt klar over, at det er hovedstaden i Rwanda, det afrikanske lille land, der kaldes Mille Collines, de tusind bakker. Et grønt land der i 1994 var gennem det mest rædselsfulde folkemord, hvor 8-900.000 mennesker blev slagtet i løbet af ganske få døgn. Et rystende blodbad mellem to befolkningsgrupper, der engang levede side om side uden problemer. En koordineret indsats, der blev udløst af et program i radioen. Et faktum, der selvfølgelig har printet sig i min radiomedarbejderhjerne. Når jeg tænker på, hvor mange ord jeg har sagt i årenes løb og hvor mange timer jeg har tilbragt med at være ‘hende dér inde i radioen’, var det ubærligt at det vidunderlige medie var blevet brugt som en opfordring til overlagt mord og etnisk udrensning. Mange års opsparet vrede og misundelse hos den ene befolkningsgruppe overfor den anden, storpolitiske interesser og store mængder macheter, der kunne bruges til det beskidte arbejde.

Hvad kunne bringe en sådan hjemmefødning som mig til Kigali? Jo jeg havde igennem nogle år støttet to forskellige rwandiske børn gennem Børnefonden. Man sender penge hver måned, forsøger at skrive det årlige brev, der bliver oversat for børnene, ligesom jeg modtog det årlige brev fra dem hen under jul. De tegnede de samme ting, så indsatsen var nok kraftigt styret lokalt, men jeg var ligeglad, fordi jeg vidste at jeg støttede ikke bare de to børn, men også de to børns familier. Det gav mening, og jeg har altid tænkt, at når nu jeg havde to raske børn herhjemme, så var det rimeligt, at jeg støttede to andre børn ude i verden. En slags privat ulandshjælp, kunne man sige. Jeg kom dem ikke nær, havde meget svært ved at skrive til dem, for hvad skulle jeg dog fortælle dem fra mit liv, der kunne give mening i deres? Jeg følte, at vi sad på hver sin planet.

Da nedslagtningerne begyndte tænkte jeg meget på, om de to børn var tutsier eller hutuer, om de var ofre eller bødler, og da massakren var ovre og gemytterne var faldet lidt til ro, ventede jeg spændt på at høre nyt fra Børnefonden, der havde et kæmpe arbejde med at opspore deres sponsorbørn.

En dag blev jeg kontaktet af ugebladet Ude & Hjemme. De ville gerne invitere mig på en tur til Rwanda. Børnefonden kunne finde det ene barn, det andet kunne man ikke finde. Ude & Hjemme ville lave en reportage, hvor jeg genfandt mit sponsorbarn. Jeg var fyr og flamme og sagde ja tak! Og jeg fortalte, at pigen sjovt nok hed Marie, ligesom som min egen datter. Nå hvor gammel min datter så var? Hun var 15. Skal hun så ikke med? De så vel gribende billeder for sig af to jævnaldrende piger med samme navn, men fra meget forskellige kontinenter, meget forskellige samfund – jeg så en dannelsesrejse for min datter, og sagde ja tak igen.

jeg fandt min lille pige, men... — jeg fandt min lille pige, men…

Det var en barsk tur. Oprydningen var i gang og befolkningen traumatiseret af drab og overfald. Foran hotellet stod teenagedrenge, der bar bazookaer og andre dødelige våben over skuldrene og som kaldte sig vores vagter. Der var selvfølgelig en trykkende stemning af tydeligt uforløste konflikter kun et halvt års tid efter nedslagtningen. Kulminationen på vores ophold var at besøge den kristne kirke, hvor de forfulgte havde søgt tilflugt, men var blevet dræbt. De lå der endnu. Dvs nu var det deres skeletter i deres tøj, der lå tilbage på kirkebænken, som om gudstjeneste stadig var i gang. Det var grusomt, men vigtigt for at vise sandheden. Min datter fik udsyn og indsigt i menneskenes fortrædeligheder på den tur. Og vi besøgte Marie på 12, der havde mistet sin far og tidligere sin mor, og nu boede med sin vidunderlige gamle bedstemor og lillesøster i en hytte med hul i taget på en bjergskråning, langt udenfor Kigali. De klarede sig, og Børnefondens hjælp var forskellen på liv og død for dem. Den betød bl. a. at hun og søsteren kom i skolen,som vi også besøgte. Her så vi de børn, der stod udenfor skolen og gerne ville ind, men ikke havde muligheden.

Det var oplevelser, der prægede både min datter og mig. Og det var derfor så meget desto mere chokerende, da vi 6 måneder senere fik brev om, at Børnefonden lukkede sit kontor i Rwanda. Lukkede hele projektet ned. Den officielle forklaring var, at de ikke selv kunne vælge om det var hutu- eller tutsibørn, der skulle støttes. Jeg fandt ud af, at det ikke holdt vand. Lederen på stedet ville til Cap Verde, hvor hans kone kom fra, men den historie blev effektivt fortiet. Jeg var rasende på Børnefonden. Hvad var det for en uansvarlighed at udvise overfor dem, vi havde påtaget os at beskytte? Og så i et land, der skulle genopbygges efter et folkemord! Nu ville Marie i Kigali og resten af Rwanda få bekræftet den værste fordom om os hvide: Vi snakker, lover en masse, og pludselig er vi over alle bjerge, langt fra de tusind bakker. Så dem kan man ikke stole på. Jeg kunne intet stille op, og sendte mange tanker til den lille pige, jeg havde mødt.

På min hylde står den smukke hjemmelavede kurv hendes mormor havde lavet og som hun forærede mig, da vi rejste. Den har ofte fået mig til at tænke bekymret på, hvad der skete med Marie i Kigali. Jeg havde ingen mulighed for at få det at vide.

Hele den historie vældede op i mig, 20 år efter, da jeg så denne venneanmodning fra Kigali. Men navnet kendte jeg ikke. Fornavnet var forkert. Efternavnet var det rigtige. I Rwanda har man to navne, et fransk fornavn og et rwandisk navn, som jeg formoder er efternavnet. Og her var der ingen hjælp at hente i hverken arbejde, bopæl eller ved at se på billeder. Der var ganske få. Jeg skrev til hende, men fik ikke svar, så til en af hendes venner, om han vidste om hun engang havde heddet Marie. Og så svarede hun pludselig. Jeg tudede. Det var så stærkt, at hun, der var forsvundet ud af mit liv ganske pludseligt, var lige dér. Dengang vi besøgte hende, forstod hun hverken engelsk eller fransk, kun rwandisk. Vores samtaler foregik med en tolk. Til min store overraskelse forstår og skriver hun nu både det ene og det andet. Ikke flydende og uddannet, men sådan at vi kan kommunikere med hinanden. Så jeg fik historien om, hvordan de år var gået siden vi besøgte hende.

Bedstemors kurv fra Rwanda, i min vindueskarm

Mine værste anelser blev bekræftet: Bedstemoren var død nogle år efter vores besøg, de to søstre kom på børnehjem og røg ud af skolen. Så hun har IKKE gået i skole og har IKKE papir på nogen uddannelse. Derfor kan hun ikke få noget arbejde. Og hun har fået et barn med en mand, hun ikke vil tale om. Hun bor alene med sin datter, uden arbejde. Hvis Børnefondens projekt var fortsat, havde hendes liv nok set helt anderledes ud.

Jeg får ikke så mange svar på mine spørgsmål om, hvordan hun betaler sin regninger, hvordan hun bor og hvad hun laver. Men hun er i live, og hun elsker sin datter. Det er dog noget. Indimellem skriver hun ”Hello. How are you, mother?” Jeg er vel det eneste hun har. Jeg sender hende ikke penge. Jeg kender ikke nok til hendes liv. Og hun beder heller ikke om det. Jeg tror, det er bedst sådan lige nu.

Jeg fik kontakt med hende igen. Måske hun kan bruge det som trøst, hvis hun føler sig alene i verden.

Tak Facebook.

Og alle gode gange tre.

Armenien

Jeg har flere gange forsøgt at finde hende, den unge kvinde jeg mødte i Armenien i september 1989. Hun boede i storbyen, der dengang hed Leninakan, i dag Spiatk, i et skur, sammen med sin mand. De var heldige at kunne bo der. Byen lignede noget der var løgn, alt var væltet. Et kraftigt jordskælv ramte byen 7. december 1988, så kraftigt som 7 på Richterskalaen.

Ingen turde bo i deres lejligheder, for det gjalt om at kunne løbe hurtigt ud, hvis det skete igen. 25.000 døde, alt efter hvem man spørger, en halv million mennesker mistede deres hjem. Det var i Sovjetunionens tid, så genopbygningen gik meget langsomt, var nærmest gået i stå, fik man indtryk af. Højhusene stod tomme med de store nøgne firkanter som sorte indfaldne øjne. Vinduesrammer og døre manglede, alt var ribbet for at skaffe varme om vinteren og til madlavning. Elektriciteten kom fra nogle andres elskabe. Kablerne hang i tykke bundter fra skur til skur gennem byen, helt uden system og garanteret aldeles uofficielt. Det var trøstesløst for byens beboere.

ASF Dansk Folkehjælp havde samlet penge sammen hos deres medlemmer. De ville bygge to børnehaver midt i byen, så børnene havde et sted at lege og blive passet. Det kunne give forældrene mulighed for at gå på arbejde, og på den måde få gang i genopbygningen.

2 store lastbiler med alt ombord kørte hele vejen derned, 4000 km væk. 9 flinke og gæve danske håndværkere tog af sted i fly for at bygge de to huse, og jeg blev inviteret med en uges tid for at dokumentere projektet med båndoptageren. Sådan at Dansk Folkehjælp senere kunne fortælle på deres møder, hvad de udretter.

Her mødte jeg den unge kvinde, der hedder Jasmin på armensk. Hun havde lært engelsk og ville være lærerinde i engelsk, hvis hun fik chancen for at blive uddannet. Vi fik os nogle gode snakke om kvinders liv, om jordskælvet, om kristne armenere underlagt Sovjetunionen.

Der var ingen varer i forretningerne, men nogle kunne trylle. Selv om landets berømte cognacproduktion var stoppet, fordi vinstokkene var pløjet ned, så kunne man alligevel skaffe cognac. Med de rette forbindelser kunne alt lade sig gøre. Men ikke meget for dem i Leninakan. En undtagelsestilstand, hvor det almindelige liv var sat på stand by. Man tog en dag af gangen.
I den slags situationer kan kvinder noget særligt. En havde fået fingre i en stor portion røde pebre. Så satte kvinderne sig sammen, og nogle grillede skallen af dem, andre rensede dem for kerner, skar dem i stykker og så blev de henkogt. Kvinderne skabte lager til vinteren. Jeg husker de solrige, kølige septemberdage, hvor jeg sad udenfor med de kvinder, mens vi ordnede røde peberfrugter.

De ville gerne høre om mit liv, og det var meget eksotisk at være radiojournalist i Danmark. Jeg ville også gerne høre om deres. Jasmin og hendes mand håbede, at fremtiden blev bedre, drømte om et liv med arbejde og børn. Dagene gik hurtigt, og så skulle jeg hjem. En dag fik jeg et brev fra dem, om jeg kunne skaffe behandling til en fætter, der havde et dårligt syn. Men jeg kunne jo intet udrette. De skrev ikke om sig selv. Ingen grund til at udsætte sig for censur i et land med overvågning. Vi mistede kontakten. Postadresser var selvsagt ikke til at finde. Byen lå jo i ruiner. Jeg prøvede, men hørte ingenting.

Stor var min glæde, da jeg en dag for et år siden genkendte hendes navn i en anmodning om Facebookvenskab. Så mærkeligt et navn tager man ikke fejl af. Alle i armenien har efternavne, der slutter på ‘-ian’, så jeg var ikke i tvivl. Hendes beretning var lidt sørgelig. Hun og manden var flyttet til Moskva, og senere til Frankrig. Manden var syg af kræft og døde. Hun stod tilbage med to drenge, men har lært sig fransk, og underviser i engelsk. Hun mangler nogle gode eksaminer for at få ordentlig løn. Hun klarer sig, og drengene klarer sig. Jeg forstår ikke et klap af det, hun skriver på armensk, og google translate er ikke til megen hjælp. Men jeg ved, hvor hun er, at hun har det ok og vi kan skrive sammen.

Endnu engang fik jeg bundet en sløjfe om et uafsluttet kapitel i mit liv.

Hvis du stadigvæk læser med, så giver du mig sikkert ret i, at mystiske venneanmodninger på Facebook ikke nødvendigvis er svindel.

Monica Krog-Meyer

Monica Krog-Meyer, tidl. radiovært, nu skribent, deltidspensionist og mormor. Født 1950, programmedarbejder og studievært. Har taget turen fra P3, via P4 og til P5. Jeg skrev i 2010 "Plus-alderen - vi bliver jo bare ved!", der medfører mange muntre foredrag rundt i Danmark.