Manden kigger op fra barnevognen og lægger pegefingeren over læberne. Både han og den står bomstille, som stivnet i det sydsjællandske bondelandskab et sted mellem Næstved og Faxe Ladeplads, hvor det gule sensommerlys gør alting både fladt og nærværende, drømmende og alligevel insekt-på-nålespids-spiddende virkeligt.
Schhhh.. stille nu, for hun sover.
Få af de “billeder”, som man møder i hverdagen, er direkte rørende. Mange er enten alt for overfyldte, fulde af larm, påtrængende skikkelser og ensformige landskaber. Eller også er de så kedelige og trivielle, at de egentlig bare tjener til at opretholde vores opfattelse af verden som en rutine. Men nogle er så smukke i deres enkelthed, at de bliver ikoniske symboler.
Dette uventede indtryk af en ung mand bøjet over en barnevogn med sin sovende baby indeni vil for altid minde mig om sommeren 2016 på noget så diffust som en dansk landevej, hvor jeg under rejsen til en familiefest på Vemmetofte campingplads fik et glimt af paradis.
Sådan et sted, der hedder Danmark. Ja, jeg tør godt sige det højt og på skrift, det land, jeg elsker og er født i, og hvis få beboere i løbet af et langt liv kommer så godt som hele landet rundt og dermed føler sig forbundne. Det ønsker jeg at sige og skrive. Den augustdag, da vi mødte manden med barnevognen og al vores angst om at fremstå småtskårne og velfærdsforkælede både i vor egne og andres øjne blev knust under de rullende Movia-dæk et sted mellem Næstved og Faxe.
Danmark nu ruller den lyse dag, forbi i en bus mens du vågner.
Jeg elsker dig og gør det bestemt ikke mindre efter denne bustur med rute 630R mod Faxe Ladeplads. Vi er om bord på en helt ny bus, fortæller den kvindelige buschauffør hver enkelt af os, som vi stiger på. Temperaturen aflæses automatisk og en censor får ovenlysvinduerne til at gå op og ned i takt med skygge og sol. Men denne bus kan også noget andet. Den kan nemlig standse langt fra officielle stoppesteder og gør det jævnligt, den smukkeste gang for at tage en lille purk med, som står og venter i vejkanten. Det er jo lille Simon, som buschaufføren tydeligvis kender rigtig godt, han står der og venter sammen med mor og vapsen og kravler så om bord.
Ja, jeg tør godt sige det højt og på skrift, det land, jeg elsker og er født i, og hvis få beboere i løbet af et langt liv kommer så godt som hele landet rundt og dermed føler sig forbundne. Det ønsker jeg at sige og skrive. Den augustdag, da vi mødte manden med barnevognen og al vores angst om at fremstå småtskårne og velfærdsforkælede både i vor egne og andres øjne blev knust under de rullende Movia-dæk et sted mellem Næstved og Faxe.
Der er ingen snor i hunden og ej heller nogen grænse til himlen i dag, hvor fodboldbanen i en landsby lidt længere fremme ligger øde hen for spillere, men har fået besøg af en flok agerhøns. ”De er altså ret sjældne efterhånden”, skal jeg senere høre min kæreste sige ned i telefonen, da jeg fortæller ham om synet, og han bør vide det. Han hægter tit sit bliks lasso til de horder af fugle, som flyver over markerne derhjemme, og længes efter at trække dem ned på plænen.
Dyrene prikker i den fugtige jord og sluger snegle, der lever under skræpperne. Overalt løfter planterne deres tragtformede blade op mod bussens vinduer, så mange skræpper har jeg aldrig set før, de synes, at flankere hver en vejside her udenfor Næstved og fortæller om hændelser ved vand, dengang vandmøller fik åerne til at gurgle og buskadser var noget, der husede elverfolk.
Mens præstens kone står på hænder for sin bror, og kløvermarken står i flor, hilser buschaufføren på en tungsindig, ny passager. Hun lægger armene om hans solskoldede nakke og kniber i kinder. Der er noget med familien og konen derhjemme. Det lyder ikke godt, det kan jeg høre selv helt hernede på min plads midt i transportmidlet, og øjnene rinder i vand bag rattet alt imens andre står af bussen og forsvinder i retning af et parcelhuskvarter. Kvinder nede på fortovet med lange arme fat i hundesnore vinker op til chaufføren.
Danmark er et dejligt sted at være, der er nemlig atmosfære. Danmark er et yndigt land – gu’ er det så.
Og så er det, at vejen drejer omkring sognekirken, og noget toner frem midt på asfalten længere fremme. En ung mand, klædt som de nu er flest, med sort hættetrøje, bløde bukser og med en diffus form foran sig. Det viser sig at være en barnevogn, men den står stille. Han må have hørt bussens rumlen på vej hen mod ham og barnet, for nu sker det vidunderlige: med stoisk ro vender han sig om, løfter højre hånd og lægger pegefingeren over læberne i en tavs opfordring til os om ikke at vække lillesøster.
Og naturligvis må det ikke ske, så vores chauffør sænker straks farten indtil bussen sniger sig i skræppesneglsfart forbi faderen. Hun giver ham en thumbs up imens og ler. Og vi hører latteren så let som ingenting hernede i midten af køretøjet, og alle passagerer er i deres smilende tavshed enige og samtykkende om den nedsatte hastighed og nærmest lykkelige, da manden løfter pegefingerhånden i hilsen til samtlige ombord – på rute 630R.
Danmark er et dejligt sted at være, der er nemlig atmosfære. Danmark er et yndigt land – gu’ er det så.
Foto: Hansjorn, Wikipedia Commons.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
