
KVINDE & KARRIERE // KLUMME – Estrid Dyekjærs mor var en travl karrierekvinde og en rollemodel for Dyekjær og andre piger og kvinder, men bagsiden af medaljen var, at Dyekjær voksede op med ensomhed og afsavn. Som forventet gjorde hun ligesom moderen stor karriere, fik mand og tre små børn – og løb efter alt det, der skal nås, når man lever efter visionen om at være på 100% på alle livets områder og ikke tør andet. Men da moderen døde, blev alting anderledes.
Min mors arbejde var vigtigt. Det vidste jeg, når jeg sad i kælderen under min fars kontor, imens kammeraterne gik på fritidshjem, til klaver eller dans og havde legeaftaler hjemme hos hinanden.
De andres mødre havde tid til den slags. Det havde min mor ikke – hun havde travlt med at være rollemodel. For mig, for min søster og for tusindvis af kvinder som os.
At vælge karrieren på højt niveau er fint, men det er ikke fint at opbevare en generation af børn i institutioner af tvivlsom kvalitet
Hun blev partner i advokatfirmaet det år, jeg blev født, og holdt barsel i 14 dage. Imens mine jævnaldrendes mødre var hjemmegående – på hel eller deltid, var min mor i arresten, i landsretten eller i højesteret.
Hendes karriere blev det alter, som min barndoms sociale relationer og kreative færdigheder blev ofret på: At være barn af en karrierekvinde kan være en ensom affære.
I karrierekvindens spor
Da jeg blev student var det ikke rigtig mit valg, at jeg skulle læse videre, men i det mindste havde jeg det klarsyn at fravælge min mors fag. I stedet valgte jeg noget med handel, salg og kommunikation. Ikke sammenligneligt med en karriere indenfor jura, men det levede op til forventningerne om, at jeg skulle gå i min mors fodspor som karrierekvinde.
På Handelshøjskolen optrådte Nina Smith som gæsteforelæser. Dengang i årtusindets begyndelse var hun regerende over-vis-kvinde-til-inspiration-skræk-og-advarsel, og jeg følte, hun talte direkte til mig, som jeg sad der på forreste række med pen og papir klar til at tage noter.
Hun trådte op på piedestalen ved siden af min mor og satte turbo på det lys, jeg lystigt lod brænde i begge ender.
Nina Smiths råd var ret præcise:
Studiet skulle færdiggøres på normeret tid, hvis ikke det kunne gøres hurtigere. Hvis muligt skulle vi få børn undervejs, eller i hvert fald ikke vente for længe med at producere de 1,8 arvinger, vi jf. statistikken burde levere, inden vi fyldte 30.
Titler, indtjening, materielle goder og børn i tålelig opbevaring, skjult bag instagram-venlige morgen-bolle-billeder og sporadisk opstyltet ferieparadis
Hun havde i øvrigt selv fire børn i tillæg til en imponerende karriere. Fænomenet brain drain bekymrede hende, men det var dog bedre end lediggang; vi skulle endelig sørge for at komme i gang med karrieren hurtigst muligt, for arbejdsløshed var en realistisk mulighed, som for alt i verden skulle undgåes for mit nyuddannede 24-årige jeg.
I udlandet blev min karriere kickstartet på et splitsekund. Forfremmelserne stod i kø, og det samme gjorde headhunterne.
Efter et par år flyttede jeg hjem, for Oraklets råd spøgte i baghovedet, og nu havde jeg skaffet en mand at formere mig med. Karrieren havde jeg styr på, første graviditet var lige efter bogen, og jeg mærkede næsten ikke den åndenød, som livet gav mig.
Karriere, små børn og derudad
Det blev kun til et øjebliks erkendelse, da jeg en dag stirrede på min to uger gamle datter. Pigebarnets turkisblå øjne stirrede ind i mine og med et suk tænkte jeg, at der måske alligevel var et eller andet, min mor havde haft galt fat i.
Men karrieren skulle jo plejes, så efter seks måneders barsel hastede jeg tilbage på jobbet, videre til det næste og trak maven ind for at skjule en ny spirende graviditet. Der skal være plads til både job, børn og familieliv, og hele verden løb i samme retning. Titler, indtjening, materielle goder og børn i tålelig opbevaring, skjult bag instagram-venlige morgen-bolle-billeder og sporadisk opstyltet ferieparadis.
Jeg havde ikke tid til at tage en fridag for at følge min mor på hospitalet, da hun pludselig blev alvorligt syg. Pyt. Man bør alligevel ikke besøge en kemo-patient, når man er forkølet, hvilket jeg i realiteten altid var
Det gik meget godt det første årti. Når jeg selv skal sige det. Faktisk havde jeg så meget fart på, at jeg ikke havde tid til at tage en fridag for at følge min mor på hospitalet, da hun pludselig blev alvorligt syg.
Pyt. Man bør alligevel ikke besøge en kemo-patient, når man er forkølet, hvilket jeg i realiteten altid var. Jeg havde tre små børn og indså ikke, at mit immunforsvar burde have kunnet modstå deres snottede næser – kontinuerligt ignorerede jeg kroppens desperate forsøg på at sige fra.
Løbeture, kurser, endeløse corporate-bullshit-møder om ingenting, hente og bringe børn, haste ud af kontoret i utide med chefer og kollegers forargede blikke i nakken. Lange aftener og nætter med regneark imellem brækspande, tøjvask, løbetur, powerpoint, feber, 1813, akutmodtagelse, mistanke om meningitis, der faktisk bare var migræne. Migræne?! Kan børn få migræne?
Flere møder, nye jobs, fine titler, ny firmabil, migræne, løbeture, opkast, forkølelser, snevejr og det med frygt og længsel ventede opkald. Det er nu. Eller aldrig. Hvis du skal nå at sige farvel.
Et øjebliks nærhed
På turen over Sjælland, Fyn så jeg mit liv passere revy, og jeg stoppede op. Jeg holdt min mor i hånden de sidste otte minutter af hendes liv. Hun var ikke synligt bevidst, men hun var derinde bag de halvt lukkede øjne. Hørte min stemme, hørte min søsters. Mærkede, at vi holdt hende og hinanden i hånden.
Jeg ville ønske, jeg havde haft modet til at gøre det til mit valg. Jeg havde ingen fornuftig grund til ikke at turde
Vi sluttede ring i otte minutter. Otte minutter hvor vi var tætte, nære, sammen. Efter et helt liv, hvor vi havde spurtet hver for sig. Otte minutter gav jeg hende. Otte minutter gav hun mig. Hils far, sagde vi som det sidste, hun hørte i dette liv. Og at vi elskede hende. Det var det tætteste, vi nåede på at udtrykke den enorme kærlighed, vi aldrig gav os tid til at vise, da vi var børn, unge og voksne.
Træk vejret. Videre.
Men gassen gik af ballonen, og jeg gad ikke mere. Hvad var formålet, når mor ikke længere var der til at blive stolt? Og var der egentlig noget at være stolt af, når jeg tænkte på, hvordan det var at være barn af en karrierekvinde, og at det nu var den hverdag, jeg bød mine egne børn?

Mod til at vælge
Da opsigelsen kom, var det fuldt fortjent. Jeg var rystet, flov og ked af det, men måske mest af alt lettet.
Fordi nogen endelig gjorde det, som jeg selv skulle have fundet modet til længe forinden.
I dag skal jeg faktisk minde mig selv om, at det ikke var en egentlig beslutning, da jeg stoppede mit hovedløse karriereræs, selvom jeg reelt legede med tanken i flere år.
Det, jeg efterlyser, er balance og realisme. Mod til at vælge. Til og fra. At nogen siger det højt: Man kan ikke være 100% til stede overalt
Jeg ville ønske, jeg havde haft modet til at gøre det til mit valg. Jeg havde ingen fornuftig grund til ikke at turde. Men det var ikke mit valg, ligeså lidt som det føltes som mit eget valg at blive på sporet. Jeg var jo bare en kvotekvinde, der levede op til egne og omgivelsernes forventninger om 100% karriere, 100% parforhold, 100% sporty, 100% mor, 100% så mange gange, at der skal flere liv til at nå bare det halve.
Sig det højt
Nederlaget tog tid at fordøje – på sin vis slikker jeg stadig mine sår, men mit liv er bedre nu. Mit parforhold er bedre nu. Mine børns liv er bedre nu. Jeg er en bedre mor, kæreste, veninde, søster, niece og nabo nu.
Og heldigvis har jeg ikke mistet alle nære relationer undervejs, men der er ikke mange venskaber, der tåler mosten, ikke mange parforhold, der styrkes, og ikke mange børns trivsel, der bedres af to udearbejdende karriereforældre.
At vælge karrieren på højt niveau er fint, men det er ikke fint at opbevare en generation af børn i institutioner af tvivlsom kvalitet. At vælge et liv som hjemmegående, deltidsansat eller selvstændig er fint, men man må sætte tæring efter næring og måske holde ferie i villahaven i stedet for i fjernøsten.
Jeg siger ikke, at alle kvinder skal styrte tilbage til kødgryderne. Det, jeg efterlyser, er balance og realisme. Mod til at vælge. Til og fra. At nogen siger det højt: Man kan ikke være 100% til stede overalt.
Man kan ikke.
Skal ikke.
Have det hele.
LÆS MERE I POV OM ROLLEMODELLER HER
Topillustration: Nærvær mellem mor og datter. Estrid Dyekjær voksede op med forventninger om, at hun ligesom sin mor ville få en stor karriere, men uden megen tid til nærvær. Arkivfoto: Daria Obymaha, Pexels
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.