Danske arbejdspladser har altid været kendetegnet ved flade strukturer og kort distance til den nærmeste leder. Men noget har ændret sig de senere år, skriver Thomas Milsted. Oven på de flade strukturer har rejst sig et hierarki, hvor ingen er i tvivl om, hvem der bestemmer. Samtidig er solidaritet ved at forsvinde helt ud af vores bevidsthed.
Finanskrisen er en forklaring på ændringen. For den magtpræcisering, der typisk opstår i tider med økonomiske udfordringer, kan være nødvendig for at holde skuden på ret køl og komme helskindet gennem uvejret. Men den kan udvikle sig til en magtfuldkommenhed til skade for organisationens sociale liv.
Ingen bør være i tvivl om, at finanskrisen har resulteret i et dårligere arbejdsmiljø. De hårdt tilkæmpede rettigheder og små oaser af trivsel blev strøget til fordel for en hårdere ledelsesstil, hvor medarbejderne forventedes at holde lav profil og gøre, hvad der blev sagt. Den var mange med på, for vi skulle gennem krisen, og er der vand i båden er vi alle med til at øse – så kan vi brokke os, når vi kommer i land.
Finanskrisen er afblæst, men efterkrisetiden tyder på, at mange organisationer har fået rigtig god smag for magt. Retorisk og vedholdende forsøger den øverste ledelse at give medarbejderne et billede af, at vi stadig sejler i oprørte vande, når det kommer til ikke at udvikle det gode psykiske arbejdsmiljø. De ellers så flade landskaber er blevet mere kuperet. Finanskrisen har mange steder efterladt en kulturel arv i virksomhederne, der tangerer en overgangsperiode, der aldrig slutter.
Hvor paradoksalt det end måtte lyde, kan voksende utilfredshed med arbejdsmiljøet og uindfriede forventninger til trivsel svække den model, der gør, at vi holder sammen
Tilliden mellem medarbejderne og ledelsen har fået sig et knæk mange steder, for det gode sociale og organisatoriske arbejdsmiljø, medarbejderne forventede ville komme tilbage, er erstattet af en krisetilstand, hvor det gode psykiske arbejdsmiljø hele tiden bliver skubbet til bedre tider.
Trivsel må vige for vækst og produktivitet. Og ikke nok med det, medarbejderne holdes selv ansvarlige for krisestemningen, fordi de er forkælede, ikke forandringsparate og mangler grundlæggende robusthed. Men det er ikke det værste.
Kriser har det med at aktivere de mere primitive strukturer af hjernen. Overlevelsesmekanismerne aktiveres, og man træder gerne på kollegerne, hvis det kan redde en ud af den synkende skude. Det er uskønt, men dog en menneskelig og naturlig reaktion i kritiske øjeblikke.
Vi glemmer ofte de bagerste
Velfærdsstaten er på sporet igen og heldigvis for det. Men når flere oplever – eller kræver at ville opleve – materiel fremgang, øger det også individualiseringen. Det behøver ikke nødvendigvis at fremme egoismen, og jeg er med på, at velstand kan frigøre det enkelte menneske, og jeg er også med på at stærke individualister, som kan være resultatet af dette, netop kan styrke sammenhængskraften. Blot de stærke ikke glemmer eller svigter de svage.
Men det kan også være en trussel for det kollektive projekt.
Hvor paradoksalt det end måtte lyde, kan voksende utilfredshed med arbejdsmiljøet og uindfriede forventninger til trivsel svække den model, der gør, at vi holder sammen, og så vil individualiseringen føre til alles kamp mod alle.
Vores ellers så traditionelle fællesskabsidentitet bliver erstattet af en individualisering, som ikke kun fremmer egoisme, men også ideen om det selvforskyldte. Er jeg min egen lykkes smed, må logikken jo være, at jeg også er min egen ulykkes smed.
Men som tiderne er, har vi altså i den grad brug for en høj kollektiv bevidsthed og hermed et fælles normsæt for, hvordan vi genskaber det rummelige og ikke mindst det anstændige arbejdsmiljø
De mere kyniske dele af systemet bakker den enkelte stressramte op og er mere end rundhåndet, når det handler om at uddele psykiske diagnoser. For når en medarbejder ikke formår at leve op til den ”moderne” psykiske sundhedsforståelse, som kun har blik for høj og effektiv arbejdsevne, inklusiv krav om selvudvikling, kompetenceudvikling, robusthed og fleksibilitet, bliver der ikke stillet spørgsmålstegn ved arbejdsforholdene.
I stedet kan du gå fra din læge eller psykolog med et fint stempel, der fortæller dig, at du har en psykisk lidelse i form af stress, angst eller depression.
Jeg vil gerne gøre opmærksom på, at den moderne psykiske sundhedsforståelse ligger i direkte forlængelse af den stigende individualisering, som igen er resultatet af en raffineret ansvarsforflygtigelse fra dem, som skaber de stressende og belastende miljøer.
Det er selvfølgelig ikke et resultat af ond vilje og bevidste strategier, men ikke desto mindre er det med det stædige fokus på individet og dets selvforskyldthed altså lykkedes at få os væk fra forståelsen af psykiske lidelser. Stress skabes for eksempel primært i de relationelle og strukturelle dimensioner.
Mange medarbejdere har vitterlig fået en ide om, at det psykiske sunde og robuste individ er selvstændig og uafhængig af andre mennesker og vilkårene. Der er altså kun en til at tackle arbejdslivets krav, og det er mig selv. Det er en vildfarelse.
Vi må tilbage til de flade strukturer og solidariteten
Danmark er et demokratisk land. Danskerne har fået det demokratiske sindelag ind med modermælken. Solidaritet er ved at forsvinde helt ud af vores bevidsthed og mange unge ville i dag nok stille sig måbende over for dette hedengangen begrebs indhold.
Jeg er med på, at mange opfatter solidaritet som et kernebegreb i den socialistiske og socialdemokratiske arbejderbevægelse, som et modstykke til den liberalistiske individualisme. Forståeligt.
Socialisme er jo gået en del af mode og kan derfor være en forklaring på, hvorfor solidariteten også er det. Men det gælder vel stadig, at den enkelte medarbejder sjældent kan udrette noget alene.
Der er derfor behov for et handlingsfællesskab overfor en stigende magtarrogance, hvor det psykiske arbejdsmiljø hele tiden bliver skudt til hjørne eller i udvalg.
Solidaritet karakteriserer også graden af integration i forhold til vores samfund. Danmark har gennem de sidste 100 år udviklet en organisk solidaritet, som primært er baseret på en gensidig forbundethed mellem borgerne. Det sikrer blandt andet, at vi altid har de bagerste med og ingen efterlades i nød og elendighed.
Den form er desværre på retur. Men som tiderne er, har vi altså i den grad brug for en høj kollektiv bevidsthed og hermed et fælles normsæt for, hvordan vi genskaber det rummelige og ikke mindst det anstændige arbejdsmiljø.
Danmark er et solidarisk samfund, og det skal det blive ved med at være.
Foto: Pixabay
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
