“Det giver ingen mening at blive vred på livet – det bliver jeg ikke rask af”

af i Klumme/Liv & Mennesker

TAXAMANDENS KLUMME – Nej, det er ikke kun en transportopgave fra A til B. Det handler om at læse opgaven, når du får køreordren, skriver taxamand Jesper Grunwald. Man ved aldrig, hvilken livsbagage den næste kunde bringer med sig. 

Jeg skal som så ofte før på mine eftermiddagsvagter hente en mand fra et genoptræningscenter. Jeg kan som regel læse kønnet på navnet. Eller gætte rigtigt på alderen, fordi vores navnevalg er et modelune, der skifter gennem årtierne. Eller læse signalet om andre kulturer – som nu, et arabisk navn fra den muslimske mytologi.

Jeg skal hente kunden indenfor, siger standardordren. Men virkelighedens kunder er mere mobile. Unge, gamle, mænd, kvinder, med og uden rollatorer og stokke eller kørestol – langt de fleste er allerede ude på trappen og på vej ned ad rampen, inden jeg når frem. De vil bare UD for at indånde luften og mærke friheden. 

Et skridt ad gangen. Tag nu det f***ing liv, som det kommer

Han er en yngre mand, der bevæger sig ret frit – men ikke ubesværet. Fødderne og benene bliver placeret med en pertentlig bevidsthed. Hans arme og hænder er frie, men den ene side hænger lidt. Som efter alvorlige ulykker. Eller hjerneblødninger – eller blodpropper i hjernen. 

En yngre, nydelig mand et sted i 30’erne. Smilende og veltalende – intelligent. Det flotte sorte hår, som endnu dækker hele issen – og så de mørkebrune øjne, som jeg altid har misundt mine sydlandske medborgere. Ikke grå-grumsede som mine men brune, næsten sorte. 

Vi taler om vejret, og det er der god grund til i dag, hvor den unge sommer sender varme gennem kroppen og humøret. Her sidst på eftermiddagen, hvor den flimrende sol endnu hænger højt på himlen. Det er varmt. Det er grønt, inden den hede sommers udtørring. Det er snart ferie for de fleste. I dag er det svært at finde noget, som skruer ned for livsglæden. 

Han har ellers flere grunde til ikke at holde sig oprejst. Svær sygdom i hjernen og en livsudsigt, – ja? Den er usikker men understøttet af en ærlighed, en kærlighed til at være til. Og så noget, som nærmest må kaldes – snusfornuft. 

Et skridt ad gangen. Tag nu det f***ing liv, som det kommer.

Han havde leukæmi som barn, bragt hertil af sine arabiske forældre fra et af golfens små stater. De var aktive i en demokratikamp, som bragte dem i livsfare – og så var Danmark redningskransen. Men den ene af de fire børn – kunden i vogn 24 – blev syg.  Sygdommen blev besejret, og han voksede op som en dreng og en ung mand, der bare VILLE have succes. 

Min eneste begrænsning er, at jeg ikke tør få børn. Det vil jeg ikke kunne byde hverken barnet eller en kone. At skulle stå der med al kærligheden til et barn”

Ikke så megen religion. 

”Ved du hvad, jeg er ikke mere muslim end du er kristen.” 

Ikke så megen vrede. 

”Min far kæmpede for ganske almindelige rettigheder, som dem de frisindede kæmpede for her i landet for 150 år siden. Han ville have fred og overleve, derfor kom vi til Danmark.

Intet martyrium. 

”Jamen, jeg er jo en almindelig dansker, som de fleste. Nogle har det svært med min muslimske kulturbaggrund, men det er deres problem. Jeg er bare glad for at leve.”

Sygdommen vendte tilbage som kræft i hovedet. Fire svulster og et par blodpropper – og nu genoptræning, INDEN den sidste svulst er borte. 

Jeg har oplevet det nogle få gange. At være ægte skak-mat i en diskussion om det liv, som jeg selv elsker så inderligt. På den ene side taknemmeligheden for at være født på disse velnærede og privilegerede længde- og breddegrader. Og så denne flove følelse af forkælelse, når du sidder overfor et menneske hvis livstråd er kort. Absurd! For hvordan forener du kærlighed og angst, når du ved, at du fordufter lige om lidt? 

Han sidder lige her, bare centimeter fra mig, skulder ved skulder. To mænd fra to forskellige verdener i alder og kultur. Den gamle morfar på 65 og den unge erhvervsøkonom med de brune øjne og en livskærlighed, som næsten ikke er til at fatte. Hans liv bliver muligvis kortere end mit, det er han helt klar over. – Men han har besluttet ikke at gå til grunde. 

Om du hedder Gud eller Allah! Vil du ikke nok passe godt på den her unge mand?

”Min eneste begrænsning er, at jeg ikke tør få børn. Det vil jeg ikke kunne byde hverken barnet eller en kone. At skulle stå der med al kærligheden til et barn – og bum! Pludselig er mit liv måske helt slut. Det vil jeg ikke være bekendt. Men jeg giver ikke slip i mit eget liv. Det traf jeg en beslutning om, da kræften vendte tilbage. Det giver ingen mening at blive vred på livet. DET bliver jeg ikke rask af. Jeg vil leve det!” 

Klumpen i halsen er der endnu, efter at jeg har sat ham af foran hjemmet – hos mor og far. 

Vi gav hånd, og jeg brugte en eller anden kikset kliché – noget med ”Ha’ det nu godt!!” 

Jeg er bare ikke så god til at folde hænder eller kaste mig på bedetæpper. Jeg er jo både lutheraner og venstreorienteret – og derfor ikke så vild med at flashe min gudstro. Men jeg tænker det så højt, at det næsten kan høres i den ensomme kabine: 

Om du hedder Gud eller Allah! Vil du ikke nok passe godt på den her unge mand?


Jesper Grunwald kører nattaxi i København for selskabet Dantaxi 4×48. Hvis du vil, kan du støtte hans skriverier med ”drikkepenge” via MobilePay 40255112


Foto: Colourbox. 

En hyrevognschaufførs bekendelser
Jesper Grunwald er taxamanden.
Og taxamand.dk er mig! 
Sådan er det og sådan bli’r det.
Det begyndte med en drengedrøm om at køre rundt i en fed Mercer, når arbejdslivet en dag var slut. Sagde det i en takketale til en rund fødselsdag: - Når jeg bli’r 80, vil jeg køre taxi og skrive erotiske romaner.
Men inden jeg fyldte 60 tog mit arbejdsliv en drejning. Et generaldirektør-skifte i DR fik på kort tid min chefstatus som journalist, programudvikler, kanalchef (P3) og programchef til at ændre sig fra lovende til udtjent. Nej, jeg blev ikke fyret fra DR – men det kunne jeg formentlig snart være blevet. Jeg var sur på Statsradiofonien- og DR var vist også træt af mig.
Så jeg sprang ud med en faldskærm af en fratrædelsesordning.
Det sværeste er ikke at sige farvel. Det sværeste var i øjeblikket at ” ….læse glæden over mit farvel i chefen ansigt … ” - som en af mine tidligere kolleger udtrykte det.
Jeg blev efter et halvt års sunden mig projektchef i JP/POLITIKENS HUS i forberedelsen af at søge på den udbudte radiokanal FM4. Men detail-kravene fra kulturminister Møller og hans regering blev så snærende for koncernen på Rådhuspladsen, at bestyrelsen besluttede - ikke at søge. 
Kassen var tom og jeg tog så taxakortet for at tjene til føden. Embedsmanden med ridderkorset måtte pludselig dele lønvilkår med den almindelige lønarbejder. Siden har jeg levet meget lykkelig med øgenavnet ”granitperkeren” – en henvisning til min bornholmske opvækst.
Og så begyndte skriverierne på Facebook, hvor jeg i dag har knap 4000 følgere. Og på min blog www.taxamand.dk.
Hvad det er jeg kan?
- Jeg kigger på verden gennem forruden på min ”Mercer”, vogn 1-0024 – og er historiefortæller om mine møder med mennesker fra alle samfundslag i Danmark – og gæster fra hele verden. Og så er er jævnlig gæst og kommentator på TV2 NEWS og i P1, holder foredrag, er medlem af bestyrelsen for Filmhøjskolen Møn og har skrevet essaysamlingen JEG ER BARE TAXAMAND.
Jeg kører nattaxi i København for selskabet Dantaxi 4x48. Det er det, jeg lever af. Men hvis du vil, kan du støtte mine skriverier med ”drikkepenge” via MobilePay 40255112

Seneste artikler om Klumme