INKLUSION // KOMMENTAR – Set udefra ligner scenekunsten en branche, hvor mange går i takt, mange hylder de samme positioner og normer, og mange er bange for at sige fra. Og hvor ord er vigtigere end produkter og handlinger.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Uge 3 i 2024 bød på to forskellige indsigter om dansk teater og kvinderne.
Hvis vi tager den positive nyhed først, så blev to kvinder, Janne Villadsen og Jennifer Vedsted Christiansen, udnævnt som nye direktører for Nørrebro Teater.
Nærmest samtidig kom der nyhedsbrev fra Benjamin Boe, forperson for Dansk Skuespillerforbund, der skrev sådan her om en anden gren af branchens kvinder: ”Rollerne til kvinder +50 er der ikke. Eksempelvis ser vi lige nu flere kvinder stå frem og fortælle om, hvordan deres arbejdsliv er gået i stå eller i hvert fald tyndet ud, efter de fyldte 50 år. Seje skuespillere som Ghita Nørby, Malene Schwartz og Sonja Oppenhagen har bl.a. delt deres frustration på DR og på den måde givet stemme til de mange, mange kvindelige medlemmer, der oplever det samme.”
I de over 40 år, jeg har været tæt på dansk teater, så er de strukturelle problemer fulgt med som skygger om vinteren. Lange og tunge
Sammenfaldet af de to ting åbner for flere perspektiver om dansk teater og kvinderne. I første omgang var der to ting, som slog mig efter, jeg havde set omtalen af sagerne på de sociale medier: Nærmest ingen delte eller likede opslaget fra Dansk Skuespillerforbund ”om de gamle kvinder” – modsat omtalen af de ”to nye, unge” direktører på Nørrebro Teater.
Her virkede de mange likes, delinger og rosende ord nærmest som en branche i gang med ekstatisk gruppetilbedelse og måske et råb – og håb – om en kontrakt? Hvem tør være skeptiske overfor potentielle arbejdsgivere?
Case 1: Nørrebro Teater
Der var ellers – sådan helt objektivt og journalistisk set – meget, man kunne ønske sig svar på i forbindelse med udnævnelsen af Janne Villadsen og Jennifer Vedsted Christiansen. Så kan man være enig, eller uenig.
Men der er en række spørgsmål, som altid bør være i spil, når vi bruger offentlige penge, om det så er på teaterchefer eller sygehuspersonale.
Her er otte bud:
- Hvordan kan det være, at to direktører skal afløse en, nemlig Mette Wolf, der siden 2015 har siddet alene på posten?
- Hvad betyder det økonomisk? Deler Janne Villadsen og Jennifer Vedsted Christiansen en direktørløn? Eller tager deres løn ekstra penge fra teatrets i forvejen beskedne budget til kunst?
- Hvilke tanker har bestyrelsen gjort sig ved at udnævne en kunstnerisk direktør, som blev færdiguddannet i 2019, har været færdig i en tid med Corona og næsten kun har lavet projekter i kunstnerduoen “How to Kill a Dog” sammen med Emma Sehested Høeg? (De modtog 2023 Kronprinsparrets Kulturelle Stjernedryspris.)
- Hvilke tanker har bestyrelsen gjort sig ved at ansætte Janne Villadsen, der kommer fra en stilling som program- & udviklingsdirektør for den lille ”overklassefestival” Heartland Festival, som har til huse på det eksklusive Egeskov Slot på Fyn? Her havde hun ansvaret for festivalens kunstneriske afdelinger. Nu skal hun ramme Nørrebros multikulturelle befolkningssammensætning.
- Hvorfor har man ansat to med kunstnerisk profil?
- Hvor er diversiteten, repræsentationen og inklusionen ved at vælge to hvide kvinder (afspejler bestyrelsen helt vildt, der består af flere plus 60-årige hvide mænd)?
- Hvordan skal Nørrebro Teater så adskille sig fra naboen, Blaagaard Teater, der også vil være forankret i lokalsamfundet (som i øvrigt er på jagt efter ny direktør), fra Betty Nansen, fra Husets Teater, fra SortHvid, fra Aveny T, fra Teatret ved Sorte Hest. Set udefra ligner det fem scener i København med meget ens profil. Og man kan såmænd også tage Teater Republique/Revolver med i samlingen, ligesom Folketeatret fra næste sæson får en kvindelig direktør.
- Hvordan vil publikum kunne se og mærke forskel? På en del profiler, som virker ens, og en del målsætninger, som også virker ganske ens.
Der er formentlig mange flere.
Jeg har – selvsagt – ikke svarene, men mener faktisk, at alle spørgsmål er relevante, når teatret selv skriver i pressemeddelelsen i forbindelse med ansættelserne: ”Vores vision er, at vi sammen med teatrets medarbejdere vil skabe en samtidsscene, hvor vi kan undersøge os selv, blive klogere på hvad vi kæmper for – og grine ad det, vi kæmper med. Vi vil skabe kulturelle oplevelser, der giver nye perspektiver og på den måde ruster gæsterne til at deltage i den demokratiske samtale.”
Den demokratiske samtale kunne begynde med spørgsmål til ansættelserne.
Case 2: Rollerne til kvinder +50 er der ikke
Mens der umiddelbart er plads nok til kvinderne på chefgangen på de københavnske teatre – alle førnævnte teatre har kvindelige chefer – så kniber det altså mere med pladsen på scenen til kvindelige skuespillere, der har rundet 50 år.
Den problematik tager forperson Benjamin Boe for Dansk Skuespillerforbund op i sit seneste nyhedsbrev: ”.. mange kvindelige medlemmer (plus 50 år), der oplever det samme (som Nørby, Schwartz og Oppenhagen) – men som måske ikke har lyst til at stå frem, fordi de frygter at blive skudt i skoene, at de nok bare ikke er dygtige nok. Men tallene afslører, at manglen på arbejde til kvinder på over 50 år ikke handler om talent – vi ser det over hele linjen. Rollerne er der bare ikke. Den diskrimination – og den lønmæssige skævhed – er hele branchen med til at opretholde, og det må vi erkende og gøre noget ved.”
Kvindernes rolle – eller mangel på samme – er altså gammelt fænomen indenfor scenekunsten
Benjamin Boe skriver endvidere: ”Jeg føler, jeg har talt om det her i seks år, så jeg deler jeres frustration over, at der ikke sker noget.”
Jeg hørte første gang om alderisme blandt kvindelige skuespillere, da jeg var 20-22-år og boede i Odense omkring 1984-1985. Der var det de lokale stjerneskuespillere, Birgitte Federspiel og Kirsten Saerens, der oplevede, at de tunge roller forsvandt med alderen. Kvindernes rolle – eller mangel på samme – er altså et gammelt fænomen indenfor scenekunsten.
Benjamin Boe skrive endvidere i sit Nyhedsbrev: ”Det er desuden en opgave, som staten burde give en hjælpende hånd til. For der bliver investeret massivt mange skattekroner i vores branche, og som I ved, er jeg fortaler for, at de penge bliver ledsaget af en række leverandørkrav om bæredygtige produktions- og arbejdsvilkår – præcis som f.eks. byggeindustrien oplever det, når staten køber ind hos dem.”
Jeg er meget enig i den betragtning.
Som et kuriosum – og ikke fordi historien eller Kirsten Saerens tager afstand fra det job, som hun blev tilbudt – men i en ganske sen alder blev Kirsten Saerens i øvrigt tilbudt at blive rengøringsassistent på Odense Sygehus.
Selvfølgelig skal staten, som Boe skriver, være part i løsninger: ”…det kræver, at vores samarbejdspartnere og politikerne er med på det. Øvelsen for forbundet bliver at skabe en fælles erkendelse og samtale…”
Erkendelsen i branchen og samtalen kan illustreres i Case 3.
Case 3: PAMELA
Det nedenstående eksempel er ikke enestående. Men i min optik er det tydeligt og aktuelt. Her er nemlig tale om en ny teaterproduktion, der har alle muligheder for inklusion af 50 år plus kvinder. Men privilegieblindhed betyder faktisk, at en (forholdsvis) ung produktion ikke griber fat i ældre kollegaer.
Lige nu spiller forestillingen PAMELA på Teater Sort-Hvid i København. En produktion, der ifølge programomtalen, vil kaste lys over nutidens traumer set gennem en canadisk-amerikansk skuespiller, Pamela Andersons liv. Hun fik sit gennembrud i 1990’erne i tv-serien Baywatch og som model og Playboy-bunny.
Kampånden for diversitet og inklusion menes åbenbart ikke så alvorligt, når det gælder egne produkter
De medvirkende skuespillere er: Nanna Cecilie Bang på 36 år, Laura Skjoldborg på 30 år, Lars Højbye på 45 år. Fortællerstemme er den allesteds-speakende Lars Mikkelsen på 59 år. Forestillingen er efter koncept af og instrueret af den ofte-kæmpende-for-diverse-rettigheder, 36-årige Niels Erling.
Kampånden for diversitet og inklusion menes åbenbart ikke så alvorligt, når det gælder egne produkter. For Niels Erling har ikke fundet plads til kvinder over 50, selvom forestillingen handler om en kvinde, der i dag er 56 år. Ingen ”behandling” af de ældre kvindelige skuespilleres nutidige traumer her.
I mine øjne er det et eksempel på, hvordan dansk scenekunst ofte taber mulighederne på gulvet. Alle muligheder for repræsentation var ellers tilstede ved denne produktion.
Et nyt koncept, der kunne begynde helt forfra. Befriet fra ”de gamle, hvide, heteroseksuelle teatermænd, som Shakespeare, Ibsen eller Strindberg”.
Men på trods af det, så vælger teatret – og de støttende fonde – Wilhelm Hansen Fonden, Augustinus Fonden, Statens Kunstfond, Willian Demant Fonden, Knud Højgaards Fond og KODA dramatik – helt at se bort fra, om produktionen er inkluderende for andet end de få.
Struktur og samtale
Så er vi tilbage ved udgangspunktet. Dansk teater og kvinderne. Ungdom og Alderisme.
Jeg tror kun, jeg kender en branche, som er så beskidt indsmurt i forkerte strukturer som scenekunstbranchen, og det er min egen. Des flere løstansatte, der kommer til, jo mere bliver vi allesammen fodslæbende ja-sigere i forhold til de personer, som tilfældigvis har fået magtpositionerne i vores faggrupper.
Vi hylder magten (Janne Villadsen og Jennifer Vedsted Christiansen) og trækker en smule på skuldrene af ”kvinder på plus 50 år”. Vi hylder strukturen om kunstnerisk frihed, selvom vi alle godt ved, at PAMELA burde være mere repræsentativ på alder.
Men det er især branchen, der i fællesskab, skal få sat retning. Ikke i form af skåltaler eller ord, som klinger rigtigt i samtiden, men som en retning fordi man vil den
I de over 40 år, jeg har været tæt på dansk teater, er de strukturelle problemer fulgt med som skygger om vinteren. Lange og tunge. Så det i bund og grund er de samme problemer, man kæmper med nu som tidligere. Skal skyggerne blive mere sommeragtige, så kræver det, at man – som Benjamin Boe siger – tager samtalen og kigger på strukturerne.
Staten skal være med – måske!
Men det er især branchen, der i fællesskab skal få sat retning. Ikke i form af skåltaler eller ord, som klinger rigtigt i samtiden, men som en retning fordi man vil den. Fordi scenekunst er det vigtigste, og fordi man i handling giver plads til forskellighed, og dermed giver plads til alle.
Set udefra ligner scenekunsten en branche, hvor mange går i takt, mange hylder de samme positioner og normer, og mange er bange for at sige fra. Og hvor ord er vigtigere end produkter og handlinger.
Det hele begynder hos os selv. Med nytårsnyhedsbrevet fra Benjamin Boe – og med Janne Villadsen og Jennifer Vedsted Christiansen som nye direktører på Nørrebro Teater – kan vi kun håbe på en fremtid, hvor ”der åbnes for at skabe kulturelle oplevelser, der giver nye perspektiver og ruster gæsterne til at deltage i den demokratiske samtale”. Og at der fremover også bliver plads til kvindelige skuespillere på plus 50.
Godt 2024 – scenekunstår.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her