
JANUARMAD // MADKLUMME – Efter en lang jul fokuserer vi på sund mad her i Wibrands Hverdagsmad. Og med sundt mener jeg grønsager. Det må også gerne være billigt, så i dag er der løgtærte på menuen.
Januar … et nyt år er i gang. En ny begyndelse er i gang. Og ud af alle de nye begyndelser, vi har på et år, er det, som om januar nu alligevel er lidt finere, fordi den står for starten af året, hvor du måske tænker lidt mere over livet og måske gerne vil starte på en frisk både fysisk, mentalt og økonomisk.
Her i huset har vi fokus på grøn mad. Også gerne billig mad, for hvorfor ikke?! Vi køber kun kød på madspild, og jeg, som er den, der kokkererer mest, laver helst retter, hvor planter spiller hovedrollen.
Besat af løg
Og så er jeg totalt besat af løg. Og gurkemeje. Begge dele kommer i stort set alt, jeg laver. Det er sundt, og det smager fantastisk. Jo flere løg, jo bedre, hvis du spørger mig. De giver den bedste bund for pande- og gryderetter.
Men for at gøre det hele lidt festligt kommer her en virkelig nem opskrift på løgtærte. Lav den til morgen, frokost eller aften. Den gør sig godt på alle tider af døgnet. Virkelig.

Løgtærte med timian
En grov tærtebund. Jeg købte en på madspild, fordi … januar. Men ellers er det såre simpelt og virkelig nemt at huske:
100 g mel
100 g grovmel
1 dl vand
½ dl olivenolie eller smeltet smør – jeg elsker at bruge smeltet smør
1 tsk. groft salt. Bruger du Maldon, skal der lidt mere i. Noget salt er mere salt end andet.

Fyld til løgtærte
20 g smør til stegning
5-6 store løg – det bliver ca. 600 g løg i tynde skiver
Timian – helst frisk
2 spsk æblecidereddike
Gærflager (kan udelades)
3 æg piskede
150 g hytteost
Et lille drys revet parmesan (kan udelades)
Lidt muskatnød
65 g revet gouda eller anden ost til gratinering (kan udelades)
Sådan gør du
Tærtebund:
Bland alle ingredienser til tærtebunden sammen. Jeg plejer at bruge en røremaskine til en start og så kramme den færdig med hænderne. Når den er helt samlet, formes den til en kugle. Læg et fugtigt klæde over, og lad den ligge lidt på køl, før du ruller den ud. Tænd for ovnen på 180 grader, mens dejen hviler sig. Smør en tærteform, rul dejen ud, og beklæd formen med dejen. Prik huller i med en gaffel. Bag tærtedejen i 10-15 minutter. Hold øje, så den ikke får for meget.

Fyld
Skræl løgene, skær dem først i halve og siden i tynde skiver. Smelt smørret på panden, og smid løgene på. Steg dem ved moderat varme, til de bliver klare, blanke og bløde. Et godt tip: Smid salt over dine løg, når du steger dem, så bliver de hurtigere klare og bliver stegt jævnt.

Når løgene er ved at blive bløde, putter du frisk timian i, og efter et par minutter skruer du lidt op for temperaturen, før du hælder eddiken på. Når eddiken er stegt ind i løgene, skruer du ned for varmen og krydrer med parmesan, chili og gærflager og lader det simre yderligere fem minutter ved svag varme.
Pisk æg og hytteost sammen, og stil til side. Riv ost til gratinering, og stil til side.
Når tærtebunden er færdig, skal den lige stå og dampe af et par minutter, før du putter fyldet på. Sørg for at mikse æggefyld med løg, så løgene fordeles jævnt og kommer helt ud til kanten. Afslut med et ostedrys, og bag tærten på 180 grader i 35-40 minutter. Kig til den efter 30 minutter, hvis du kører på varmluft, og din ovn er meget effektiv.

Mens tærten bager, laver du en lækker rødbedesalat med feta. Det syrlige i dressingen og det salte i fetaen går virkelig godt til den lidt sødlige løgtærte.
Du kan også lave en sprød salat af spidskål, edamamebønner og feta med samme dressing som til rødbedesalaten.
God fornøjelse!
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her